Folkeskolereformen fik Allan Drud til at trække stikket fra den gerning, der har været hans kald, siden han var ung.
Det var fodboldtræningen med miniputterne i Bellinge på Fyn, der sparkede ham i gang. Han var 21 år og svulmede af glæde og stolthed, når han i øjnene på de små drenge kunne se, at de ikke bare lyttede til ham, men at de også ude på fodboldbanen voksede og blev dygtige.
Dér fandt den 21-årige Allan Drud sit kald. Kalenderen sagde 1975. Han ville være skolelærer.
Men den verden, de unge skolelærere i dag går ind i, er en af dem, der har forandret sig allermest de seneste årtier. Folkeskolereformen - som trådte i kraft for lidt over et år siden - er bare det seneste skridt på den vej. Og ét af dem, der har fået lærere til at stå i kø ved pensionsskranken.
Allan Drud stod der selv for et år siden. 60 år gammel rystede han i frustration på sit hoved og sagde ligeud til sin kone: »Jeg gider ikke være lærer mere«.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS OG LÆS ALLAN DRUDS HISTORIE - DU KAN OGSÅ LÆSE OM STEWARDESSEN, LANDMANDEN OG POSTBUDET - ALLE DER ENGANG VALGTE ET FAG, DER I DEN GRAD HAR FORANDRET SIG.
Folkeskolereformen fik Allan Drud til at trække stikket fra den gerning, der har været hans kald, siden han var ung.
Det var fodboldtræningen med miniputterne i Bellinge på Fyn, der sparkede ham i gang. Han var 21 år gammel og svulmede af glæde og stolthed, når han i øjnene på de små drenge kunne se, at de ikke bare lyttede til ham, men at de også ude på fodboldbanen voksede og blev dygtige, når han tacklede dem rigtigt.
Dér fandt den 21-årige Allan Drud sit kald. Kalenderen sagde 1975. Han ville være skolelærer.
Den gode nyhed er, at tusindvis af unge mennesker i dag stadig føler sig kaldet til faget. Efter en drastisk faldende kurve i begyndelsen af 00erne, vendte bøtten i år med en rekordhøj tilstrømning til lærerseminariet.
Men den verden, de unge går ind i, er en af dem, der har forandret sig allermest de seneste årtier. Folkeskolereformen - som trådte i kraft for lidt over et år siden - er bare det seneste skridt på den vej. Og ét af dem, der har fået lærere til at stå i kø ved pensionsskranken.
Allan Drud stod der selv for et år siden. 60 år gammel rystede han i frustration på sit hoved og sagde ligeud til sin kone: ’Jeg gider ikke være lærer mere’.
»Jeg har altid været glad for at være lærer. Men dér sagde det bare bum. Skulle jeg gå derfra med gode minder i behold, var det nu!« siger han.
Dén dag, det sagde bum, var det 36 år siden, at en færdiguddannet Allan Drud blev en del af den danske folkeskole. Dén dag trådte han ind i den 1. klasse, som han skulle være klasselærer for. Skolen var helt ny, lærer-teamet det samme. Unge, sprængfyldte med energi og tro på deres gerning. Selv var han kort forinden begyndt i divisionsfodbold, og var jævnligt i de lokale aviser. Det gav nogle billige point hos eleverne.
Men sommerfuglene flakkede livligt i maven, da Allan Drud gjorde sin entré i klasseværelset. For én ting var alle de videbegærlige børn, noget andet var deres forældre, som fulgte med fra bageste række.
Gruede for forældrene
»De var vel 10-15 år ældre end mig. Jeg blev pludselig mit ansvar meget bevidst og gruede for, hvad de tænkte om mig. Men jeg følte mig også modig og begyndte at fortælle løs om Maslows behovspyramide, begyndte at rykke alfabetet fem pladser for at give indtryk af, hvor svært det var at lære at læse. Der gik ikke mere end ti minutter, før en far rakte hånden i vejret. ’Da jeg gik i skole....’. Han havde ikke fattet en brik af, hvad det var, jeg havde gang i.«
Han griner højlydt ad sig selv og ad den ild, han var opslugt af i sin første time. Slår over i et nostalgisk smil, når han tænker på sine unge år i gerningen.
»Det var et supermiljø, for der var penge til at drive en god skole, der var gode betingelser for inspektøren, som ikke skulle tage hensyn til ældre kolleger, for vi var alle ret nyuddannede.
Hvert år var vi på lejrskole, hvor vi underviste ude i naturen. For ingen penge fik vi stablet det på benene. Vi fandt en billig hytte, forældrene kørte os derhen, én havde en trailer, som vi smed cyklerne bagi. Vi var sammen om tingene.
Det var sjovt at være lærer. Det var frihed under ansvar,« fortæller Allan Drud, som gradvist har mærket forandringerne på egen krop. Forandringer affødt af politiske beslutninger. Og af samfundet-udviklingen.
»På Nordfyn, hvor jeg har arbejdet, har der generelt været god opbakning til skolen. Men hele det politiske system har jo været styret af økonomi, som har betydet, at det er blevet hårdere og sværere at være lærer.
Men den måde, som vi lever på, har jo også gjort, at rigtig mange børn har det svært. I de sidste to klasser jeg havde, var 45 pct. af børnene skilsmissebørn, og det kræver rigtig meget af os som lærere at kunne tackle dem. For hvis du vil være en god lærer, så skal du ikke bare gå ind i klassen og se 25 børn som en stor bunke. Du skal se dem som 25 individer, som du skal flytte derfra, hvor de er. Og det synes jeg ikke, at vi har de rigtige betingelser til at gøre. Jeg synes godt nok, at de sidste 5-10 år er blevet hårde,« siger Allan Drud ligeud.
Når han taler om sit fag, siger han stadig ’vi’, er stadig lærer indeni. Det har været et kald for ham i så mange år, at selv ikke pensionisttilværelsen med udsigt over vandet kan få ham til endegyldigt at slukke for den indre ild.
»Jeg kan mærke, at unge lærere i dag har det hårdt og piver lidt. Jeg har selv en søn, som er skolelærer og ikke længere gider kæmpe med grænserne. Men jeg tog de kampe.«
Siddende ved kaffebordet i hjemmet på den sydfynske ø Thurø giver han et eksempel på den slags kampe, der de senere år er blevet en del af lærernes hverdag.
Vigtigt at tage kampene
Det var en idrætstime, hvor en af eleverne ikke gad deltage i opvarmningen. Allan Drud stoppede musikken, sagde til eleven, at hvis han ikke gad deltage, skulle han gå ud. Nu. Det affødte vilde protester. Scenen gentog sig flere gange. Til sidst sagde Allan Drud, at han var nødt til at ringe til drengens mor og forklare og foreslå, at eleven fremover blev fritaget for idræt. For Allan Drud ville ikke se ham i timen, og måske ville han få mere ud af en dansk- eller matematik-time i stedet.
»Selvom han protesterede, ringede jeg til hans mor og bad dem snakke det igennem, og efterfølgende give mig et svar. Næste dag mødte eleven op og gav mig hånden og sagde undskyld. Og deltog i timen. Pointen her er, at hvis du som lærer ikke tager den kamp med det samme, tager den elev fire mere med, som heller ikke gider varme op. Og så tager de endnu flere med. Derfor er de kampe vigtige.
Skolebørnene i dag er curlinggenerationer, og de mener, at alt er til diskussion. De er helt sikkert blevet meget mere forkælede. De bliver jo kørt i skole, bare det regner!
Sproget er anderledes, respekten væk. Så hvis du som lærer ikke er god til at kalde en spade for en spade, har du det virkelig ikke nemt i dag. Hvis du ikke tager klasserummet, så tager det dig, så tager de magten fra dig,« siger Allan Drud og tilføjer så med ærgrelse i stemmen: »Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan man være lærer på mange måder. Og der er rigtig mange, som ikke skulle have været det, som ikke brænder nok for undervisningen. De skulle have været sorteret væk.«
Udenfor skinner solen. Hans kone leger på græsplænen med et af de mange børnebørn. Latteren trænger ind i stuen. Allan Drud smiler.
»Jeg er så taknemmelig for den periode, jeg har været lærer i. Jeg har virkelig været glad for det og nydt det. Ville jeg tage en tur igen? Ja. Jeg ville rigtig gerne være lærer igen, undervise igen. Men ikke i en folkeskole. Så ville jeg gå efter en idrætsefterskole, vælge noget, som eleverne selv har valgt at være.«
