Som ung blev Birthe Vinner Nielsen ramt af en hjerneblødning. Men hun har lært, at en personlig katastrofe sagtens kan føre noget godt med sig.
Hun var kun 37 år den dag, hun faldt om i klasselokalet. Birthe Vinner Nielsens 10. klasse havde netop afsluttet en time, og de fleste elever havde forladt lokalet, da deres klasselærer pludselig faldt om. De tilbageværende tre elever pilede ned på kontoret for at skaffe hjælp. Mens en kollega prøvede at skubbe hende op.
»Kom nu, Birthe,« sagde han igen og igen. Men Birthe Vinner Nielsen lå stille.
Opret abonnement på PLUS og læs hele Birthe Vinner Nielsens historie om, hvordan hendes liv blev ændret efter hun blev ramt af en hjerneblødning.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Hun var kun 37 år den dag, hun faldt om i klasselokalet. Birthe Vinner Nielsens 10. klasse havde netop afsluttet en time, og de fleste elever havde forladt lokalet, da deres klasselærer pludselig faldt om. De tilbageværende tre elever pilede ned på kontoret for at skaffe hjælp. Mens en kollega prøvede at skubbe hende op.
»Kom nu, Birthe,« sagde han igen og igen. Men Birthe Vinner Nielsen lå stille.
Det var den 17. april 1989. Fra den dag var Birthes liv helt anderledes.
»Jeg kunne intet, som jeg lå der. Jeg var lam i højre side,« husker hun.
Vi sidder i hendes fine, gamle bondehus i Jyllinge, hvor hun har boet i mange år. De fleste af årene sammen med ægtemanden Max. Men siden han døde i 2013, har hun boet alene.
Ordenes svære vej
Max var en af de første, der besøgte Birthe Vinner Nielsen på Herlev Hospital, den aprildag for 26 år siden. I ambulancen på vej til hospitalet frygtede Birthe Vinner Nielsen, at hun havde fået en svulst i hjernen. Men det skulle vise sig, at det var en stor hjerneblødning, der havde ramt hende. Og den havde skyllet sproget med sig, så hun ikke engang kunne sige, hvor glad hun var for at se sin mand.
»Jeg frygtede, hvordan Max ville reagere. Sidst han så mig, var jeg den friske, livsglade Birthe, han kendte. Nu lå jeg på Herlev Hospital og kunne hverken gå eller tale. Jeg kunne bare ligge i sengen og lytte til, hvad andre sagde, og falde i søvn, når det blev for meget for mig,« husker hun.
Hjerneblødningen efterlod Birthe Vinner Nielsen med global afasi.
»Både impressivt og ekspressivt,« forklarer hun.
Impressiv afasi betyder, at hun har svært ved at forstå sprog. Mens ekspressiv afasi betyder, at hun har svært ved at udtrykke sig.
»Jeg har svært ved ord, der starter med S, eller ord med mange konsonanter, som for eksempel sprog,« forklarer Birthe og nævner ordets fire konsonanter i vilkårlig rækkefølge.
»Ja, nogle ord er bare svære,« siger hun og slår ud med armene.
Hendes sætninger har stadig – 26 år efter hjerneblødningen – en tendens til at blive komplicerede, ligesom lange ord ind imellem forvandler sig, fra de formes i Birthes hjerne, til de når lytterens øre og har en tendens til at blive lidt uforståelige.
Tilbage på fode
Fysisk har hun også mén. Når hun bevæger sig rundt i det lille hus, er gangen langsom. Og når hun giver hånd, skal højre hånd have god hjælp af den venstre for at komme frem i position. Alligevel har hun kaffen klar på kanden. For er der noget, Birthe Vinner Nielsen har lært, er det, at det ikke nytter at give op.
At det var lektien, hun skulle lære af sin sygdom, fandt hun hurtigt ud af.
Omvæltningerne var store, da Birthe skulle genvinde sit fodfæste i livet. Efter flere måneders intensiv genoptræning vendte hun tilbage til sin skole, hvor hun både fik lov at passe biblioteket, hjælpe med specialelever og vikariere for sine gamle kolleger.
»Men det gik slet ikke. Jeg havde svært ved at tale, og jeg blev meget hurtigt træt. Jeg måtte hurtigt opgive at stå alene med en klasse,« husker hun.
Også på hjemmefronten skulle hun finde ud af at få ægtemanden til at gå i takt med det nye menneske, hun var blevet.
»Max kunne være barsk ind imellem. Han ville hele tiden være lidt længere fremme, end jeg ville være med til. Jeg kan huske engang, vi var i sommerhus, hvor han havde taget en bold med og prøvede at skyde den over til mig. Jeg blev ved med at sige til ham, at han skulle lade være, for jeg kunne ikke spille med ham. Sådan var jeg bare nu, og jeg var ked af, at han ikke kunne forstå det,« siger hun.
Det kan lyde barskt, men når man lærer Birthe at kende, finder man ud af, at hun ikke lader sig slå omkuld, hverken af handicap eller udfordringer.
»De første tre-fem år var frygtelige. Jeg kunne intet andet end at forsøge at få det bedre fysisk og psykisk. Jeg græd meget. Især når Max tog på arbejde, og jeg var alene hjemme. Men en dag spurgte han mig, hvorfor jeg ikke gjorde noget aktivt, der handlede om mig og min sygdom. Så fik jeg ideen til at holde foredrag.«
Kan – kan ikke
I 1994 begyndte Birthe Vinner Nielsen at holde foredrag. Det kan virke krævende – på kanten af dumdristigt – at ville være foredragsholder, når man har mistet sproget. Men allerede første gang kunne hun mærke, at det var det, hun skulle.
»Efter mit første foredrag kom en overlæge hen til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at holde endnu et foredrag i Hjernesagen«, husker Birthe.
Det ville hun gerne, og i dag holder hun adskillige foredrag. Både i Hjernesagen og andre steder.
»Det hjælper mig meget at komme ud og fortælle andre, hvilken kamp det her er. Derudover går det bedre og bedre med at tale for hver gang, jeg er ude at holde foredrag.«
Selvom det først er inden for de seneste par år, at Birthes tale er blevet sammenhængende, er det blevet lettere og lettere for hende at tale til sine foredrag. En af forklaringerne er genoptræning, som har hjulpet enormt. Derudover har Birthe udviklet en teknik, hvor hun placerer sig selv mentalt i det klasselokale, hun mange år tidligere var faldet om i.
»Jeg skulle bare lade som om, jeg var tilbage i klasselokalet, så brugte jeg teknikkerne fra dengang, og så kunne jeg godt tale.«
Foredragene har givet hende langt mere, end hun havde regnet med.
»Hver gang jeg holder et foredrag, bliver mit sprog en lille smule bedre. At tale med folk, som har oplevet noget tilsvarende, giver mig utroligt meget. Bare det at turde at stille sig op foran alle de menneske... Jeg har fundet et mod, jeg ikke vidste, jeg havde.«
Hun er ikke i tvivl om, hvad hun skulle lære af sin sygdom.
»I starten var jeg meget ked af, hvad der var sket. Men når jeg ser, hvor meget jeg har lavet og oplevet i stedet for det, jeg mistede, er det ikke så slemt,« forklarer hun med henvisning til foredragene, den bog hun har skrevet, og roserne i haven, som hun holder af at pusle om.
»Når du ikke længere kan det, du troede, må du bare lære at trykke på en anden knap.«
