ERKENDELSEN - med Kurt Thyboe

Det absolut værste øjeblik i mit liv var... da min søn Tom døde i et grusomt astmaanfald, 14 år gammel, lige dér væltede hele verden, og en stor del af mit hjerte blev kulsort og isnende koldt. Den smerte forsvinder aldrig, selvom jeg somme tider i et blidt vindpust føler hans evige nærhed. Hvordan man tackler et barns død? For mig er det kun ét svar: Skriv din egen lov. Jeg gjorde det ved at gå på baren Kommandanten i det indre København og drikke en flaske whisky eller mere hver dag. Det føltes som rent vand, fordi granatchokket og den piskende adrenalin i kroppen lammede alle følelser.

Læs resten af Kurt Thyboes erkendelser ved at oprette abonnement på BT PLUS her. Du får den første måned gratis.

Kurt Thyboe færdiggør blandt andet sætningerne:

- For at have et godt, langt liv skal man...

- Min sværeste selverkendelse er...

- Jeg har været død to gange...

- I 2007 var han der igen, knokkelmanden...

- Jeg glemte at være ydmyg, da...

- Min største genistreg var...

og meget mere...

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


For at have et godt, langt liv skal man...

være ægte loyal, walk tall, talk tall – være stolt. Du skal aldrig svigte, og du skal vide, at tæsk, rå modgang og øretæver kun er udfordringer. Du skal vide, at fiasko og succes begge er beskidte forrædere, og du skal se dine dæmoner direkte i øjnene og sige: Go fuck yourselves. Du skal turde tro, at døden er livets stærkeste ven, og han står altid nede for enden af vejen. Du er født unik, lad være med at dø som en kopi. Tro på sweet love forever med din kvinde, selvom det er hårdt arbejde – du er en rotte, hvis du stikker af med halen mellem benene. Og i øvrigt: Smil – det er der sgu ingen, der gør mere.

En stor misforståelse i Danmark er...

at vi lidt for ofte tror, vi er de bedste og klogeste på denne planet.

Jeg glemte at være ydmyg, da...

en sigøjnerpige forførte mig hidsigt. Hun var 25, og jeg var 18. Jeg var meget introvert, men efter at jeg havde lært hende at kende, var jeg parat til at følge hende ud på Europas landeveje. Det var mens, jeg læste til studentereksamen. Hun lærte mig alle trick, og jeg var klar til det hele. Min mor blev sindssygt rasende, da hun fandt ud af mine planer, hun smed pigen ud af min seng og låste mig inde.

Min sværeste selverkendelse er...

at jeg i alt, alt for mange år troede, at for mig var der no limits. Jeg var pissenaiv og fjollet og troede, jeg kunne alt. Men det fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne, da den ene idiot efter den anden smed mig ud og fyrede mig – eller jeg selv gik med stolthed. Da jeg var journalistelev oppe i Aalborg, gik der en indsamling rundt om, at jeg skulle smides ud. Og 47 år efter kom der et brev fra en af kvinderne derovre, hvor hun skrev: ’Gud, hvor var det dog forfærdeligt, at vi har såret et menneske så dybt’.

Danmark var engang et frigjort land...

selvom vi nok skal helt tilbage til vikingerne for at finde det. Jeg synes, stavnsbåndets ophævelse var mere interessant end pornoens frigivelse. Men 60erne og 70erne var vidunderlige skrig om frihed, som vi allerede har glemt i vores sippede, bornerte hverdag. Alle går rundt inde i munkekutten. Ingen tør skille sig ud, alle vil ligne alle.

Det bedste ved at være Kurt Thyboe er...

at jeg møder venlige mennesker, lige meget hvor jeg går. Det bizarre er, at det mest er ældre kvinder i 70erne, teenagere og rockerbander, der vil tale med mig. Det er som om, at bitre, sure mænd på min egen alder ikke kan holde mig ud.

Det absolut værste øjeblik i mit liv var...

da min søn Tom døde i et grusomt astmaanfald, 14 år gammel, lige dér væltede hele verden, og en stor del af mit hjerte blev kulsort og isnende koldt. Den smerte forsvinder aldrig, selvom jeg somme tider i et blidt vindpust føler hans evige nærhed. Hvordan man tackler et barns død? For mig er det kun ét svar: Skriv din egen lov. Jeg gjorde det ved at gå på baren Kommandanten i det indre København og drikke en flaske whisky eller mere hver dag. Det føltes som rent vand, fordi granatchokket og den piskende adrenalin i kroppen lammede alle følelser.

Jeg var mest glad da...

min forever woman, min kvinde, trådte ind i mit liv, da hun kom svævende hen over gulvet mod mig i en lang, grøn silkekjole med nøgen ryg skåret helt ned forbi, hvor røvbalderne begynder. She totally knocked me out, og hun er stadig det smukkeste i mit liv. Hver nat, når hun lægger sig i sengen hos mig, er hendes vidunderlige ansigt det sidste, jeg ser, og hver morgen, når jeg vågner, og solen rammer hendes ansigt, får jeg energi til dagen. Vi har været gift i 38 år, og jeg har aldrig været utro. Passionen holdt i næsten 16 år, og så gik den over i et ubrydeligt venskab, fordi tragedier og lussinger af livet og opture og nedture i et uendeligt ræs svejser to mennesker sammen, så man ikke kan hive dem fra hinanden. Det skulle ikke undre mig, om vi en dag om lang, lang tid vil dø med hinanden i hånden.

Jeg har været død to gange...

og har mødt dæmoner. Men ingen tror på det. Jeg har også under hypnose oplevet min egen fødsel, hvor jeg hører, hvordan skaberen slår en svag sjæl ihjel, fordi han ville blive en omvandrende grøntsag, og i stedet satte mig på jorden. Jeg døde første gang den 10. juni 2003, fordi jeg på lange reportagerejser til USA og Østen havde været hensynsløs med mit helbred, og et frygteligt hosteanfald lammede mine lunger, reelt blev jeg kvalt. Jeg faldt om og var væk i tre timer. Lægen sagde: ’Det er kun fordi, du har en afsindig fantasi, at du har overlevet, for din underbevidsthed sloges, og alle apparaterne slog kraftigt ud, ellers havde du været hjerneskadet’ (det hævder min kvinde stadig, jeg er). Jeg var væk-væk-væk i to-tre timer. De skar tøjet af mig, og Marianne faldt bevidstløs om og troede, jeg var død på stedet. De sagde til min søn: ’Vi har kun 15 pct chance for at hente ham’.

I 2007 var han der igen, knokkelmanden...

og jeg røg på hospital i Barcelona, mens jeg spyttede blod, og min læge Senorita Monson sagde, at hun have set noget meget farligt, dybt nede i mine lunger: ’Hvis jeg har ret, har du en aggressiv tumor, der dræber dig meget snart’. Jeg lå i de næste fire nætter og tænkte, at hvis den satan vil ha’ mig, så vil jeg se ham i øjnene, når det sker. Jeg tænkte og tænkte, og pludselig den fjerde nat så jeg ham for mig på væggen, et frygteligt behåret væsen med lange, skarpe kløer og en brølende hæs og modbydelig ånde. Jeg fangede en imaginær machete og prøvede at hugge ham ned, det gik ikke, jeg skød på ham, det duede heller ikke. Til sidst åd jeg ham og kastede op hele natten. Næste morgen sagde lægen: ’Jeg kan ikke forklare det. Ingen her kan forklare det. Men du er helt ren’. Så siger jeg: ’Jeg har tænkt mig ren’. Hun kigger underligt på mig og går. Men to timer senere kom fire overlæger i 70erne og sagde: ’Vi har hørt om dig, og det, der skete, kan du ikke fortælle os det, for vi forsker i hjernens universelle og enorme kraft til at gøre ting ved mennesker. Og vi tror på dig. Det er få mennesker, der har helbredt sig selv i løbet af en nat’. I de næste tre måneder var mine sanser skærpet kraftigt, jeg kunne høre et stykke papir på lang afstand, og min lugtesans var skærpet. Alle, der har prøvet at krydse over, alle, der har prøvet at dø, genkender det. Det er energibraget, der gør det. Man kan lugte sved på flere hundrede meters afstand.

Livet i Spanien er...

katotisk og absurd, men også meget cool og abstrakt. Intet er, som det ser ud til, middelklassen er sprængt, og de rige magtmænd hamrer landet i sænk med den mest sindssyge korruption, verden nogensinde har oplevet, vi taler om tusinder af millioner euro, forsvundet med løs hånd. Men menneskene er supernice, selvom det kun er de fattige, der hjælper de fattige. Det er dagen i dag. Ti måneder om året har vi hammerblå himmel og hed sol, der er altid en bar i nærheden og ristede rejer i hvidløg og rødvin, så it ain’t no bad life in Castell de Fels – borgen på bjerget, hvor vi bor.

Det er som om, udviklingen går den forkerte vej...

hvis vi taler om humanisme og retfærdighed, giv din bror en hånd, når han er i nød. Kom i tanker om den for længst glemte næstekærlighed. Og hvis vi taler flygtninge og hjemløse, så er hele verden en losseplads, så hvorfor skulle det ikke være sådan også i Danmark? Det er ikke Danmarks skyld, men hvordan skal man undgå det, når hele verden er blevet en stor losseplads. Verden er gået amok. Det er pinligt, at mennesker ikke forstår, vi alle burde være hinandens brødre.

Min største genistreg var...

da jeg blev 70, og min business crashede. Da genopfandt jeg mig selv. Jeg blev gøgler og tog på landevejen og fortalte digte, historier og sang.