25-årige Helene-Marie Blixt skred for seks år siden fra landsbyidyllen på Falster, hvor hun er vokset op, og flyttede til København og en lejlighed med syv andre pornomodeller.

- Jeg har hele tiden haft en drøm om at passe ind. Og så fandt jeg et miljø, hvor jeg passede perfekt. Her var jeg endda den pæne ordinære pige, fortæller 25-årige Helene, der i dag har haft sex med mere end 4000 mænd.

De 101 af dem tog hun på én gang - over otte timer 13. april i en hemmelig swingerklub i provinsen. Danmarks største ‘gangbang’.

Hun fik ingen penge for det. Der var heller ingen kameraer, der forevigede det. Det var bare noget, der skulle prøves. En fantasi ude af proportioner, som hun lod sig rive med af.

Det hele begyndte med et billede til Side 9, da hun var 19. Siden har hun arbejdet som stripper, pornoskuespiller og prostitueret. Hun gør det ikke for pengenes skyld, fortæller hun, da BT møder hende i det lille skrabede værelse, hvor hun bor midlertidigt. Hun lever af pasta de fleste dage.

Hun vil vise alle dem, der sagde, at hun var ‘helt ude at skide’, at de tog fejl. At hun ikke er nogen døgnflue.

- Jeg har ligget på ryggen i seks år for at nå dertil, hvor jeg er i dag. Det vil jeg gerne anerkendes for. Jeg har altså en ekspertise, selvom jeg ikke har læst mig til den, siger hun.

Læs hvordan en ‘monoton landsbybarndom’ førte til strip, porno og prostitution.

Med BT PLUS får du:

- Hele historien om Helene

BT PLUS anbefaler også


PIGEN FRA FALSTER

Helene-Marie Blixt var et ganske almindeligt dansk pigebarn. Det er 4000 mænd siden. Nu kæmper den 25-årige pornoskuespiller for at finde sig selv i et liv, hvor grænserne er få, og hvor opmærksomheden både er eftertragtet og svider

Helene har aldrig været på en date. Det gad hun godt. Sådan en rigtig date, hvor man får blomster, er ude at spise og til sidst får et godnatkys ved gadedøren, der får det til at boble i hele kroppen, siger ‘godnat og tak for en dejlig aften’ og går hver til sit. Hun tør bare ikke. Hun er bange. Bange for at forelske sig hovedkuls, og at han så ikke gider at se hende igen.

Mænd har der ellers været nok af. Men i en verden, hvor det ikke handler om følelser. Helene-Marie Blixt er 25 år gammel og har haft sex med over 4000 mænd. De 101 af dem tog hun på én gang – over otte timer 13. april i en hemmelig swingerklub i provinsen. Danmarks største ’gangbang’. Helene-Marie Blixt har været stripper, pornoskuespiller og prostitueret, siden hun var 19.

I en hærget industribygning i Glostrup har lokale rødder hevet rockwool ud af væggen, knaldet samtlige ruder, klatmalet med graffitti, skudt til måls efter øl-dåser og efterladt en lort i hjørnet. En isnende forårsvind bærer trafikstøj ind ad de gabende vinduespartier til Helene, der sidder krumbøjet midt i det hele med et lille makeupspejl mellem knæene og kridter de fede sorte streger rundt om øjenene op.

Der er ingen varmeblæser, stemningsmusik, frugtfade eller stylister. Der er bare pigen, der har slæbt to poser tøj, stiletter og sminke med, og så fotografen, der om lidt beder hende strutte med numsen og vende brysterne mod ham. Kulden får hurtigt nøgenmodellens næse til at løbe. Hun gør det ikke for pengenes skyld, fortæller hun i det lille skrabede værelse, hvor hun bor midlertidigt, fordi hun mistede sin lejlighed sidste år. Hun lever af pasta de fleste dage.

Helene har allerede været igennem mere, end de fleste oplever på et helt liv. Hun har afprøvet og nedbrudt grænser, som de færreste tør nærme sig. Hun har skabt sig et navn, som flere og flere kender og klikker på på nettet. Nogle for at lade sig forarge, andre for at fornøje sig med sig selv. Hun har flyttet sig fra den døsige landsbybarndom på Falster, hvor hun stak ud, til København, hvor hun ikke føler sig kvalt. Men hun er også blevet arret, voldtaget, indlagt og diagnosticeret.

 

Hr. og fru Hakkebøf

Dina Divine, Mille-Marie, Pro-Mille og de andre alias’er, hun arbejder under, er en ‘nymfomanisk skøge’, der ‘får mere finger end en smartphone’. Kraftigt sminket og nænsomt retoucheret.

Helene fra Falster er en anden. Hun går i løse bluser og tilbringer det meste af tiden hjemme i sin sofa, hvor hun tweeter og facerbook’er nonstop, så sømænd kunne få røde ører. En effektiv måde at få opmærksomhed på. Hun vil ‘chokere familien Danmark’. Få ’hr. og fru Hakkebøf op af stolene’. Hun vil ses, høres, godkendes.

- Jeg har ligget på ryggen i seks år for at nå dertil, hvor jeg er i dag. Det vil jeg gerne anerkendes for. Jeg har altså en ekspertise, selvom jeg ikke har læst mig til den, siger hun.

Samtidig er Helene-Marie Blixt også en skrøbelig pige, der bliver ked af det, når hun bliver nedstirret. Glemmer, at hun med sine 2600 ml. silikone under blusen, piercinger, tatoveringer og galoperende røde hår påkalder sig opmærksomhed på godt og ondt. Glemmer, at hendes karrierevalg nok er opsigtsvækkende, men også svært at forstå og nemt at vrænge ad.

Hun vakler mellem de to verdener – pornodullen, der ikke kan få nok, og pigen fra Falster, der af og til får for meget af det hele. Et ekstremt liv, der handler om at blive forstået og anerkendt, som den man er.

 

Fars pige

Helene føler, at hun skilte sig ud hjemme på Falster. Hun voksede op i et parcelhus med have og legehus i Karleby udenfor Nykøbing blandt et par hundrede andre indbyggere. Heriblandt en lillebror, en hjemmegående mor på førtidspension, og faderen, der er elmontør.

Hun kalder det en ’fredsommelig monoton barndom’ med kernefamilie og fredagsslik. I dag er kontakten sporadisk. Forældrene blev skilt, faderen stiftede ny familie, og moderen fik en blodprop i hjernen, der bl.a. gør, at hun nu sidder i kørestol. Og Helene kan ikke rigtig overskue at tage på familiebesøg. Hun kan ikke lide offentlige transportmidler.

Især faderen havde ønsket et andet liv for sin datter. Helene var en rigtig ’fars pige’. Det har hun også tatoveret på venstre balde. På den højre står der ‘truly yours’.

Deres bånd blev knyttet gennem musik. De spillede og sang sammen næsten hver aften. Han lærte hende at spille klaver, blokfløjte og harmonika. Det var mest gamle rock-klassikere. Creedence Clearwater Revival og John Fogerty. Pigen var ikke særlig gammel, da hun første gang blev plantet ved siden af sin far ved orglet til en familiefest og sang. De taler ikke om, hvad hun laver. Ligesom folk kan kigge skævt på Helene, så betaler hendes far også en høj pris for datterens jobvalg.

- Alle kigger jo på ham og tænker: ’Hvad er der lige gået galt i hendes barndom?’ De tror, at han har misbrugt mig eller sådan noget. Det er noget af det hårdeste ved det her. At han bliver dømt, fordi jeg har hevet ham med ind i det her cirkus, siger hun.

Det er et års tid siden, hun har set ham. Men han er der. Det ved hun. F.eks. passede og plejede han hende, vaskede hendes hår, da hun første gang fik opereret sine bryster større og havde afsindige smerter.

 

Undskyld

Helene vakte opsigt på Falster. Hun fik klapsalver af klassekammeraterne, da hun som 13-årig kom tilbage efter en pause fra madlavningsholdet med jord på de hvide bukser. Naboens søn havde taget hendes mødom bag et skur nede ved børnehaveklassen. Det var ingen succes. Helene syntes ikke, det var særlig spændende. Hun ville hellere bare kysse. Og hendes far fantaserede om at skyde naboknægten.

Hun elskede at gå i skole og var med egne ord en stræber. Men engang imellem kom hun grædende hjem, når det gjorde ondt at stikke ud. Så var det godt at have en mor, der altid var hjemme.

Den kønne og intelligente pige fik gode karakterer i begyndelsen af gymnasiet, men en frådende seksuel energi tog over, når hun fik noget at drikke i weekenden. Hun var hende i det udfordrende tøj, der altid endte med at danse på bordene, vise bryster og knalde med en tilfældig. Mandag skulle hun stå skoleret for veninderne, når hun havde sovet en brandert ud i en af deres ekskæresters senge. Det var ikke til at holde ud. Men hun kunne heller ikke holde det inde, selvom det føltes voldsomt at blive kaldt ’luder’ i det lille samfund. Hun var ’led og ked af at bo der’. At skulle undskylde for sig selv hele tiden.

Hun havde små bryster, kommunefarvet hår og et lille H med et hjerte tatoveret på hoften, da hun – lidt for at vise alle, at hun ville skide på deres mening om hende – i 2. g. fik taget billeder til Side 9 og kort efter fik job på en stripklub i Aalborg. Hun blev høj, beruset, af stå med publikums blikke låst fast på sine bevægelser.

Gymnasiet gled i baggrunden, da Helene begyndte at pendle mellem landsbyen og stripklubben i weekenderne.

 

Den pæne pige

Få måneder efter Side 9-debuten tog hun toget til Bellahøj og klædte sig af foran en fremmed mand, der filmede hende onanere i en sofa. Hendes ben dirrede af pludselig generthed og nervøsitet. Men samtidig syntes hun også, det var så frækt, at hun ikke søgte mod døren. Siden har hun skudt så mange pornoscener, at hun ikke helt har overblik over dem. Måske 70. Hun ser dem ikke selv, for så ærgrer hun sig over små dumme fejl. Hun vil helst bare nøjes med sit indre billede af, at hun så fræk og lækker ud. At mænd i hobetal bliver skeløjede af liderlighed af at se på hende. Det kan hun godt lide at tænke på.

Så snart hun havde fået studenterhuen på, flyttede hun til København og syv andre pornomodeller. Pigerne hyggede om dagen og tog på arbejde på samme stripklub om aftenen.

- Jeg har hele tiden haft en drøm om at passe ind. Og så fandt jeg et miljø, hvor jeg passede perfekt. Her var jeg endda den pæne ordinære pige.

- Derhjemme forstod folk mig ikke. Jeg begyndte at tænke, at det var mig, der var noget galt med. Men i København blev jeg modtaget med åbne arme. Folk forstod mig og syntes, det var fantastisk, at jeg er sådan. Det blev jeg helt forblændet af.

Helene lod sig rive med. Det gjorde hun også, da hun på et tidspunkt var i pengenød, og hendes kæreste foreslog, at hun prøvede escort-branchen. Han kendte en, der havde nogle piger. Helene blev rasende. Hvad fanden bildte han sig ind? Hun ville aldrig sælge sin krop!

 

Escortpige

Men dagen efter ringede hun alligevel til fyren med escortbureauet. Den første aften som escort-pige kørte hun fem ture, før hun kom hjem til kæresten.

- Jeg havde det rigtig godt med det, og han billigede det, Det var fantastisk, så jeg blev ved. Senere har hun også arbejdet på bordel. Hun kan have sex med alle, siger hun. De eneste, hun afviser, er handicappede og de nedladende. Dem, der ’ordner’ hende, smider pengene og går uden at have set hende i øjenene. Der sætter hun grænsen. Og hun gider ikke at lade som om, at hun er en uskyldig skolepige. Folk skal have lyst til netop hende.

 

Film-premieren

Ellers er der ikke særlig mange grænser tilbage. Kun dominans. Det bryder hun sig ikke om efter voldtægten for tre år siden. En norsk mand brød den gamle dør op til hendes lejlighed i Nyhavn, hvor hun lå og sov. Han tog vist fejl af hendes hjem og en stripklub i samme opgang.

Han voldtog hende i tre timer, truede med at slå hende ihjel og fablede samtidig manisk om, at hun skulle være mor til hans børn. Og han roste hende for, at hun ikke græd så meget som ’de andre’. Helene indstillede sig på, at hun ikke ville overleve. Prøvede at lukke af og spille død. Hun fik vristet sig fri af hans greb, da han trak hende med ud på gaden for at tage hende med til nogle andre, der tilsyneladende også skulle krænke hende. Hun flygtede mod den åbne dør til bodegaen ’Hong Kong’, og her brød hun sammen, og politiet blev tilkaldt.

Voldtægtsmanden blev aldrig fundet. Han forbliver Helenes mareridt. Den eneste, der nogensinde har taget hende uden tilladelse.

Som så ofte før var Helenes reaktion at rejse sig igen og vise hele verden, at de ikke kan få hende ned med nakken. Derfor var hendes tatoverede lemmer blandt de nøgne kvindekroppe, Casper Christensen slænger sig imellem på Klovn-filmplakaten.

Det skabte opmærksomhed. Hun blev kaldt ’Caspers luder’ og ’Caspers pornotøs’. Og det gik helt galt til film-premieren. Splittelsen mellem ønsket om at chokere, at blive set, og frygten for fordømmelse kulminerede.

 

Selvdestruktion

Helene havde virkelig gjort noget ud af sig selv. Højt hår, stor kjole, heftig makeup, JJ-skåls- brysterne, tatoveringer overalt og piercinger i hele hovedet.

- Jeg tænkte: Nu giver jeg bare los og står ved, hvem jeg er. Men jeg var fuldstændig malplaceret! Alle de kendte gav mig elevatorblikket og så ud som om, de tænkte ’hvad fanden laver du her?’.

- Det var ikke gået op for mig, at det ville være så voldsomt. Jeg troede, at folk ville blive fascinerede. Men de så på mig som en vanskabning. Det gjorde rigtig ondt.

Pludselig følte hun, at alle, selv kioskekspedienten, nedstirrede hende. At ingen mente, hun var noget værd. Og så gik hun ned. Tre måneder på den lukkede.

Hun har forsøgt at dække de utallige ar på venstre arm med en stor tatovering. Men de hvide striber dækker hele underarmen og vidner om tre måneder på psykiatrisk afdeling, hvor alt i hende gjorde så ondt, at det lindrede at flænse huden med en nøgle.

- Jeg havde en masse problemer. Og det blev ikke bedre af, at jeg havde et misbrug af hash og amfetamin, da jeg blev indlagt, så jeg fik en kold tyrker. Jeg kunne slet ikke genkende den der fremmedgjorthed i min krop, som man får, når man har det rigtig dårligt psykisk. Det føltes som om, jeg var ved at selvdestruere.

Det er lidt over et år siden, hun kom ud. Hun får snart sin egen lejlighed. Og så vil hun så småt i gang med porno igen. Hun vil gerne udfordre sig selv som pornoskuespiller og sætte fokus på fetisches. Vise, at man ikke skal skamme sig over at have anderledes lyster. Som hun selv skammede sig, da hun bollede rundt på Falster.

- Det er ikke hårdt at knalde med 100 mænd. Det er hårdt, at folk ser mig som beskidt og ulækker.

 

Alt på standby

Hun har et godt liv, siger hun. ’Meget indholdsrigt’, selvom det er kedeligt i forhold til det indtryk, folk får fra hendes blogs. Dagene går med at male, gøre rent, træne, gåture og frække tweets.

Hun kan ikke fokusere særlig længe ad gangen. ADHD, mente psykiateren. Derfor arbejder hun ikke så meget for tiden. Kun lidt nøgenfotos.

- Det følelsesmæssige er også begyndt at spille ind. Jeg vil meget gerne have en kæreste, og det kan man ikke få, når man er i porno eller prostitution. Hun vil have en at dele sit liv med. En kæreste, der elsker hende så meget, at han ikke kan holde ud at dele hende med andre.

- Jeg vil til enhver tid stoppe for kærligheden. Jeg vil sætte alt på standby. Jeg behøver ikke at dyrke sex foran et kamera. Det kræver bare, at han skal give mig al den opmærksomhed, som jeg mister, siger Helene og nulrer rastløst en tot af det røde hår med fingrene.

- Og det er svært, for jeg er meget opmærksomhedskrævende, erkender hun.