Det tidligere europaparlamentsmedlem for Junibevægelsen Jens-Peter Bonde fortæller her om at køre bil, inden man er fyldt 10 år - og hvordan han pludselig stod med to sønner ved navn Martin.
I MIT FOTOALBUM fortæller Jens-Peter Bonde også om sin opvækst i et meget kristent hjem - og hvordan han politisk flyttede sig fra de radikale til Junibevægelsen.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Jens-Peter Bonde og hans barndom, opvækst, ungdom og voksenliv - suppleret af masser af billeder fra det private fotoalbum.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Jens-Peter Bonde fortæller her om, hvordan han kørte bil, før han fyldte ti år, at han troede, han skulle dø i et fly, og at han lige pludselig havde to sønner med navnet Martin
1. Ikke så heltemodige, men...
Jeg boede de første 12 år i Aabenraa, og siden flyttede familien til Styrtom. Min far var snedkermester og siden møbelhandler, og min mor var syerske. Vi boede i en lille almennyttig lejlighed oppe under loftet, med et soveværelse med køjesenge til alle, også mine forældre.
Min mor var meget begavet, men kom ud at tjene som 14-årig. Som syerske på fabrikken Kofa syede hun uniformer til tyskerne under krigen, og hun sørgede for, at knapperne var syet dårligt på, så de faldt af.
Hun arbejdede også hos kordegn Andersen, hun gjorde hans tøj rent, efter han havde været ude at hente våben om aftenen til modstandskampen. Kordegn Andersen var i øvrigt Ulf Pilgaards onkel. Vi danskere var måske ikke særligt heltemodige under krigen, men vi kunne holde vores kæft.
Min far var værkfører på et snedkerværksted, hvor de kommunistiske svende havde våbenlager.
2. Et meget kristent hjem
Det var første skoledag, og jeg havde tornyster på, på vej til Rugkoppel Skole. Jeg var en både flittig og dygtig elev, jeg havde måske drivkraften fra min far, som arbejdede fra kl. halv fem til sen aften hver dag syv dage om ugen. Det gør jeg også i dag.
Jeg voksede op i et fattigt hjem, rugbrød og franskbrød bagte vi selv, og først da jeg var omkring 18, var jeg på restaurant første gang. Mine forældre var meget kristne, højkristne, og jeg gik på missionsskole. Vi bad bøn før og efter måltiderne.
Vi havde ikke køleskab, men et trådskab, hvor man kunne sætte kød ind. Det ville jo have passet godt ind i historien, hvis jeg kunne sige, at jeg fik tæsk morgen, middag og aften, men sådan var det ikke. Jeg fik kun tæsk fire gange, det foregik ved, at mine bukser blev trukket ned, og så fik jeg smæk i den bare. Jeg besluttede, at mine egne børn aldrig skulle udsættes for det.
3. Kørte bil som 10-årig
1962. Her var jeg 14 og lige konfirmeret, jeg fik en grammofon, og min første plade var med Louis Armstrong.
Jeg begyndte at arbejde, da jeg var fire år. Jeg hjalp kioskejeren, for han havde kun én arm. Jeg var dermed kioskejerens højre arm. Han havde mistet den ved en ulykke på højspændingsværket. Han havde en bil af mærket DAF, den uden gear, og jeg sad på forsædet, og vi kørte rundt om morgenen fra hus til hus og delte aviser ud.
Senere, inden jeg blev ti år, kørte jeg selv den DAF-bil, det var tidligt om morgenen, før politiet var oppe, og da jeg blev 12, fik jeg min egen cykelrute.
4. Ungdomsoprør med Bertel Haarder
Jeg prøvede her min fætters knallert, jeg var ikke vild med den slags, jeg havde selv en såkaldt røvskubber.
I ungdomsårene fik jeg min første kæreste, da jeg var 16, og i 3. g. gjorde vi mere end at holde i hånd.
Den seksuelle frigørelse med hash og fri sex gik min næse forbi. Men det politiske opgør, hvor studenterne fik plads i studieråd og ledende organer, der var jeg med. Jeg husker, at jeg arrangerede noget af det sammen med Bertel Haarder, men han kan ikke li’, når jeg minder ham om det.
5. Far til Martin og Martin
Pludselig fik jeg et bonusbarn. Han dukkede op som 27-årig, samtidig med at jeg fik min yngste søn i 1997. De næste dage skrottede jeg alt, hvad jeg havde prædiket om, at miljø betød alt og arv intet. Det var min søn, der var kun én kraft i mig, og det var den biologiske. Om så han havde været forbryder, var han min søn.
Jeg havde i forvejen to sønner med min kone, og da Martin dukkede op, måtte jeg indse, at nu havde jeg to Martin’er. Og blev pludselig far til fire i Kraks Blå Bog.
6. På ølejr
Da jeg var landsformand for Radikal Ungdom, var vi på ølejr hvert år på Stryhnø. Dengang var jeg med i kampagnen mod atomkraft. Det var omkring 1970, da jeg altså blev far første gang, selvom jeg først fandt ud af det 27 år efter.
Som politiker har jeg aldrig været revolutionær, sådan som andre var på den tid. Jeg tordnede mod EF i 1972, men fra 1992, hvor Danmark stemte nej til unionen, indså jeg, at modstanden mod EU ikke kun var stor i Danmark, men i hele Europa, og vores nej blev modtaget med begejstring i Europa. Derefter skiftede vi navn fra “Folkebevægelsen mod EU” til Junibevægelsen.
7. Gav Arafat en gul plastikhammer
Jeg havde medbragt en gul plastikhammer til Arafat, da jeg mødte ham første gang. Min søn havde hørt, at han skulle bygge en ny stat, og derfor mente han, at han havde brug for en hammer. Det syntes Arafat var ret sjovt, og han sagde, at han ville bruge den gule hammer, når han skulle åbne det første parlament i Palæstina.
8. Troede jeg skulle dø
Jeg var her på forsiden af BT, fordi jeg var ved at falde ned med fly. Jeg var sammen med Henning Moritsen og Torben Lund. Vi fløj over Amsterdam mod Bruxelles, og pludselig var vi ved at flyve ind i et militærfly, og derfor dykkede flyet pr. automatik. Det var helt uvirkeligt, bakkerne med cognacflaskerne hang oppe i luften, det var som et billede af Magritte, alt, kopper med kaffe, fløj rundt, indtil det igen stabiliserede sig. Jeg nåede at sige farvel til mine børn - jeg troede, jeg skulle dø.
