Jannie Petersen var 44 år, udmagret, underernæret, hiv-smittet, boligløs og alene. Hendes ældste søn var flyttet, og hendes yngste søn var blevet fjernet. Hun var prostitueret, og i mere end halvdelen af sit liv havde hun været afhængig af heroin. Iført stramme sorte gamacher og med et hår, der var farvet højrødt af Matas’ farve 843, trak hun hver i Skelbækgade på den hårde del af Vesterbro. Et par af hendes tænder var knækkede, hendes støvler var foret med plastikposer, og hælene på de spidse støvler var slidt så langt ned, at snuderne stak skråt op over fliserne.
Jannie Petersen, der havde taget heroin, siden hun var 20 år, opsøgte et behandlingstilbud i Oehlenschlægersgade på Vesterbro. En adresse, der skulle blive omdrejningspunkt for hende mange år frem. I dag arbejder hun som leder af et hotel i de selvsamme lokaler, hvor hun selv blev stoffri for 16 år siden. I sit arbejde gør hun brug af de erfaringer, livet som stofmisbruger har givet hende. LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele Jannies historie ...
Som 20-årig prøvede Jannie Petersen heroin for første gang. Den umiddelbare lykke blev til tyve års ulykke, inden hun endelig lagde livet om og i stedet blev leder af et hotel på Vesterbro.
Hun var ikke knækket, da hun begyndte i afrusning, men det var tæt på.
Jannie Petersen var 44 år, udmagret, underernæret, hiv-smittet, boligløs og alene. Hendes ældste søn var flyttet, og hendes yngste søn var blevet fjernet. Hun var prostitueret, og i mere end halvdelen af sit liv havde hun været afhængig af heroin.
Iført stramme sorte gamacher og med et hår, der var farvet højrødt af Matas’ farve 843, trak hun hver i Skelbækgade på den hårde del af Vesterbro. Et par af hendes tænder var knækkede, hendes støvler var foret med plastikposer, og hælene på de spidse støvler var slidt så langt ned, at snuderne stak skråt op over fliserne.
»Jeg var så klar til forandring og havde et lille håb og en lille smule styrke tilbage. Dét brugte jeg.«
Jannie Petersen, der havde taget heroin, siden hun var 20 år, opsøgte et behandlingstilbud i Oehlenschlægersgade på Vesterbro. En adresse, der skulle blive omdrejningspunkt for hende mange år frem. I dag arbejder hun som leder af et hotel i de selvsamme lokaler, hvor hun selv blev stoffri for 16 år siden. I sit arbejde gør hun brug af de erfaringer, livet som stofmisbruger har givet hende.
En anden baggrund
Der er kaffe og pariserlinser på bordet i lejligheden i Københavns nordvestkvarter. En svag lugt af cigaretrøg hænger i luften. Jannie Petersen fortæller usentimentalt, med humor og et socialt engagement. Hun har lige rundet de 60 år og har blomster i hele stuen.
Hun er bevidst om, at hun har fået muligheder, som mange andre narkomaner ikke har – og måske også en opvækst, der gav hende en del med hjemmefra.
»Min mor elskede mig. Det var jeg aldrig i tvivl om. Begge mine forældre havde gode job. Vi boede i Vanløse, og som 18-årig var jeg uddannet frisør,« fortæller hun.
Inden Jannie Petersen blev narkoman, mor, prostitueret og senere daglig leder af et hotel i København, var hun en pige fra Vanløse.
»Jeg er vokset op i en familie, hvor man spiste med kniv og gaffel.«
Men hjemmet bød også på vold og seksuelle krænkelser.
»Jeg lærte allerede som 13-årig, at det var vigtigt at have en kæreste, der kunne passe på mig. Den første var en dreng, der boede på et drengehjem ved siden af mit hjem. Han var så sød og charmerende. Havde en tatovering og en boret knallert, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor politiet altid ville have fat i ham.«
Med tiden blev hendes kærester sejere og fik flere tatoveringer. Deres overarme blev større, og knallerterne blev til motorcykler. Da Jannie Petersen var 19 år, mødte hun den mand, der både blev far til hendes børn, og som også introducerede heroin for hende.
»Jeg havde set Christiane F. (tysk kultfilm om en ung narkoprostitueret kvinde, red.). Det var det eneste, jeg kendte til den verden, før jeg stod med en kæreste, der var på stoffer, samtidig med at vi fik vores første barn.«
Selvom hun var forelsket, var det hårdt at få hverdagen til at hænge sammen.
»Det rev i mit hjerte, når jeg så min store, flotte kæreste tage stoffer. Jeg tiggede og truede ham om at lade være. Mit sidste våben var at give ham et chok,« husker hun og ryster på hovedet ad sin egen naivitet.
Det første fix
Planen var, at hun sammen med sin kæreste ville tage ned til pusheren.
»Da jeg kom ind i hans lejlighed, tænkte jeg: ’Der er ingen i Danmark, der ved, at det her findes’. Stuebordet var braset sammen og lå på gulvet, fyldt med tomme flasker, fyldte askebægre og kanyler. På en halvt afbrændt madras på gulvet sad en ung kvinde og forsøgte at stikke sig i armen,« husker Jannie Petersen, som snart selv skulle komme til at stifte nært bekendtskab med miljøet.
»Jeg havde planlagt at tage en lille smule heroin. Tanken var, at min kæreste skulle få et chok, og sammen skulle vi gå hjem, græde og love hinanden, at det aldrig ville ske igen.«
Men det gik stik modsat.
»Mit første fix føltes som om, jeg havde levet et helt liv nøgen ved Vesterhavet. I bidende frost og vind og i ba-gende sol og hede. Men stofferne føltes som om, nogen gav mig et beskyttende lag tøj på.«
Da Jannie Petersen og hendes kæreste gik hjem, var humøret højt. De lagde planer for, hvordan de kunne leve et liv med både stoffer, arbejde og barn.
De aftalte, at stofferne kun skulle indtages den første i hver måned.
»Men der var godt nok lang tid, til det var den første. Mine forældre havde altid drukket en flaske rødvin hver lørdag aften, da jeg var barn. Måske skulle heroinen være vores rødvin. Men så kom vi i tanker om, at vores venner gik i byen torsdag, fredag og lørdag. Hvorfor skulle vi så nøjes med heroin en gang om ugen?«
Stille og roligt blev stofferne trappet op.
»De var som sådan en Antonio Banderas, der stod i hjørnet og var klar til at kysse hver lørdag aften. Efterhånden blev det hver dag. Jeg elskede stofferne de første ti år. Det var en kærlighedsaffære, og jeg var smaskforelsket.«
Selv opdagede Jannie Petersen ikke, hvordan hun gik fra heroinforelsket til rigtig narkoman.
»Jeg ville ikke være en klassisk narkoman. Jeg var jo sådan en med lækkert hår og franske negle. Jeg arbejdede som frisør i en salon, og i den branche var det ikke på mode at være på heroin.«
200 kr. i sekundet
Men pengene rakte ikke til Jannie Petersens og kærestens forbrug, så hun begyndte at klippe, permanente og farve kunder derhjemme for sorte penge.
»Stofferne blev et monster, der langsomt åd mit liv. Jeg havde hård hud på fingrene af alt det arbejde.«
En dag, da hun købte stoffer på Istedgade i København, blev hun passet op af en mand, som tilbød hende 300 kr. for sex.
»Det tog under halvandet sekund, så stod jeg med 300 kr. i hånden. Jeg skulle knokle med hårfarven i timevis for at tjene de samme penge.«
Det blev begyndelsen på en karriere, hvor Jannie Petersen både arbejdede som escortpige til op imod 1.500 kr. i timen og accepterede helt ned til 150 kr. for sex, når det var værst.
På det tidspunkt var hun blevet single og havde fået barn nummer to, som var blevet fjernet af myndighederne. Så Jannie Petersen havde ’friheden’ til at arbejde nat og dag. Og det gjorde hun.
»Jobbet generede mig ikke. Der er folk, der siger, at de aldrig kunne arbejde med døende småbørn, og dem, der aldrig kunne være prostituerede. Mig generede det ikke. Faktisk synes jeg, det er værre, når man er 38 år, har været flaskedreng hele sit liv og aldrig kommer videre. Det er da en tarvelig chef, der aldrig giver én chancen.«
Op fra bunden
Selvom stofferne og kunderne ikke generede hende voldsomt, kom der alligevel en dag, hvor hun ikke kunne mere. Hiv-smittet, heroinafhængig og underernæret tog hun imod et tilbud om afrusning i Oehlenschlægersgade på Vesterbro.
»Først blev jeg afruset, og bagefter blev jeg sendt et halvt år på landet. Der gik jeg og tænkte over, hvordan mit liv skulle se ud fremover.«
Statistikkerne afslører, at op imod 80 pct. af alle narkomaner ikke kan nøjes med en enkelt afvænning. De falder i igen og igen. Dét nægtede Jannie Petersen, som med egne ord er ’typen, der altid finder på noget’.
Da afrusningen i Oehlenschlægersgade skulle lukke ned og flytte på landet, fik hun og stedets tidligere leder den ide at gøre det til hotel. Planen var at tilbyde tidligere misbrugere aktivering, indtil de var klar til arbejdsmarkedet. På det tidspunkt fik Jannie Petersen førtidspension, så hun meldte sig som frivillig leder af stedet.
»Jeg er ikke sådan én, der maler og bærer tunge ting. Jeg fortæller vittigheder, bager kage og folder mærket på din trøje ned i nakken, hvis det stikker op,« griner hun.
Men det var en stor omvæltning at blive leder af et hotel og 30 mere eller mindre ansatte.
»Jeg skulle bl.a. skrive breve til jobcenteret. Med tiden blev hendes stilling så fast, at hun ikke længere kunne kalde sig frivillig. Men måtte bede om løn.
»Som prostitueret havde jeg prøvet at have sex for alt mellem 150 og 1.500 kroner. Jeg vidste intet om penge. Jeg havde været så fattig, at jeg kunne samle en halv yankiebar op af skraldespanden og spise den. Og så rig, at jeg kørte i taxa til Mad & Vin, hvis jeg havde glemt en liter mælk.«
Hun var nødt til at undersøge, hvad hun skulle have for sit job.
Hun begyndte med 25.000 kr. om måneden.
»Det var fandeme en god løn.«
Siden er Jannie Petersen steget en del i løn, men jobbet er det samme. Hun hygger om medarbejderne og sørger for, at hotellets 10 værelser altid er klar til turister og konferencegæster. Hver dag konfronteres hun med mange skæbner på Vesterbro, som minder om hendes egen.
»Jeg ville rigtig gerne have levet anderledes. Jeg hader den der sætning: ’Det har gjort mig til den, jeg er i dag’. Jeg ville bare rigtig gerne have været det foruden,« siger hun.
