USA-ekspert Mads Fuglede fortæller her om, hvordan han var ved at dø af lymfekræft som ung, om en opvækst i New Zealand og Nordjylland og hvordan hans forældre aldrig skal på plejehjem – de kommer til at bo hos ham.
Følg hans liv i billeder og få blandt andet et indblik i, hvordan han som to-årig kom til New Zealand, hvor hans far Niels Chr. Fuglede fik sit første arbejde som læge:
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og læs meget mere om Mads Fuglede suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
USA-ekspert Mads Fuglede fortæller her om, hvordan han var ved at dø af lymfekræft som ung, om en opvækst i New Zealand og Nordjylland og hvordan hans forældre aldrig skal på plejehjem – de kommer til at bo hos ham.
1. Minder om min far
Jeg kom til New Zealand som to-årig, hvor min far Niels Chr. Fuglede fik sit første arbejde som læge. Her var vi på ferie ved Fox-gletsjeren på Sydøen. Det første, jeg husker fra mit liv, er faktisk fra den ferie, da jeg var tre år, hvor jeg mistede min tøjhund, som jeg heldigvis fik igen. Jeg ligner min far rigtig meget både af udseende og sind, vi har meget ens personligheder, og det kan næsten være skræmmende, for vi interesserer os for nøjagtigt det samme og har samme humor, lige fra Benny Hill til Monty Python.
2. Et af de vigtigste mennesker i mit liv
Her min morfar, Popper, som jeg kaldte ham. Han er på mange måder et af de vigtigste mennesker i mit liv. Han var ikke min biologiske morfar, for han adopterede min mor, da hun var lille. Han døde alt for tidligt, allerede som 50-årig, ikke så frygteligt længe efter dette billede blev taget. Nogle af de allervarmeste minder fra dengang var, da jeg sammen med ham besøgte svinestalde – han var dyrlæge – og vi byggede huler sammen, og han lavede spændende ting, som modelskibe. Jeg var nærmest som den dreng, han altid havde ønsket sig – og jeg ville have været et helt andet menneske i dag, hvis jeg ikke havde haft ham.
3. Jul i 35 graders varme
Her havde vi et juletræ i New Zealand, hvilket ellers ikke var udbredt i 35 graders varme. Min mor Dorthe Fuglede var ligesom min far fra 68-generationen, men ikke typiske venstrefløjsmennesker. Min far er vel lidt anarkist, og min mor meget konservativ. Hun er uddannet i sprog fra Handelshøjskolen og har arbejdet som fuldmægtig samme sted. New Zealand har altid fyldt meget i min bevidsthed, selvom jeg ikke var der i særligt mange år.
4. Forstår provinsen bedre
Her sidder jeg på havemandens traktor i hjemmet i Tauranga i New Zealand. Jeg var dybt fascineret af den, og senere, da jeg voksede op på landet i Dronninglund Storskov i Nordjylland – fik vi sådan en Ferguson-model. Jeg begyndte på den og sluttede på den, og det var ikke nødvendigt med et kørekort. Jeg er glad for at være vokset op på landet. Jeg opfatter mig selv som nordjyde og må sige, at jeg har større forståelse for det, der foregår i provinsen end i storbyerne.
5. Mine forældre skal bo hos mig
Lige siden jeg var dreng, har jeg været på cykelferier med min mor, blandt andet Bornholm rundt flere gange. Her er vi uden for gården ved Dronninglund. Hun er faktisk så nært knyttet til den cykel, at hun stadig har den. Jeg har været ufattelig heldig med mine forældre, og jeg har et st bånd til begge. Det betyder, at jeg ikke har nogen grænse for, hvor meget jeg kan være sammen med dem. Det bliver jeg mindet om, når besøger dem. I dag bruger vi dog ikke cykelture, fordi jeg synes, min mor cykler for langsomt. Vi går i stedet vandreture på 20-25 kilometer sammen om dagen, mens vi snakker. Jeg har lovet begge mine forældre, at de aldrig vil blive alene eller komme på plejehjem. Når de bliver gamle, skal de være hos mig. De blev skilt, da jeg gik i gymnasiet, men i deres alderdom kommer de til at bo hos mig. Det griner vi alle meget ad. Men det er sådan, det bliver – om jeg så skal bære dem sprællende ind i mit hjem.
6. Tæt på min søster
Jeg er her blevet konfirmeret og står med min søster Micha i 1986. Alle pengene fra min konfirmation – vistnok 2.500 – brugte jeg på at købe en Commodore Vic 20-computer. Men det blev lidt af en skuffelse og min mest tåbelige økonomiske investering, for jeg brugte den aldrig. Min tre år yngre søster ligner meget min mor af udseende og vi er meget tætte i dag. Dengang var hun altid underlagt mine luner, for jeg var jo den ældste, så det måtte hun finde sig i. I dag er vi bogstaveligt talt tæt på hinanden, for jeg bygger hus lige ved siden af hende på Amager, så vi kan bo sammen. Hun er ansat på Danmarks Radio som redaktør. På dette tidspunkt blev jeg politisk voksen, jeg identificerede mig selv som borgerlig og var glad for politikere som Poul Schlüter og Palle Simonsen. Jeg har altid syntes, at en sund økonomi var rygraden i et sundt samfund. Når man vokser op ude på landet, har man ikke stor forståelse for en venstreorienteret dagsorden – for mig var det sådan, at jeg arbejdede med hænderne og skulle plante et træ eller køre rundt med traktoren for at tjene penge.
7. Burde havde valgt forsvaret
Efter gymnasiet kom jeg i Civilforsvaret som værnepligtig, hvor jeg blandt andet lærte førstehjælp, Hvis jeg skulle vælge i dag, ville jeg have valgt at komme i hæren. Jeg syntes ikke, det var så nemt at være teenager, jeg havde mange tanker og var meget rodløs; vidste ikke rigtigt, hvad jeg ville. Så jeg var trods alt glad for at være i civilforsvaret.
8. Fik kræft som ung
Det var specielt for mig at få hår igen efter at have været syg med lymfekræft. Jeg sidder her i lejligheden i Aarhus, som jeg boede i med Laura, der var min store kærlighed som ung. Det var en voldsom periode, hvor jeg var meget tæt på at dø. Det virker som en menneskealder siden nu, når jeg ser det billede, hvor jeg var meget tyndere, og mine øjenbryn var ved at vokse ud igen. Når man er ung, tager man jo livet for givet. Men sådan er det ikke. Sygdommen varede det meste af et år, og dertil kom måneder, hvor jeg enten var ved at blive syg uden at kende diagnosen, og en tid derefter, hvor jeg frygtede, at sygdommen kom igen. Når man har overlevet cancer, kommer det til at definere én på godt og ondt resten af livet. Når jeg møder andre, der har været det samme igennem, kan jeg mærke, at vi har et bånd. Mit bånd og venskab med Peter Christensen – forsvarsministeren – stammer fra, at vi begge har haft cancer som unge.
9. De smelter mit hjerte
Her er jeg sammen med min søsters børn Gustav og Mathilde. De er det tætteste, jeg kan komme på at have mine egne børn, og jeg holder usædvanlig meget af de to. De kan smelte mit hjerte, sno mig om en lillefinger, og gør det så tit, de kan slippe af sted med det. Jeg er – som nævnt – i gang med at bygge et hus lige ved siden af dem, så jeg regner med, at mit hjem også vil være deres hjem.
