Hun er spået til at være blandt sportens fem internationale største stjerner. Og hun er blevet kåret som 'Årets triatlet' i Danmark. Helle Frederiksen har kappet alle bånd til Danmark og har helliget sit liv til at blive verdens bedste kvindelige jernmand.
Klokken er sjældent mere end 19.30, før Helle Frederiksen rejser sig fra bordet og siger ‘godnat’. Så betaler hun sin kildevand i baren, hvor den spanske tjener har travlt med at skænke fadøl, rødvin og sangria til resortets feriegæster.
Mens swimmingpoolens 25 klorblå meter lyser i Lanzarote-aftenens tidlige mørke, forsvinder Helle Frederiksen ind i sin lejlighed. I sofaen drikker hun en kop koffeinfri kaffe, spiser et stykke kraftig, mørk chokolade og læser lidt, inden hun går i seng kl. 21. For vækkeuret ringer allerede kl. 6:00 dagen efter. Dér begynder en ny træningsdag.
Opret abonnment på PLUS og læs hele interviewet med Helle Frederiksen, som har helliget sit liv ét eneste formål: At blive verdens bedste kvindelige jernmand.
Klokken er sjældent mere end 19.30, før Helle Frederiksen rejser sig fra bordet og siger ‘godnat’. Så betaler hun sin kildevand i baren, hvor den spanske tjener har travlt med at skænke fadøl, rødvin og sangria til resortets feriegæster.
Mens swimmingpoolens 25 klorblå meter lyser i Lanzarote-aftenens tidlige mørke, forsvinder Helle Frederiksen ind i sin lejlighed. I sofaen drikker hun en kop koffeinfri kaffe, spiser et stykke kraftig, mørk chokolade og læser lidt, inden hun går i seng kl. 21. For vækkeuret ringer allerede kl. 6:00 dagen efter. Dér begynder en ny træningsdag.
Hvert eneste sekund i den 34-årige danskers liv er tilpasset ét eneste formål: At blive verdens bedste kvindelige jernmand og en dominerende skikkelse i en af de mest træningstunge sportsgrene, der findes.
Vejen dertil går via en hverdag, der er metodisk og nidkær som en flykaptajns tjekliste: Træne, spise og sove. Træne, spise og sove. Træne, spise og sove. Alt andet er skåret væk.
»Det er en utrolig ensformig og snæver tilværelse. På en måde glæder jeg mig til næste etape i mit liv. Men lige nu er jeg glad,« siger Helle Frederiksen, der netop nu oplever sin karrieres foreløbige højdepunkt med sejre på stribe.
For at nå dertil er hun gået imod strømmen. Har forsaget alt det, som flertallet stræber efter: Fast arbejde, eget hus, en bil samt en børneflok. Børn er et projekt, der befinder sig flere år ude i fremtiden. Hjem er lige nu en uisoleret feriebolig på Lanzarote, med Ikea-køkkenknive, der skærer skævt, i skufferne. Hun har satset alt på ét bræt for at blive den bedste i verden.
For at skærpe sig selv yderligere skar hun helt bevidst for to år siden det sikkerhedsnet væk, der var spændt ud under hende. Indtil da var hun en del af triatlonlandsholdet og på Team Danmarks liste over landets bedste sportsfolk. Ved at takke nej til den økonomiske støtte valgte hun råd og vejledning fra organisationens arsenal af læger og eksperter fra. Til gengæld fik hun den ultimative frihed.
»Det er svært for en jyde som mig at rose mig selv. Sige ’du gør det faktisk godt’. Men det gør jeg. Jeg er god, jeg er meget dedikeret. Men jeg har heller ikke behov for at være her om 10 år. Det er fint, hvis jeg stopper om tre,« konstaterer hun.
Succesen
For kort tid siden blev hun ’årets triatlet’ i Dansk Triatlon Forbund efter ‘en af de flotteste’ sæsoner i organisationens historie. Kort før årsskiftet vandt hun knap en million i præmiepenge, da hun løb først over stregen i to af sportens mest eftertragtede løb ’Hy-Vee 5150’ i USA og ’Challenge Bahrain’. Desuden vandt Helle Frederiksen sølv til EM og det globale magasin ’220 Triathlon’ udråbte i december sidste år den klejne dansker til at være blandt sportens fem største stjerner. Indtil videre tyder alt på, at succesen fortsætter i 2015. Sæsonen blev indledt med en tredjeplads i et stjernespækket felt i Dubai og fulgt op i april med sejre i Brasiliens hovedstad, Brasilia, samt Galveston i Texas. På den langstrakte ferieø ud for Texas’ kyst vandt hun med fem minutter ned til den britiske kvinde, der løb i mål som nummer to. En knusende sejr.
Stemmen bærer tydeligt præg af hjemegnen mellem Skive og Struer, men hudfarven afslører, at det er mange år siden, Helle Frederiksen har overvintret i Danmark. For to år siden blev også sommeren opgivet. Det danske vejr er for ustabilt. Vil man dominere triatlonsporten på verdensplan er der ikke plads til heldagsregn, 15 grader og sommerforkølelse.
»Så længe jeg kan passe min træning, min mad, min seng og de mennesker, jeg laver træningsprogrammer til, er jeg tilfreds. Vi har fjernet alt overflødigt,« forklarer hun.
BT besøger hende på kanarieøen Lanzarote, et yndet tilflugtssted for triatleter, cykelryttere og andre, der har fysisk træning som det daglige brød. Resten af året deler hun tiden mellem Florida og Colorado i USA, hvor omgivelserne er optimale. Hun er stolt af at være dansk, og det er under de brede bøge, at fremtiden ligger. Men først når hun lader sig pensionere som svømme-, cykel- og løbsatlet.
I solen ved 25meter-poolen fortæller hun om sine valg, mens træningsturister på racercykler klikkende triller forbi. I dag ved de fleste på stedet her, hvem hun er. I både statur og påklædning adskiller hun sig fra stedets øvrige træningsturister. Der er sponsortryk på træningstøjet fra holdet, ’Uplace-BMC Pro Triathlon Team’, som hun er en del af, og der er ikke et gram fedt på kroppen. Sådan har det langtfra altid været.
»Hold kæft mand, jeg synes, det har været op ad bakke. De første fem år, der havde jeg mange skader, sygdomme, styrt, diskusprolaps, parasitinfektioner, brændte fødder, det hele. Mange af mine præstationer var for dårlige. Det var ikke, fordi jeg ikke arbejdede hårdt for det. Men jeg tog ikke selv beslutningerne, jeg gjorde bare det, andre sagde jeg skulle gøre.«
Bunden
Hun ramte bunden i Hyde Park i London i 2012. Hun var toptrimmet til de Olympiske Lege var. Men drømmen om top 10 brast i Serpentine-søens grumsede vand, hvor svømmebrillerne blev revet af, våddragten åbnet, og på land strandede hun i en forfølgergruppe, hvor taktiske hensyn kvalte ethvert forsøg på at indhente spidsen af feltet. I mål brød hun grædende sammen. Løbetiden var en af de hurtigste, men samlet blev hun kun nummer 27.
»Det var et vanvittigt dårligt resultat og slet ikke, hvad jeg havde arbejdet for. Der var så mange ting, jeg ikke kunne kontrollere, og andre, der kunne påvirke resultatet. Min motivation begyndte at smuldre,« husker hun.
Det næste halve år tog en beslutning form. I tæt samråd med sin forlovede, Ben Powell, der også er manager og problemknuser, besluttede hun at brænde de støtteben, der i seks år havde holdt hende oppe og guidet hende på vej. »Der skulle ske noget drastisk. Ellers begyndte jeg at blive for gammel. Der skulle ske noget i en fart.«
Helle Frederiksen satte sig ved computeren og skrev en mail til Team Danmark, hvor hun kappede forbindelsen til ‘det officielle Danmark’. Støttekronerne ophørte med at tikke ind på kontoen, og hun stillede sig uden for den skærmende paraply, der normalt beskytter, hjælper og plejer de danske sportsfolk.
»Støtte og tryghed var blevet til en slags sovepude. Jeg vidste, at jeg altid havde backup, at der var en, der holdt mig i hånden, hvis det gik galt.«
En status som Team Danmark-støttet idrætskvinde er der mange, der drømmer om. Men for Helle Frederiksen fulgte der begrænsninger med den rare støtte og tryghed. Det hele forsvandt fra den ene dag til den anden.
»Pludselig var der ingen. Hvis jeg skulle klare mig, var jeg nødt til at vinde nogle løb. Jeg blev stillet et ultimatum, så jeg blev nødt til at træne hårdt,« fortæller hun om beslutningen, der endte med at forandre hendes liv.
Trygheden var væk, men til gengæld var hun fuldstændig herre over sit eget liv. Hun opgav sit ‘speciale’, de korte løb, for i stedet at satse på den dobbelt så lange halve jernmandsdistance. Forlod ejerlejligheden i Farum til fordel for Lanzarote og USA. Hverdagen blev kogt ned til en kraftig bouillonterning af træning, kost og hvile.
»Jeg er ikke god, når der er mange små ting, jeg skal tænke over.«
Konkret betyder det, at hotellet sørger for at hente partner og familie i lufthavnen, når de kommer på besøg. At hun afleverer sit beskidte, svedige tøj, der kommer vasket og strøget tilbage. At Ben Powell, hendes forlovede, i perioder bliver købt fri fra sit arbejde og rejser med hende, så han kan stå for alt det praktiske under løbene. Nedpakning, slæbe kufferter, pakke ud.
For knap to år siden løb hun det første løb som fri fugl i Puerto Ricos hovedstad, San Juan.
»Jeg følte mig som verdens største nybegynder. Alle de store navne var der. Nuværende verdensmestre, tidligere verdensmestre. Og så vandt jeg... det var fuldstændig vanvittigt. Det kom mest af alt bag på mig selv. Den sejr står så klart for mig. Dér fik jeg troen på det hele,« siger hun.
Ni stævner blev det til det år. Med en andenplads som det dårligste resultat. Året efter, 2014, blev endnu bedre.
Nu er hun på toppen af karrieren. Blandt verdens fem, måske endda tre, skarpeste kvinder på sit felt. De næste tre år kan hun stadig forbedre sig. Målet er at ‘konkurrere dér, hvor verdens bedste er’.
»Vinder man dér, er det simpelthen så fantastisk. Al savnet af familien, tiden væk fra kæresten og det sure slid. Men det er det hele værd.«
Fra den lille lejlighed i Sands Beach Resort på Lanzarote ser hun ofte kvinder på sin egen alder, der lever et helt andet liv. Med mand, rullekufferter og to lyshårede unger tjekker de ind til en uges familieferie. De spiser is, leger i poolen, hygger og drikker rødvin.
»Børn er et stort mål for mig, men ikke endnu. Kvinder ved, når de er klar til at få børn. Så ligger man den egoistiske side væk. Til den tid kan det ikke handle om mig mere. Men det bliver det bare nødt til at gøre nu.«
