En kronisk følelse af at være anderledes gav Sigmund problemer i skolen og konflikter med kammeraterne. Først da han sprang ud som lokal musical-diva, fandt han venner og livsglæde. Mød Sigmund - divaen fra Sørvad, der fulgte sine drømme og tog vejen fra Sørvad til 'Danmark har Talent'.
Klokken fire om morgenen er Sigmund Trondheim stået op. Sammen med tusindvis af andre har han hele dagen stået i kø i Falkoner Centret i København, og ventet på sin chance. Han vil bevise, at han har talent nok til at komme med i TV2’s show, ’Danmark har talent’. Først kl. 22, da alle andre har givet nåleøjet et forsøg, er det Sigmund Trondheims tur. Nu skal han vise, at han kan danse. Nu skal han vise, at der kan komme noget godt ud af en diva fra Sørvad med mere hang til karaoke end matematik.
Læs om Sigmund - divaen fra Sørvad og hans opvækst, hans drømme og hans vej til 'Danmark har Talent'.
Opret abonnement på BT PLUS og få adgang til reportager, guider om alt fra sundhed til økonomi og elektronik. 1. måned er gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Klokken fire om morgenen er Sigmund Trondheim stået op. Sammen med tusindvis af andre har han hele dagen stået i kø i Falkoner Centret i København, og ventet på sin chance. Han vil bevise, at han har talent nok til at komme med i TV2’s show, ’Danmark har talent’. Først kl. 22, da alle andre har givet nåleøjet et forsøg, er det Sigmund Trondheims tur. Nu skal han vise, at han kan danse. Nu skal han vise, at der kan komme noget godt ud af en diva fra Sørvad med mere hang til karaoke end matematik.
Ind på scenen træder 19-årige Sigmund. Klædt i sorte jeans og en skjorte. Kun øjnene, som er malet kraftigt op med sort, som et par 3D-briller, afslører, at her kommer én, der ikke er som de andre.
Dommerpanelet nikker forventningsfuldt. Og Sigmund kaster sig ud i en hidsig kombination af vogue, jazzballet – og livsglæde. Efter to minutter er ingen af dommerne i tvivl: Sigmund fra Sørvad har talent.
Outcast i Sørvad
Der bor 1.200 mennesker i Sørvad. Landsbyen ligger 12 kilometer syd for Holstebro. Det er her, Sigmund er vokset op.
Byen nævnes ofte i hans fortælling. Med lige dele kærlighed og overbærende fnis beretter han om den lille soveby, hvor piger klæder sig ud, og drenge spiller fodbold. Midt imellem stod Sigmund.
»Jeg var totalt outcast i Sørvad. Jeg hang altid med pigerne, men var virkelig ikke særlig populær. Drengene spillede fodbold, og det gad jeg ikke.«
Han kan stadig huske den velkendte sætning, hver gang han nærmede sig en vejfest eller ungdomsskolen: ’Der kommer Sigmund’, hviskede de. De var aldrig decideret onde, og Sigmund nægter at bruge ordet mobning, for det var ikke det, det var. Det var en følsom dreng uden venner.
»Jeg havde ingen venner og oplevede aldrig noget spændende. Når jeg havde fri, sad jeg altid foran computeren og kiggede på Britney, Madonna og min favorit: Lady Gaga. Mine dage gik med at lave mine egne musikvideoer og hygge mig med familien,« husker han.
Skolen har altid været en udfordring for Sigmund. Så da hans forældre hørte, at der var optagelsesprøve på balletskolen i Holstebro, øjnede de en ny start for deres ældste søn. I begyndelsen gik det fint. Sigmund fik venner på balletskolen. Men i de større klasser blev det sværere. Der var ingen drenge i klasserne og pigerne var nogle ’værre teenagetøser’.
»Og jeg var meget følsom og meget nærtagende. Man kunne slet ikke sige noget til mig, før jeg råbte noget tilbage.«
Skæv profil
Lærerne var søde og forstående over for den følsomme Sigmund. I dag ved han, at han har det, som professionelle vil kalde en skæv indlæringsprofil. Hvor dans, sang, koreografi, idræt og sprogfag faldt ham legende let, kæmpede han med kemi, matematik og biologi. Han forstod det simpelthen ikke, og lærerne slæbte ham op på et firtal. Når bølgerne gik allerhøjst i klasseværelset, var det læreren Louise, som trøstede Sigmund.
»En dag betroede jeg hende, at jeg nogle gange havde lyst til at forlade verden. Hun knugede mig ind til sig og sagde, at jeg skulle love aldrig at gøre det. Det ville jo knuse mine forældre totalt.«
Sigmund kom til skolepsykolog, hvor han fik konstateret noget, der mindede om Aspergers syndrom eller ADHD.
På et tidspunkt blev de højlydte skænderier mellem Sigmund og pigerne på skolen for meget, og skolens ledelse gav ham et ultimatum. Enten skulle det være slut med at råbe ’møgludere’, når pigerne råbte ’klamme bøsse’ efter ham, eller også måtte han ud af skolen.
»Det var den værste dag i mit liv. Tænk, at blive smidt ud af en skole for dårlig opførsel. Dansen var jo hele mit liv. Jeg tog bussen hjem til Sørvad, hvor min far spurgte, hvad jeg havde allermest lyst til. Det var at se ’Sex and The City’, så sad jeg og så den sammen med min far resten af dagen,« husker Sigmund.
I Sørvad var der ikke andet at gøre end at melde sig ind på en folkeskole med en specialklasse, der kunne huse Sigmund.
»Jeg sad i en klasse med otte drenge, som alle var en flok indesluttede autister. Ingen piger. Jeg kunne slet ikke identificere mig med de freaks, selv om nogle af dem efterhånden blev mine venner,« griner han.
Men en dag skulle der opsættes en musical på skolen, og lærerne fik øje på, at Sigmund fra specialklassen havde helt særlige evner på scenen. Helt ekstraordinært gav læreren en specialklassedreng ansvaret for at skabe koreografien til stykket.
»Det var sgu op ad bakke at få pigerne til at forstå mine fierce trin,« husker Sigmund, som lærte flokken at give sig hen til Beyoncés ’Who run the world’ og Sigmunds store idol, Lady Gaga. Han nød hvert øjeblik.
»Vi øvede og øvede i festsalen. Det hårdeste var, når jeg skulle tilbage i specialklassen og sidde og terpe matematik med en flok autister, jeg knap kunne tale med.«
Musicalen blev en bragende succes, og det stod endnu mere klart for Sigmund – og hans forældre – at han skulle ind i showbiz, selv om der er langt fra Sørvad til Broadway. Så Sigmund tog 10. klasse om på en musik- og teaterefterskole.
»Det var lige det, jeg skulle. Jeg egnede mig simpelthen ikke til skolen, men her fik jeg venner og lov at vise de ting, jeg kunne. Samtidig var der et fællesskab med plads til alle. Også dem, som jeg kunne identificere mig med – de udadvendte.«
New York, Paris, Herning
Da året var gået, var ællingen endelig klar til at flyve. I hvert fald til at bo i egen rede – i storbyen Herning. Sigmund begyndte på HF i en Aspergerklasse, og der gik ikke længe, før han fandt vej til scenen i musicalen Cats, som skulle sættes op i Herning Kongrescenter.
»Min lærer spurgte, om jeg var sikker på, at jeg kunne klare begge dele. Og det kunne jeg slet ikke. Men jeg måtte se i øjnene, at Cats var dét, jeg ville. Det er dét, jeg kan. Skolen siger mig intet. Jeg kan jo kun finde ud af musik, gymnastik og sprogfagene,« smiler Sigmund.
Han erkender åbenlyst, at han drømmer om de store internationale scener, stående applauser og at danse foran et publikum. En drøm, som flytningen til Herning har hjulpet ham med at skærpe, og som han er kommet endnu tættere på med sin kvartfinaleplads i ’Danmark har talent’.
»Jeg er begyndt som danselærer på en ungdomsskole, og jeg er med i en ny opsætning af ’Fame’ i kongrescenteret.«
Jeg er en diva
I dag er det en helt anden Sigmund, som bevæger sig ud blandt andre mennesker.
»Første gang jeg gik på Crazy Daisy i Herning, var jeg rædselsslagen. Nu ’owner’ jeg det sted, når jeg kommer fredag aften med mine bitches. Jeg har fået rigtig mange venner i Herning. Før i tiden handlede alt om mig, og jeg fyldte meget. Nu har jeg lært at lytte til andre. Det betyder, at jeg har fundet venner, som kan lide mig for den, jeg er. Jeg er jo lidt af en diva,« smiler han.
»Mine forældre er stolte af mig. Jeg har skabt mit eget liv her i Herning. Der er jo ingen muligheder for én som mig i Sørvad,« siger Sigmund, som har planer om at søge ind på musicalakademiet i Fredericia i år.
»Jeg drømmer om både København og New York og vil gerne udleve drømmen, men lige nu er jeg glad i Herning. Gu’ er Herning en provinsby med masser af Brian-typer, der kører rundt på knallerter og råber ’bøsserøv’ efter mig. Men det er okay, jeg er ligeglad. Jeg har fået en hel masse venner, som også er homoseksuelle. Vi går på Piano Bar og synger karaoke og drikker cocktails. Hvis jeg skal begynde forfra i København, skal jeg ud at finde en helt ny vennekreds, og for mig er venner ikke bare noget, man skifter ud,« siger Sigmund og kigger rundt i lejligheden, som lige nu roder, men som om få timer skal være rammen om en lørdag aften med vennerne.
»Jeg drømmer om det der ’Sex and the City’-liv. Altså det der med at drikke cocktails med veninderne,« siger Sigmund Trondheim.
Endnu har han ikke fundet en kæreste. Men som han siger:
»Men jeg ved, at Justin Bieber venter på mig. Han ved det bare ikke selv.«
