På skuespillerskolen hørte hun kun, hvor svært det var at få job. Alligevel brød Natalie Madueño igennem, før hun var færdiguddannet. Mød skuespilleren, der synes, det er lige så svært at græde som at have sex på film. Men begge dele handler om at overvinde en blufærdighed, hun nu tør udfordre
I den kommende tid vil hun være overalt. I dit fjernsyn, i biografen og på scenen.
I anden sæson af DRs succes-serie ’Bedrag’, har Natalie Madueño igen den kvindelige hovedrolle som Claudia.
Samme dag får hun i Folketeatret overrakt Lauritzen prisen som årets mest lovende kvindelige skuespiltalent. Som om det ikke var nok, har hun også den kvindelige hovedrolle i spillefilmen ’Swinger’, der i denne weekend har premiere over hele landet.
Natalie Madueño er det hotteste navn lige nu, og har større ambitioner, der rækker helt til udlandet og Hollywood. Men det er udfordringen, der tæller. Mere end eventyret:
LOG IND PÅ BT PLUS og læs mere om det spirende skuespillertalent, Natalie Madueño. Den spanske skønhed har store ambitioner for det ind - og udenlandske filmlærred og er ikke uden grund blevet kåret til årets mest lovende kvindelige skuespiltalent. Læs her hvorfor og bliv klogere på skuespillerens lange vej fra Vesterbro til DR's aktuelle søndagsserie, »Bedrag«.
På skuespillerskolen hørte hun kun, hvor svært det var at få job. Alligevel brød Natalie Madueño igennem, før hun var færdiguddannet. Mød skuespilleren, der synes, det er lige så svært at græde som at have sex på film. Men begge dele handler om at overvinde en blufærdighed, hun nu tør udfordre
I den kommende tid vil hun være overalt. I dit fjernsyn, i biografen og på scenen.
I anden sæson af DRs succes-serie ’Bedrag’, har Natalie Madueño igen den kvindelige hovedrolle som Claudia.
Hun har også netop fået overrakt Lauritzen prisen som årets mest lovende kvindelige skuespiltalent. Som om det ikke var nok, har hun også den kvindelige hovedrolle i spillefilmen ’Swinger’, der i denne weekend har premiere over hele landet.
Natalie Madueño er det hotteste navn lige nu, og har større ambitioner, der rækker helt til udlandet og Hollywood. Men det er udfordringen, der tæller. Mere end eventyret:
»Hvis du laver det samme arbejde hver gang, så dør kreativiteten,« siger hun og tørrer en enkelt svedperle af tindingen.
De fleste andre kampsveder i solen på caféerne omkring Enghave Plads, og Natalie Madueño er fornuftigt nok trukket i en let sommerkjole.
Alligevel vil hun også fotograferes i den yndlingsskindjakke, hun har med. Fordi hun ’bare rigtig godt kan lide den’.
Vi møder hende på hjemmebanen Vesterbro, på en af sensommerens varmeste dage, for at finde ud af, hvad der driver den 28-årige kvinde og hvad hun kommer af.
»Det er som at komme hjem igen,« siger hun om bydelen, der forlængst har overgivet sig til retroshops, fortovscaféer og ejerlejligheder.
»Jeg har boet på Vesterbro 26 af de 28 år, jeg har levet. Og jeg elsker det stadig. Vesterbro er fantastisk. Selvom meget har forandret sig, er der en stemning og en energi, jeg enormt godt kan lide.«
Efter to år på Østerbro flytter Natalie Madueño sammen med sin kæreste snart tilbage til barndommens gader.
Barndommens gade
»Nå, der bor stadig nogen i de buske. Der er toiletpapir derinde,« konstaterer hun og peger mod nogle høje rhododendronbuske i parken, hvor der boede endnu flere hjemløse, da hun som barn kom og fodrede ænder.
Hun foretrækker den københavnske bydel, der bl.a. er berømt for sin trods mod den tyske besættelsesmagt under krigen, og berygtet som hovedstadens red light district, med sin spraglede blanding af prostituerede, pornobarer, pushere og misbrugere samt lykkeriddere fra ind- og udland. Det er et arbejderkvarter med kødbyen i centrum og Istedgade som hovedstrøg.
Da Natalie Madueño var barn og ung var ’prostitution, narkomaner, pornobutikker, misbrugere i alle afskygninger og enormt mange hjemløse’ en del af hverdagen. Alt er stort set væk nu.
»I dag er det et anderledes Vesterbro. Dengang gik børn ikke på gaden efter mørkets frembrud. Det var ikke en tryg bydel som i dag. Der var tit ballade.«
Hun voksede op i Godsbanegade mellem Istedgade og Dybbølsbro Station med sine to mindre søskende.
»Vi måtte godt være i gården, men det var forbudt at gå på gaden, når det blev mørkt. I børnehaven måtte vi ikke lege i sandkassen, før pædagogerne havde tjekket den for kanyler. Og vi lærte, at vi ikke måtte røre den, hvis vi fandt én. En morgen jeg var på vej i skole var der blod i hele opgangen. Vi måtte ringe efter en ambulance, fordi en narkoman havde stukket forkert, og lå i stueetagen med en overdosis. Det lyder meget voldsomt, men det er ikke sådan, jeg husker det. Det var bare en del af livet.«
Hun har leget i de fleste gader på Vesterbro.
»På Vester Fælledvej var nogle komplekser ved at blive revet ned. De var pilrådne og farlige at lege i. Men det var skidesjovt og endnu mere spændende, fordi vi godt vidste, at vi ikke måtte være der,« siger Natalie Madueño, der er datter af en dansk mor, der er kemiker, og en spansk far, der er kok og tjener.
Miljøet var nok råt på stenbroen, men hjemme i gården og i barndomslejligheden var der stor omsorg og tryghed.
»Jeg husker det som meget idyllisk og trygt. På trods af de ting jeg har set, som nok har givet mig en forståelse for, hvordan andre mennesker lever og kan have det. Jeg kan tydeligt huske stemningen, når der var fest i gården eller spontane grillfester. Pludselig var der én, der havde slæbt en halv ko ind, som de havde fået fra en slagter i nærheden. Så blev der råbt til alle, der havde åbne vinduer, at der var grill. Og så blev der sat soppebassin op, som vi børn kunne lege i,« siger hun, Dengang var Vesterbro endnu mere multikulturelt end i dag.
»Mine bedste veninder var fra Tyrkiet, Marokko og Thailand. Så jeg spiste tyrkisk og pakistansk hjemme hos veninderne og har oplevet mange forskellige kulturer,« siger Natalie Madueño, der betegner sig selv som lidt mere en ’drenge-pige’, end en ’pige-pige’.
»Jeg har nok begge ting i mig og legede også med Barbiedukker. Jeg brugte lang tid på at fordybe mig og kunne tegne i timevis. Men jeg har altid været mere tiltrukket af at klatre i træer, udforske og hoppe fra klipper. Som barn syntes jeg, at det var lidt sjovere at være sammen med drengene, fordi de legede nogle lege, der var lidt vildere.«
Uprøvet talent
Vildt var det også, da Danmarks Radio i 2014 valgte hende til den fremtrædende rolle som den fremadstræbende karrierekvinde Claudia i ’Bedrag’.
Natalie Madueño fik stor ros både fra publikum og anmeldere, for sin rolle som juristen, der bliver suget ind i et kriminelt komplot styret af hendes egne kyniske chefer.
På det tidspunkt havde hun stadig fire måneder tilbage af sin uddannelse på Statens Teaterskole. Det er først nu, to år senere, at hun er ved at vænne sig til, at hun er kendt og allerede i gang med en blomstrende karriere som skuespiller.
»Det er stadig lidt uvirkeligt, for det er gået så hurtigt. Jeg havde ingen filmerfaring overhovedet, bortset fra to dages undervisning på teaterskolen. Men bare det at få et arbejde var et drømmescenarie. På skolen var vi blevet tudet ørerne fulde om, at der bliver givet færre penge til kulturen, og at halvdelen af os ville ende i sofaen – uden job. Jeg var fuldstændig overrasket over, at de ville have mig. Jeg talte det helt vildt meget ned overfor mine veninder, for ikke at gøre det for stort og sætte forventningerne for højt,« siger hun.
Hun har ikke altid haft ambitioner om skuespilfaget. Som barn og teenager forestillede hun sig, at blive dyrlæge eller zoolog. Eller måske noget med arkæologi. En kvindelig version af Indiana Jones.
Men i syvende klasse var hun med i sit første skolestykke, og lunten blev for alvor tændt, da hun i tiende klasse på Nørrebro havde dramaundervisning 28 timer om ugen.
»I gymnasiet blev jeg helt sikker på, at det var dét, jeg ville. Jeg søgte ind på teaterskolen første gang som 18-19-årig – lige efter gymnasiet. Men kom først ind tredje gang, jeg søgte. Det var nok meget godt,« siger hun i dag.
»Jeg var ikke modig nok, og jeg var alt for bange for at gøre det forkerte. Der var noget, der holdt igen indeni, og det duer ikke. Som skuespiller skal man være i stand til at lægge sig selv væk. Det kunne jeg ikke før tredje gang. Efter de sidste optagelsesprøver kan jeg til gengæld huske, at jeg tænkte, at hvis jeg ikke kommer ind nu, så kommer jeg aldrig ind. For så har jeg ikke forstået, hvad der skal til. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, og havde givet alt, hvad jeg havde. Og så måtte de tage mig som den, jeg er.«
Ikke bange for at fejle
»Jeg var holdt op med at være bange for at fejle, og det er nødvendigt, ved jeg nu. Hvis du er bange for at gå den forkerte vej, er det ikke sikkert, du nogensinde finder den rigtige. Du skal kunne lægge kontrollen væk, når du går ind foran et kamera eller op på en scene. Og i princippet også en del af din blufærdighed,« siger Natalie Madueño.
Hun har fem store projekter bag sig. Filmen ’Lev stærkt’, tv-serien ’Bedrag’, Ruben Genz’ spillefilm ’Tordenskjold og Kold’, samt det aktuelle komediedrama ’Swinger’ af Mikkel Munch Fals.
Natalie Madueño smiler selv ad det faktum, at hun i fire ud af fem projekter helt fysisk lægger blufærdigheden væk. Ved at smide tøjet og have sex på film. »Jeg har selv tænkt tanken, at jeg har smidt tøjet i de ting, jeg har medvirket i...«
Under interviewet har Natalie Madueño haft håret sat op. Men da snakken falder på grænser og blufærdighed, løsner hun elastikken, slår håret ud og læner sig tilbage i stolen. »Det er jo et spørgsmål om at turde, et spørgsmål om dine egne grænser, hvis de skal bruge dig til en rolle, der kræver, at du er nøgen, så skal du have lyst til det, ellers skal du ikke gøre det. Det er en blanding af at lytte til sine egne grænser og samtidig vide med sig selv, at arbejdet kræver, at du lægger din kontrol og blufærdighed væk. Jeg vil ikke lave noget, der går over mine grænser. Men det er sindssygt grænseoverskridende at stå afklædt foran 40 mennesker på et filmset, og ikke særligt behageligt. Men jeg tænker ikke på det, når jeg laver det. Jeg er jo i en rolle. Samtidig er jeg fuldt bevidst om, at det er min krop, og at det er derfor, jeg kan mærke min egen blufærdighed. Men det er karakteren, der tager tøjet af, fordi hun vil forføre ham. Så okay, det er det, vi gør,« siger Natalie Madueño og smiler lidt for sig selv.
»Det er egentlig et underligt job, jeg har... Det, der gør det mindre mærkeligt er nok, at man kan fjerne sig selv fra det. Det er fysisk mig, der har simuleret sex og kysser eller græder, men det er altid set gennem en andens øjne.«
Det bliver først virkeligt for hende, når hun bagefter ser det i biografen. Eller når hun taler om det – som nu.
»Så går det op for mig, at andre mennesker også kan se mig nøgen. Men når jeg gør det, er det bare et arbejde,« konstaterer hun.
I scener med intime følelser kan karakteren blande sig med hendes egen bevidsthed.
»Nogle gange kan en scene, hvor jeg skal bryde sammen og græde, være ligeså ubehagelig eller svær at lave som en sex-scene. At græde kan være mindst lige så blufærdighedskrænkende, fordi det er noget med at vise sit inderste. Men jeg forsøger at se det ud fra karakterens situation. Indtil videre er det lykkedes hver gang at fremprovokere gråd.«
Nogle skuespillere bruger deres eget liv som kanal for at mærke sorg, gråd og så videre. Det er ’ikke lige’ Natalie Madueño.
»For hvad nu hvis det tog overhånd, og jeg ikke kunne styre det. Det ville være et underligt grænseland,« siger hun.
Tvivl som motivator
Hendes karakter i ’Bedrag’ befinder sig også i et andet grænseland.
Den ambitiøse erhvervsjurist Claudia er havnet i en skruestik mellem sine brændende ambitioner og sin samvittighed på jobbet. Men hun er også fanget i dilemmeat mellem sine egne behov og ansvaret og kærligheden til sin søn.
»Jeg har til tider svært ved at følge hendes handlinger, men kan samtidig godt forstå hende. Det bliver jeg nødt til for at kunne spille det. Jeg forstår godt det der med, at éns drømme og ambitioner er så store, at man virkelig vil det, man er i gang med. Da jeg ville ind på teaterskolen, var der ikke nogen, der skulle stoppe mig. Og der var ikke nogen, der skulle fortælle mig, at jeg skulle tage en anden uddannelse, eller at jeg ville blive uddannet til arbejdsløshed.« Hun tvivler dog på, at hun ville kunne gøre det samme som Claudia i forhold til sin dreng.
»Det tror jeg ikke,« siger Natalie Madueño, der har ambitioner om at blive mor. Men ikke nødvendigvis lige nu.
»Jeg vil rigtig gerne have børn og glæder mig helt vildt til dét kapitel i mit liv, men hvornår det bliver, ved jeg ikke. Jeg er i et fag, hvor det er ret svært at lægge planer. Nogle gange ligger aftaler to år fremme, andre gange er de i næste måned. Fremtiden eksisterer i min kalender, men indeni bliver jeg nødt til at være dér, hvor jeg er nu. Om jeg vil have børn eller vil til Hollywood – så må det komme, når det kommer. Jeg kunne også godt gå og være bange for, at der ikke er noget arbejde. Det prøver jeg at lade være med at tænke på. Det er ude af mine hænder, så jeg forsøger ikke at være bekymret.«
Men er hun aldrig i tvivl om, hvorvidt hun kan dét, hun har sat sig for?
»Jo, det er jeg altid. Altså lidt i tvivl,« retter hun sig selv.
»At jeg ser ud som om, jeg har styr på hele lortet, er bare noget, jeg leger. Det har jeg overhovedet ikke.«
Hun griner så højt, at det er lige før, det kan konkurrere med klokkerne i kirken henne om hjørnet på Enghave Plads.
»Jeg tror på, at hvis jeg gør mit bedste, hele tiden udvikler mig og holder tingene ved lige, så bliver det, jeg laver, også så godt, at jeg forhåbentlig kan opnå det, jeg vil. Den tro kan være der i ti sekunder eller ti dage, men jeg har altid en lille tvivl, der går på, om jeg er den rigtige til jobbet, eller om jeg virkelig kan.«
Hun insisterer på, at tanken ikke er negativ.
»Det er ikke en tanke, jeg slår mig selv oveni hovedet med.«
Derimod motiverer den hende til at ’knokle nok for det’.
»Men hvis tvivlen bliver for stor, må jeg tage stilling til det.«
