Det er familien Zornigs stamværtshus. Moderen huserer i hjørnet, mens storebror ‘Monkey’ ligger hen over billardbordet. Men det er også her, Helene Hofmann, der ikke har haft et job siden 1986, drikker Underberg på vej hjem fra Netto, og den gamle kroforpagter sidder og venter på sin næste blodprop. Alle har de deres egen historie. Fra tiden før de gik om bord på Arken.

Det er familien Zornigs stamværtshus. Moderen huserer i hjørnet, mens storebror ‘Monkey’ ligger hen over billardbordet.

Men det er også her, Helene Hofmann, der ikke har haft et job siden 1986, drikker Underberg på vej hjem fra Netto, og den gamle kroforpagter sidder og venter på sin næste blodprop.  Alle har de deres egen historie. Fra tiden før de gik om bord på Arken.

Log ind på BT PLUS og mød Monkey, Virke og alle de andre, der er en del af fælleskabet over øl og bitter på stamværtshuset i Nakskov. 1 måned er gratis - herefter 29 kr. per måned (INGEN BINDING).


Det er familien Zornigs stamværtshus. Moderen huserer i hjørnet, mens storebror ‘Monkey’ ligger hen over billardbordet. Men det er også her, Helene Hofmann, der ikke har haft et job siden 1986, drikker Underberg på vej hjem fra Netto, og den gamle kroforpagter sidder og venter på sin næste blodprop.  Alle har de deres egen historie. Fra tiden før de gik om bord på Arken.

Hertil og ikke længere. Lollandsbanen ender her på Nakskov Station i et sidste stop i dét, nogen kalder udkantsland. 300 meter derfra ligger en lav bygning – en endestation for en samling mennesker, der lever et liv i udkanten af udkanten.

»Vi plejer at sige, at Arken ligger i det helt rette lokale. For når man kommer her, så har man sgu alligevel det ene ben i graven.«

Latterbrølet får tung, sur røg til at bølge i lyskeglerne fra de lave lamper over billardbordene. Det er langtfra første gang, den vittighed er blevet fortalt i dag, men hvem går op i det?

Oprindeligt rummede bodegaen Arken Nakskovs gamle bedemandsforretning. Som så mange andre butikslokaler i byen lå det spøgelsesagtigt tomt i årevis, før det blev opkøbt og bygget om til bodega.

På Lolland er 35 procent af befolkningen på offentlig forsørgelse. Til sammenligning er landsgennemsnittet 22 procent. Mere end hver tiende lollænder står opført i RKI som dårlig betaler, og Lolland Kommune har landets højeste tilflytningsrate af arbejdsløse og folke- og førtidspensionister.

I Nakskov bor der tandlæger, skolelærere, advokater, blikkenslagere. I parcelhuse og i lejligheder. Men inde bag de sprossede ruder i den hvide facade på Østre Boulevard sidder dem, der lever i udkanten af udkantslandet. Det er dem, man kalder samfundets udsatte. Dem, forfatter og debattør Lisbeth Zornig Andersen forsvarer, når hun holder vælgermøde midt i det lollandske forfald, som hun selv forlod. Alle har de mødt mere end almindelig modgang i livet, og alle er de endt på Arken med de stumper og stykker, de fik med sig undervejs.

På Arken må hunde gerne sidde med ved bordet. Her er det Lady, der er fast inventar på bodegaen.
På Arken må hunde gerne sidde med ved bordet. Her er det Lady, der er fast inventar på bodegaen.
Vis mere

Gode råd er altid gratis

Arken dukker også op i den brogede historie om Lisbeth Zornig Andersens egen familie, der blev blotlagt i den harske dokumentar ’Min barndom i helvede’ om svigt, vold og seksuelle krænkelser. Det er på Arken, Lisbeth Zornig Andersens mor Jytte og bror ‘Monkey’ har deres gang om billardbordet og om den opmurede bardisk, hvor øllene er billige og gode råd altid gratis.

Arken har åbent 365 dage om året. Og åbner gerne før officiel åbningstid, hvis nogen trænger. »Folk skal aldrig komme til en lukket dør,« siger daglig leder Lene Madsen.
Arken har åbent 365 dage om året. Og åbner gerne før officiel åbningstid, hvis nogen trænger. »Folk skal aldrig komme til en lukket dør,« siger daglig leder Lene Madsen.
Vis mere

Men det er også her, rundt om bordene, hvor hunde som Perle og Lady sidder med, at man blandt andre kan møde Helene Hofmann, der for 30 år siden flygtede fra ‘en psykopat af en mand’ og endte på Lolland, hvor hun aldrig er kommet i arbejde. Fordi hun, som hun siger, har haft for travlt med at overleve. Og den tidligere kroforpagter Erik Virkelyst, der ikke længere er bange for at dø af øl og smøger, fordi han har prøvet det dér med døden, og det ‘mærker man sådan set ikke’. Sammen med pedellen John Kristiansen, der for nylig mistede sine børnebørn i et flammehav og finder trøst i en kold øl og det stille sammenhold i hjørnet.

Efter tre dobbelt rom og cola og to Blå Gajol-shots har klokken slået 11.30 på en onsdag i marts.
Efter tre dobbelt rom og cola og to Blå Gajol-shots har klokken slået 11.30 på en onsdag i marts.
Vis mere

Lene holder kursen

Det er Lene Madsen, der holder Arken på ret kurs. Hun åbner gerne før den officielle åbningstid, hvis nogen trænger til en øl eller en kop kaffe, og når det er jul, sætter hun langborde op gennem bodegaen, så de, der ikke har andre steder at være, ‘i det mindste får flæskesteg og risalamande’.

»Man kommer helt automatisk til at holde af de folk, der kommer her. De er blevet min nærmeste familie. Flere af dem har heller ikke så meget at komme hjem til,« siger hun.

På Arken holder man fast i den ræling, der er. Og da en af stamkunderne blev med barn, og der ikke rigtig var nogen far, virkede det naturligt at døbe drengen Noah. ‘Arkens førstefødte’, kalder de ham.

To grønne billardborde er omdrejningspunktet på Arken. Her er det daglig leder Lene Madsen, der tager en pot billard, mens en af gæsterne ser efter baren.
To grønne billardborde er omdrejningspunktet på Arken. Her er det daglig leder Lene Madsen, der tager en pot billard, mens en af gæsterne ser efter baren.
Vis mere

BT besøgte Arken en onsdag i marts. Fra de første øl blev skyllet ned med franskbrødsmadder med rejeost og trestjernet spegepølse før klokken 9, til den sidste højrøstede gæst vaklede hjem ved midnat. Mange skæbner stak hovedet ind. Og ligegyldigt hvem der træder ind på Arken og kortvarigt lukker en solstråle ind i det brune henfald, bliver der hilst ved fornavn.

Når der bliver spurgt, hvor ofte man kommer her, lyder svaret altid: »Lidt for tit«.

Bodegaen Arken i Nakskov er et samlingssted for mange i udkantsbyen. Her sidder Benny med sin hund Sille.
Bodegaen Arken i Nakskov er et samlingssted for mange i udkantsbyen. Her sidder Benny med sin hund Sille. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

»Det kan godt være, at mange ser os fra Vestlolland som nogle tosser, der render rundt og drikker og laver indavl. Men sådan er det ikke. Vestlolland er meget mere end det.«
»Det kan godt være, at mange ser os fra Vestlolland som nogle tosser, der render rundt og drikker og laver indavl. Men sådan er det ikke. Vestlolland er meget mere end det.«
Vis mere

Helene Hofmann

51 år, har ikke været i arbejde siden 1986. Førtidspensionist siden 2007. Kommer på Arken mindst et par gange om ugen.

Helene Hofmann har egentlig altid hadet at bo ude på landet. Hun stammer fra Nørrebro i København, men da hun i 1986 måtte flygte fra ’en psykopat af en mand’, var det kun i nedrivningsejendomme på Vestlolland, hun kunne betale huslejen.

Her var det ikke unormalt, at et helt hus kunne lejes for 1.000 kr. om måneden. Og så tager man med, at vand og vind står direkte ind, og at badeværelset er sort af mug.

»Alle de huse, jeg har boet i, er blevet revet ned, med det samme jeg er flyttet. De har alle sammen været ved at falde sammen om ørerne på mig,« siger hun.

Derfor kan Helene Hofmann godt lide at komme ind til Nakskov. Her er flere mennesker. Og når hun og hendes mand René skal i Netto, kommer de altid forbi Arken. De hilser i tysk Underberg og skyller efter med Tuborg. Det kan blive til mange flasker, inden de hanker op i sig selv og indkøbsposerne og går hjem.

Helene Hofmann har ikke været i arbejde, siden hun kom til Lolland som 22-årig.

Når Helene og hendes mand har været i Netto, kommer de altid forbi Arken.
Når Helene og hendes mand har været i Netto, kommer de altid forbi Arken.
Vis mere

»Jeg har ikke haft tid. Jeg har haft for travlt med at overleve,« som hun plejer at sige.

Da det var sværest, boede hun i en kold jernbanevogn med sine to fædreløse børn. Af og til har hun lavet rabarbersyltetøj og solgt det for at få penge eller avlet hunde for at sælge hvalpene.

Men hun klager ikke som sådan. Det er jo gået meget godt, og i 2007 fik hun sin førtidspension.

»Jeg tror egentlig bare, at kommunen gav mig den for at dække over deres dårlige samvittighed over ikke at have hjulpet mig,« siger hun.

Én gang om måneden tager hun og vennen Svend til Tyskland og køber billige smøger og dåseøl. Sådan får de det til at løbe rundt. Og når hun får råd, skal hun have færdiggjort havskildpadden Myrna, der er tatoveret på hendes venstre bryst.

»Jeg har altid klaret mig. Og her på Lolland hjælper man hinanden. Det kan godt være, at mange ser os fra Vestlolland som nogle tosser, der render rundt og drikker og laver indavl. Men sådan er det ikke.«

»Jeg har fået de bajere, damer og smøger, jeg skulle have. Og ved du hvad? Døden, den mærker du sådan set ikke. Jeg har prøvet den én gang.«
»Jeg har fået de bajere, damer og smøger, jeg skulle have. Og ved du hvad? Døden, den mærker du sådan set ikke. Jeg har prøvet den én gang.«
Vis mere

Erik Virkelyst

64 år, førtidspensionist siden han fik tre blodpropper i hovedet for fire år siden. Kommer på Arken tre gange om ugen.

Han bliver mest bare kaldt for ’Virke’. Eller for ’Erik Værdiløs’, hvis nogen er i det lune hjørne.

Erik Virkelyst plejede at forpagte kroen på Fejø nord for Lolland sammen med sin hustru, men for fire år siden begyndte han at få stjerner for øjnene. Mere husker han ikke fra den dag, og da han vågnede op, var det fra en kunstig koma på hospitalet. Tre blodpropper i hjernen blev enden på en livslang karriere som tjener.

Kort efter flyttede han til Nakskov. Det var nogenlunde samtidig med, at Arken åbnede, og siden er han kommet her tre gange om ugen. Han dumper gerne ind om formiddagen og lusker hjemad sidst på eftermiddagen.

»Generelt kører jeg ikke, når jeg drikker. Man skal ikke lege med ilden. Men hvis det skulle se, at jeg bliver stoppet med alkohol i blodet, tager jeg ikke kørekortet igen, har jeg bestemt. Jeg er blevet for gammel,« siger han.

Det kan kun gå én vej
Erik Virkelyst har i det hele taget aftjent sin værnepligt i tilværelsen, mener han. Han er far til otte børn med tre forskellige kvinder. Det første barn fik han som 19-årig, og i dag kender han ’gud og hvermand’ på Lolland. Årene som tjener har ædt brusken i hans led, og slidgigten har bidt sig så hårdt fast, at han ikke længere kan gå op på første sal derhjemme.

»Når man har levet hårdt, og når man ryger og drikker som mig, kan det kun gå én vej,« siger han.

»Men det rører mig ikke. Jeg har fået de bajere, damer og smøger, jeg skulle have. Og ved du hvad? Døden, den mærker du sådan set ikke. Jeg har prøvet den én gang.«

»Om jeg har min egen kø med? Selvfølgelig har jeg det. Det er sgu nødvendigt, hvis man vil frem her i livet.«
»Om jeg har min egen kø med? Selvfølgelig har jeg det. Det er sgu nødvendigt, hvis man vil frem her i livet.«
Vis mere

Monkey (Mikael)

51 år, førtidspensionist og misbruger. Storebror til Lisbeth Zornig. Kommer på Arken to-tre gange om ugen

Han går direkte hen til billardbordet, da han ankommer. Med lange skridt, som har han travlt, og med en lille spøjs taske, der indeholder en billardkø, på ryggen.

»Om jeg har min egen kø med? Selvfølgelig har jeg det. Det er sgu nødvendigt, hvis man vil frem her i livet,« siger han, mens han skruer køens trægevind sammen.

Monkey, eller Mikael som han hedder, men som ingen længere kalder ham, er kommet på Arken, siden stedet åbnede i 2012. Han er storebror til Lisbeth Zornig Andersen og medvirker i dokumentarfilmen ’Min barndom i Helvede’, hvor Zornig opsøger sin fortid med svigt, vold og seksuelle krænkelser. Hendes tre storebrødre er årsagen til, at hun har klaret det, siger hun, fordi de tog de fleste tæsk. I dag er Monkey på førtidspension, har otte børn med fire forskellige kvinder og et årelangt hashmisbrug. Arken er hans frirum, hvor han får lov til at lave det, han allerbedst kan lide.

Siger ikke så meget

»Når jeg kommer her, er det udelukkende fordi, jeg har lyst til at spille billard,« siger han. Ellers siger han ikke så meget. Det ødelægger hans spil, hvis han skal sludre, understreger han, og i øvrigt er han træt efter at have flyttet de seneste tre dage.

Monkey siger ikke meget. Det ødelægger hans spil, hvis han skal sludre.
Monkey siger ikke meget. Det ødelægger hans spil, hvis han skal sludre.
Vis mere

Sammen med sin mor, der spiller en central rolle i Zornigs dokumentar, og som også har sin gang på Arken, er han flyttet ind i et hus ’lige om hjørnet’.

»Mig og min trunte er flyttet ind på husets øverste etage, og så er min mor flyttet ind nedenunder,« siger han og skubber de små, runde briller på plads under læderkaskettens skygge. Han ligger oppe på billardbordets kant for at støde til en kugle, da hans telefon ringer. Hurtigt hopper han ned og hiver den op af tasken. Det er ’hans trunte’. Da han lægger på, slår han ud med armene og siger så tilpas højt, at alle i rummet kan høre ham:

»Hun savnede mig sgu! Tænk, at der er nogen, der savner sådan én som mig.«

»I min familie sidder vi bare ikke lårene af hinanden, lad mig sige det sådan. I bakspejlet kan jeg godt se, at jeg måske ikke så mine børnebørn nok. Det kan jeg ikke rigtigt lave om på nu.«
»I min familie sidder vi bare ikke lårene af hinanden, lad mig sige det sådan. I bakspejlet kan jeg godt se, at jeg måske ikke så mine børnebørn nok. Det kan jeg ikke rigtigt lave om på nu.«
Vis mere

John Kristiansen

58 år, servicemedarbejder på plejehjem. Kommer på Arken hver dag efter arbejde. Nogle gange også om lørdagen, hvis der ikke er noget i fjernsynet

Der var ikke alle, der vidste, hvorfor John Kristiansen var så stille den dag i januar. Som han plejer, sad han i hjørnet med den ene hånd på flaskeøllen og den anden hvilende på askebægrets tykke glaskant.

Da en beruset gæst begyndte at stikke til ham, blev der straks slået en beskyttende ring om hans plads i hjørnet.

»Du lader John sidde i fred i dag, er du med?« lød det prompte. Og sådan blev det.

Det er derfor, John Kristiansen holder af at komme på Arken. Her passer man på hinanden. Og nok er tonen rå. Men den er kærlig.

»Den dag havde jeg mistet to børnebørn i branden,« fortæller han stilfærdigt. Han taler om den brand, der 30. januar kostede fire børn og en mand livet i en villa i Nakskov. Diskret tørrer han vandet i øjenkrogen væk.

»Men det skal vi ikke svælge i nu. På Arken kommer høj som lav, og her er plads til, at man er trist en dag, og der er også plads den dag, man gerne vil snakke om det,« siger han.

»Det har hjulpet mig en hel del.«

John Kristiansen kommer her for at ’skylle dagen ned’. Det gør han hver dag, og det tager præcis tre øl til 15 kr. stykket. Så cykler han hjem og kigger tekst-tv og sidder lidt foran computeren. Om lørdagen, hvis han ikke ’gider glo mere fjernsyn’, kan han godt finde på at cykle ned til en godnatbajer.

En omgangskreds og et netværk

John Kristiansen har været gift engang, og han har en datter i byen. Men de seneste år har han holdt juleaften på Arken. Det er ekstremt hyggeligt, siger John Kristiansen, og i hvert fald bedre end at ’sidde alene derhjemme og glo’.

»I min familie sidder vi bare ikke lårene af hinanden, lad mig sige det sådan. I bakspejlet kan jeg godt se, at jeg måske ikke så mine børnebørn nok. Det kan jeg ikke rigtigt lave om på nu.«

Han piller lidt i en plet i træbordet.

»Her på Arken får man en omgangskreds og et netværk, og det kan jeg godt lide. Her kommer ingen til at sidde alene og kukkelure.«

»Man kommer helt automatisk til at holde af de folk, der kommer her. De er blevet min nærmeste familie. Flere af dem har heller ikke så meget at komme hjem til.«
»Man kommer helt automatisk til at holde af de folk, der kommer her. De er blevet min nærmeste familie. Flere af dem har heller ikke så meget at komme hjem til.«
Vis mere

Lene Madsen

41 år, daglig leder på Arken. Kommer på Arken hver dag. Også når hun ikke er på arbejde.

Lene Madsen fylder ikke meget. Når hun en sjælden gang hæver stemmen, går der til gengæld en engel gennem værtshuset.

Der hersker en dyb respekt for den spinkle kvinde i den posede hættetrøje, for var det ikke for Lene Madsen, var der mange, der ikke ville vide, hvor de skulle gå hen.

Oprindeligt var hun ansat på bodegaen Øksen, som ligger lige på den anden side af gaden, men da hun blev sagt op, hev hun alle stamkunderne med over på Arken. I dag mener man, at Arken er et af Nakskovs mest besøgte værtshuse.

»Noget af det vigtigste ved et godt værtshus er, at ejerne er synlige. Hvis du vil have trofaste kunder, skal du investere dig selv. Man får et forhold til folk og kommer til at holde af dem. Flere af dem, der kommer her, har ikke så meget at komme hjem til.«

Vasker op i hånden

Lene Madsen vasker samtlige glas op i hånden. Industrimaskiner har hun ‘ikke meget tiltro til’. Alle møblerne er købt i genbrugsbutikker, og væggene er malet brune. Hvide vægge var for kedelige, mener hun, for på Arken skal folk føle sig hjemme.

Når man spørger, hvad hun drømte om i sin tid, ved hun det ikke.

Men hun ved, at jobbet som kromutter har gjort hende lykkelig.

»Jeg har arbejdet på fabrik i mange år, men det her er det eneste job, jeg har været glad for. Det er også nødvendigt, hvis du vil arbejde på en bodega.«

Hvert år til jul stiller Lene Madsen langborde ned gennem bodegaen og inviterer indenfor til juleaften. Det koster 75 kr. at være med. Hun tjener ikke en krone på det, men til gengæld giver hun en hyggelig aften til dem, som ellers skulle have siddet derhjemme alene. Efter maden rafler de om gaver, som de selv har haft med.

Lå død i lejligheden

Et år var der en af stamkunderne, der ikke dukkede op. Lene Madsen var bekymret. Som hun plejer, når nogen udebliver, kørte hun forbi for at se, om alt var okay. I lejligheden lå han død.

»Det var hårdt. Men det sker jo af og til, når man har med den her slags mennesker at gøre. De lever et andet liv end det, hovedparten af befolkningen lever,« siger hun.

»Når jeg går i Fakta, siger min kæreste ’god kamp’, fordi hun ved, at jeg lige skal over på Arken og spille en pot billard.«
»Når jeg går i Fakta, siger min kæreste ’god kamp’, fordi hun ved, at jeg lige skal over på Arken og spille en pot billard.«
Vis mere

Svend Jørgensen

44 år, har været på kontanthjælp, siden Vestas lukkede fabrikken i Nakskov i 2010. Kommer på Arken hver dag. Ofte flere gange om dagen.

Når man først kommer til Lolland, kommer man aldrig herfra igen.«

Ordene kommer fra Svend Jørgensen. Selv har han boet her, siden han som 19-årig kom til Nakskov. Dengang gjorde han en pige gravid, og i dag har han fire børn ’plus det løse’. Hans datter er blevet ung mor, for ’den slags går vel i arv’, som han siger, og han har nu to børnebørn.

Svend Jørgensen bor lige om hjørnet og kommer gerne på Arken flere gange dagligt.

»Når jeg går i Fakta, siger min kæreste ’god kamp’, fordi hun ved, at jeg lige skal over på Arken og spille en pot billard. Og når mine børn ringer og spørger, om jeg er hjemme, siger jeg ja, selv om de kan høre billardkuglerne i baggrunden. For det her er mit hjem,« siger han.

Får lov at passe sig selv

Da Vestas lukkede fabrikken i Nakskov i oktober 2010, blev Svend Jørgensen en af de 430, der blev arbejdsløse.

Han har ikke været i arbejde siden. Og det kommer han heller ikke.

»Jeg magter det ikke. Jeg har oplevet nogle ting i mit liv, der gør, at jeg ikke kan være sammen med så mange mennesker. Kommunen sender mig heller ikke i aktivering. Jeg får lov til at gå og passe mig selv,« siger han.

Svend Jørgensen har søgt førtidspension. Han afventer stadig kommunens afgørelse.

»Jeg kan godt lide forskellige mennesker. Og man vænner sig hurtigt til den måde, folk taler til hinanden på. Det er kærligt ment, selv om det kan lyde lidt hårdt.«
»Jeg kan godt lide forskellige mennesker. Og man vænner sig hurtigt til den måde, folk taler til hinanden på. Det er kærligt ment, selv om det kan lyde lidt hårdt.«
Vis mere

Susan Andersen

19 år, arbejder på en rideskole. Kommer på Arken cirka fire gange om ugen, men er inde ’at sige hej’ hver dag.

Når øjnene fejer hen over forsamlingen på Arken, er der én, der stikker ud. Mens hovedparten af gæsterne er på den anden side af 40, har Susan Andersen endnu ikke rundet de 20 år.

»Jeg kan godt lide forskellige mennesker. Og man vænner sig hurtigt til den måde, folk taler til hinanden på. Det er kærligt ment, selv om det kan lyde lidt hårdt,« siger hun.

De ved alle sammen, hvem hun er, når Susan Andersen træder ind ad døren i kondisko, vindjakke og med håret snoet op i hårnåle. Af og til hjælper hun til i baren, og ellers slår hun sig ned ved et af bordene og finder en af sine smøger frem. Da hun var 12 år gammel, flyttede hun ind hos Arkens daglige leder Lene Madsen. Her hjælper hun til med hestene. Det har hun gjort, siden hun gik ud af 9. klasse, og går hendes drøm i opfyldelse, får hun engang en uddannelse som berider.

Altid velkommen

Susan Andersen har også holdt jul på Arken. Af og til får hun selskab af sin søster, der ligesom hende selv naturligt falder ind i jargonen ved de røgfyldte borde blandt mænd og kvinder, der kunne være deres forældre.

»Her er altid glade mennesker. Her er pænt, her er åbent, og man føler sig altid velkommen. Det kan jeg godt lide,« siger hun.

BTFORSKUD - Bodegaen Arken i Nakskov er et samlingssted for mange i udkantsbyen.
BTFORSKUD - Bodegaen Arken i Nakskov er et samlingssted for mange i udkantsbyen.
Vis mere