Èn ulykke kommer sjældent alene, siger man. For Manu Sareen gik den største personlige ulykke hånd i hånd med den absolut største arbejdsmæssige triumf. Nu fortæller han, hvordan det var at blive socialminister samtidig med, at han gik gennem en hård skilsmisse
Nogle interview er længe undervejs. Det her begyndte i februar 2014. Kort efter at Manu Sareen var tiltrådt som socialminister. Og ganske kort efter, at han var blevet skilt.
Log ind på BT PLUS og læs hele artiklen med Manu Sarren. Han fortæller om sin skilsmisse fra hans kone gennem 19 år. Hans farvel til politik og en tid med depression.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Èn ulykke kommer sjældent alene, siger man. For Manu Sareen gik den største personlige ulykke hånd i hånd med den absolut største arbejdsmæssige triumf. Nu fortæller han, hvordan det var at blive socialminister samtidig med, at han gik gennem en hård skilsmisse
Nogle interview er længe undervejs. Det her begyndte i februar 2014. Kort efter at Manu Sareen var tiltrådt som socialminister. Og ganske kort efter, at han var blevet skilt.
Midt under interviewet måtte han gå. Fordi der var en såkaldt ‘elefant i rummet’ – et emne vi ikke kunne tale om.
Elefanten var skilsmissen fra hans kone gennem 19 år, moderen til børnene Cilja, Alvin og Felix. Han havde netop taget hovedspring ud i sit livs krise og anede ikke, hvor langt der var igen, før han ramte bunden og kunne begynde at famle efter fodfæste.
»Jeg var vildt bange for, at pressen ville få nys om det,« husker han.
Det var hans største frygt, at hans personlige krise ville blive forsidestof. At det ville blive afsløret, at socialministeren – chefen for statsforvaltningen, ham der er udnævnt til at passe på alle børn og familier i Danmark – ikke engang kunne passe på sin egen familie.
Først nu – halvandet år senere – kan han sætte ord på, hvad der skete i den periode. Det har han gjort i en ny bog ‘Manu’, og det gør han i dette interview.
3. februar 2014 kl. 13 fik Manu Sareen nøglerne til Socialministeriet. Præcis en time tidligere havde han fået nøglerne til sin nye lejlighed på Gl. Kongevej på Frederiksberg. Det endelige bevis på, at skilsmissen var en realitet.
»Sammen med fire håndværkere, og min bedste ven Christian, stod jeg i den her lejlighed, der var fuldstændig ramponeret og uden ét eneste møbel. Jeg havde ingenting, men stod i mit stiveste jakkesæt og var top-stresset.«
At blive socialminister var drømmen, der gik i opfyldelse. At den blev opfyldt samtidig med, at Manu Sareen gennemlevede sit livs værste nedtur, er en af livets absurditeter, mener han. At det var ham, der ville skilles, er et faktum, der kun gjorde krisen endnu mere intens.
»For den, der går, er skyld i, at familien bliver ødelagt. Du bliver skurken, når du går.«
For sent
Han gik, fordi han var ulykkelig. Han ved ikke, om det var arbejdet. Eller bare det at være børnefamilie og have travlt, der gjorde det. Men kærligheden var fadet ud.
»Jeg havde sindssygt dårlig samvittighed over det. ‘Kom nu, Manu’, sagde jeg til mig selv. ‘Du har verdens dejligste familie’. Men jeg gik bare rundt med en ulykkelighed – i lang tid.«
Det holdt ikke.
»Jeg har en stor fejl, som jeg virkelig prøver at ændre. Jeg går med tingene selv. Jeg deler det aldrig med nogen, hvis jeg er ked af det eller har problemer,« siger han.
Mødet med en psykolog satte trumf på.
Efter få sessioner sagde hun: »Hvis du ville redde dit forhold, skulle du nok være kommet for tre-fire år siden. Det virker som om, det er for sent nu...«
Hun ‘stak en kniv i bylden’. Det hele væltede ud, og derfra var der ingen vej uden om skilsmissen.
Det eneste, han fortryder, er, at han ikke fik sagt det til sin ekskone – i tide. Han ved ikke, hvordan verden så havde set ud.
»Men i hvert fald var det så ikke kommet som så stort et chok. For det var det – for alle i vores omgangskreds.«
Men bruddet var ikke uden angst, han frygtede for konsekvenserne.
»Jeg var simpelthen så bange for, at mine børn ville slå hånden af mig. Derfor havde jeg ekstra travlt med at skabe et hjem for dem. Det betød, at jeg den ene uge helt bogstaveligt arbejdede 80 timer.
Den anden uge, hvor jeg havde børnene, arbejdede jeg 80 timer – og smilede – for at få det hele til at balancere,« siger han og giver et eksempel:
»Min søn skulle have kanelsnegle med i skole. Så vi stod tidligt op og bagte, men vi havde ikke noget glasur. Han blev så ked af det – men han skulle i skole, og jeg skulle på arbejde. Det var banalt, men jeg følte mig som verdens dårligste far. Jeg kunne jo ikke ringe til Helle (Helle Thorning-Schmidt, red.) og sige: ‘Jeg kommer ikke, for jeg har ikke noget glasur’.
Tingene blev presset ud i en absurditet. Jeg skulle være med til at lede et land, og så fes jeg rundt og havde ikke glasur til kanelsnegle. Mit liv blev virkelig karikeret,« siger han.
»Samtidig kunne jeg læse i aviserne, at jeg ikke kendte noget til stressede børnefamiliers liv,« siger han og lader hånden glide ned over ansigtet som for at trække en virkelig træt grimasse af.
Farvel til politik
48-årige Manu Sareen er færdig i politik – i hvert fald for denne gang. Han vil ikke afvise, at han senere kunne finde på at vende tilbage, men ved valget i juni i år, efter halvandet år som socialminister, sendte vælgerne ham ud af ministerkontoret – og ud af Folketinget. Han forstår dem godt. Da han dagen før valget så sig i spejlet, var det en slidt og gråsprængt Manu Sareen, der kiggede tilbage.
»Det havde helt klart revet tænder ud at blive skilt – med alle de konflikter der fulgte – midt i jobbet som minister,« siger han.
Valgkampen havde tappet den sidste energi, indså han en aften, hvor han skulle forsvare regeringens socialpolitik i DR2s ‘Deadline’.
»Hold kæft, hvor så du træt ud,« sagde folk til ham efterfølgende.
»Det tror fanden. Jeg havde lige fået mit liv endevendt i flere timer foran en dommer,« skriver han i bogen.
Efter hans eget udsagn var ‘det bedste, der skete under valgkampen, at hans skilsmisse formelt blev afsluttet’.
Efter retssager og afgørelser i Statsforvaltningen fandt han og hans ekskone endelig en løsning, så børnene nu bor hos både ham og hende – og der er faldet ro på hverdagen.
Valgnederlaget sendte ham på en tiltrængt rekreation. Han har fået tid til at slappe af. Tid til at finde sig selv i sin nye rolle som alenefar. Og tid til at finde ud af, hvem han er, når han ikke længere er ‘Minister Manu’.
Bl.a. har han netop udgivet endnu en børnebog, den ottende i serien om indvandrerdrengen Iqbal Farooq, og på torsdag udkommer bogen ‘Manu’ om hans eget liv frem til og med folketingsvalget i juni.
Helt nede
Vi mødes i den nye familielejlighed, der i dag er indrettet med bløde sofaer og et rustikt plankebord til mange mennesker i spisestuen – lejlighedens omdrejningspunkt.
Manu Sareen har lagt ministerhabitten og ser komfortabel ud i sort Adidastrøje, cowboybukser og sneakers. Han ligner én, der har styr på det.
Det havde han ikke i foråret 2014, hvor han ramte bunden i sin personlige krise.
Socialministeren var rejst til en konference i New York for at tale for FNs Kvindekommission.
»Jeg tror ikke, nogen bemærkede, at jeg var i mit livs krise,« skriver han i bogen.
»Men i New York var jeg nede og stå på bunden.«
Da han, efter sin tale, sad i panelet, tikkede en sms fra hans advokat ind på mobilen.
»Din ekskone vil bestemme, hvor meget børnene skal være hos dig, og hun vil ikke forhandle,« stod der.
Så gik han i sort. Verden svimlede, og hans rådgiver måtte støtte ham ned fra podiet. Resten af programmet måtte aflyses – for Manu Sareen skulle hjem.
»Jeg var så bange. Til trods for at jeg havde det sygeste embedsmandsapparat og vidste alt om lovgivningen, så vidste jeg ikke, om jeg mistede mine børn.«
Så snart han var på dansk jord, kørte han til sit første møde i Statsforvaltningen.
Depressionen
En gang før har han været nede og stå på helt flade fødder. Da han som 33-årig fik en depression.
Var du bange for, at skilsmissen ville sende dig tilbage i depressionen?
»Nej, når man har haft en depression, får man arvæv. Huden, der vokser ud, er stærkere end før. Jeg ved udmærket, hvad der skal til for, at jeg ryger derud, og holder mig altid 10 meter fra kanten,« siger han.
Balancen holder han med sund mad, søvn og motion – og et strengt forbud mod alkohol i hverdagene.
»Jeg siger nej til hverdag, men i weekenderne må jeg spise og drikke, hvad jeg vil. Det er en ægte 5/2-kur.«
Og så passer han på ikke at lade sig ‘forføre’. Det har han en tendens til. Han bliver lokket med, når der sker noget spændende. Lige nu har han f.eks. sagt ja til at medvirke i en tv-serie og lave en julekalender.
Ind i politik
Det var også sådan, han kom ind i politik. Da De Radikale manglede en ‘yndlingsperker’.
»De skulle have en afløser for Naser (Khader, red.) i Borgerrepræsentationen. Fordi der skulle mangfoldighed på stemmesedlen. Meningen var, at mit navn bare skulle stå på sedlen. Fair nok, tænkte jeg – men det finder jeg mig ikke i.«
Og så gav han den gas. I ren trods kørte han sit livs valgkamp – og kom ind. Resten er historie.
Fra Borgerrepræsentationen hentede Margrethe Vestager ham til Christiansborg, hvor han først blev statsrevisor og siden, efter at være blevet valgt ind i Folketinget, både kirkeminister og socialminister.
»Jobbet som socialminister var den største drøm, der gik i opfyldelse. Det har uden tvivl været de bedste år i mit liv. At lave homovielser og lovgivning på skilsmisse- og adoptions-området. At give penge til de udsatte, det er så fedt. At få lov til at forandre samfundet og sætte sit præg har været forrygende.«
Mindre forrygende var det, når rollerne som socialminister og skilsmissefar blev mikset.
»Ikke nok med at jeg var ved at blive skilt..., som socialminister lavede jeg på samme tid lovgivning på skilsmisse-området.«
Han husker, hvordan han sad for bordenden i et af Socialministeriets mødelokaler med alle politikerne rundt om sig.
Han ranker sig i stolen, tager fat om bordpladens kanter, for at vise, at ingen den dag kunne være i tvivl om, hvem der var alfahannen i Socialministeriet.
Lige indtil hun kom ind – chefpsykologen fra Statsforvaltningen. Den selvsamme kvinde, som Manu Sareen en lille uge tidligere havde siddet overfor i sin egen skilsmissesag.
Han krymper i sædet og glider ned af stolen for at vise, hvordan ministeren i ét nu forlod lokalet. Tilbage sad en helt almindelig kriseramt mand, der var bange for at miste sine børn.
»På en skala fra et til 10 på absurditets-skalaen så var det et klart 10-tal,« lyder det tørt.
De lod som ingenting. Eller rettere:
»Hun var cool, og jeg holdt bare min kæft. Men det var da totalt for sindssygt,« siger han og griner.
Dengang var det ikke sjovt. Juristerne diskuterede inhabilitet. Men det er svært at være inhabil i sin egen skilsmisse. De blev enige om, at han først og fremmest var borger. Borgere har ret til at søge hjælp hos Statsforvaltningen, når en skilsmisse slår knuder.
Selv er han ikke i tvivl om, at det har påvirket loven positivt, at han selv er blevet skilt og har prøvet at sidde over for sin eks i Statsforvaltningen.
»Der er stadig langt igen, før skilsmisselovgivningen fungerer optimalt,« siger han, men reglerne er blevet strammet, så det er blevet sværere for forældrene at aflyse møder og at chikanere hinanden – til skade for børnene.
Der var ikke chikanerier i Manu Sareen og hans ekskones skilsmisse.
»Vi var kede af det og havde brug for hjælp. Men vi har ikke gjort det sværere for hinanden end højst nødvendigt,« siger han.
Sladder
Noget, der kunne gøre det sværere end nødvendigt, var rygterne. En af bivirkningerne ved politik, som Manu Sareen aldrig vænner sig til, er sladderen.
»Jeg har hørt rygter om alt fra, at jeg er homoseksuel, til at jeg havde en affære med Anna (Mee Allerslev, Manu Sareens veninde fra Borgerrepræsentationen, red.) Jeg har fandme haft affærer med mange – åbenbart. Og jeg har drukket vin med en menneskehandler.«
Sladderen irriterer ham. Han har lært at lade være med at reagere på den, men det er svært.
»Jeg har sådan en uretfærdigheds-ting. Som barn blev jeg altid beskyldt for alt muligt, som jeg ikke havde gjort. Jeg reagerer på alle uretfærdigheder, om det er mod mig eller mod andre, er det den samme nerve, det rammer. Uden at tænke over det reagerer jeg. Jeg flegner fuldstændigt. Det er måske min styrke, men også min akilleshæl, fordi jeg nogle gange mister besindelsen, når uretfærdigheds-genet bliver trådt på.«
Ministertiden har hærdet ham. Han har lært at være professionelt ‘flintrende ligeglad’.
I dag er der mere ro på hjemme hos Manu Sareen og børnene Cilja, Alvin og Felix. Helt roligt bliver der aldrig, det er han ‘alt for rastløs til’. Men som noget nyt har han besluttet sig for at dyrke roen.
Han vil lære at meditere, men det er op ad bakke. Dagen før interviewet var han til meditationskursus.
»Min rastløshed blokerede fuldstændigt. Det sitrede i hele kroppen, og jeg kunne ikke komme over det. Det endte med, at jeg faldt i søvn, hvilket er en måde at vise modstand på, sagde underviserne...«
Men han opgiver ikke.
»Jeg skal lære det mindfullness. Jeg mediterer hver evig eneste dag og arbejder med modstanden i mig. For mindfullness er dybt fascinerende. Det skaber ro og refleksion, og giver plads til tilgivelse,« citerer han fra den lærebog, han læste natten før.
Indtil videre kan han holde ud at meditere i sofaen – et kvarter hver dag.
Men han kan ane en større ro i sig selv.
Den første forandring skete, da han stoppede som minister. Kort efter var han i biografen med Alvin på 11 år.
»Om aftenen spurgte jeg, hvad det bedste ved dagen havde været? Han svarede: ‘At du ikke tjekkede din telefon hele tiden’.«
Den ramte lige i maven på den dårlige samvittighed. Så nu øver han sig.
»Det gælder om at leve i nuet. Hidtil har jeg konstant levet i fremtiden.«
