Siden 80erne har Klaus Riskær etableret sig som mediemand, trendsætter, provokatør, forfatter og bedrageridømt forretningsmand. Når det kommer til 80erne, er han ikke i tvivl.

»Nu skal jeg ikke kun sidde og tale om mig selv, men det kan godt blive lidt svært at undgå«

Klaus Riskærs handel med aktier og kritiske analyser kulminerede i 1980erne. Senere brød han mediemonopolet på fjernsynsfladen med Kanal 2 og på radiofladen med popkanalen The Voice. Med underholdende morgen-tv som ’Morgenflimmer’, anderledes børne-tv som ’Bubbers Badekar’.

»Vi opfandt morgen-tv’et. Jeg vil næsten sige, at vi opfandt tv’et.«

»Jeg indrømmer gerne, at vi gik langt på den anden side af lovgivningen, men jeg var fuldstændig ligeglad med det. Det var ikke os, der var noget galt med« siger Klaus Riskær og fortsætter ...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs fjerde del af 'Seks enere fra seks årtier. Denne gang interviewer vi mediemanden, provokatøren og den bedrageridømte forretningsmand Klaus Riskær. Klaus Riskær var i 80erne trendsætter. provokatør og fornyer af tiden - læs om hans egen version af tiden og ham selv lige her ...


På hjemmekontoret sætter han sig i lænestolen og tænder en pibe. Vi har udsigt til kanalerne. Bag ham står en stor glasreol fyldt med bøger, foran ham ligger tre om religion og sociologi, hans MacBook er åben og klar til nye udfordringer.

Klaus Riskær ser intellektuel ud, som han sidder foran mig med sin halvåbne skjorte, med koncentrerede øjne og piben, han bapper på. Klassens frække knægt er her endnu.

»Du har ikke noget imod, der bliver røget, vel? Det er bedre at blive interviewet her, for jeg må ryge i mit eget hus. Ja, vi kører bare.«

Ikke så meget pis, forstår jeg. Han er hurtig i vendingen.

Siden 80erne har Klaus Riskær etableret sig som mediemand, trendsætter, provokatør, forfatter og bedrageridømt forretningsmand. Når det kommer til 80erne, er han ikke i tvivl.

»Nu skal jeg ikke kun sidde og tale om mig selv, men det kan godt blive lidt svært at undgå, for når vi taler om 1980erne, er jeg en af driverne af tiden. Jeg er fornyer af tiden, og det er hævet over enhver tvivl.«

Klaus Riskær introducerede helt nye måder at handle på, der kunne skabe hurtige penge til aktionærerne. Han kuppede adskillige selskaber og skabte både penge og panik.
Klaus Riskær introducerede helt nye måder at handle på, der kunne skabe hurtige penge til aktionærerne. Han kuppede adskillige selskaber og skabte både penge og panik.
Vis mere

Det gode ved 80erne var globaliseringen, transparensen og den nye teknologi, fortæller han. Computerne kom til, dankortet, verden åbnede sig. Der kom fokus på nyliberalismen med Ronald Reagan og Margaret Thatcher, på personlig frihed og skattelettelser.

Farvel til magteliten

»Jeg var en positiv deltager i den tankegang, at vi skulle åbne landegrænserne for fri handel, så det blev lettere at investere. Jeg havde også en anden personlig agenda, der gik ud på, at jeg i det hele taget gerne ville smide bindingerne til magteliten og ikke stå skoleret nede i Danske Bank i Holmens Kanal.«

Økonomien skulle genoplives. Velfærdsstaten var for dyr i drift, og det konservative erhvervsliv tænkte for gammeldags. Noget måtte ændres, mente den unge Klaus Riskær, der var 25 år i 1980.

Hans evne til at forudse og få øje på tendenser blev dokumenteret med det kritiske nyhedsmedie og analyseinstitut Børsinformation, oprettet i 1978.

»Med Børsinformation foretog erhvervsjournalistikken et kvantespring frem. Det er måske noget, folk har glemt, men hvis man kigger realistisk på det, da jeg åbnede Børs-information, var der slet ingen tradition for, at man forholdt sig kritisk til det merkantile i det danske samfund,« siger han lettere mumlende, bappende på piben.

Da Børsinformation kritiserede Faxe Bryggeri, ramte aktiekursen bunden. Da Børsinformation kritiserede B&W, gik virksomheden konkurs. Børsinformation var en kamp mod magteliten og den konservative garde af forretningsfolk, der dækkede over røde tal på bundlinjen.

Riskjær fejrer sin 30 års fødselsdag i 1985.
Riskjær fejrer sin 30 års fødselsdag i 1985.
Vis mere

Klaus Riskærs handel med aktier og kritiske analyser kulminerede i 1980erne. Hans virksomhed Krepco Invest handlede med papirer i flere af de virksomheder, som Børsinformation analyserede. Riskær købte aktier, hvorefter Børsinformation offentliggjorde positive regnskaber, og aktiekursen steg.

»Jeg havde været på røven hele mit liv på det tidspunkt, min far havde ikke fem flade ører, så nu gad jeg ikke mere. I begyndelsen var investeringerne en leg for mig. Lad os prøve det, tænkte jeg. Hvad sker der ved det. Allerede i de år var jeg lidt af en celeb og var i TV-Avisen hver uge,« siger han.

Klaus Riskær blev hyldet som kritisk erhvervskommentator på Danmarks Radio. Han lagde sig ud med parnasset og turde revse A.P. Møllers regnskaber. Han introducerede helt nye måder at handle på, der kunne skabe hurtige penge til aktionærerne. Han kuppede adskillige selskaber gennem nye risikovillige og internationale handelsmetoder. Han skabte penge og panik. Blev berømt for sin charme, investerings- og analyseevner. Og berygtet og frygtet af erhvervslivets parnas og gamle bosser. Klaus Riskær hadede bankerne, og bankerne hadede Klaus Riskær. Men Klaus Riskærs måder at gøre tingene på blev mainstream.

»Det er klart, at selvfølgelig blev det en kickstart til, at alle andre begyndte at gøre det. På en ordentlig måde, ikke på Klaus Riskær-måden,« siger han ironisk og henviser til sit blakkede image.

Karriere og kokain

Men hvad gjorde det, når han vendte op og ned på samfundsøkonomiens spilleregler? Den unge millionær kunne grine hele vejen til byens caféer. Yuppietiden skulle til at begynde. Som med næsten alle andre ungdomsoprør kom den fra USA. 70ernes ’fællesskab og fede’ blev erstattet med ’karriere og kokain’.

Fra slutningen af 80erne levede Klaus Riskær et liv med privatfly og tjenestefolk. foto: scanpix
Fra slutningen af 80erne levede Klaus Riskær et liv med privatfly og tjenestefolk. foto: scanpix
Vis mere

Unge yuppier ville tjene hurtige penge – inspireret af Wall Street i New York, hvor unge mænd i jakkesæt holdt fyldte kufferter i den ene hånd og fotomodeller i den anden. Power-par, klar til at erobre verden. Klar til at parkere Porschen foran den franske restaurant, flashe deres café au lait i solens eftermiddagsstråler, for i weekenden at køre selvfede fester helt ud, kaste om sig med sedler og dyre flasker.

’Yuppierne kopierede mig’

Klaus Riskær siger, at han aldrig har været yuppie, selvom han ofte bliver smidt i ’den sorte gryde’.

»Jeg skabte dét, der blev til yuppie-80erne på den måde, at yuppierne forsøgte at kopiere det, jeg gjorde, for jeg var langt fremme. Ja, jeg levede også ekstravagant. Jeg byggede en stor forretning op med to til tre milliarder kroner i balance. Men den måde, de gjorde det på, var ikke den samme som min. De var copy-cats.

Jeg kørte Porsche, før det blev smart i midt-80erne, og da de andre fik Porscher, kørte jeg i Mercedes.«

Klaus Riskær var altså ikke yuppie, men skabte yuppierne ved at bane vejen for deres livsstil. Og mens Klaus Riskær kørte Mercedes med privatchauffør, fortsatte festerne på diskotekerne blandt unge wannabes, der hældte cocktails ned ad deres modegrønne Lacoste-T-shirts.

»Tiden blev et helvede af overfladiskhed, ligegyldighed og materielt fokus på egne muligheder, hvor man så sig selv som et produkt af omgivelserne, og hvordan de så på én. På den måde var det en rædselstid. Søren Kierkegaard ville have kastet op. Det kunne ikke være værre,« siger han.

I 80erne blev det heldigvis tid til pop, og poppen roterede flittigt på vinyl, kassettebånd og den nye cd. Ud med politiske kampsange og lange guitarsoloer. Ind med stramme rytmer og synthesizere.

Klaus Riskær i sin lejlighed på Gl. Strand i København. foto: liselotte sabroe
Klaus Riskær i sin lejlighed på Gl. Strand i København. foto: liselotte sabroe
Vis mere

Dansk 80er-pop er blevet velkendt. Anne Linnet skabte hvid magi i sorte latexbukser, Dodo & the Dodos vågnede i natten, Sanne Salomonsen løb hjemmefra med Sneakers, og i Aarhus stod Thomas Helmig og bankede på hos Søs Fenger. Og så var der punken, der spøgte fra 70erne. Som redaktør af tidsskriftet Sidegaden og med digtsamlingen ’Skrigerne’ blev Michael Strunge mediernes talerør for punkerne og en nå-generation, der ikke have fået den kærlighed, hippierne lovede, men i stedet kapitalismens kolde betonbyer, materielt forbrugerræs og arbejdsløshed.

Punken var for Klaus Riskær ikke andet end forklædt feminisme.

»Hele den bevægelse og hele den type musik og hele det miljø er begyndelsen på skredet af manderollen, hvor manden mister grebet over kvinderne, og du kan se, hvad det er endt med, hvor manden står med en barnevogn bag kvinden, mens hun udtaler sig til TV-Avisen. Det er dér, vi er endt. Det kan ikke være rigtigt.«

Mens yuppierne og punkerne levede i hver sine universer, nød folk godt af de mange nye teknologier og kulturtilbud fra USA. Der kom VHS og Betamax, spillemaskiner og hjemmecomputere som Commodore 64. De amerikanske blockbusters og muskelsvulmende actionbaskere som ’Die Hard’ trak folk i biffen, mens tv-serierne ’Dallas’ og ’Dollars’ trak folk hen foran fjernsynet. De mange nye kulturtilbud betød, at danskerne ligesom amerikanerne ville have frihed til at zappe og se, hvad de ville.

Sammen med den unge baron Otto Reedtz-Thott (th) brød Riskær mediemonopolet på fjernsynsfladen med Kanal 2 og på radiofladen med popkanalen The Voice.
Sammen med den unge baron Otto Reedtz-Thott (th) brød Riskær mediemonopolet på fjernsynsfladen med Kanal 2 og på radiofladen med popkanalen The Voice.
Vis mere

Som altid var Klaus Riskær til stede. Sammen med den unge baron Otto Reedtz-Thott brød han mediemonopolet på fjernsynsfladen med Kanal 2 og på radiofladen med popkanalen The Voice. Med underholdende morgen-tv som ’Morgenflimmer’, anderledes børne-tv som ’Bubbers Badekar’.

Kanal 2 præsenterede unge talenter som Bubber, Camilla Miehe-Renard, Ole Stephensen, Hella Joof, Michael Carøe og selv John og Aage og Michael Bundesen fra Shu-bi-dua.

Tosser i Gyngemosen

»Vi var jo amerikaniserede på det tidspunkt, så vi ønskede at bryde monopolet. De projekter var båret af, at nu gad vi kraftedeme ikke længere finde os i, at der sad nogle tosser ude i Gyngemosen og skulle bestemme, hvad vi skulle se og høre på. Det var for gammeldags. Vi opfandt morgen-tv’et. Jeg vil næsten sige, at vi opfandt tv’et.«

Det krævede penge, det krævede tid, og det krævede, at man ikke læste sin jura. Kanal 2 overholdt sjældent de regler, der gjaldt for sendetid og for, hvor meget tv og radio der skulle være henholdsvis egenproduktion og fremmedproduktion.

»Jeg indrømmer gerne, at vi gik langt på den anden side af lovgivningen. Jo, vi havde en medielov, der gjorde det muligt for os at få sendetilladelse, men den misbrugte vi. Jeg lå i konstant slagsmål med lokalradionævnet, lokal-tv-nævnet og Kulturministeriet.«

Og det var du ligeglad med?

»Jeg var fuldstændig ligeglad med det. Det var ikke os, der var noget galt med. Det var lovgivningen. Lovgivningen kommer altid efter udviklingen. Jeg har aldrig hørt om en lov, der er kommet forud for udviklingen, det kommer aldrig til at ske. Så hvis du er udviklingsagent, vil du altid arbejde sådan. Er det forsvarligt? Ja. Er det moralsk? Ja.«

Uffe Ellemann-Jensen, Niels Anker Kofoed og Klaus Riskær Pedersen i 1989, hvor Riskær havde meldt sig ind i Venstre for at stille op til Europa-Parlamentet. foto: scanpix
Uffe Ellemann-Jensen, Niels Anker Kofoed og Klaus Riskær Pedersen i 1989, hvor Riskær havde meldt sig ind i Venstre for at stille op til Europa-Parlamentet. foto: scanpix
Vis mere

Moral og samvittighed stod over loven, og i begyndelsen så det godt ud. Det endte med en konkursbegæring på grund af regler og besværlig finansiering, men Klaus Riskær fik genoprettet Kanal 2 og solgt rettighederne videre. Kanal 2 blev til TV-Danmark og senere til SBS. Radiostationen The Voice lever også i dag. I 1988 blev mediemonopolet for alvor brudt med den konkurrerende kanal TV2. Klaus Riskær vandt på sin vis medierevolutionen.

Atombomber, hiv og aids

På TV2 kunne danskerne følge Sovjetunionens gradvise sammenbrud og murens fald. Den kolde krig var ved at bløde op med fremskredne dialoger mellem Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov og USAs Ronald Reagan. Alligevel levede den gamle frygt for, at en atombombe ville eksplodere.

Den sprængte bombe bestod ikke af kernekraft, men af hiv og aids. I begyndelsen blev sygdommen kendt for at sprede sig blandt junkier og bøsser og fik det fordømmende tilnavn ’bøssepesten’. Men da de første heteroseksuelle blev smittet, tog frygten over. Så voldsomt, at folk blev bange for tungekys og berøring af toiletflader. Millioner af mennesker i verden måtte lade livet til sygdommen. Aids var ikke noget, Klaus Riskær tænkte meget på. Det var han aldrig bange for, siger han. Livet kørte tværtom derudad for forretningsmanden.

I midten af 80erne boede Klaus Riskær med sin kone og sine sønner i Paris. Her gjorde han lukrative forretninger, hvorefter familien flyttede hjem igen. Til et 700 kvadratmeter palæ på Vedbæk Strandvej med tjenestefolk, privatchauffør og privatfly. Men han giver ikke meget til sladderpressen.

»Der har selvfølgelig været sjove ting. At flyve i eget fly med Diana Ross eller at holde nytårsaften på Mustique Island med David Bowie er også en god historie, men hvad så? Det er bare opstået ved tilfældigheder,« siger han.

Livet var topdollar

I slutningen af 80erne besluttede han sig for at gå ind i politik. Med massive stemmetal blev han i 1989 valgt ind i Europa-Parlamentet for Venstre. Da muren faldt, erklærede den amerikanske professor Francis Fukuyama menneskehedens historie for slut. Kapitalismen og demokratiet var verdenshistoriens endestation. Livet var topdollar for Klaus Riskær, men nogle år efter skulle optur vendes til konkurser, en ekskludering fra Venstre og lange retssager, men det er en anden historie.

Sådan var 80erne

’Fattigfirserne’, ’forvandlingsfirserne’, ’de fede firsere’ –  eller hvad med ’forretningsfirserne?’

Danskerne begynder at spise burgere. Her i Burger King på Rådhuspladsen i København.
Danskerne begynder at spise burgere. Her i Burger King på Rådhuspladsen i København.
Vis mere

Fortællingen om individet vågner i 80erne, og 70ernes fællesskab smuldrer. Særligt yuppierne – young urban professionals – fylder meget som tidsmarkør.

Yuppierne er til caféer, cocktails og Gucci. Til modeller, dankort og hurtige biler. USA er in igen. Fastfoodkæder som McDonald’s og Burger King etablerer sig i gadebilledet.

Billedet af bz’eren, der læser Kafka, blev årets pressefoto i 1986.
Billedet af bz’eren, der læser Kafka, blev årets pressefoto i 1986.
Vis mere

I modsætning til yuppierne står den sortklædte nå-generation: I den er der ‘no future’-punkere og ejendomsstormende bz’ere.

Schlüter blev statsminister i 1982.
Schlüter blev statsminister i 1982.
Vis mere

I 1982 tiltræder den konservative Poul Schlüter som statsminister. Tidens politiske buzzword er ’kartoffelkur’. Regeringen indfører gevaldige renter på forbrugslån for at nedsætte gælden. Det betyder, at danskerne køber mindre, og at flere mister deres job.

Årtiet lakker mod enden. Berlinmuren falder i november 1989.
Årtiet lakker mod enden. Berlinmuren falder i november 1989.
Vis mere

Atomfrygten lever endnu, og den bliver ikke svækket af ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986, men svækkes, da Berlinmuren braser sammen, og Sovjetunionen står foran et snarligt kollaps.

50'ERNE: Marquis Marcel de Sade
50'ERNE: Marquis Marcel de Sade Foto: Privatfoto
Vis mere

60'ERNE: Stig Møller
60'ERNE: Stig Møller
Vis mere

70'ERNE: Suzanne Brøgger
70'ERNE: Suzanne Brøgger Foto: Linda Kastrup
Vis mere

80'ERNE: Klaus Riskær
80'ERNE: Klaus Riskær Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

90'ERNE: Søren Fauli
90'ERNE: Søren Fauli Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

00'ERNE: Joan Ørting
00'ERNE: Joan Ørting
Vis mere