Malene Sølvsten gik på arbejde fra otte til 16. Når hun kom hjem, skrev hun i al hemmelighed på en bog. Hun var næsten færdig, før hendes familie opdagede, at hun havde besluttet at blive forfatter.
Malene Sølvstens mor var irriteret. Hendes datter var hjemme i Brønderslev for at komme til hægterne efter en operation af en medfødt hjerteklapfejl. Hvad lignede det så, at hendes arbejdsgiver i København blev ved med at sende arbejdsopgaver?
At moderen fik den tanke, er ikke underligt, for Malene Sølvsten sad begravet i et hjørne af stuen og skrev og skrev. Først da moderen ville ringe og klage til datterens chef, fortalte Malene Sølvsten hende, at det ikke var arbejde, men derimod en bog, hun var så opslugt af.
Godt nok havde hun altid været en læsehest og slugt såvel fag- som skønlitteratur i massevis, men at hun skulle kaste sig ud i at skrive en bog selv, havde ingen troet. Heller ikke hendes mand eller søn vidste, at hun skrev på en bog.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs om hvordan Malene Sølvstens liv vendte 180 grader da hun besluttede sig for, at skrive en roman mens hun havde et fultidsarbejde og familieliv at passe ved siden af.
Malene Sølvsten gik på arbejde fra otte til 16. Når hun kom hjem, skrev hun i al hemmelighed på en bog. Hun var næsten færdig, før hendes familie opdagede, at hun havde besluttet at blive forfatter.
Malene Sølvstens mor var irriteret. Hendes datter var hjemme i Brønderslev for at komme til hægterne efter en operation af en medfødt hjerteklapfejl. Hvad lignede det så, at hendes arbejdsgiver i København blev ved med at sende arbejdsopgaver?
At moderen fik den tanke, er ikke underligt, for Malene Sølvsten sad begravet i et hjørne af stuen og skrev og skrev. Først da moderen ville ringe og klage til datterens chef, fortalte Malene Sølvsten hende, at det ikke var arbejde, men derimod en bog, hun var så opslugt af.
Godt nok havde hun altid været en læsehest og slugt såvel fag- som skønlitteratur i massevis, men at hun skulle kaste sig ud i at skrive en bog selv, havde ingen troet. Heller ikke hendes mand eller søn vidste, at hun skrev på en bog.
»Min søn var for lille til at tænke over, hvad jeg lavede, og min mand er vant til, at jeg sidder og roder ved computeren. Jeg har tit gang i at tegne, male eller skrive, og desuden arbejdede jeg også meget på det tidspunkt. Men at jeg skrev på en bog, anede han ikke.«
På det tidspunkt var Malene Sølvsten allerede langt inde i historien om den 17-årige Anne, der kan se hændelser fra fortiden, og som siden blev til romanen ’Ravnenes hvisken’.
Men i lang tid vidste hun heller ikke selv, at hun var ved at blive forfatter.
»Jeg så det bare som et øve-projekt og tænkte ikke over at indvi ham i det. Det var ikke for at holde det hemmeligt, jeg tænkte bare ikke så meget over det. Jeg ved, at det lyder underligt, for nu ligger der en fin bog færdig med cover og det hele, men på det tidspunkt regnede jeg det ikke for noget særligt.«
Fra CBS til forfatter
Når man ser Malene Sølvstens cv, er der intet, der peger i retning af at hun i 2016 ville være i gang med andet bind af en stort anlagt fantasytrilogi.
»Efter gymnasiet arbejdede jeg med kunst. Jeg tegnede, malede, og var længe overbevist om, at det var det, jeg skulle leve af. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg skulle have en ’rigtig’ uddannelse og begyndte at læse international økonomi og kommunikation på CBS,« fortæller Malene Sølvsten, der bl.a. har arbejdet i Finansministeriet og Digitaliseringsstyrelsen,siden hun blev færdig.
Analyser, kommunikationskampagner og nye strategier fyldte hverdagen, men ideen om at skrive en roman begyndte så småt at tage form. Hun havde allerede en idé i hovedet og prøvede at skrive lidt ned.
»At skrive, male og tegne er min måde at slappe af. Jeg har flere gange sammenlignet det med at spille sudoku på mobilen eller se en serie på HBO, hvilket jeg i øvrigt også gør i stor stil. Når jeg kom hjem fra en lang arbejdsdag, havde jeg som afslapning bare lyst til at skrive. Som projektet skred frem, blev jeg mere og mere grebet af det, og kunne til sidst slet ikke lade være. Det var ligesom at læse en bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig. Det drev mig (og driver mig stadig). Desuden er jeg drevet af en stor nysgerrighed. Jeg kan ikke lade være med at erhverve mig viden, som jeg senere kan bruge i skriverierne,« fortæller Malene Sølvsten.
Men ifølge Malene Sølvsten selv gik det i begyndelsen ’virkelig dårligt’.
Min idé var at skrive en krimi, men det var svært, og jeg tænkte, at jeg var nødt til at have et ’øveprojekt’. Jeg læser rigtig meget fantasy, så den genre var oplagt. Hun gik akademisk til værks og læste sågar bøger om at skrive bøger, før hun for cirka fire år siden endelig gik i gang med skrive.
Livrem og seler-typen
Dengang arbejdede hun i Finansministeriet, og i flere år zappede hun ind og ud af henholdsvis arbejdsliv og bogprojekt og beskriver, hvordan ’Ravnenes hvisken’ er skrevet ’én sætning ad gangen’.
»Jeg havde virkelig ikke ret meget tid, da jeg skrev bogen. Mellem fuldtidsarbejde og familieliv var der ikke mange sammenhængende timer til fordybelse. Jeg greb chancen og skrev, når jeg lige havde fem minutter.«
Fra otte til 16 var hun bl.a. med til at søsætte den nationale kampagne om digital post, og når hun kom hjem, kunne hun bruge en hel aften på at studere opslagsværker om nordiske guder eller Dannie Druehylds heksehåndbog, samtidig med at der også skulle være plads til familielivet og hendes mand og sønnen, der i dag er otte år.
Hver en ledig stund blev udnyttet, hvad enten det var, mens kartoflerne kogte, i køen i Netto eller i bussen på vej hjem fra arbejde, hvor hun pludselig kunne få en idé til, hvordan hun kunne komme videre.
Malene Sølvsten blev klar over, at hun havde fat i noget, da hendes mor, der i flere år havde været med i en fantasy-bogklub, fik lov at læse med.
Moderen vidste, hvad hun talte om, og hun syntes, at de bloddryppende mordgåder, runetegn og mystiske kræfter var virkelig spændende. Dét bekræftede Malene Sølvsten i, at hun var på rette vej og gav hende blod på tanden til at fortsætte med at skrive.
Men der skulle gå flere år, før hun turde slippe trygheden og satse 100 pct. på livet som forfatter.
Faktisk er hun en ’livrem og seler-type’ – der synes, det er meget mere trygt at være fastansat.
»Jeg fortsatte med at arbejde i Digitaliseringsstyrelsen, selvom jeg skrev på andet bind og redigerede første bind. Til sidst kunne jeg se, at der bare ikke var tid til begge dele, så i juni i år besluttede jeg at hellige mig bøgerne – i hvert fald mens jeg skriver denne trilogi. Også fordi det er så fedt og sjovt, at jeg vil have lov at nyde det. Selvfølgelig var det noget, jeg tænkte meget over, men det var den helt rigtige beslutning, for jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle have tid til begge dele,« siger Malene Sølvsten.
Kontakt til forlaget
For at gøre bogen så troværdig som muligt har Malene Sølvsten undervejs slugt et hav af dokumentarudsendelser og fagbøger om alt fra oldnordisk sprogudvikling og jernalder til arkæologi, medicin og religion.
»Jeg skriver bl.a. om tyranner og religions(u)frihed i fiktive verdener, og det er en stor hjælp at vide, hvad vores egen historie beretter. Derfor har jeg f.eks. læst om, hvordan Henrik den 8. tyranniserede sit folk. Og jeg har brugt den viden, da jeg skulle beskrive, hvordan mine karakterer agerer, når de bliver trynet, eller selv er bøllen, der tyranniserer andre,« fortæller Malene Sølvsten, der til tider godt kan føle sig lidt nørdet, men der skal være styr på fakta, også selv om genren er fantasy.
Researchen har bragt hende vidt omkring. Et besøg på et vikingemarked kunne med sine dufte, lyde og synsindtryk give mange ideer til beskrivelser, ligesom hun var forbi Vikingeskibsmuseet for at lære om navigation i vikingetiden, og da hun skulle beskrive Hakim, en lokal politimand, tog hun kontakt til Rigspolitiet for at skabe et realistisk billede af, hvordan man arbejder med mordsager.
Heldigvis er hun af natur voldsomt nysgerrig, så det er faldet hende helt naturligt at suge viden til sig. Sådan har det egentlig været siden barndommen i Brønderslev. Hendes forældre var skolelærere, og hun er vokset op i et hjem med mange bøger, både fag- og skønlitteratur i massevis. Indtil hun selv kunne læse, læste hendes storesøster højt for hende, og siden forsvandt hun selv ind i bøgernes verden.
»At læse er nok noget af det bedste, jeg kan foretage mig. De der bøger, der rammer én, så man nærmest ikke spiser eller kan foretage sig andet i dagevis. Det er skønt med sådan et break, hvor man forsvinder helt væk. Jeg er også glad for film, men bøger aktiverer vores hjerne og får os til at skabe vores egne billeder på en helt anden måde,« siger hun, der sad ved et cafébord på Ingolfs Kaffebar på Amager, da hun besluttede sig for at sende manuskriptet til et forlag. Endnu vidste hun ikke, hvad den beslutning ville komme til at betyde.
»Jeg blev opfordret af både min mor og søster til at sende det ind. Jeg tænkte, at de jo bare kunne sige nej,« siger Malene Sølvsten, der langt om længe sendte de mange siders worddokument af sted. Forud var gået masser af arbejde og omskrivninger, når teksten ikke fungerede. Som de mange sider hun havde skrevet om ’Sømosen’, et naturområde i Nordjylland, hvor noget af handlingen udspiller sig. Hun havde brugt uger på at researche om stedet og endte alligevel med at slette det meste og koge det ned til en beskrivelse af de høje træer, fordi alt andet blev for tungt og tørt.
Ikke rigtig forfatter
Hun hørte ikke en lyd i fem måneder.
»Jeg tænkte, at det også var en slags svar, indtil min kommende redaktør Sara Ejersbo pludselig skrev. ’Hej, jeg er i gang med at læse dit manus’,« fortæller Malene Sølvsten, der efterfølgende modtog en hel føljeton af mail.
Og endelig den afgørende: ’Hej Malene, jeg mangler stadig at læse 100 sider, men vi vil gerne udgive den’.
»Jeg kunne næsten ikke tro det. Jeg var ret sikker på, at hun måtte have byttet rundt, og snart ville det gå op for hende, at det ikke var mig, der havde skrevet den der socialrealistiske bog om Østtyskland. Jeg fik hende lokket til at sige et navn fra bogen, og endelig kunne jeg begynde at tro på det,« siger Malene Sølvsten, der var meget overvældet, da hun et år senere stod foran et helt tårn af bøger på forlaget.
Men føler hun sig så som forfatter?
»Nej, det gør jeg nok ikke. Men jeg er da holdt op med at fnise, når jeg præsenterer mig som forfatter. Mit billede af en forfatter er en meget tjekket, klog og sej person. Sådan føler jeg mig slet ikke. Jeg er bare glad for det, jeg laver, og føler mig helt vildt privilegeret.«
Det har ændret hendes liv totalt endelig at have taget springet.
»Jeg har meget mere frihed, og pludselig er tiden, hvor jeg researcher og skriver, ikke ’stjålet’ længere. Det er meget mærkeligt, og jeg skal lige vænne mig til det. Det er stadig til en vis grad forbundet med en følelse af, at det er lidt forbudt at bruge en halv dag på f.eks. at læse op på alkymisternes teorier om elementerne eller at besøge vikingeafdelingen på Nationalmuseet, indtil jeg kommer i tanke om, at ’hey’ det er jo mit job nu. Så bliver jeg helt vildt glad. Altså, jeg var også utrolig glad for mit tidligere arbejde og kunne blive fuldstændig opslugt af det. Men det her er virkelig fedt. Forskellen fra at arbejde otte til 16 er enorm. Jeg skal selv styre min tid, og det kræver disciplin, men indtil videre har det ikke været et problem.«
Ud over at hun er i fuld gang med trilogiens bind nummer to, drømmer hun også om endelig at få skrevet den roman, der begyndte det hele, men som hun i sin tid lagde fra sig, fordi den var for svær at få hul på.
Om hun kan leve af at være forfatter, må tiden vise.
»Måske kommer jeg til at lave noget andet senere og bare skrive ved siden af. Jeg aner det ikke. Men jeg bliver ved at skrive, uanset hvad der sker. Uanset om det bliver udgivet eller ej, for jeg elsker det virkelig. Jeg skrev, før ’Ravnenes hvisken’ blev udgivet, og før nogen vidste noget om det. Jeg bliver ved med at skrive, selv hvis folk ikke vil læse mine bøger.«
