Lis Omø Olesen har haft kræft fem gange, otte forskellige steder i kroppen, og fået fjernet adskillige organer eller dele af dem.
Lis har dog aldrig accepteret tanken om at kræften kunne koste hende livet. Hun ville leve - uanset hvad lægerne sagde. Tankerne om at leve fremfor at dø kom, da Lis Olesen sad i sit køkken en nattetime i 1988. Hun havde for første gang fået konstateret kræft. Det var lymfekræft, der sad i mavesækken. Lægerne kunne ikke love hende, at hun ville overleve.
»Jeg tænkte det samme, som jeg har tænkt hver gang siden. Jeg må komme igennem det, for det nytter ikke noget at lægge sig ned og tude over det,« husker hun ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele historien om Lis Omø Olesen, og hendes lange vej og kamp mod kræften - i stedet for at ryge ned i et sort hul, har hun besluttet sig for at gribe kræft-sygdommen helt anderledes an. Lis har formået at se canceren i øjnene og vundet over den hele fem gange nu. Måske, der er mere mellem himmel og jord? Her er hendes utrolige historie om, hvorfor kræften har ændret hendes liv ...
Lis Omø Olesen har haft kræft fem gange, otte forskellige steder i kroppen, og fået fjernet adskillige organer eller dele af dem.
Lis har dog aldrig accepteret tanken om at kræften kunne koste hende livet. Hun ville leve - uanset hvad lægerne sagde. Tankerne om at leve fremfor at dø kom, da Lis Olesen sad i sit køkken en nattetime i 1988. Hun havde for første gang fået konstateret kræft. Det var lymfekræft, der sad i mavesækken. Lægerne kunne ikke love hende, at hun ville overleve.
»Jeg tænkte det samme, som jeg har tænkt hver gang siden. Jeg må komme igennem det, for det nytter ikke noget at lægge sig ned og tude over det,« husker hun.
Dengang i 1988 var kræft en forholdsvis ny diagnose. Behandlingen var ikke systematiseret eller særligt effektiv, men værst af alt var, at det ikke var noget, man talte om. Folk gik over på det andet fortov, når Lis Olesen gik tur i Hornbæk, hvor hun bor den dag i dag.
I dag er det uden sin mand Bruno, for han døde for et par måneder siden, og derfor er hun nu alene i huset og haven. Da BT Weekend fanger hende, er den 75-årige eventyrer lige landet efter et par dage i Berlin med opera og ballet på programmet.
»Det var en fantastisk tur. Men noget af det sjoveste var, at jeg på et tidspunkt lige skulle spise frokost på et andet hotel, og så skulle jeg selv finde hjem. I stedet for at tage en almindelig taxa tilbage til mit hotel tog jeg en cykeltaxa,« siger hun og slår en høj latter op.
»Tænk, det stakkels menneske kørte Berlin rundt med mig i en cykeltaxa.«
Eventyr på trods
Eventyret i Berlin er blot det seneste af mange, for skæbnen har lært Lis Olesen at gribe en cykeltaxa – og andre oplevelser – når de kører forbi hende. Selv kræften i 1988 blev til et lille eventyr, for hver dag hentede Lis Olesens veninde hende i Hornbæk i bil. Og til tonerne af Elvis Presleys musik kørte de til Finsen-Instituttet i København, hvor Lis fik stråler og kemo, hvorefter veninderne tog i Illum og prøvede hatte og spiste frokost. Kedeligt måtte det ikke være at være syg – også selv om det var svært at holde modet oppe nogle gange.
Kræftdiagnosen fra 1988 var kun en forsmag på, hvad der ventede hende.
I 2004 var hun til rutinekontrol. Lægerne fandt en stor svulst i højre nyre.
»Prognosen var ikke god, og lægerne gav mig maks. fem år at leve i. Men det kom jeg også over,« siger Lis Olesen og trækker på skuldrene i dag, 12 år senere.
Artiklen fortsætter under billedet
Få år senere var den gal igen. Der var kommet metastaser i binyren og begge lunger, og der måtte fjernes lidt af det hele.
»Ingen troede, jeg skulle overleve det,« husker hun og fejer pessimismen af bordet.
Året efter stod den på hudkræft ved næsen. Det blev fjernet med stråler, og så var der blodproppen, som vandrede rundt i Lis’ ben i 2014, efter hun havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen og milten, som måtte opereres væk.
»Jeg troede aldrig, jeg skulle blive mig selv igen. Men jeg tog min mands rollator, og så gik jeg rundt i kvarteret hver dag i tre uger, indtil jeg havde det bedre.«
Oveni kom sukkersygen, som Lis Olesen stadig lider af den dag i dag.
Sund sjæl i et plaget legeme
Risikoen for, at man bliver ramt af så megen sygdom, som Lis er blevet, er næsten lige så lille som chancen for at overleve det hele. Men Lis Olesen ved hverken, hvor hun har fået styrken eller svagheden fra:
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så hårdt ramt. Men jeg har rejst mig hver gang.«
Hun bliver stille og kigger ned i bordet, som er dækket op med kaffe og snacks i alle afskygninger.
»Nu siger jeg noget til dig, som jeg aldrig har sagt til nogen før, for så ville de tro, at jeg var sindssyg,« begynder hun.
Øjnene bliver våde, hun undskylder og samler sig et par sekunder.
»Jeg er glad for, at jeg fik kræft. Jeg lever livet hver dag. Jeg kalder mig selv positiv egoist, for jeg er god ved mig selv hver eneste dag.«
Hun er ikke den samme Lis i dag, som inden hun fik kræft. Langtfra.
Streng far
Hendes far var streng, og der var mange ting, man ikke gjorde, når man var en pæn, ung pige.
»Jeg har nok altid været lidt... Undertrykt er et forkert ord, men det er måske det, jeg var,« siger Lis Olesen og kommer med et eksempel på, hvor hendes opvæksts rammer stod i vejen for hendes drømme:
»Engang skulle jeg hente en medalje, jeg havde vundet som elitesvømmer. Det var nede ved Kronborg Havbad. Da jeg kom derned, stod et Hawaiiband og spillede. Jeg måtte ikke blive der for min far, men jeg nåede at høre lidt. Lige siden dengang har Hawaii stået som noget helt særligt for mig.«
Efter hendes far havde sluppet taget, tog hendes ægtemand over.
»Bruno var ham, der bestemte. Jeg havde for eksempel ikke kørekort, før jeg var 32 år. Det var Bruno, der kørte, når jeg skulle noget,« siger hun med en sigende mine.
Hun gik op i, at alting skulle se ordentligt ud – ingen skulle kunne sætte en finger på hende.
»Da jeg havde små børn, strøg jeg altid bleerne. Den slags kunne jeg ikke drømme om i dag. Folk må snakke, hvis de vil.«
Et nyt liv
Men med kræften skete der noget.
»Jeg besluttede mig for at leve. Tanken om at leve på en ny måde kom helt automatisk de nætter ved køkkenbordet. Jeg tænkte: Det her kan ikke blive ved med at gå. Jeg er jo af den gamle skole, som altid spørger sig selv: Kan man tillade sig det, og burde jeg hellere...«
På et tidspunkt var Lis Olesen blevet fyret fra sit job, og som et led i at få hende enten på efterløn eller tilbage på arbejdsmarkedet skulle hun på kursus med de andre gråhårede, som hun siger.
»Det gik ud på, at vi skulle fortælle om, hvad vi drømte om. Alle de andre drømte om at tabe sig, læse flere bøger eller blive bedre til at snakke med deres mænd og børn. Da det blev min tur, rejste jeg mig op og sagde, at jeg drømte om at svømme med vilde delfiner på Hawaii,« siger Lis Olesen med et stort smil, mens hun finder billeder frem fra turen.
Hvis Lis Olesen fra Hornbæk skulle af sted til Hawaii, krævede det dog, at hun tog det endelige opgør med ’bør’ og også med den familie, som mente, at hun burde blive hjemme, hvor hendes mand lå kronisk syg.
»Det faldt ikke i god jord. Bruno og mine børn syntes ikke, det var nogen god idé, at jeg rejste, når Bruno lå derhjemme. Han var syg i mange år, men efter jeg havde fået kræft, nægtede jeg at føle mig forpligtet til at sidde derhjemme hos ham. Vi blev aldrig enige, men sådan var det bare.«
»Man gik bare ikke til fest alene i min tid,« tilføjer hun for at understrege sin pointe.
Men kræften havde ændret hende, så på sin 60 års fødselsdag serverede hun blå drinks for alle venner og bekendte til en kæmpe fest, hvor et Hawaii-band iført palmebesatte skjorter spillede musik. Der var store hawaiiblomster på bordene, og på den vis sagde Lis Olesen farvel til vennerne inden sin drømmerejse.
Delfiner og dans
En dag i 2001 kunne Lis Olesen drage af sted mod Hawaii. Bruno og børnene blev hjemme, for Lis havde intet imod at rejse alene. For hende var der kun ét mål med rejsen – at sejle langt ud på Stillehavet og kaste sig i azurblåt vand, så snart hun så en delfin. Og det gjorde hun.
»Så snart delfinerne kom op på siden af vores båd, lod vi os plaske i,« siger hun og er stadig begejstret ved mindet.
»Den tur endte med at koste mig 56.000 kr., men sådan var det bare.«
Den slags har hun ikke mulighed for at gøre hvert år, så med tiden har hun lært, at det også kan være et eventyr at holde sig hjemme i Danmark.
»Jeg danser linedance, jeg går på kokkeskole hos Claus Meyer, og så var der engang, hvor jeg sad og fik et glas rødvin til min frokost i Toscana, da min telefon pludselig ringede,« begynder Lis historien om, hvordan hun blev en af Danmarks førende bedstemorstatister.
I den anden ende af røret var nemlig en caster, som skulle bruge en ældre dame, der kørte galt i en indkøbsvogn i en reklamefilm.
Da Lis var vel hjemme fra Toscana, mødte hun op ved Utterslev Mose, hvor hun blev klædt ud, sat op i en indkøbsvogn og præsenteret for den stuntkvinde, som rent faktisk skulle tage styrtet for hende.
Lige siden har hun været med i alle mulige former for tv og film. Det er også få kvinder, der kan begynde en samtale med sætningen:
»Så var der dengang, jeg spillede poker i en hestestald en hel nat med Nicholas Bro.«
Eller:
»Der er vist ikke andre end mig, der engang har spist burgere til en bisættelse, mens der blev vist pornofilm på storskærm.«
Begge dele har Lis Olesen dog oplevet som statist på forskellige filmprojekter, og i dag er hun på fornavn med nogle af tidens største skuespillere. Og hvor andre 75-årige kvinder ville have fulgt tv-serier som ’Lykke’ og ’Forbrydelsen’, har Lis Olesen i stedet været statist på dem begge og kender dem indefra.
Kan det ske igen?
Når man nu som 75-årig er taknemmelig for livets mange øjenåbnere, så må man også have gjort sig den tanke, at man kunne være gået lettere gennem livet – uden kræft.
»Jeg vil næsten ikke tænke på det. Jeg er bange for, at jeg var blevet i samme trummerum, og jeg havde aldrig oplevet alt det, jeg har,« siger hun og kigger på stakken af billedalbum i hjørnet af stuen.
»Jeg vågner hver morgen og tænker, at livet er en gave. Så ringer der lige en veninde og spørger, om jeg vil med en tur til København. De ved, at jeg aldrig siger nej.«
Og den Lis Olesen, som engang strøg sine døtres bleer og var bundet til hjemmet af sin syge mand, er i dag sjældent hjemme.
»I dag griner mine piger ad, at man skal bestille tid til at se mig.«
Lis Olesen ved godt, at risikoen for, at kræften når hende igen, er stor. Men hun nægter at tænke på det.
»Det er jeg afklaret med. Også med, at jeg måske ikke overlever næste gang, men der er altså stadig ting, jeg skal nå,« siger hun og remser op af de tre øverste ting på den to-do-liste, hun altid bærer i hovedet:
»Jeg har mærkeligt nok aldrig været i London og Barcelona. Men mit allerhøjeste ønske er at komme til Athen og fra toppen af Akropolis råbe: Jeg lever.«
