En række tidligere og nuværende kræftramte yngre mennesker er gået sammen for at skrive sange om, hvordan det er at leve med sygdommen. Men ikke alle når at opleve det endelige album
Marlene døde i lørdags. Så vi skal til begravelse på onsdag.«
Ole Selstø konstaterer det nøgternt. At dét, de håbede ikke ville ske, nu er sket. Marlene Baatz er netop død. Den 29-årige hustru og mor til børnene Celina og Sebastian blev ædt op af brystkræft, der havde spredt sig til lymfesystemet. Kræften opdagede hun for knap tre år siden, fire dage efter sin bryllupsdag. Inden sin død nåede hun at skrive to sange til et albumprojekt, der skal udkomme til foråret, om at være ung og have kræft.
Log ind med BT PLUS og mød en række stærke kræftramte danskere, som skriver eller har skrevet sange om deres dødelige sygdom.
En række tidligere og nuværende kræftramte yngre mennesker er gået sammen for at skrive sange om, hvordan det er at leve med sygdommen. Men ikke alle når at opleve det endelige album
Marlene døde i lørdags. Så vi skal til begravelse på onsdag.«
Ole Selstø konstaterer det nøgternt. At dét, de håbede ikke ville ske, nu er sket. Marlene Baatz er netop død. Den 29-årige hustru og mor til børnene Celina og Sebastian blev ædt op af brystkræft, der havde spredt sig til lymfesystemet. Kræften opdagede hun for knap tre år siden, fire dage efter sin bryllupsdag. Inden sin død nåede hun at skrive to sange til et albumprojekt, der skal udkomme til foråret, om at være ung og have kræft.
Du tager krystalkuglen frem
Og spår om næste år
Men jeg har mer end nok i
At springe ud fra i går
Jeg vil hale voldsomt ind på mig selv
Og gøre hvert et favntag særligt
Give hvad jeg har
Det skal være ærligt
- Fra sangen ’Skibet’
»Det er trist, at hun er død. Men når jeg hører hendes sange, bliver jeg ikke ked af det, men mere inspireret af dem, fordi hun havde så positivt et sind og formåede at leve i nuet. Det håber jeg, at hendes venner og familie vil stå tilbage med, når sorgen er kommet på afstand,« siger 41-årige Ole Selstø, der er en af idémagerne til albumprojektet, hvor sangene bl.a. handler om at skulle herfra i en alt for tidlig alder, og om livet, når det gør ondt.
Ole Selstø kendte Marlene Baatz fra den lokale afdeling for unge kræftramte i Kræftens Bekæmpelse i Esbjerg, hvor hun indtil for nylig var leder af afdelingen. Helt til det sidste i interview med JydskeVestkysten og Ugeavisen Esbjerg delte Marlene Baatz ud af sine følelser. Hun hjalp også andre unge kræftramte med at leve bedst muligt med deres sygdom. Bl.a. viste hun sin nøgne overkrop – hvor brysterne var blevet fjernet – frem i kampagnen ’Del dit ar’ for Ung Kræft.
Artiklen fortsætter under billedet
Ole Selstø husker hende som ’kraftfuld’ og ’viljestærk’.
En væremåde, der også står beskrevet i hendes dødsannonce fra onsdag i den forgangne uge: Atitude is a little thing that makes a big difference. (Attitude er en lille ting, som gør en stor forskel). Men nu er det kun minderne, hun skabte, der er tilbage – heriblandt sangene fra albummet, som vi i dag er mødtes for at tale om.
Artiklen fortsætter under billedet
Vi sidder i Ole Selstøs spisestue i et parcelhus i den lille by Gørding, ca. 30 km fra Esbjerg. Det er ved dette spisebord, at idéen til albummet opstod. Sammen med sin ven gennem 11 år Gert Barslund, der er sangskriver og psykolog, besluttede han at gå i gang med at samle en række yngre kræftramte fra lokalområdet. Ole Selstø, der til daglig arbejder på nedsat tid som pædagog, har nemlig selv været ramt af en alvorlig kræftsygdom. Han har haft en tumor i hjernen og ved derfor om nogen, hvordan det er at se døden i øjnene. Vennen og sangskrivningsterapeuten Gert Barslund sætter ord på, hvorfor de har valgt at skrive sangene:
»Mange kan ikke holde ud at høre om kræft. Men musikken gør, at det bliver mere spiseligt, og man kan sætte ord på nogle følelser, som man ikke kan udtrykke bare ved at sige det,« siger Gert Barslund, der som den eneste i projektet ikke har været syg.
Overfor ham ved spisebordet sidder en ung 32-årig kvinde. Det er bare ni måneder siden, hun fik sin sidste kemoterapi. Håret er igen vokset ud, og hun smiler med øjnene, når hun taler om sin hest, som en af de sange, hun har skrevet, handler om.
Skulle til at stifte familie
I dag er de samlet for at fortælle om deres forløb med kemo, operationer og strålebehandlinger – men også om den glæde, det har givet dem at sætte ord på det uforståelige ved kræft. Ole Selstø og Sallie Nielsen er blot nogle af de 35.000 danskere, der hvert år får konstateret en kræftsygdom, bare 500 er mellem 15-29 år. Nogle overlever, andre går bort. Fælles for dem er, at de ofte først lige er kommet i gang med voksenlivet.
Tanker om at skulle dø ligger dem med andre ord fjernt. Det var også tilfældet for Sallie Nielsen:
»Jeg var endelig blevet færdig med min uddannelse som sundhedssekretær og havde lige fået job. Jeg skulle til at stifte familie,« siger Sallie Nielsen, der i juni sidste år opdagede, at hun havde en knude på størrelse med en bordtennisbold i armhulen.
Artiklen fortsætter under billedet
På grund af kemobehandlingen har hun fået fjernet sin ene æggestok, som nu er frosset ned på Rigshospitalet i København. Om tre år må hun så holde pause fra sin medicin og forsøge at få børn. Hvis hun da kan.
»Jeg har ikke travlt. Nu er jeg bare glad for, at jeg stadig er her. Så må det andet komme senere. Nu har jeg chancen for at komme ud at opleve ting i de tre år, jeg må vente,« siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet
Ole Selstø nikker. Han forstår om nogen, hvorfor ens tilstedeværelse er nok i sig selv. Hans eget ønske for fremtiden er ’at blive gammel’. Et ønske, man for alvor forstår, da Ole Selstø fortæller om det forløb, han har været igennem. For modsat Sallie Nielsen har hans chancer for at overleve – i hvert fald statistisk set – været næsten lig med nul. Sådan er det med kræft i hjernen.
»Jeg var meget bange for, hvad der skulle blive af min familie, hvis jeg ikke længere var her,« siger han.
Det er netop familien – Ole Selstøs dengang tre-årige søn Tobias – der er omdrejningspunkt i en af de sange, han har skrevet til albummet. ’Hospitalet’ er en vuggevise og handler om dengang, Ole Selstø for snart tre et halvt år siden lå på hospitalet og ikke vidste, om han skulle dø.
Min søn du skal vide, at du er den,
der holder mig hos dig
Du skal vide, at mor og dig I holder mig hos jer
Jeg kommer snart hjem igen
Jeg kommer snart hjem
Jeg kommer snart hjem igen
Og synger dig i søvn
- Fra sangen ’Hospitalet’
»Jeg har skrevet sangen til Tobias, fordi han er en vigtig del af mit liv, der får det til at give mening. Det er en slags kærlighedserklæring, men også lidt en sang til pårørende, fordi den kan sætte det i perspektiv, hvor vigtigt det er at have baglandet i orden. Min kone tog mig med hjem og gav mig noget mening med livet, mens jeg var syg,« siger Ole Selstø, der føler sig heldig efter at have overlevet så alvorlig en diagnose:
»Lægen sagde på et tidspunkt til mig: ’hvis noget er galt, kan man mærke det’. De ord har hjulpet mig meget i forhold til ubegrundede bekymringer, fordi jeg undervejs i behandlingen ikke har kunnet mærke kræften i hjernen. I begyndelsen var jeg svimmel og havde kvalme, og vi troede, det var en virus på balance-nerven, men ellers har jeg ikke haft ondt i hovedet. Statistisk set er chancen for at overleve minimal, men der skal jo være nogen, der trækker i den anden retning, ellers ville overlevelsen være 0 pct. Jeg har hele tiden troet på, at det skulle være mig, der overlevede,« siger Ole Selstø.
Problemer med hukommelsen
Kemo- og strålebehandlingerne har dog ikke været uden bivirkninger. I dag har Ole problemer med sin korttidshukommelse, han bliver hurtigere træt og har svært ved at styre koordination i højre side af kroppen. Derfor halter han lidt og har svært ved at holde balancen, når han går. Han arbejder bare otte timer om ugen. Målet er på sigt at arbejde nogle timer mere.
Knap så hårdt ramt er Sallie Nielsen. Hun har smerter i sin højre arm, der kramper og sover om natten, men hun kan nu arbejde tyve timer om ugen. Forløbet har også været opslidende for hende. Undervejs fik hun infektion i sin venstre arm ved det kateter, hvor kemoen skulle sprøjtes ind. Det var så alvorligt, at lægerne på et tidspunkt frygtede, hun skulle dø, fordi infektionen gik i blodbanerne, og hun derfor fik både blodforgiftning og blodprop. Sallie Nielsen synes, det har været svært at forklare andre, hvor dårligt hun har haft det. Og selvom hun har brugt kæreste, familie og venner til at læne sig op ad, når det var svært, har det været den islandske hest Spaði, der har været den største støtte. Derfor er det også ham, en af hendes sange handler om.
Alle sanser åbne
Her er ingen krav
Du kan være med mig
Når jeg ikke kan være med mig
Her kan jeg synge alle sange
Og miste alt mit mod
Her finder jeg en vej
Her finder jeg ro
- Fra sangen ’Frihed’
»Folk har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man har det. For eksempel blev jeg virkelig syg af den sidste behandling (en form for kemoterapi, red.). Jeg fik voldsom kvalme og smerter i alle led og muskler. Folk tror, det er en fornemmelse af ikke at have lyst til at spise noget. Men den kvalme, jeg følte, svarer til at have de værste tømmermænd, du kan forestille dig, ganget med ti, og så en maveinfluenza oveni. Folk kan ikke sætte sig ind i det. Det var en meget dårlig periode og en situation, som jeg ikke ønsker for min værste fjende,« siger den unge kvinde, der derfor brugte sin hest til at læsse af og være hos, når hun havde det skidt.
Tårer i øjnene
Vi ser billeder af hendes hest på en iPad fra forleden, da hun var i fjernsynet for at fortælle om sit forløb.
Sallie Nielsen får tårer i øjnene, når musikken spiller og billederne af hende og hesten glider over skærmen.
»Den var der bare for mig, den lyttede til mig og kunne mærke, når jeg havde det dårligt. De dage, jeg havde det skidt, tog jeg derud og fik fornyet energi. Det var ren terapi at være sammen med ham,« siger Sallie Nielsen, der ligesom Ole frygtede, at hun skulle gå bort:
»I begyndelsen var jeg mest bange for, hvad der skulle ske med mit nye job, og om jeg ville blive fyret. Det var først, da jeg blev indlagt, at jeg blev bange for at dø,« husker hun tilbage.
Alvoren bliver afbrudt af en dør, der går op. Ind i spisestuen løber Tobias på syv år. Han er kommet hjem fra skole og stopper op i døråbningen for at se, hvad der sker. Han er dog alligevel for genert til at blande sig i forsamlingen af voksne og trækker ud igen. Ole Selstø smiler:
»Efter at have skrevet sangene er det blevet klarere for mig, hvad der skete, og hvor presset jeg var. Men det har på en eller anden måde også gjort det lettere at forklare min søn og mine venner, hvad det er, jeg har været igennem,« siger han.
Men hvad har så ændret sig, efter at Sallie og Ole igen kan kalde sig raske?
»Man skal ikke udskyde ting. Det kan være for sent i morgen. Man skal gøre, hvad man har lyst til. Ligesom Marlene, hvis sang handler om at samle på oplevelser, mens man er her,« siger Sallie Nielsen.
Interviewet er slut, og Ole Selstø kalder på Tobias. De skal en tur til Esbjerg. Aftensmaden foregår på McDonald’s, lader han sønnen vide.
»Det gør vi ellers så sjældent,« konstaterer Tobias og gør klar til at nyde nuet med sin far.
