Jørn Hjorting blev sat i pleje, fordi hans mor døde som 29-årig. I skolen blev hans blad Faklen forbudt, fordi han gjorde grin med lærerne. Senere hen gav en blindtarmsbetændelse god kontakt til sygeplejersker.
I MIT FOTOALBUM fortæller radio- og tv-vært Jørn Hjorting om sin opvækst der startede på fattiggården i Århus. Senere blev han fotomodel for den lokale fotohandler, og begyndte at ryge pibe som 14-årig. Læs med og få et indblik i Jørn Hjortings liv med højdepunkter og billeder, og hør ham fortælle om hans livs værste øjeblik, da ham konen Erna fandt deres datter liggende bevidstløs i en mose...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Jørn Hjorting, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Jørn Hjorting blev sat i pleje, fordi hans mor døde som 29-årig. I skolen blev hans blad Faklen forbudt, fordi han gjorde grin med lærerne. Senere hen gav en blindtarmsbetændelse god kontakt til sygeplejersker.
I MIT FOTOALBUM fortæller radio- og tv-vært Jørn Hjorting om sin opvækst der startede på fattiggården i Århus. Senere blev han fotomodel for den lokale fotohandler, og begyndte at ryge pibe som 14-årig. Læs med og få et indblik i Jørn Hjortings liv med højdepunkter og billeder, og hør ham fortælle om hans livs værste øjeblik, da ham konen Erna fandt deres datter liggende bevidstløs i en mose...
Født på fattiggården
1. Jeg blev født på fattiggården i Aarhus, ikke fordi vi var så fattige, men fordi min morfar var inspektør på stedet. Jeg blev født i deres spisestue, taget med tang. Man skulle tro, at de havde taget fat i mine ører. Mindre sjovt var det, at min mor, Esther, døde af kræft, da jeg var 7. Det var meget tidligt, hun blev kun 29. Min far, Carlo var i begyndelsen så påvirket af det, at vi børn blev sat i pleje. Han var købmand og havde en forretning i Aarhus, der gik nedenom og hjem i begyndelsen af 30’erne. Det var hårde tider, men heldigvis blev han kommunalt ansat som embedsmand på aldersrentekontoret. Jeg blev sat i pleje hos min fars gode venner, og jeg husker tydeligt, at de havde badekar og masser af gamle årgange af Hjemmet, som jeg læste flittigt. Det var min mor, der satte mig i gang med at læse, da jeg var fem år. Jeg læste Knold og Tot. Min far var jo en rigtig socialdemokrat, så vi holdt Demokraten, og der var en daglig dracula-agtig historie. Det var til min fars store fortrydelse, at jeg læste så tidligt. Jeg nåede tit at læse avisen, før han fik den.
Begyndte tidligt med røg
2. Her var jeg fotomodel hos den lokale fotohandler. Jeg begyndte faktisk også tidligt at ryge pibe, jeg var nok 14, men det er jeg stoppet med forlængst. Under Anden Verdenskrig var det jo meget svært at få tobak. Vi kom tørrede kirsebærblade og alt muligt i piben, så brændte det lystigt. Engang købte jeg en cigar til min far for at glæde ham. En forretning reklamerede med billige cigarer til alle, så der var en lang kø. Da min far fik den, sagde han: »Det her er vist en friluftscigar«. Et par dage efter læste vi i avisen, at det var en svindler, der havde lavet de cigarer. Der var hunde- og hestehår i. Men jeg havde da gjort et behjertet forsøg på at gøre min far glad.
Beslaglagde mit blad
3. Her er jeg på den permanente badeanstalt ved Risskov i Aarhus. Da jeg senere kom i skole blev vi i gymnastiktimerne jaget derud allerede i maj måned, uanset temperaturen, og smidt i vandet. Jeg hadede det! Til gengæld elskede jeg at gå i skole. Jeg kom i en drengeskole og hørte ikke til de stærke, der kunne klare sig i slåskampene. Men jeg havde mit lyse hoved. Jeg skabte skolebladet ’Faklen’, der kom til at gå langt over forventning, vi fik det trykt hos en bogtrykker og solgte det for 10 øre. Et af bladene blev forbudt, og jeg fik en skideballe, fordi vi havde lavet en fiktiv rolleliste, hvor lærerne optrådte i forskellige Shakespeare-agtige roller ud fra deres omdømme. Vi havde en sanglærer, som fik tildelt en lille birolle som ’Den Gale’, og det fik skoleinspektøren til at beslaglægge bladene - men da var de allerede udsolgt.
Stationsforstander-afløser
4. I skolen havde jeg Laurits Bindsløv som klasselærer, og han blev senere generaldirektør i DR. Jeg husker, at jeg blev meget sur dengang, man ændrede retskrivningsreglerne i 1948, hvor man afskaffede de store begyndelsesbogstaver på navneord og indførte bolle-å’et. Jeg gik ud af skolen efter realeksamen og blev elev på reklamebureauet Weber & Sørensen. Forinden havde jeg vundet en livrem i en konkurrence for et reklameslogan for et engelsk beklædningsfirma. Men det stod snart klart, at chefen mente, jeg kun skulle have med bogholderi at gøre, og det gad jeg ikke. Så jeg kom til at arbejde på en privatbane - Aarhus- Hammel-Thorsø-banen, som afløser for stationsforstanderne. Jeg dirigerede tog, sørgede for fragt og fejede sporene rene. Men det ville jeg heller ikke i det lange løb, så jeg gik på aftenkursus i to år og blev student.
En heldig blindtarmsbetændelse
5. I en periode gik jeg og puslede på universitetetmed teologstudiet, men det blev ikke til alverden, for jeg blev indkaldt til militæret, og det var jeg ikke umiddelbart glad for. Det var i 1952, hvor værnepligten netop blev sat op til 18 måneder. Mens jeg var rekrut i Fredericia, var der mistanke om, at jeg havde blindtarmsbetændelse og det skulle vise sig at være et held. Jeg kom på hospitalet, hvor jeg fandt ud af, at der var nogle dejlige unge friske sygeplejeelever. Efter at jeg blev sendt derfra, besøgte jeg dem i deres sygeplejebolig lige ved siden af. Og jeg blev meget populær blandt kammerater og fik nærmest vredet armen om af dem, fordi jeg skulle skaffe nogle flere sygeplejeelever til festerne og nytårsaften. Ja, der har du nok ret i, at jeg var pigernes jens.
Bevidstløs i mosen
6. Min kone Erna og jeg mødtes i 1956, men der gik nogle år, før vi blev par. Vi lærte hinanden at kende gennem fælles venner, der alle var meget interesseret i teater. Jeg kom på besøg hos Erna, men havde ikke nogen buket med, det var ellers comme il faut, men jeg sagde, at hun skulle få den senere. Syv år senere fik hun den som brudebuket. Mit livs værste øjeblik var, da vores datter lå i en mose i fem timer, hvor vi ikke vidste, hvor hun var. Pædagogerne i skovbørnehaven glemte at tælle børnene, efter at de havde været en tur i Enrumparken ved Vedbæk. Det skete i 1969, hvor hun var 2½ år. Gudskelov havde hun sit tornyster på, og det reddede hendes liv, for hun lå med det ene næsebor og det halve af munden over vandoverfladen. Hun var bevidstløs, og hendes temperatur var 31 grader, men hun kom sig heldigvis.
Telefonerne brød sammen
7. Jeg kom ind på Danmarks Radio i 1960, fordi de søgte en programassistent med ’kendskab til det lettere grammofonrepertoire’. Der var 129 ansøgere, og jeg fik efter sigende jobbet på grund af mit venlige smil. I begyndelsen sloges jeg lidt for, at de nye toner og ideer kunne komme frem. Jeg havde f.eks. programmet Teenagerhjørnet og havde besøg af navne som Pat Boone og Anita Lindblom. Hun var meget feteret dengang, men jeg må sige, at jeg har aldrig set nogen være så morgengnaven, som da hun medvirkede. Jeg kom til at arbejde i DR til og med 1996. ’De ringer, vi spiller’ kørte i 1968-96 og var en meget stor succes. Telefoncentralerne brød simpelthen sammen, fordi så mange ringede ind. Der var op til 1,3 mio. lyttere - og undervejs talte jeg med en gravid kvinde, som sagde: »Vandet går«, mens hun var i radioen. Boede i Paris 8. Mens jeg var på sergentskolen i København, blev jeg hentet ind til rektor og spurgt, om jeg kunne tænke mig at komme til Natos hovedkvarter i Paris. Jeg flyttede ind i en sidegade til Champs-Élysées og fik en scooter - det var bare dejligt. Jeg avancerede til at blive oversergent. En af de store oplevelser var, da jeg var med den øverstkommanderende i hans private fly til Pompeji, en endags-tur, som repræsentant for Danmark. Siden blev jeg ansat i Nestlés reklameafdeling, og 3-4 år efter kom jeg til at være talentspejder hos grammofonpladeproducenten Tono.
Boede i Paris
8. Mens jeg var på sergentskolen i København, blev jeg hentet ind til rektor og spurgt, om jeg kunne tænke mig at komme til Natos hovedkvarter i Paris. Jeg flyttede ind i en sidegade til Champs-Élysées og fik en scooter - det var bare dejligt. Jeg avancerede til at blive oversergent. En af de store oplevelser var, da jeg var med den øverstkommanderende i hans private fly til Pompeji, en endags-tur, som repræsentant for Danmark. Siden blev jeg ansat i Nestlés reklameafdeling, og 3-4 år efter kom jeg til at være talentspejder hos grammofonpladeproducenten Tono.
