Efter otte måneder med streng diæt og ekstrem træning fik Mille drømmekroppen og vandt Køpke DM i bodyfitness. Men Mille blev bagefter ramt af 'Post-competition blues'.
De hujer fra første til sidste række, da hun går frem på podiet. I højttaleren lyder hendes navn. Stolt og rank som en bredskuldret dronning skrider hun over scenen i blå bikini og tårnhøje sko. Huden er brun og skinnende efter timers forarbejde fra hendes team. Hun smiler bredt. Spænder hver en muskel og er præcis så ’hakket’, som hun de sidste otte måneder har drømt om. Lige siden hun fik ideen, om at træne sig op til DM i bodyfitness.
Læs her om, hvordan Mille efter kun otte måneder fik drømmekroppen, men fandt ud af, at det liv hun var begyndt at leve ikke var normalt og sendte hende ud på en nedtur.
Opret abonnement på BT PLUS og læs om Mille og hendes jagt på drømmekroppen - du får også adgang til tusindvis af artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet.
De hujer fra første til sidste række, da hun går frem på podiet. I højttaleren lyder hendes navn. Stolt og rank som en bredskuldret dronning skrider hun over scenen i blå bikini og tårnhøje sko. Huden er brun og skinnende efter timers forarbejde fra hendes team. Hun smiler bredt. Spænder hver en muskel og er præcis så ’hakket’, som hun de sidste otte måneder har drømt om. Lige siden hun fik ideen, om at træne sig op til DM i bodyfitness.
Én efter én bliver pigerne sorteret fra. Til sidst er der kun Mille og en anden tilbage. Men dommerne er ikke i tvivl. Mille Køpke har den smukkeste krop i landet.
Hun smiler. Aldrig har hun været lykkeligere. Men hun aner ikke, at foran hende ligger hendes livs nedtur. ’Post competition blues’, kalder de det.
Fra rygpatient til drømmekrop
Det startede egentlig med at Mille Køpke fik en diskusprolaps og var bange for at ende som rygpatient. Hun begyndte at skæve til sin veninde, der vandt den ene konkurrence efter den anden i disciplinen bodyfitness. Konkurrencer der handlede om at have den mest harmoniske, muskuløse krop. En krop som kun kunne fås gennem mange timers hård træning i fitnesscenteret.
- Jeg bildte mig ind, at en stærk ryg, er en rask ryg og gik i gang med at træne. Jeg fik en personlig træner og efter 14 dage, havde jeg ingen smerter i ryggen, husker Mille Køpke.
Hun begyndte at drømme om konkurrencer. Hendes træner var skeptisk, men den 15. februar 2013 tog Mille beslutningen om at stille op til DM i Bodyfitness otte måneder senere – velvidende at alle andre var begyndt at træne til konkurrencen allerede året inden.
Mille var drevet af to ting.
- Et var, at det var fascinerende at se sin krop ændre sig og tage form. Noget andet at jeg bare ville op og stå på den scene. Jeg lovede min træner, at jeg ville gøre alt, hvad hun sagde og aldrig stille spørgsmål til hendes metoder. Så længe det var lovligt.
Mille gik på en streng diæt, og tabte de næste måneder 14 kilo (uden at så meget som et kilo muskelmasse gik tabt). Hun trænede 25 timer om ugen og spiste syv måltider om dagen samtidig med, at hun passede sit job som sygeplejerske.
- Jeg kan stadig kostplanerne i hovedet. Alt var vejet af. Jeg fortalte mine nærmeste om projektet. De forstod min motivation, for de havde set, hvor ondt jeg havde haft i ryggen og støttede mig fuldt ud. Men enkelt gang besvimede jeg, og lovede efterfølgende min mor, at jeg kun ville stille op denne ene gang.
Som sygeplejerske vidste Mille Køpke nemlig godt, hvordan hendes fertilitet og krop blev påvirket af træningen.
- Jeg vidste, hvor hårdt det er for kroppen. På et tidspunkt vil jeg gerne have børn, og det kan være svært, hvis man har presset kroppen så meget flere år i træk, fortæller Mille, som ikke have menstruation i de otte måneder, hun trænede op til konkurrencen.
Alt på et bræt
Undervejs kunne Mille ikke selv mærke, at hendes tålmodighed, koncentration og hukommelse ændrede sig. Men efterhånden var lejligheden plastret til med gule post-its, som hjalp hende med at holde styr på tanker, gøremål og struktur i dagligdagen.
- Jeg var så distræt. En dag da jeg kørte på motorvejen og fik et stenslag i min siderude, så den splintredes i tusind stykker, børstede jeg bare glasskårene af buskerne. Jeg overvejede ikke engang at køre ind til siden, husker Mille i dag med undren.
- Når det sker gradvist, tænker man ikke over det. Folk sagde da til mig, at jeg ikke kunne gøre træne så hårdt i otte måneder uden at tage skade. Men jeg ville vinde, og jeg havde ikke mere tid at give af, forklarer hun.
Milles krop blev mere og mere hakket, som man kalder det i fitness-verdenen, når musklerne bliver stadig tydeligere aftegnet. Det tegnede lyst for konkurrencen, to dage før hun skulle på scenen, holdt hun op med at drikke vand for at få musklerne til at stå endnu tydligere. I den meget specielle disciplin er det normalt at tage et lavement, inden man skal på scenen, for at maven ikke buler det mindste. Det var ikke aktuelt for Mille.
- Når man tager det ud af en kontekst, er det jo helt absurd, sukker hun og kigger ned på sine træningssko.
- Det kan jeg godt se i dag. Men det kommer bare snigende.
Først skulle hun gennem de indledende øvelser, kaldet Newcomers, for debutanterne. Da den medalje var i hus, var vejen banet for DM fire uger senere.
Ønsket om at vinde var så stort, at hun smed endnu to kilo mellem de to konkurrencer.
Det var fuldstændig fantastisk at vinde. Især fordi det er så sjældent at nogen vinder begge konkurrencer samme år. Jeg var virkelig stolt, siger Mille og tøver.
- Ja... skid hul i den Jantelov, jeg var vildt stolt af mig selv, griner hun så.
Den blå følelse
Mille Køpke havde en pokal og en guldmedalje med hjem fra Herning Messecenter. Men interessen for begge blegnede hurtigt, ligesom hun knap kunne holde ud at se på de billeder, der blev taget af hende under konkurrencen.
- De første tre måneder havde jeg det godt. Jeg holdt min diæt. Kun én dag om ugen gav jeg mig selv lov til at spise, hvad jeg ville. Men efterhånden tog det over. Mad blev mit fix, og på et tidspunkt tænkte jeg på mad 90 pct. af dagen. Jeg var så flov over, at jeg havde smidt det hele på gulvet og mistet kontrollen. Jeg spiste alt – chokolade, kage, hvidt brød... alt det, jeg ikke måtte spise under diæten. Pludseligt vejede jeg 18 kilo mere, end jeg gjorde til konkurrencen, og jeg har aldrig været mere ulykkelig i mit liv.
Fanatisk prøvede Mille at holde sig til den sunde mad, diæten og de syv måltider om dagen, men hver gang endte hun i et ædeflip. I dag kan hun godt se, at de mange måneders restriktiv diæt, skulle udløse en modreaktion. For hende blev det overspisning kombineret med et hoved, fyldt med tanker og spørgsmål – og en stresset krop.
- Det var virkelig frustrerende. Jeg prøvede at træne, men kiloene røg bare på. Intet virkede, husker Mille, som opsøgte en terapeut for at finde ud af, hvad der skete med hende, ligesom hun gik på nettet for at finde svar.
- Jeg hørte tit om, hvor glade andre var for at have været med i konkurrencer, men jeg søgte efter nogen, der havde det som mig. Var der slet ingen, der mærkede konkurrencens konsekvenser, som jeg gjorde?
En dag skrev hun et opslag på sin instagram-profil.
- Jeg skrev helt ærligt, hvordan jeg havde det. Og om der var nogen, der kunne hjælpe mig.
Mille glemmer aldrig følelsen, da hun næste dag åbnede computeren. Det var væltet ind med svar. Mere end 30 piger havde skrevet, at de kunne identificere sig med hendes oplevelser. Et af svarene indeholdt forklaringen: ’Post competition Blues’. Altså følelsen af et kæmpe tomrum, når en konkurrence er slut. Det var præcis, sådan Mille havde det.
- Endelig fik jeg sat ord på, hvad der foregik i mig. Jeg kunne mærke, at der var en kasse, jeg passede i. Samtidig kunne jeg høre, hvor mange piger, der sad derude og havde det som mig. Så jeg følte et kæmpe ansvar for at fortælle om bagsiden af medaljen.
Ansvaret kom sidenhen
I dag kan Mille tydeligt se sammenhængen. Hun ærgrer sig over, at hun ikke satte sig ordentligt ind i tingene, inden hun startede på sit projekt.
- Jeg var virkelig naiv, at jeg ikke tænkte på konsekvenserne. Jeg kunne jo ikke tage ansvar for noget, som jeg ikke vidste på forhånd. Men måske kan jeg hjælpe andre. Alene det, at der var én, der skrev tak til mig for at sætte ord på, hvordan hun havde det, har været det hele værd. Jeg har fået 50 af den slags svar, og der er 5000 piger, der følger mig på sociale medier, siger hun.
Hun er helt klar over det ansvar, det pålægger hende.
- Pludselig står jeg med 500 piger, som har det samme kropsideal, jeg havde, og som alle kæmper for at finde balancen.
Piger, der har sendt hende deres livshistorie i håb om, at de kan lære af hende nedtur.
Selv fortryder Mille Køpke intet.
- I dag træner jeg for min egen skyld. For at være smertefri, for at se godt ud nøgen – og for at være sund. Jeg tænker kun på mad 10 pct. af tiden. Nogle gange kan jeg endda glemme et måltid, og så bliver jeg helt stolt, siger hun.
Hun har aldrig fortrudt beslutningen om at stille op til DM i bodyfitness.
- Havde det ikke været for den oplevelse, havde jeg stadig stræbt efter den uopnåelige krop. Det har jeg gjort hele mit liv. Først ved at spise for lidt, senere ved at træne for meget og spise for meget. Først ville jeg være tynd. Så ville jeg være muskuløs. I dag vil jeg bare være lykkelig, men det bliver man altså ikke af at tilbringe 25 timer om ugen i et træningscenter. I dag er jeg der, hvor jeg kan træne tre gange om ugen og drikke en halv flaske vin i weekenden. I dag har jeg det sådan, at det er det her, du får,« siger hun og peger ned af sin sportstrænede – men ikke længere ekstreme – krop.
