For tre år siden fandt Matilde Trobeck sin lillebror død. Der er stadig dage, hvor alt er sort, men en sorggruppe, og ikke mindst hård fysisk træning, har hjulpet hende til at kunne leve med sorgen
Det var en fast tradition. Nytårsaften præcis kl. 24 ringede Matilde Trobeck til sin lillebror.
Men den sidste aften i 2012 blev traditionen brudt. Trods flere forsøg kunne hun ikke få fat i ham. En undren voksede i hende, men hun slog det hen. Han var 23 år og havde sikkert drukket sig fuld – eller fundet en pige.
1. januar gik. 2. januar var hun bekymret. Matilde Trobeck skulle i biografen med sin kæreste men ville lige køre forbi lillebroren først.
Hun var sur, ville skælde ham ud, fordi han ikke havde ladet høre fra sig.
»Men så snart jeg trådte ind i huset, kunne jeg mærke, at noget var galt.« ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele Matildes forfærdelige historie om, hvordan hun fandt sin 23-årige lillebror død, og om hvordan tiden efter har været for både hende og familien. Nu er Matilde begyndt at prioritere helt anderledes i livet.
For tre år siden fandt Matilde Trobeck sin lillebror død. Der er stadig dage, hvor alt er sort, men en sorggruppe, og ikke mindst hård fysisk træning, har hjulpet hende til at kunne leve med sorgen
Det var en fast tradition. Nytårsaften præcis kl. 24 ringede Matilde Trobeck til sin lillebror.
Men den sidste aften i 2012 blev traditionen brudt. Trods flere forsøg kunne hun ikke få fat i ham. En undren voksede i hende, men hun slog det hen. Han var 23 år og havde sikkert drukket sig fuld – eller fundet en pige.
1. januar gik. 2. januar var hun bekymret. Matilde Trobeck skulle i biografen med sin kæreste men ville lige køre forbi lillebroren først.
Hun var sur, ville skælde ham ud, fordi han ikke havde ladet høre fra sig.
»Men så snart jeg trådte ind i huset, kunne jeg mærke, at noget var galt. Der var bare så stille. Alt for stille. Jeg holdt hånden for øjnene, mens jeg skubbede døren til badeværelset op, der var ingen. Døren til hans værelse var låst. Jeg bankede på flere gange, inden jeg løb ud og rundt om huset. Gardinet var ikke trukket helt ned, og igennem en sprække kunne jeg se, at han var død. Han lå helt fint på ryggen, som om han sov. Han lignede sig selv og så alligevel ikke. Jeg skreg og skreg.«
Hendes forældre kom før ambulancen. Hun husker, hvordan hendes far smadrede døren, og hvordan hun selv prøvede at holde sin mor tilbage.
»Jeg vidste, at det ville forandre hende for altid, og jeg ville ikke have, at hun skulle se ham,« husker Matilde Trobeck.
Artiklen fortsætter under billedet
Stoffer blev hans død
Broderen var en ung mand, der havde hele livet foran sig. Han var ikke syg, og han begik ikke selvmord, men han tog stoffer. Det blev hans død.
»Vi vidste godt, at han eksperimenterede med stoffer, men vi anede ikke hvor meget. Den aften havde han taget for meget og sov stille ind i sin seng,« siger Matilde Trocbeck og beskriver tiden efter som sløret og sig selv som værende en slags zombie.
»Folk kom og lavede mad til os. Jeg kan huske, hvordan jeg sad på gulvet mellem mine forældre, der sad på to stole, for jeg ville være så tæt på dem som muligt. Jeg var fuldstændig hjælpeløs. Mine veninder måtte hjælpe mig i bad og vaske mit tøj. En enorm sorg omsluttede os. Det var en forfærdelig tanke, at lige meget hvad, var der ikke noget, der kunne råde bod på det skete,« siger hun.
Der var en masse praktisk, som gravsten og kirke, de var nødt til at forholde sig til, men det hele var fuldstændig uvirkeligt. Hun kan ikke huske nogen detaljer, men Matilde Trobeck blev enig med sine forældre om en sten, der ud over navnet også skulle udsmykkes med en båd. For broderen Rasmus var glad for at sejle. I dag pryder samme motiv både Matilde Trobeck og hendes mors håndled i form af en tatovering.
I 28-årige Matilde Trobecks stue hænger flere billeder af hendes elskede lillebror. Hans halskæde ligger synligt fremme på en hylde. Hos forældrene kan hun røre ved hans gamle bamse og dufte til hans parfume. Det gør hun hver gang, hun er der. Der var 14 måneder imellem dem, og de var hinandens bedste venner. Men de var samtidig også vidt forskellige. Hun var den pligtopfyldende, der havde orden i sine ting, mens han tog alting lidt mere afslappet. Han gav Matilde Trobeck en sund modvægt til hendes regelrette liv.
»Han var en ven, der altid var der, og det var en rar følelse at være to. Hvis min mor eller far havde været irriterende, havde vi altid hinanden. Rigtig mange af mine barndomsminder er sammen med ham. Ferier vi har været på, rulleskøjteløb på vejen, hvor vi voksede op. Jeg har et kæmpe savn og en sorg, som jeg skal bære resten af livet. Der er stadig dage, hvor det er helt mørkt, og jeg føler mig enormt ensom.«
At se søskende drage omsorg for hinanden gør ondt.
»En dag så jeg en dreng i 6. klasse løfte sin lillesøster op. Der var så megen omsorg, som jeg ved, at jeg aldrig kommer til at opleve igen.«
Ingen afsked
I tiden efter tænkte hun konstant på ham. Hun følte, at hun så ham alle steder. Hendes tanker spillede hende et puds, som da han lå på retsmedicinsk institut til obduktion, og hun tænkte, at om lidt ville de ringe fra hospitalet og sige, at han var vågnet. Hun tænkte, at han bare havde brug for en pause og ville komme igen om lidt. Samtidig oplevede hun en enorm dødsangst. En aften hvor forældrene havde spist hos nogle venner, og hun ikke kunne ringe til dem, var hun sikker på, at de nu også døde fra hende. Hun tumlede med de mørke tanker og kunne intet klare på egen hånd. Hun fik ti samtaler med en psykolog, men dét, der virkelig hjalp hende, var at komme i en sorggruppe med ligesindede, der også havde mistet for nylig som følge af en ulykke.
»Min oplevelse er en helt anden, end hvis han var død af kræft. Længe var jeg jaloux på dem, der i det mindste havde haft muligheden for at tage afsked og sige: ’Jeg elsker dig’. Min historie adskiller sig ved, at det skete så brat og uden forvarsel. Det var så rart at tale med de andre, der havde været igennem noget lignende. Jeg kunne sige det, som det var: at jeg ikke vidste, om jeg nogensinde ville blive glad igen – og de forstod. Havde jeg sagt til mine forældre, at jeg ikke følte, jeg var nok for dem, ville de blive kede af det. Men i gruppen kunne jeg sige alt,« siger Matilde Trobeck, der var sammen med de andre tre timer hver tredje uge.
Hun var fuldstændig smadret hver gang, for hun blev mindet om ting, hun også havde lyst til at glemme.
»Men de møder blev min redning. Jeg følte mig ikke længere så alene og fandt ud af, hvor vigtigt det var. Vi havde også et forum på nettet, hvor man kunne skrive, og de andre kunne svare. Det gav en enorm tryghed og ro, at der var nogen, der forstod.«
Efter en måned vendte Matilde Trobeck tilbage til sit job som pædagog på en skole. Det var ’faktisk rart’, da hun begyndte at arbejde igen og var tvunget til at være ’noget for nogen’.
»Det var skide hårdt, men det hjalp, at jeg vidste, at børnene ventede på mig, og at vi havde aftalt at sjippe i frikvarteret,« siger hun, selvom der også har været dage, hvor hun var nødt til at kaste håndklædet i ringen og gå hjem efter to timer.
Træning hjalp
En anden ting, der hjalp, var benhård træning. Allerede tre dage efter at Matilde Trobeck havde fundet sin bror, tog hendes moster hende med ud at løbe en tur i skoven.
»Det var rart at opleve at blive fysisk træt. Jeg havde nemmere ved at falde i søvn efter den løbetur. Samtidig gav det mig en time, hvor det hele lukkede ned, og jeg fik en pause fra tankerne. Jeg trænede mere og mere, og det gjorde så godt med disse ’tænke-pauser’. Det var nemmere at løfte noget tungt eller spinne i to timer end at sidde derhjemme,« siger Matilde Trobeck, der kunne mærke en fysisk forandring i det øjeblik, hun trådte ind i træningscentret og kørte kortet igennem. Det gav hende en tiltrængt pause.
Hun forsøgte også at dulme sorgen ved at gå til fester og drikke sig fuld, men når sprutten gik ind, sad hun bare og svinede folk til, fordi hun havde så megen indestængt vrede. Den opførsel var så langt fra hendes normaltilstand, så hun fandt ud af, at træningen var en bedre måde at få luft for sine aggressioner.
»Du kan ikke træne dig lykkelig, men du kan træne dig gladere. Jeg har langt hen ad vejen trænet mig igennem krisen og sorgen. Jeg er vild med crossfit, det er meget råt. Zumba ville eksempelvis ikke være effektivt på samme måde. Til crossfit kunne og kan jeg stadig slå med hamre og kaste med ting, uden at der er nogen, der siger noget. Selv på dårlige dage, hvor jeg har været rigtig ked af det og måske sovet dårligt, føler jeg mig helt løftet efter træning,« siger hun.
Selvom det går bedre, er sorgen et livsvilkår, hun bærer med sig. Hun oplever stadig dage, hvor hun er ked af det fra morgenstunden. Det kan være en helt almindelig onsdag, men også mærkedagene er svære, ligesom synet af en flok unge mænd, der spiller fodbold i solen, kan gribe hende om hjertet.
»Den mørke dør vil altid bo i mig, men den skal helst ikke åbnes for tit. Da min mor så Rasmus, skreg hun, at hun ikke ville leve mere, men min far sagde, at hun var nødt til at være her for os andre. Det er blevet vores mantra: ’Vi er nødt til at være her for hinanden’. Den sætning har holdt os oppe, når det har været rigtig svært.«
At miste sin bror har lært hende at prioritere anderledes end tidligere. Hun hopper ikke længere med på vognen, når veninderne har tøjkrise inden lørdagens fest eller synes, de har for tykke lår.
»Jeg er blevet meget mere afslappet overfor den slags, og er sikker på, at når jeg skal dø, er det ikke antallet af gange, jeg har støvsuget, jeg vil tænke tilbage på, men f.eks. tiden jeg har tilbragt med mine veninder. Det er rigtig rart, at jeg har fået øjnene op for, hvad der virkelig er vigtigt her i livet. Jeg siger til mine veninder, hvor meget jeg holder af dem, og prioriterer nærvær og samvær med de mennesker, jeg elsker og holder af, utrolig højt.«
