Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Jason Watt om et godt tilbud, fantomsmerter og smålighed.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Jason Watt og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Jason Watt om et godt tilbud, fantomsmerter og smålighed.
Jeg bliver rigtigt harm, når ... en handicap p-plads er optaget af en bil - meget ofte en BMW - med handicapskilt i ruden, men når chaufføren kommer ud og smålunter hen til sin bil, får man en mistanke om, at det er mors eller mormors kort, der er brugt til lejligheden. Det er godt nok irriterende!
Jeg er ikke særlig god til ... smålighed. Jeg synes, folk går for meget op i, hvad andre har, som de ikke selv har. Uden at kigge på, om det er fortjent. Jeg synes, der er lidt for meget emsighed fra nogle, men de kunne måske selv have lettet måsen og gjort noget, det har jeg ikke forhindret dem i.
Jeg er nogle gange stødt på: ’Det er så nemt for dig, for du har jo et navn’. Ja, men alle har et navn, det er vi jo nærmest født med. Jeg har gjort noget ud af mit navn. Mit navn var ikke mere værd, da jeg blev navngivet. Jeg holder nu foredrag på 17. år, og 80 pct af foredragene er kommet i stand, fordi jeg er blevet anbefalet af tidligere deltagere. Hvis jeg var dårlig til det, havde jeg været færdig som foredragsholder for længst.
Mirakler er ... når jeg bliver vækket om morgenen af min kone Majbrit, og hun har sørget for, at der er fire unger, der har fået morgenmad, mine tre egne og hendes, og der er smurt tre rundenommer til dem hver. Det eneste, jeg skal gøre, er at hoppe i tøjet og køre dem i skole. Jeg hader at smøre madpakker. Det er ikke fordi, jeg ikke selv er i stand til det, men jeg kan ikke ha’ det - det er 12 rundtenommer, der alle er lidt forskellige. Det er som at løse en professorterning. Hun vil hellere gøre det end sidde i morgentrafikken, så alle er glade.
For mig er det et tabu at snakke om ... hvorvidt jeg trods mit handicap måske alligevel vil være i stand til f.eks. at skifte sengetøj. Man kan spekulere på, om man som handicappet trækker handicapkortet og siger, det kan jeg ikke. For der skal meget til, før en almindelig person siger til en handicappet, at nu må du sgu lige mande dig op. Det er et godt tabu, at man ikke stiller store krav til handicappede. Jeg har selv skiftet sengetøj engang, men det gider jeg godt nok ikke gøre igen. Det tog ca. 28 minutter at skifte to dyner, to puder og lagen. Før ulykken ville det have taget 22 minutter.
Jeg burde sige undskyld til ... min far, der nu er gået bort pga. lungekræft for tre år siden, for alle de gange, jeg som et stort, snotforkælet barn stod på gokartbanen og ikke kunne forstå, vi ikke havde råd til nyere dæk eller en bedre motor ligesom de andre rige knægte. Senere fandt jeg ud af, at han havde kørt os fra hus og hjem og brugt en masse penge, vi ikke havde, og min mor og far havde skændtes om ubetalte regninger. Jeg var snotforkælet. Hvis jeg synes, mine børn er urimelige, tænker jeg: Godt jeg ikke var min egen far, for jeg var meget værre. Jo, han røg meget. På en almindelig dag 40 cigaretter, og når jeg kørte ræs, røg han tre pakker Prince, altså 60. Han tændte den ene med den anden hele dagen, når jeg kørte DTC eller gokart. Han blev 67.
Jeg har aldrig ... røget mere end én cigaret. Jeg gik i gang for tidligt og inhalerede helt ned i lungerne og blev så syg, at jeg brækkede mig i flere timer. Det var en hurtig afvænning.
Det gør mig glad, når ... jeg kan se, at min familie elsker mig, når jeg kan se i øjnene på min kone og mine børn, at jeg har gjort dem glade helt ind i hjertet.
Smerte er noget, man ... bider i sig, og hvis det gør rigtig ondt et sted, kan man jo prise sig lykkelig for, at der er mange andre steder i kroppen, hvor det gør mindre ondt. Jeg har jo nervesmerter, fantomsmerter, det føles tit som om, jeg sidder med mine fødder i en spand isvand, men for mig er der ikke rigtig noget, der hedder ’melde afbud’, når jeg skal arbejde. Det føles ligesom, da man var barn på kælkebakken og ens tæer var blåfrosne, hvor det begynder at stikke. Det gør især ondt nu, hvor vi snakker om det, tak for det!
Jeg fortryder ... alle de gange, jeg har sagt: ’Det går nok ikke’, altså hvor jeg lader mit handicap begrænse mig. Vi var på sommerferie sidste år, og da sagde jeg først, at jeg skulle altså ikke i swimmingpoolen, men så købte vi en luftmadras og en badering, og jeg hoppede i. Det var fantastisk, og jeg fortrød alle de gange, jeg havde sagt, det var for besværligt.
Jeg måtte hurtigt væk, da ... min søn stillede op i en konkurrence i England med 70 unge gokarttalenter, der skulle køre racerbil. Man kunne vinde 350.000 kr. til hjælp til en sæson i racerbil, og han var klart hurtigst af dem alle. Alligevel blev han valgt fra i finalen, hvor kun tre englændere var med. Det var simpelthen tyveri ved højlys dag, de favoriserede egne landsmænd. Der skulle jeg bare væk, inden jeg gik i fjæset på dem.
Jeg fik tårer i øjnene ... da jeg åbnede en email, hvor der stod ’Congratulations. You can get the new 2017 Ford GT’. Det er kun 500 mennesker i verden, der kan få lov til at købe det samlerobjekt, en kopi af den Ford, som vandt Le Mans sidste år. Den koster 3,5 mio. kr., har over 600 hk og er lavet til gadebrug. Og alle kan få lov til at være passager i den, når der er børnecancer sportscar-event.
Når dette er i avisen lørdag, er jeg ... i Bahrain og sidder ved hegnet og hepper på min søn Noah på 14, der kører om verdensmesterskabet. Mine forventninger er, at han gør sit absolut bedste. Om det rækker til at vinde VM, eller han bliver kørt af banen, det ved jeg ikke. Han har lige vundet sølv ved EM og er blandt de ti, der ser ud til at kunne vinde VM.
Jeg er misundelig på ... mig selv, når jeg ser min kone stå foran mig og smile. Hold da kæft, det er godt gået det der, tænker jeg, når jeg ser hendes beundrende blik.
For at være en livskunstner skal man ... kunne sno sig på livets snørklede og lumske racerbane. Man skal kunne lidt af det hele, kunne sige ja og nej, være eftergivende og tilgivende, men man skal også kunne være hård og ubarmhjertig og skære folk fra en gang imellem. Det handler også om, at man skal have prøvet livet og ikke bare været tilskuer til det ved at læse om andres liv.
Jeg har fundet kærligheden med ... min kone nummer tre, Majbrit. Hvis man skulle til VM i disciplinen ’bryllup’, mener jeg selv, jeg har god erfaring. Majbrit og jeg har tre ægteskaber bag os tilsammen.
Det mest irriterende ved, at jeg ikke kan gå, er ... når min føromtalte kone har lagt slikket på anden hylde, hvor jeg ikke kan nå op. Eller når jeg holder på tanken og ser en anden kunne vaske fælge på bilen, inden han kører ind i vaskehallen. Det gad jeg godt kunne gøre - uden at det tog 20 minutter. Jeg kan ikke spille fodbold, cykle ned på tanken efter en is, spille stangtennis eller sejle kano. Men når jeg taler med andre om det, går det op for mig, at det bruger andre nu heller ikke så lang tid på.
Jeg havde lyst til at hævne mig ... når mine børn bliver drillet eller på anden måde gjort fortræd.
Jeg sov dårligt, da ... det gik op for mig, at Donald Trump blev præsident og kunne starte Tredje Verdenskrig. Det var nu ikke fordi, jeg holdt med Hillary Clinton, men jeg håber, de næste gang får bragt Michelle Obama i spil. Trump har ikke fortjent det embede, han har så lidt talent og så meget skruppelløshed.
Jeg vil gerne huskes for at være ... ham, der var der for sin familie og andre, der fortjente det. Hvis jeg kan få mange glade smileys - ligesom når man går ud af en forretning som El-giganten - når jeg skal væk herfra, så er jeg tilfreds. Også selvom en enkelt eller to af mine gamle kammerater og konkurrenter fra DTC trykker på sur smiley.
