Du kommer hjem igen'

Sådan lød forsikringen fra hendes mor, da Helene Thiesen for 65 år siden, sammen med 21 andre grønlandske børn, blev sendt til Danmark. Børnene troede, de skulle på ferielejr, men de fleste kom aldrig tilbage til deres familier

Sandheden var, at børnene var med i et eksperiment, som den danske stat havde sat i søen med hjælp fra Red Barnet og Røde Kors. Børnene blev fjernet fra deres forældre og sendt til Danmark for at lære dansk og blive dannede. Tanken var, at de bagefter skulle tilbage og være rollemodeller for andre børn i det grønlandske skolesystem.

Men forsøget gik galt. I stedet for at blive rollemodeller blev Helene Thiesen og de andre børn udstødt. Nogle vendte aldrig tilbage til Grønland, andre kom ikke hjem til deres forældre. Mange fik sår på sjælen.

En begik selvmord. En anden overvejede i en alder af blot ti år at tage sit eget liv. Mens andre levede næsten et helt liv i Danmark uden at vide, at de havde nære slægtninge i Grønland.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele det store interview med grønlandske Helene Thiesen, som blev sendt til Danmark for 65 år siden som led i et eksperiment for den danske stat. Helene Thiesen og de andre grønlandske børn, som blev sendt til Danmark, troede, at de skulle på ferielejr, men de fleste kom aldrig hjem til deres familier igen.

Det får du:

  • Stort interview: 'Du kommer hjem igen'
  • Artikel: Ingen undskyldning til Helene
  • Artikel: Derfor er det så svært at sige undskyld

'Du kommer hjem igen'

Sådan lød forsikringen fra hendes mor, da Helene Thiesen for 65 år siden, sammen med 21 andre grønlandske børn, blev sendt til Danmark. Børnene troede, de skulle på ferielejr, men de fleste kom aldrig tilbage til deres familier

Hun holdt blikket fast rettet mod sin mor, der stod på kajen i Nuuk. 7-årige Helene Thiesen sad i en robåd, der sejlede hende ud til skibet M/S Disko længere ude i bugten. Hun havde en stribet kjole på, som hendes mor havde syet.

Ved sin side havde hun en kuffert. Moderen vinkede, men hånden, der skulle vinke tilbage, stod næsten stille i luften, mens tankerne snurrede rundt i hovedet på den lille pige.

»Hvorfor skal jeg af sted? Hvorfor skal mor ikke med? Hvorfor står min storesøster og lillebror stadig på kajen?«

Optakten til rejsen havde været mystisk. Nogle mænd fra myndighederne havde været forbi for at få hende med på turen. To gange havde Helene Thiesens mor sagt nej. Tredje gang gav hun efter.

»Du skal til Danmark. Det er et land langt, langt borte, men du skal ikke være ked af det. Det er som paradis, og du kommer hjem igen. Det troede hun. Det var derfor, hun sagde ja,« fortæller Helene Thiesen om den dag, der kom til at forandre hendes liv.

Udvalgt til et eksperiment

Den 7. juni 1951 ankom Helene Thiesen sammen med 21 andre børn til Danmark. Børnene, der alle var mellem fem og otte år, blev kørt til Red Barnets ferielejr Fedgården ved Faxe. Helene Thiesen anede ikke, hvad hun skulle på gården, hvor længe hun skulle være der, eller hvorfor. Det sidste spørgsmål skulle der gå 45 år, før hun fik svar på.

Sandheden var, at børnene var med i et eksperiment, som den danske stat havde sat i søen med hjælp fra Red Barnet og Røde Kors. Børnene blev fjernet fra deres forældre og sendt til Danmark for at lære dansk og blive dannede. Tanken var, at de bagefter skulle tilbage og være rollemodeller for andre børn i det grønlandske skolesystem. Formålet var at løfte uddannelsesniveauet i Grønland og få grønlænderne ud af den armod, de levede i i begyndelsen af 50erne. De 22 børn var udvalgt, fordi de var forældreløse eller manglede en forælder, og meningen var at hjælpe dårligt stillede børn til en bedre fremtid.

Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Fotos fra da børnene kom tilbage til Grønland og kom på børnehjem.
Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Fotos fra da børnene kom tilbage til Grønland og kom på børnehjem.
Vis mere

Men forsøget gik galt. I stedet for at blive rollemodeller blev Helene Thiesen og de andre børn udstødt. Nogle vendte aldrig tilbage til Grønland, andre kom ikke hjem til deres forældre. Mange fik sår på sjælen.

En begik selvmord. En anden overvejede i en alder af blot ti år at tage sit eget liv. Mens andre levede næsten et helt liv i Danmark uden at vide, at de havde nære slægtninge i Grønland.

Mødet med paradis

Det her er Helene Thiesens historie, som hun husker den. En sommerdag i 2016 tog hun BT med tilbage til Fedgården, hvor det hele begyndte.

Allerede en kilometer inden vi når frem til den tidligere ferielejr, får hun kuldegysninger og en underlig følelse i maven.

»Jeg får den samme følelse af at være fortvivlet og forladt, som jeg havde dengang,« forklarer Helene Thiesen, der stadig ikke kan forstå, at ’de ,der bestemte over landet, lod det ske’.

Hun husker tydeligt den første nat på Fedgården.

»Vi kunne ikke falde i søvn. Vendte og drejede os. Jeg kunne høre én, der begyndte at snøfte, og så begyndte vi andre også. Vi gemte os under dynerne, jeg tørrede øjnene med snippen af dynebetrækket og faldt i søvn, mens jeg græd.«

Ingen kom og trøstede børnene. Helene Thiesen savnede sine søskende, sin mor og sin far, der var død af tuberkulose et halvt år tidligere.

Børnene ankom til Fedgården i mørke, men da hun vågnede dagen efter, åbenbarede en helt ny verden sig for hende.

»Det var en kæmpe gård med blade på murene. Der var stedmorblomster og træer, og solen skinnede, der var så smukt. Jeg tænkte, at min mor havde ret, da hun sagde, at Danmark lignede paradis.«

Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Vis mere

Helene Thiesen husker, hvordan børnene tog på ture til den nærliggende strand med en trækvogn med madpakker i pergamentpapir. Når hun går turen i dag, er det med en blandet følelse af nostalgi og ubehag.

Hun husker, hvordan hun smagte sit livs første tomat i gårdens drivhus og alle de mange sange på dansk. Først senere forstod hun, at de sang for at lære sproget.

Helene Thiesen kunne ikke spørge de voksne, hvorfor hun var der, for de talte ikke grønlandsk.

Efter fem måneder blev hun indkvarteret hos én plejefamilie, og senere igen hos en anden plejefamilie. Men hver dag tænkte hun på, hvornår hun måtte komme hjem til sin mor. Endelig kom dagen.

»Jeg var så jublende glad. Mine pleje-søskende ville gerne beholde mig, men min plejemor sagde: ’Nej, det går ikke. Hun har jo sin mor derhjemme’,« husker Helene Thiesen.

Kort gensynsglæde

På afrejsedagen mødte hun i Københavns Havn 15 af de andre børn, der også skulle hjem til Grønland. De sidste seks nåede aldrig hjem.

»Vi snakkede og snakkede, indtil vi opdagede, at vi talte dansk. Er der nogen, der kan sige noget på grønlandsk, spurgte vi hinanden? Der var én, der sagde ’mor’, én der sagde ’far’, og én der sagde ’den store fæle trold’. Men udover det var vores modersmål væk.«

Da båden anløb Nuuk, var det halvandet år siden, Helene Thiesen sidst havde set sin mor. Den lille pige løb hende i møde og krammede hende.

»Jeg fortalte, hvor spændende det havde været, hvor flot der var, og hvor dejligt Danmark duftede. Men min mor sagde ikke noget. Da hun åbnede munden, forstod jeg ikke ét ord. Jeg mærkede et hul i maven og tænkte: ’Nu kan jeg ikke engang snakke med min mor mere’.«

Artiklen fortsætter under billedet

Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Vis mere

Midt i det hele prikkede en voksen Helene Thiesen på skulderen og sagde, at hun skulle med til børnehjemmet.

Helene Thiesen bryder ud i gråd, da hun genfortæller historien. Hun husker, hvordan hun blev kørt væk i en bus.

»Jeg græd hele vejen gennem byen, som jeg havde glædet mig til at gense. Men jeg kunne ikke se den for bare tårer.«

Hun blev indkvarteret på Røde Kors’ nybyggede børnehjem i Nuuk, hvor hun boede i otte år. Hendes mor og søskende boede i byen, hvor hun af og til stødte på dem, men ellers så hun dem sjældent. På børnehjemmet måtte hun kun tale dansk, og hun fik ikke lov at lære grønlandsk i skolen. Så hun mistede sin familie, sit modersmål og sin identitet.

Efter nogle år fik hun lov at komme hjem på sommerferie hvert år. Men hun var som en fremmed i sin egen familie, for hun havde svært ved at kommunikere med dem. Hendes familie forsvandt, til gengæld blev gråden hendes faste makker livet igennem.

Manden der ændrede alt

Den 3. november 1967 var Helene Thiesen en usikker pige med dårligt selvværd, der begyndte på højskole i Jylland. Her mødte hun en mand, der vendte op og ned på hendes liv.

Ove Thiesen var fra Lolland, men ville gerne finde en jysk pige, for de var så flinke, mente han. I stedet faldt han pladask for grønlandske Helene, første gang han så hende i højskolens kantine. Men Helene Thiesens skrøbelige sind fik ham til at tvivle på, om kærligheden kunne holde.

»Jeg græd altid. Der skulle ingenting til. Min mand var lige ved at opgive mig. Det var ikke noget særligt, jeg græd over. Det kunne være en lille skuffelse, eller hjemve efter Grønland. Ved den mindste anledning græd jeg.«

I stedet for at give op rejste Ove Thiesen med tilbage til Grønland. For Helene Thiesen ville hjem og lære sit modersmål igen og prøve at finde sin identitet.

Artiklen fortsætter under billedet

Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Vis mere

»Han var den mest forelskede i hele verden. Han kunne ikke opgive mig, men skulle nok få vendt mig om, sagde han. Og det gjorde han.«

I Grønland fik Helene Thiesen indhentet noget af det forsømte fra de mange år på børnehjem. Parret bosatte sig i byen Sukkertoppen nord for Nuuk, hvor Helene Thiesens moster og onkel boede. Hun lærte sproget og fik et varmt forhold til sin moster, onkel og deres børn. Mosteren døde i 2015, men Helene Thiesen har stadig kontakt til resten af familien, som hun ser med jævne mellemrum.

Selv fik Ove og Helene Thiesen to døtre, senere børnebørn og mange lykkelige år sammen. Indtil Ove Thiesens død skilte dem for fem år siden. Til det sidste var deres forhold fyldt med kys og kærtegn, griner hun og fortæller, hvordan han selv efter mange års ægteskab kunne savne hende, bare hun var ude at købe ind.

Sandheden kom frem

I 1977 flyttede familien til Danmark for at give deres børn mulighed for en bedre skolegang. De byggede hus ved Vordingborg på Sydsjælland. Det var her, at Helene Thiesen i 1996 fik sandheden om sit liv.

En dag ringede telefonen. I røret var socialrådgiver, forfatter og radiovært Tine Bryld. Hun skrev på en bog om de 22 grønlandske børn og havde gjort en opdagelse, som hun ville dele med Helene Thiesen.

»Jeg sidder nede på Rigsarkivet. Der står, at du har været med i et eksperiment,« lød beskeden i telefonen.

»Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg satte mig på gulvet og græd. Jeg kunne slet ikke holde op.«

Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Vis mere

Endelig forstod hun – hvorfor hun i sin tid blev sendt af sted, hvorfor hun ikke måtte komme hjem og hvorfor hun kom på børnehjem.

For første gang forstod hun, at hun kom af sted, fordi hendes far var død og hendes mor var blevet enlig forsørger. At hun blev valgt blandt de tre søskende, fordi hun havde den rigtige alder, og at hun blev frataget sit sprog, fordi hun skulle lære dansk.

Men der er også mange spørgsmål, som Helene Thiesen ikke fik svar på. Hun fik aldrig talt ud med sin mor og fik aldrig at vide, hvorfor hun accepterede at sende sin datter bort. Selvom Helene Thiesen med tiden lærte grønlandsk, blev sproget ved med at være en barriere mellem dem.

»Jeg er bitter på hende. Jeg har aldrig tilgivet, at hun afleverede mig. Når man selv er mor, fatter man ikke, at hun ikke kunne stritte imod. Men der var jo nogle koloniherrer, der havde noget at skulle have sagt. Det er dét, jeg konkluderer.« Forholdet til autoriteter var et andet dengang. Børn stillede ikke for mange spørgsmål til de voksne, og koloniherrer fik det, som de ville have det.

Artiklen fortsætter under billedet

Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Tema om grønlandske feriebørn. Helene Thiesen blev i 1951 tvangsfjernet fra sin grønlandske familie som del af et eksperiment i af den danske stat. Her er hun tilbage ved Feddet tæt ved Faxe.
Vis mere

I mange år kæmpede Helene Thiesen for at få sit sprog og sin identitet tilbage og blive grønlænder igen i stedet for at være ’Dansker Helene’. I mange år har hun forsøgt at få en undskyldning fra den danske stat. Indtil videre uden held. For hende er det et simpelt spørgsmål om pli.

»Hvis jeg har gjort noget forkert, siger jeg undskyld. Hvorfor skulle staten ikke sige undskyld. De har ødelagt livet for os. Tænk på alle dem, der ikke klarede sig, som døde ulykkelige og ikke engang nåede at få at vide, at de havde været med i et eksperiment. Det er så fejt, og jeg kan ikke forstå det,« siger Helene Thiesen.

Sidste år fik Helene Thiesen og de resterende børn en officiel undskyldning fra Red Barnet, der også var med i forsøget. Men den danske stat har stadig ikke forklaret hende og de andre 21 børn, hvorfor de i 1951 skulle sendes til Danmark.

Ingen undskyldning til Helene


En række partier i Folketinget vil give Helene Thiesen og de andre børn en officiel undskyldning, men regeringen siger nej

Helene Thiesen vil have en undskyldning for den psykiske smerte, hun har båret på hele livet på grund af statens overgreb.

Siden hun opdagede, at hun som barn var med i et eksperiment, har hun gentagne gange rejst sagen i pressen. Indtil videre er hun kun blevet mødt med tomme løfter og afslag.

I 2009 rejste den grønlandske politiker Kuupik Kleist spørgsmålet om en undskyldning overfor Lars Løkke Rasmussen, der afviste at sige undskyld. I 2010 lovede Socialdemokraternes daværende grønlandsordfører, at Socialdemokraterne ville give en undskyldning, når de kom i regering. Men da S-regeringen for godt et år siden gik af, var der stadig ikke faldet en undskyldning.

​S lover undskyldning – igen


Men den bør de få, siger Socialdemokraternes nye grønlandsordfører Karin Gaardsted.

»Den danske stat bør give en uforbeholden undskyldning. Der er ikke mange af de 22 børn tilbage. Hvis vi skal nå at gøre noget ved det, er det nok ved at være på tide,« siger hun.

Hun får opbakning fra Alternativet og fra Enhedslisten.



»Hvis ikke man i det mindste kan sige undskyld til nogle, vi har lavet overgreb på, så hører alting jo op,« siger Christian Juhl, der er Enhedslistens grønlandsordfører. Han kalder eksperimentet for et vanvittigt projekt.

Men De Konservative er imod at give en undskyldning. Grønlandsordfører Mette Abildgaard oplyser, at det er partiets principielle holdning ’at man ikke kan bede nutiden om at undskylde for fortiden.’

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann har samme holdning. Hun vil ikke stille op til interview, men skriver i en kommentar:

»Jeg kan ikke undskylde for alt det, der er sket tilbage i tiden, som vi i dag ville have gjort anderledes. Historien står ikke til at ændre, vi må i stedet glæde os over, at tiden er en anden nu. Men samtalen om historien er vigtig, så vi husker de begivenheder, der har ført os frem til, hvor vi er i dag.«

Derfor er det så svært at sige undskyld

Andre kolonimagter har undskyldt overgreb mod oprindelige befolkninger. Men det kræver langvarige tovtrækkerier og kan koste staten penge

Canada har sagt undskyld. Australien har sagt undskyld.

I 2008 undskyldte den daværende australske premierminister Kevin Rudd, at den australske stat havde tvangsfjernet mange tusinde aboriginske børn for at opdrage dem, som koloniherrerne ønskede. Samme år undskyldte den canadiske regering for at have tvangsfjernet over 150.000 inuit- og indianer-børn over en periode på 100 år. Det var sager, der til forveksling ligner historien om de 22 grønlandske børn. Men i Danmark – siger staten stadig ingenting.

En undskyldning kan koste


De australske og canadiske undskyldninger faldt efter lange politiske processer. Det er helt normalt i den slags sager, siger Malin Arvidsson, der er adjunkt ved Örebro Universitet og har forsket i godtgørelser for overgreb i forbindelse med sociale indgreb.

»Det begynder som regel med, at de involverede tager emnet op og får journalister og forskellige politikere til at interessere sig for emnet og tage fat på en lang politisk proces. I sidste ende afgøres det hele af, hvilke allierede man kan få med sig, og hvilken opmærksomhed man kan få rejst om sin sag,« siger hun. At staterne kvier sig ved at tage skylden, er ikke kun et spørgsmål om manglende pli, men også et spørgsmål om penge.

Den canadiske undskyldning kostede staten 23,5 mia. kr. i erstatning. Også i Danmark kan en undskyldning kaste erstatningskrav af sig, forklarer advokat Christian Harlang, der har ført flere principielle sager mod staten.

»Hvis man undskylder noget, betyder det, at man har en skyld. Når man erkender, at man har en skyld, erkender man også, at man har et problem, og så kan det være, at de skadelidte rejser sag,« forklarer han.

Ifølge Christian Harlang vil det altid være forholdsvis lave beløb, der bliver idømt i den type sager i Danmark. I Thulesagen, der handlede om tvangsflytninger, blev der f.eks. givet erstatninger på mellem 15.000 og 25.000 kr.