Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Joachim Knop om ikke at blive voksen, påkalde ild over et mål og om være kontant og direkte.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og læs denne uges ERKENDELSE med Joachim Knop og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Joachim Knop om ikke at blive voksen, påkalde ild over et mål og om være kontant og direkte.
Jeg bliver rigtig harm når ... børnene ikke makker ret. Især når jeg er alene om dem og står og skal smøre tre madpakker. Børn skal jo forstå, at det ikke altid er let, og det gør vores børn heldigvis også. Min datter på seks år er nu blevet så selvstændig, at hun selv kan gå i skole. Vores tre børn har forstået, at deres forældre har en kaotisk hverdag, så de er nødt til at mande sig op. Den yngste har hurtigt lært at blive stor.
Om kort tid har jeg ... premiere på ’Den nøgne sandhed’ sammen med Farshad Kholghi, Mikkel Schrøder og Gordon Kennedy. Det er et meget personligt show, der handler om en kaotisk hverdag. Men jeg får heldigvis energi af at være i kaos. Vi har lige været på pressetur i hele landet, ikke mindst dejlige Jylland. De fleste tekster har vi skrevet selv, og vi tager meget udgangspunkt i os selv med emner som: ’Vi er til tider ved at blive sindssyge af vores koner’, eller: ’Hvorfor skal alle mænd tænke på størrelsen af deres tissemand?’ Ja, årsagen til, at mænd tænker på dét, må være et urinstinkt, mænd er måske bange for, at parringen går galt, fordi kvinden enten er ved at dø af grin, fordi den er så lille, eller de er bange for, at kvinden løber skrigende væk.
Jeg går ikke ind for ... en opdragelse, hvor det hele tiden handler om, hvad barnet har lyst til, for der er bare nogle ting, der skal gøres. Tøj skal i vasketøjskurven, og man skal møde til tiden, det er vigtigt at lære hjemmefra.
Jeg foreslog lærerne på skolen, at ... de sendte min søn op til rektor, da de fortalte, at han var lidt ukoncentreret. Så blev de helt forvirrede og sagde: ’Nej nej, det gør vi ikke’. Og rektor ville sikkert ikke ane, hvad han skulle gøre med en dreng, der ikke opførte sig ordentligt i klassen. Det er en anden tid i dag, åbenbart. Men jeg elsker vores børns skole, og den er heldigvis en god blanding af gammelt og nyt. Jeg kan godt lide de lærere, der kræver noget af eleverne med faste rammer. Det gode ved dem er, at man sagtens kan lave ballade inden for dem. Man kan sagtens være fræk alligevel. Min slags, som sikkert har for meget ild i røven, kan godt lide struktur og konsekvens.
Det gjorde sgu ondt ... da jeg selv var skoleelev, og min lærerinde med knyttet næve trykkede en ring ned i hovedet på mig, når jeg var uartig. Det var på Krebs Skole engang i 70erne, nogle af lærerne var de samme, som min far havde haft, og jeg tror ikke, de havde forstået, at revselsesretten heldigvis var ophævet.
At jeg spillede den smarte velhaver Peter i ’Kærlighed ved første hik’ ... er jeg i bund og grund glad for. Det er godt, at folk kender mig fra et eller andet. Jeg synes ikke, det har været nogen hæmsko. Det eneste problem har været, at teater- og filmverdenen ikke kunne finde ud af, om jeg er operasanger eller skuespiller. Men filmene medførte også, at jeg mødte folk, der troede, at jeg hed Peter i virkeligheden. Sådan er det. Man møder mange mærkelige mennesker på sin vej som halvkendt. Jeg må jo indrømme, at jeg ikke tør tænke på, hvad Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke har skullet lægge øre til. Men jeg har så sandelig også skullet svare på mange mærkelige spørgsmål. Men det er en del af branchen. Jeg er stødt på ældre mennesker, der har sagt: ’Hvor er det dejligt at se, at du faktisk er et sympatisk menneske’. Og jeg tænker: ’Undskyld, du troede vel ikke for alvor, at jeg var som i Anja og Viktor-filmene?’
Jeg er rigtig god til ... at have mange bolde i luften, det vil jeg tillade mig at rose mig selv for. Det er man nødt til som freelancegøgler og far til tre. Man skal kunne jonglere og affinde sig med, at man ikke altid griber alle boldene. Det kan også være, jeg ikke laver en specielt flot kage, når der er børnefødselsdag, men kun har krydderboller i ovnen, men de smager nu også godt. Selvom jeg bor på Østerbro, som kaldes ’2100 Spelt’, så er der ikke noget spelt i mig. Det mest spelt-agtige, man får ind i mig, er de grove krydderboller fra Netto.
Jeg elsker ... overspringshandlinger. Når jeg sidder derhjemme og skal lære roller, skulle jeg måske droppe lidt oprydning og i stedet repetere teksterne. Men jeg får det altid lært, for der sker noget i 11. time, så får jeg lige et ekstra gear. Selv da jeg gik på Krebs Skole kunne jeg finde på at vække min mor klokken 3 om natten og sige: ’Du skal lige hjælpe mig med at skrive en stil færdig’.
Jeg måtte lige sunde mig efter ... at min kone sagde: ’Jeg venter vores tredje barn’. Det skete for syv år siden, og jeg satser meget på, at jeg er far til hele bundtet, selvom de alle ligner deres mor. Gaven fra Vorherre er, at børnene er forskellige, så man elsker dem på hver sin måde.
Jeg blev stoppet af politiet ... for mange år siden, hvor der var lidt rigeligt med mennesker i mine forældres Volvo. Politiet mente, at dem, der sad i bagagerummet, skulle tage bussen resten af vejen. Jeg tror faktisk, jeg fik charmet mig fra en bøde, selvom det var en mandlig politibetjent. Min kone siger, at jeg ubevidst trækker ’Anja og Viktor-kortet’, når jeg taler med folk, vi ikke kender, men det bilder jeg mig ind, at jeg ikke gør – jeg charmerer dem sgu bare. En anden gang, hvor ordensmagten greb ind, kørte jeg uden lys på cyklen, og en politibil kørte op på cykelstien foran mig, og en politibetjent sprang ind foran mig, stoppede cyklen og spurgte mig nærmest, om jeg var psykopat. Da kom jeg til at grine, selvom jeg ikke havde røget hash, men det var så overdrevet, at jeg ikke kunne lade være. Det kostede 500 kr.
Det mest latterlige ved os skuespillere og sangere er ... at vi husker kun de dårlige anmeldelser. Jeg skal blankt erkende, at lige netop den anmeldelse, jeg fik for ’Barberen i Sevilla’, blev jeg glad for, for jeg blev fremhævet for at have sunget titelpartiet godt, og det er ellers svært, og det er gået galt for mig før. I andre anmeldelser bliver jeg kaldt ’skuespilleren, der skulle holde op med at synge opera’. Så når der endelig er en anmelder, der synes jeg kombinerede skuespil og sang på en god måde, så bliver jeg glad.
Jeg var ved at grave mig selv ned efter ... at jeg kørte bilen ned på stranden på Fanø, og så kom jeg selvfølgelig så tæt på vandet, at jeg ikke kunne få den væk igen. Jeg fandt heldigvis syv tyskere, som fik skubbet mig fri. Min kone grinede ad mig og sagde: ’Dét gør du ikke igen’, men der gik tre dage, og så sad jeg fast igen, og der var ingen tyskere på stranden. Jeg løb og skreg og skrålede, mens bilen sank, og helt oppe i byen fandt jeg en mand med en traktor, der trak mig fri. Det tog halvanden time. Da havde jeg lyst til at grave mig ned i det sandhul bagefter.
Jeg synes, det er upassende, når andre ... er for højlydte i det offentlige rum, når man går og nærmest råber i mobiltelefon om private forhold. Det vil vi gerne være fri for at høre. Jeg er jo næsten sådan én, der siger, at alt var bedre i gamle dage, men det mener jeg ikke. Men vi må aldrig glemme at tage hensyn til hinanden. Jeg synes heller ikke, det er i orden, når fem unge mennesker fylder hele fortovet, så man skal ud på cykelstien for at komme forbi.
De mest irriterende mennesker er dem, der ... er opblæste egoister. Engang prøvede jeg at bilde nogen ind, at jantelovn er o.k., og det er måske at stramme den, men jeg kan godt lide ydmyghed. Jeg var i USA i tre uger og var ved at kaste op hele tiden. Jeg ved godt, at nogen mener, vi kan lære meget af amerikanerne, og selvfølgelig skal de have lov til at være stolte af deres præstationer, men man kan altid gøre det i en ydmyg tone. Det er måske dét, janteloven kan. De er meget selvglade i USA. Det handler om penge og berømmelse, og det var jeg ved at brække mig over. Jeg gad da ikke høre om, hvad folk tjente. Og de var alle in between movies og how are you doing. Det eneste, jeg tænkte, var: Do you care. Jeg syntes simpelthen, det var så falsk.
