Stine Bosse er kåret som en af de mest magtfulde kvinder i Europa. Hun begår sig i en verden af jakkesæt, slips og med fuldt fokus på bundlinjen. Men bag den barske boss gemmer sig ' lille Stine', der til tider længes efter den tryghed, hun aldrig fik som barn.
Hun er kendt som en af Danmarks mest succesfulde topchefer. Flere år i træk er hun af Financial Time udpeget som en af de 10-15 mest magtfulde kvinder i Europa. Hun er hardcore erhvervskvinde. Hendes fortid som koncernchef i Tryg og et CV med adskillige bestyrelsesposter vidner om en kvinde, der har kørt stærkt karrieremæssigt.
Opret abonnement på BT PLUS og læs Stine Bosses historie om, hvordan det er at være kendt som en af Danmarks mest succesfulde topchefer. Læs om hendes arbejde, kærlighedsforhold og generelle tilgang til livet.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Hun er lige vågnet. Det er juleaftensdag. Dagen, hvor forventningens glæde skal forløses af julemad, gaver og grin. Men en lyd bekymrer hende. Hun trækker den varme dyne til side og lister ud i køkkenet, hvor hendes farfar og mor skændes. Moderen er igen plaget af den depression, der igennem længere tid har fået væggene til at ryste i det lille hjem i Gilleleje. Juleaften er i fare. Stine Bosse træffer en hurtig beslutning. Høfligt smider hun farfaren ud og putter moren tilbage i seng, for nu skal hun i gang med at lave juleaften. Maden bliver købt, hun klipper julehjerter og pynter træ. For moderen skal ikke lide det nederlag, at juleaften går i vasken. Den jul var Stine Bosse lige fyldt 13 år.
Hun er kendt som en af Danmarks mest succesfulde topchefer. Flere år i træk er hun af Financial Time udpeget som en af de 10-15 mest magtfulde kvinder i Europa. Hun er hardcore erhvervskvinde. Hendes fortid som koncernchef i Tryg og et CV med adskillige bestyrelsesposter vidner om en kvinde, der har kørt stærkt karrieremæssigt. Hun træder gerne i position og siger sin mening. Fyrer medarbejdere og tager beslutninger, der kan ramme andre mennesker hårdt. For efter hendes opfattelse skal man kunne rumme kynismen for at være topleder.
Stine Bosse vælger til og fra. Senest så man det, da hun forlod posten som bestyrelsesformand for malingproducenten Flügger og vinkede farvel til formandshonorar og en koncern med godt 1.500 medarbejdere.
'Uenighed om ansvarsfordeling og samarbejde', lød forklaringen.
At stoppe fra den ene dag til den anden var en exit, Stine Bosse gerne havde været foruden. Men den var nødvendig. Hun kan næsten mærke det fysisk, når nogen har nået hendes grænse. Den følelse, hun får i halsen og i maven, når nok er nok. Så er det, hun skal huske sig selv på at sige ' nej'. Hun måtte tage ansvar, følte hun. Og det kan Stine Bosse. Faktisk er det en evne, der både er hendes gave og forbandelse, og som blev udviklet allerede som barn.
Enebarn i Gilleleje
Den på mange måder trygge barndom som enebarn i hjemmet i Gilleleje havde nemlig sine mørke sider. Særligt om vinteren, når moderen fik voldsomme depressioner, var der kun Stine Bosse til at varetage voksenopgaverne i hjemmet. For de hang på kvinden. Faderen var til stede og på mange måder en inspiration, men forældrerollen udfyldte han aldrig rigtig.
»Jeg har taget ansvar, siden jeg var syv-otte år gammel. Derfor falder det mig naturligt - nok også for naturligt - nogle gange. Det skal jeg kæmpe med. Specielt i privatlivet, hvor jeg nogle gange må sige til mig selv: Back off, lad nu nogle andre tage ansvar for det her,« fortæller den 53-årige Stine Bosse.
Det med at give slip, lægge ansvaret fra sig og sige nej er ikke helt let. Men visse ting kan ikke kontrolleres og fikses ved, at man tager affære. Det har Stine Bosse måttet erkende, når livet har vist sig fra sin barske side. F.eks. da hun som 27 årig mistede sin mor, der begik selvmord efter mange års kamp mod depressioner. Moderens død var et hårdt slag for Stine Bosse, der flere gange er blevet konfronteret med livets skrøbelighed.
Som i 2006 da hun fik konstateret modermærkekræft, eller få år forinden, da en grusom dødsulykke i 2003 ramte hendes familie. Ulykken skete på den gård i Dronningmølle i Nordsjælland, hvor Stine Bosse stadig bor. En ung mand, hendes datters kæreste, omkom under en større renovering af en lade.
Trods de tragiske minder flyttede Stine Bosse ikke fra gården, men valgte at se smerten i øjnene og komme videre så godt, som hun nu kunne. For hun ville ikke flygte fra problemerne eller feje dem ind under gulvtæppet.
»En psykolog sagde på et tidspunkt til mig: ' Du bliver nødt til at se det som yin og yang. De hårde perioder er også dem, der har gjort, at du har taget de beslutninger og de skridt, du har gjort. Lad være med kun at se det som noget dårligt. Livet er blandede bolsjer'.«
Meningsmenneske
Det er netop på gården i Dronningmølle på Sjællands nordkyst, at BT møder erhvervskvinden. Hun er smilende og ikke spor skarp og bestemt. Men man skal ikke tage fejl. Stine Bosse arbejder stadig benhårdt og blander sig i dag måske mere end nogensinde før. Også i politiske emner.
Først på efteråret var hun i New York til FNs generalforsamling, for at arbejde for at bekæmpe fattigdom i udviklingslandene. Særligt fattige kvinder og deres rettigheder og status i samfundet er Stine Bosse blevet fortaler for. Selv har hun flere gange i livet mødt alvorlig modgang, hvor hendes vilje til ikke at give op har gavnet hende. Samme vilje bruger hun nu til at hjælpe andre mennesker.
»Jeg kniber mig selv i armen, når jeg står i FN og holder tale omkring fattigdomsarbejde for de mest ind-flydelsesrige folk. Så tænker jeg lige: 'Okay, lille Stine fra Gilleleje',« siger hun og nikker som en lille erkendelse til sig selv.
New York, storbylivet, de tårnhøje skyskrabere og bilstøjen bliver den 53-årige topkvinde dog aldrig draget af. Nej, det er hjemme på gården, at hun befinder sig bedst. Det er her, hun kan sænke skuldrene. Her, hun kan åbne døren uden makeup, stikke i gummistøvlerne og vandre ud over markerne med sine tre hunde.
Blød business-kvinde
Der er generelt ikke mange spor af den benhårde business-woman i det store hus. Kostbar kunst eller dyre designer-møbler skal man kigge længe efter. Til gengæld er der bløde kurvemøbler, på væggene hænger perleplader, og i vindueskarmen står figurer lavet af hendes kunstlærer fra gymnasiet, som stadig er en god ven.
Stolt tager hun et billede fra bordet. Det er de fire børnebørn. De kom til, da hun stadig arbejdede som koncernchef i Tryg. Faktisk var de en af årsagerne til, at hun i 2011 - til manges overraskelse - valgte at kvitte jobbet.
»Jeg vidste jo godt, at det (livet med børnebørnene, red.) var et tog, der bare kørte. Det gjorde mig utryg. Når noget gør mig utryg, så har jeg ikke noget valg,« fortæller Stine Bosse, der med fratrædelsen halverede sin arbejdsuge fra 80 timer til 40 timer.
Hendes egen mor nåede kun lige at snuse til rollen som mormor. Selv har hun som topprioritet at give sine børnebørn det nærvær, hendes mor ikke magtede vat give. Derfor er hver fredag helliget børnebørnene. For det må ikke ske, at de pludselig er blevet voksne og ikke har lært deres mormor at kende.
»Vi laver næsten altid noget aktivt. Men det er ikke sådan, at vi farer af sted. Vi tager det i deres tempo, f. eks.plukker vi bær. Vi har jo hele dagen,« fortæller Stine Bosse og læner sig tilbage i stolen.
Hvor hun førhen konstant kørte i 6. gear, er hun i dag blevet bedre til at nyde nuet og mærke kroppens signaler. Beskeden om modermærkekræfti 2006 var uden tvivl et wake-up-call. På bordet i stuen ligger bøger med sunde alternativer til hvidt brød, slik, sukker og kager, for de ting har Stine Bosse sagt helt farvel til. Hun er erklæret rask og har et stort ønske om at blive 99 år. Ligesom sin farmor.
Forbilledet
»Min farmor er en meget stor hovedperson i mit liv. Indtil hun var 93 år, kom hun hver uge og ordnede vores vasketøj og var sammen med mine piger, når de kom hjem fra skole. Og de havde det fantastisk med olde. Hun gav og virkede hele sit liv og var en stor inspiration for mig.«
Familie er vigtig. Stine Bosse ved, at et godt bagland giver tryghed og skaber det fodfæste, hun har brug for, når tingene går stærkt. Det var derfor, hun fik børn tidligt. To døtre. Hun er dog ikke i tvivl om, at karrierelivet kombineret med at få børn tidligt, har kostet på kærlighedsfronten. Efter 10 års ægteskab med børnenes far måtte de indse, at det ikke fungerede. Siden har Stine Bosse været giftigen i 18 år og senest haftet kortere forhold. Det med mænd falder hende ikke helt let, må hun erkende.
»Det er altså - og det vidner mit liv også om - en af livets absolutte udfordringer. Specielt for sådan en som mig - at kombinere karriere og mænd. Hvorimod børn og karriere ikke er noget problem.«
Hun fortryder ikke, at karrieren har fyldt så meget. Der er til-og fravalg, og man kan ikke alt, er blevet Stine Bosses mantra.
»Hvis jeg kigger på mit liv og giver mig selv karakterer, så er der steder, hvor jeg ikke får topkarakter. Og steder, hvor jeg tænker, at det er fantastisk. Men gør jeg det hele op, ville jeg være et skarn, hvis jeg ikke var tilfreds. Det er det med yin og yang.«
Uden mand
I øjeblikket har Stine Bosse ikke en mand. Men det er okay.
»Det er stadig iboende i manden, at han skal tage sig af kvinden, og det kan være rigtigt svært at tage sig af mig. Det skal der et godt mandebryst til at klare«, fortæller Stine Bosse og holder en kort pause.
»Men spørger du, ville det da have været fantastisk at have et parforhold, der havde holdt i 30 eller 40 år.« Den klassiske model med fælles bolig og vasketøj drømmer hun dog ikke om.
Men er Stine Bosse så svær at leve sammen med? Hendes umiddelbare svar er: ' Ja'. Men det mest rigtige svar er nok: 'Nej' - når hun tænker over det. For egentlig er hun ikke svær at leve sammen med, hvis bare manden er i stand til at opgive de traditionelle kønsroller.
»Vil han være 'manden i huset', der mener, at kvinden er sådan én, man kan rådføre sig med. Så er jeg sgu ikke så nem at bide skeer med. Jeg elsker at slå græs og slå søm i. Jeg er ikke skidegod til det. Men jeg synes, det er enormt uretfærdigt, hvis jeg ikke må være med,« siger hun.
Stine Bosse kan dem ikke - de traditionelle kønsroller. Hun ved godt, hvor det stammer fra. Som ni-årig var hun ude at køre en tur med sine forældre kort efter, at moren havde fået sit første arbejde. Nu skulle hun tjene sine egne penge, og det begejstrede datteren. Lige indtil moderen spurgte faderen, om hun måtte købe en ny kjole. Svaret var: ' Nej'. Der ringede klokken for første gang.
»Jeg syntes, at det var det mest uretfærdige. Han havde jo aldrig spurgt om lov. Sådan vil jeg ikke leve. Det gælder også professionelt.«
Få kvinder i toppen
Principielt mener Stine Bosse, at der sidder alt for få kvinder ved de store borde i toplederkredse. Men det rører hende ikke, at hun er eneste kvinde. Tværtimod. Og hun gider slet ikke prøve at ligne mændene for at passe ind.
Derfor besluttede hun at kvitte jakken, da hun blev administrerende direktør i Tryg, og insisterede i stedet på at gå i kjole og ikke være tilknappet, hvis det var det, der passede hende. Samtidig fik alle medarbejdere samme størrelse firmabil, for hun gad simpelthen ikke høre mændene konkurrere på det område. Og når hankønene til møderne blev lidt for optaget af at understrege deres territorier, sagde hun højt: ' Jeg synes, der lugter sådan af tis.'
Hun kender sproget og spillereglerne i erhvervstoppen, og det kan ofte virke voldsomt på mænd, har hun oplevet. Et eksempel var, da hun som relativt nyudnævnt direktør i Tryg skulle ind til byen med tre mandlige direktørkollegaer. Bilen holdt klar med plads til tre personer ud over chaufføren. Hvor sætter man sig så, hvis man vil markere, at man har magten?
Bagsædet skråt til højre for chaufføren. Det er der, ministeren, Dronningen og 'den, der er den', sætter sig. Så dér satte jeg mig. Jeg kan tydeligt huske, hvordan mændene kiggede på hinanden og tænkte: Hun er simpelthen for meget, siger Stine Bosse og bryder ud i latter.
Hun har en tendens til at fylde meget. Men Stine Bosse vil gerne det hele og har altid haftsvært ved at sige nej. Både når det gælder nye karrieremål og til forældremøderne i døtrenes skole når der blev efterlyst nye forældre til forældrerådet. Så røg hånden altid i vejret.
Men hun ved, at hun nogle gange skal sige nej. Ligesom den gang med Flügger. Siger hun ikke nej, ryger arbejdsugen igen op på 80 timer. Faktisk øver hun sig så meget i at sige nej, at hun i sit autosvar på mailen har skrevet, at hun kun kan love at svare tilbage inden for otte dage. På den måde behøver hun ikke have dårlig samvittighed, hvis hun ikke når at besvare mail i det sekund, de tikker ind.
Egentlig burde hun have en personlig assistent til at holde styr på aftaler og tid. Men sådan én har Stine Bosse bevidst fravalgt.
For det er så utroligt vigtigt for mig selv at lære at sige nej.
