Mikkel Thomsager indledte sin bilkarriere allerede, da han var 13 og boede på Bornholm, og det gik godt, undtagen da en stor sten havde gemt sig. Han var ikke glad for at gå i en skole, hvor hans mor var lærer, for der blev han drillet og beskyldt for at slå grønne prutter.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og kom helt tæt på chefredaktør Mikkel Thomsager suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Mikkel Thomsager indledte sin bilkarriere allerede, da han var 13 og boede på Bornholm, og det gik godt, undtagen da en stor sten havde gemt sig. Han var ikke glad for at gå i en skole, hvor hans mor var lærer, for der blev han drillet og beskyldt for at slå grønne prutter.
1. Slugte bilblade
Jeg kom til verden i Holbæk i 1964. Begge mine forældre var folkeskolelærere ved Aagerups Skole ved Vipperød, hvor jeg boede, til jeg var ni år, hvorefter vi flyttede til Bornholm. Allerede dengang havde jeg fået de første spirer til mit senere virke. Min mor købte Anders And blade til mig, men hun bemærkede, at jeg bare kiggede billeder, og derfor begyndte hun i stedet at købe bilblade til mig. Det hed Bilen, motor og sport, og det slugte jeg fra ende til anden, og det har jeg gjort siden. Mine forældres første bil var en DKW med en 2-takts motor og siden to Saab 96 med 4-takts Fordmotor. Den nyeste af dem havde vinduesvisker på forlygterne, og jeg husker den første vinter, hvor jeg klaskede sne på lygterne, så jeg kunne se, at viskerne virkede. Allerede dengang var jeg i en alder, hvor jeg mente, at en bil uden omdrejningstæller ikke var en rigtig bil.
2. Kørte som 13-årig
I 1980 boede familien på Bornholm, i Nylars, hvor min mor var lærer på Vestermarie Skole og min far var tale- og hørepædagog og ham, der stod for udlevering af høreapparater. Vi boede på en gård, hvor jeg ret hurtigt begyndte at køre bil og traktorer, jeg var nok 13 år, da jeg begyndte at køre, siddende på en eddikedunk, så jeg kunne nå op til rattet og se ud ad forruden på familiens Simca 1100. Vi havde masser af grusveje, og ingen sagde noget til det. Efterhånden blev jeg mere og mere modig og kørte bare rundt, fordi det var sjovt.
3. Cykelhandleren reddede bilen
En dag, da jeg kørte i min mors Morris Mini – en bil, jeg senere arvede – gik det ikke så godt. Jeg lavede en lidt for smart manøvre hen over en græstot, der dækkede over en sten, hvor motorens bundkar stødte meget kraftigt på. Heldigvis kørte motoren stadig, så jeg luskede hjem igen og håbe, at alt var o.k. Da jeg nåede huset og gerne ville standse, trykkede jeg på bremsen, men den gik lige gennem gulvet – jeg gik i panik og trak håndbremsen. Det var et af mine kvikke øjeblikke. Hele motoren var blevet skubbet to centimeter bagud, bremserørene var revet over, og rattet var skubbet et par centimeter op. Normalt skulle man tro, at vi afleverede bilen til en automekaniker, men cykelhandler Matsson var tusindkunstneren, der kunne klare den slags problemer. Han blev enig med sig selv om, at motoren fortsat kunne sidde to centimeter bagude, så udstødningen også stak lidt længere ud. Han forlængede bremserørene, og hornkontakten lavede han om til en pind oven på ratstammen, man trak i, når man altså skulle dytte. Det virkede godt undtagen, hvis man skulle dreje samtidig – ja, så blev det rimeligt problematisk. Den bil kørte jeg selv i mange år efter.
4. Mørkekammer hjemme på gården
Jeg var rigtig glad for valgfaget fotolære, da jeg kom på Åker Skole. Jeg lavede selv dette billede med forstørrelsesapparat, fremkalder og fixer. Jeg var meget fascineret af alt det tekniske og fik et mørkekammer hjemme på gården. Jeg tog helt banale billeder af dyr og landskaber, det var ikke så meget motiverne, mere teknikken, der interesserede mig. Da jeg senere blev journalist, benyttede jeg mig meget af at tage billeder. Da vi skabte Bil Magasinet senere, var det lidt af en udfordring at skaffe billeder. Jeg foreslog min chef, at jeg har selv tog dem, og han sagde, at jeg kunne få alt det lækre udstyr, jeg ville ha’. Det blev begyndelsen på den måde, vi laver bladet i dag, hvor journalisterne selv fotograferer, og jeg synes, vi har nogle af de bedste bilfotografer I Danmark.
5. Blev tidligt voksen
Det var ikke sjovt at være elev på en skole, hvor ens mor var lærer. Jeg blev drillet meget og kunne ikke slå en prut nogen steder, uden at nogen skulle fortælle, den var grøn. Derfor var det en befrielse at skifte til den store skole, hvor ingen vidste, hvem man var. Men tiden på gymnasiet var nu ikke bare sjov. Min far døde allerede i 1983. Han blev ikke så gammel, som jeg er nu. Han fik lymfekræft og døde tre uger før jeg skulle til studentereksamen, kun 46 år gammel. Det var en alvorlig sag, der påvirkede mig meget. Jeg var 18, og jeg kom til at være en slags far i huset, og det var mig, der skulle holde styr på mange ting – også de biler. Jeg blev lidt tidligere voksen. Allerede i 2. g i gymnasiet skrev jeg en del for Bornholms Tidende. Jeg deltog i generalforsamlinger i idrætsforeninger, due- og landbrugsforeninger og fik betaling pr. spaltemillimeter. Efter gymnasiet aftjente jeg min værnepligt i civilforsvaret, hvor jeg fik det store kørekort og kørte brandbil. Vi var en del af brandvæsenet og kørte udrykning cirka en gang om ugen, tit om natten med sirener og blå blink.
6. Gaffeltruck i Israel
Efter gymnasiet var jeg i kibbutz i et halvt år, hvor man arbejdede seks timer om dagen. Jeg kom på en fabrik, der lavede plasticposer. Der gik ikke lang tid, så havde jeg lært at køre gaffeltruck, og jeg fyldte lastbiler med paller i stedet for at pakke plasticposer. Det var meget fremmedartet at være i Israel. Selvom det var en meget fredfyldt periode, gik israelerne, der aftjente to års værnepligt, rundt med håndvåben.
7. De tre største gaver i livet
Jeg blev far første gang i 1993, og det fortsatte i 95 og 99. Jeg har fået tre drenge – Emil, Mads og Peter, og de er jo den største gave i livet. En af dem har arvet min lidenskab for biler, nemlig Mads på 21. Vi har haft den faste rutine, at når jeg kom hjem med en ny bil, skulle vi ud at prøvekøre den med det samme, hvis den havde mere end 200 hk. Hvis den havde færre, kunne det vente til efter aftensmaden.
8. En rå bil
Min egen lille lommefilosofi er, at hvis ikke kan lave lidt grin med sig selv har man misforstået livet. Hvis man tør udstille sig selv, og hvis man vil give noget til andre, kommer der også noget retur. Jeg kørte her i en Tiger, som minder meget om den Caterham, jeg selv købte senere. Det er en meget rå bil uden forrude. Man taler tit om, at biler kører som gokart, og det passer som regel ikke, lige på nær her.
9. Lada skudt i stykker
I 2006 fik vi på Bilmagasinet en henvendelse fra forsvaret om, at de gerne ville have lov til at skyde en bil i stykker – det var en eksamensopgave for kanonskytterne. Der besluttede vi os for at kåre verdens værste bil ved en afstemning, og svaret blev en Lada 2110. Vi var nødt til at køre til Østtyskland for at finde en, der var til at betale – selvom den stadig var for dyr. Den kostede 25.000 kr. inkl. vinterdæk og brændte i fire minutter efter at være blevet ramt.
10. Den kan køre, – men...
Denne her Caterham ejede jeg selv i en årrække, og jeg fotograferede den her på Dalgas Boulevard. Min idé om, at jeg skulle køre til Le Mans i den, blev ikke til noget, så jeg nøjedes med at have den med på sommerferie i Jylland. Den er ret ukomfortabel, må jeg indrømme, ens bagdel falder hurtigt i søvn, og man brækker ryggen. Det lodrette vindspejl gør, at man får meget vind i hovedet, man sidder som i et stormvejr. Men køre – det kan den.
