Karsten Hønge om sit liv som arbejderdreng, soldat og politiker: Man kan ikke fortænke dem i, at de overvågede os

SFs Karsten Hønge fik sin telefon aflyttet, da han som ung, ræverød arbejdede for bedre vilkår for de værnepligtige. I dag forstår han det godt, for på venstrefløjen var de ’eddermaneme sure’ dengang.

SFs Karsten Hønge fik sin telefon aflyttet, da han som ung, ræverød arbejdede for bedre vilkår for de værnepligtige. I dag forstår han det godt, for på venstrefløjen var de ’eddermaneme sure’ dengang.

1. Vi overdrev ikke tandbørstningen

Vi boede i et meget lille byhus med tre bittesmå værelser. Vi sov alle seks mennesker i samme rum. Der var ikke bad, kun en zinkbalje på gulvet, der blev fundet frem hver anden uge. Huset blev varmet op af en kakkelovn, og der var ikke varmt vand i hanerne. Jeg er det yngste af fire børn, og første gang jeg var til tandlæge, var jeg seks år og fik rykket fire tænder ud. Vi overdrev ikke det med at børste tænder, det var ikke så udbredt dengang. Toilettet delte vi med naboen, og vi fik først bad, da jeg var blevet ca. 12 år. Selvom vi ikke havde mange penge, holdt vi dagbladet Aktuelt, og mine forældre var medlemmer af Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter under billedet

​2. Jeg så TV-Avisen med far

Der var meget stor klasseopdeling i Nykøbing Mors, man kunne se, lugte og høre det. De rige boede lidt længere væk i de flotte huse, de havde pænt tøj og kom på ferie. Min ferie var et besøg hos min fætter i Midtjylland, og jeg var også en enkelt gang i Sverige med spejderne. Selvom min far var invalidepensionist, var han ikke en type, der sprang over, hvor gærdet var lavest. Han var en to meter høj, bastant type og beklagede sig aldrig. Jeg husker også, hvordan vi i 1968 fik tv – jeg kunne godt lide at se TV-Avisen sammen med far. Senere så vi mange politiske udsendelser, og han tog mig med til politiske møder. Mine forældre fik et køleskab i gave til deres sølvbryllup, da jeg var ca. 10 år. Jeg syntes, at det var fuldstændig fantastisk.

Artiklen fortsætter under billedet

3.Vi sank ned i underklassen

​Selv nu kan det stadig give mig trækninger i kroppen, når jeg hører ordet ’invalidepension’, for min far, som var tømrer, kæmpede med dårlige lunger i mange år. Han gav op, og efter en ydmygende proces fik han pension, da jeg var ni år. Tidligere havde vi vel tilhørt den lavere del af arbejderklassen, men nu sank vi endegyldigt ned i underklassen. Der var bestemt folk, som havde det værre end os, men vi var fattige, og det er der sgu ikke meget sjov ved. Det var sidst i 60erne og med fire børn og en mor, der var rengøringskone, blev det virkelig svært. Maden var rationeret, tøjet lignede noget, katten havde slæbt ind, og vi boede meget småt i Nykøbing Mors, hvor jeg er født og opvokset. Til gengæld havde jeg meget frie rammer og levede en stor del af tiden udenfor med legekammeraterne. Jeg tænker ikke på mig selv som offer, men jeg lærte at bide tænderne sammen, og i andre situationer at slippe mine holdninger fri. I skolen fik jeg min ration af lussinger – det skete aldrig derhjemme, for mine forældre slog ikke os børn. Det var et ret moderne synspunkt dengang, og noget mine kammerater snakkede om.

4. Vi fandt sammen igen efter 30 år

​Her er jeg 19 år og sidder sammen med min kæreste Nuka. Hun havde strikket min fine vest i det såkaldte hønsestrik. Utroligt, men sådan noget tøj gik vi faktisk i. Hun og jeg var sammen i tre år, til jeg blev 21, hvor vores veje skiltes. Dog kun i ca. 30 år, for nu er vi sammen igen, efter at vi hver især har fået tre børn. I de mellemliggende år havde vi en smule kontakt med enkelte postkort. Men da jeg skulle besøge en ven i Aarhus, ringede jeg til hende. Det blev til en kop kaffe og én til, og nu har vi været kærester i nogle år.

Artiklen fortsætter under billedet

5. Tjente gode penge i Grønland

Her er jeg en ung mand på den første større jordomrejse sammen med min kæreste, som jeg senere blev gift med og fik to børn med. På denne rejse var vi væk et halvt år, hvor vi tog med den transsibiriske jernbane til Vladivostok og sejlede til Japan. Derefter til USA, hvor vi kørte på motorcykel i tre måneder. Jeg tjente pengene ved at arbejde som tømrersvend i ni måneder i Grønland – det kom der mange kroner ud af, for vi arbejdede på akkord ti timer om dagen, seks dage om ugen. Og skatten var lavere dengang. Jeg arbejdede også som tømrer i Norge og på Færøerne, og det betalte andre store rejser – bl.a. på motorcykel hele vejen Australien rundt og flere måneder i Afrika. Med arbejde og rejser blev det til næsten i alt tre år i udlandet.

​6. Hans mor døde som 40-årig

​Min yngste søn Pelle, som er ni år på billedet, og jeg tog på en rejse til USA. Vi skulle finde os selv efter at have mistet hans mor et par måneder tidligere i 2009. Hun døde som 40-årig efter at have været syg i meget lang tid. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har svært ved at fortælle om det. Det var nogle forfærdelige år, og umuligt at få noget som helst til at hænge sammen. Jeg var også medlem af Folketinget fra 2007 til 2011, altså mens hun var syg og døde. Min søn og jeg tog af sted til USA og lejede en Harley Davidson og rejste rundt i tre uger. Undervejs sov vi i telt i bjergene og i ørknerne eller boede på moteller og hoteller, og det var bare den helt rigtige beslutning. Jeg har rejst jorden rundt flere gange på forskellige måder og har besøgt 56 lande. Flere af rejserne har været på motorcykel.

Artiklen fortsætter under billedet

7. Tæt på at ryge i spjældet

Da jeg var i militæret, var der nogle sergenter, der opførte sig helt umuligt. De hånede og talte ned til os soldater. Det gjorde mig vred, så jeg jeg stillede mig helt tæt op ad en sergent – jeg var nok et hoved højere – og råbte mindst lige så højt igen. Det kom til at betyde, at jeg var ved at ryge i spjældet. Jeg blev kaldt ind på majorens kontor, og han sagde, at medmindre jeg havde en usædvanlig god forklaring, røg jeg ind. Det fik jeg heldigvis leveret, så jeg slap for at komme bag tremmer. Mens jeg var i militæret, blev jeg tillidsmand for de værnepligtige, og det betød, at jeg som 20-årig, ræverød knægt kom til møde med fforsvarsministeren og Forsvarskommandoen. Vi blev hentet i store biler med tonede ruder og kørt rundt til møderne. I 70erne blev det almindeligt, at venstreorienterede meldte sig til militærtjeneste i stedet for at blive militærnægtere. Militæret betragtede os som en slags femte kolonne, så vi blev overvåget. En generalløjtnant, som vi mødtes med, lagde ikke engang skjul på det. Man kan måske ikke fortænke dem i, at de overvågede og registrerede os. Dengang var vi på venstrefløjen eddermaneme sure.