I sit livs efterår frygter 79-årige Jørgen Leth ydmygelsen ved at blive syg og gammel. Han vil helst dvæle ved livet. Har oplevet både lykken og tragedien. Men ikke én eneste gang har han fortrudt kærligheden.
I den seneste tid, har såvel den skleroseramte Troels Kløvedal, forfatter Jane Aamund som den nu afdøde Mathilde Gersby, der blev kendt som barnestjernen Lotte i tv-serien ’Da Lotte blev usynlig’, forsvaret retten til aktiv dødshjælp.
Er det en vej, som Jørgen Leth nogen sinde ville vælge?
Han søger mit blik. Fanger mine øjne og holder dem fast.
»Jeg vil hellere dø end at få alzheimer,« siger han og fortsætter ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele det dybdegående interview med Jørgen Leth, der er kendt for lidt af hvert: journalist, forfatter, tv- og filmmand, foredragsholder, cykelkommentator, digter m.m. Her fortæller han om sit forhold til alderdom, liv og død ...
I sit livs efterår frygter 79-årige Jørgen Leth ydmygelsen ved at blive syg og gammel. Han vil helst dvæle ved livet. Har oplevet både lykken og tragedien. Men ikke én eneste gang har han fortrudt kærligheden.
Udenfor er træernes blade i stædig kamp mod deres skæbne. De gule, de brune og de orange blade klamrer sig til træernes kroner for, ved blot den mindste vind, at kapitulere og falde mod den kolde jord. Sådan er livets gang.
Indenfor sidder vi. I Vejle – den tidligere så produktive spinderi-by pakket ind i Nørremarks og Søndermarksskovenes fangarme.
Overfor mig sidder manden, som har dannet det lydmæssige soundtrack til min barndom. Jørgen Leth. Forfatter, cykelekspert, digter, instruktør – ja, man kunne fortsætte – længe. Stemmen er måske den mest velkendte i kongeriget. På én og samme måde dragende og beroligende.
Jørgen Leth er ulasteligt klædt i striktrøje under blazeren og grå jeans. Om mindre end en håndfuld timer skal den nu 79-årige mand stå på scenen i Vejle Musikteater. Men lige nu gælder det en snak om døden og livet. Og alt det som giver årene mening.
Som 79-årig må Jørgen Leth erkende, at udsigten fremad er betydeligt kortere end den, der viser sig, når han kigger bagud.
Hvilke tanker gør du dig om døden?
»Den kommer, når den kommer. Altså, jeg forbereder mig ikke på den. Livet slutter en dag. Dét er det.«
Svaret afleveres nøgternt. Uden sentimentalitet. Det er en konstatering, mens Jørgen Leth rykker sig frem på kanten af stolen og alligevel bløder sætningen op.
»Jeg har ikke lukket døren for religiøsitet. Jeg er ikke kristen, men de kan komme og banke på, hvis de vil. Men jeg har ikke nogen agenda i den retning. At de skal redde mig, eller at jeg skal genopstå. Jeg tror ikke på alt det åndemaneri. Jeg tænker, at hvis man bliver syg, så dør man vel, og så vil jeg helst dø uden smerter. Så enkelt er det. Jeg vil helst dø hurtigt og elegant.«
På vej væk
I den seneste tid, har såvel den skleroseramte Troels Kløvedal, forfatter Jane Aamund som den nu afdøde Mathilde Gersby, der blev kendt som barnestjernen Lotte i tv-serien ’Da Lotte blev usynlig’, forsvaret retten til aktiv dødshjælp.
Er det en vej, som Jørgen Leth nogen sinde ville vælge?
Han søger mit blik. Fanger mine øjne og holder dem fast.
»Jeg vil hellere dø end at få alzheimer, så jeg ikke kan huske mine børn og min familie. Jeg har ingen plan, men det er klart, at jeg hellere vil skride end at opleve en ydmygelse, en totalt ydmygende sidste del af livet, det gider jeg sgu ikke. Det har jeg ikke lyst til. Men det kan jeg jo ikke styre. Hvis man først er kommet derud, har man jo ingen indflydelse på det. Det har jeg snakket lidt med mine nærmeste om. Så de ved, hvilke overvejelser jeg har gjort mig.«
Emnet er uddebatteret. Jørgen Leth har leveret sine overvejelser og refleksioner om døden. Sætningen afsluttes med et lydløst punktum. Den evne har kun en mand, som i årtier har beskæftiget sig med ord. Evnen til at sætte punktummer i sine sætninger med den største selvfølgelighed. Jørgen Leth smiler og rykker sig afvæbnende tilbage i stolen.
Liv fremfor død
Han vil hellere tale om livet – om kærligheden, passionen og lidenskaben. Emner, som har fyldt meget i Jørgen Leths liv og kunstneriske virke.
»Ved jeg noget særligt om kærlighed? Det gør jeg måske. Jeg har skrevet meget om den i hvert fald. Jeg har været gift tre gange. Og har haft mange andre kærester. Jeg ved noget om kærlighed, jeg har skrevet om den voldsomste eller stærkeste kærlighedshistorie, som jeg har oplevet. Det var med Marlyn...«
I juli 1987 mødte Jørgen Leth Marlyn Czajkowski ved en filmfestival i Jerusalem. Hun var med i velkomstkomiteen og havde til opgave at tage sig af ham under besøget i den israelske hovedstad.
Den første fysiske kontaktet mellem de to gav nærmest et stød i filmskaberen.
»Jeg sad ved et bord i cinematekets café, mit knæ stødte mod hendes, og jeg kom til at se på hende. Knæene blev ved med at røre hinanden. Jeg blev lidt svimmel, da jeg så ind i hendes mørkebrune øjne. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men det summede. Og det var hemmelighedsfuldt,« fortæller Jørgen Leth om mødet i bogen ’Det uperfekte menneske, directors cut’.
Kærligheden som ændrede – alt
Mødet ekkoede i Jørgen Leths indre. På trods af sit ægteskab i Danmark ville filmskaberen ikke slippe skæbnemødet.
»Jeg nægtede at tage det som noget, der bare var hændt, og som skulle glemmes. Et flygtigt bekendtskab. Nej, det var en begivenhed, som ændrede alt,« forsætter han i kapitlet ’Czajkowski’.
Forholdet mellem Jørgen Leth og Marlyn Czajkowski levede videre gennem en dybfølt brevveksling, timelange telefonsamtaler og intense møder i Jerusalem, Venedig, Tel Aviv, København og Genève.
»Således levede vores kærlighed stærkt videre på distancen. Fik næring i de sene, lange og ofte erotiske telefonsamtaler og i de sitrende breve, som svingede fra filosoferen over livet til ren verbal erotik,« skriver han.
Kapitlet i bogen ’Det uperfekte menneske, directors cut’ fører læseren ind i det hjerterum, hvor Jørgen Leth uforfalsket og ærligt fortæller om kærligheden, som ikke kunne finde et hjem.
»Det er i virkeligheden den store kærlighedstragedie i mit liv. På et tidspunkt hvor jeg havde skygger ind over min tilværelse. Min depressive tilstand. Vi kunne ikke finde hinanden. Få et liv sammen. Hun ville ikke flytte.«
Jørgen Leth tager sin briller af. Finder en pudseklud frem fra inderlommen på den skovgrønne blazer. På mange måder virker det, som om tankerne om kærlighed vokser i ham. Finder deres placering gennem et helt t liv. Hvor forår, sommer, efterår og vinter passerer forbi.
»Marlyn er jeg stadigvæk i kontakt med. Vi skal mødes til en filmfestival snart. Men det er ikke muligt at gentage vores historie.«
Kærlighed er aldrig forgæves
»Jeg synes ikke, at kærlighed er, som nogle mener, ’momentan sindssyge’. Man bliver hensat til en særlig tilstand, hvor man kun sanser og ånder for den, man er forelsket i. Den første forelskelse: det er noget, jeg kan huske. Hvordan man nærmer sig. Det var en pige fra naboklassen. Dengang kunne man ikke drømme om at tale med hende. Jeg kunne kun drømme om hende. Om selve forelskelsen. Om at se hende – på afstand. Jeg havde aldrig kontakt med hende. Det er også en side af kærligheden, som jeg kender fra min skoleungdom. Min skolebarndom. Den uforløste kærlighed. Hvor det ligesom er nok, at man har selve forelskelsen.«
Kender du til ulykkelig kærlighed?
»Jeg var dybt forelsket i gymnasiet. Gennem hele min gymnasietid, var jeg forelsket i en pige. Hun gik i min klasse, men hende kunne jeg ikke få. Hun var kæreste med en lægestuderende. Det kunne jeg ikke slå. Jeg kunne ikke flytte hende ud af hans verden. Så jeg kender også den utilfredsstillede kærlighed. Jeg tror, det er noget, man må tage til sig. Blive klogere på. Alle erfaringer er værd at samle på. Jeg har tit tænkt, at de følelser, man investerer i relationen til andre mennesker, især til kvinder, er noget, man ikke fortryder.«
Stadig nysgerrig
Jørgen Leth kigger ud ad vinduet. Efteråret danser i vinden, og der falder en stilhed over ham. Ordene om kærlighed, giver resonans hos forfatteren. Han fortsætter:
»Selvom det måske ikke fører til dét, man havde håbet på, så er det ikke noget, man fortryder. Det har aldrig ført til bitterhed hos mig. Aldrig. Aldrig. Jeg har altid tænkt meget positivt om kærligheden.«
Han arbejder stadigvæk – på forskellige projekter. I år er han tonet frem på danskernes tv-skærme både med tv-serien ’Mit Spanien’, hvor han sammen med Hans Pilgaard har rejst Spanien rundt, og i årets Tour de France. I oktober var den 79-årige entertainer på turné med musikerne Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, hvor Jørgen Leth læste fortællinger op til tonerne fra de to musikere.
»Jeg er rimelig stolt over, at jeg stadigvæk er nysgerrig og stadig har lyst til at udfordre mig selv. Ellers ville jeg ikke kunne fortsætte med at lave Tour de France. Hvis det bliver rutine og kedeligt, vil jeg holde op. Jeg bliver ved, fordi det hele tiden udfordrer min nysgerrighed. Det uforudsigelige. Det kan jeg lide i cykelsporten. Og det kan jeg lide i mit eget arbejde.«
Er du ambitiøs?
»Man skal have ambitioner. Man skal ville noget. Man skal ville noget med sine evner. Man skal prøve at få dem omsat til handling. Det er meget vigtigt, og det har jeg altid været optaget af. At se hvor det kunne føre hen. Jeg har altid ladet mig lede af mit eget instinkt på det område. Jeg ved, at jeg kan noget. Jeg vil gerne udfordre det område. Så man ikke tager sine evner som en selvfølge, men bruger driften til at undersøge og opdage nye ting. Også i sig selv. Det er en vigtig ambition at have, at man hele tiden ikke lader sig nøje med det, der er i forvejen. At man hele tiden udvider sit eget virkeområde. Hele tiden bliver ved med at afsøge grænserne. Gå til kanten af tingene.«
Livets erfaring
Den dag det holder op, er livet ikke værd at leve mere, er han sikker på.
»Jeg har ingen planer om at trække mig tilbage, pensionere mig selv eller sige: ’Nå, nu er det slut’. Det gider jeg slet ikke at tænke på. Jeg vil hellere arbejde hele vejen igennem. Og falde om, når jeg skal falde om. Og det gider jeg sådan set ikke at tænke så meget på.«
Jørgen Leth kan ikke i en enkelt sætning udmønte, hvad livet har lært ham.
»Jeg kan kun sige, at jeg fortsat er meget nysgerrig, fortsat er videbegærlig, fortsat ønsker at udfordre mig selv. Det er det vigtigste.«
Tre timer efter vores samtale sidder han på scenen i Vejle Musikteater. Foran ham venter knap 300 mennesker på de ord, som kun kan leveres af Jørgen Leth. Den karakteristiske stemme. Roen. Michael Simpson slår akkorderne an på sit klaver. Lyset i rummet dæmpes. 300 blikke er rettet mod Jørgen Leth. De næste fire minutter og otte sekunder reciterer han teksten ’Efterår’.
»Jo. Jeg kan godt lide efteråret. Det kommer listende. Jeg kan godt lide den melankoli, som er knyttet til efteråret. Det begynder at blive koldere. De grønne blade begynder at falde af. Man begynder at kunne ane, at det snart er slut. Den fornemmelse, den er stærk. Den må man håndtere i sindet. Tiden går. Det er endnu et år, som er ved at gå mod enden. Der er sådan noget farvel over det.«
Salen er stille. Publikum trækker vejret ind. Enkelte tørrer en tåre fra kinden. Jørgen Leths ord har ramt – igen.
