Danmarks enfant terrible, Frank Dahlgaard, fortæller her om, hvordan hans storebror forsvarede ham med sine to gipsarme, når han var i knibe. Han måtte kæmpe ekstra hårdt for at lære at regne, men som han siger Vorherre er ikke socialdemokrat – vi er ikke født lige
Følg hans liv i billeder og få blandt andet et indblik i, hvordan hans forhold til bjergbestigning er: »En af mine hobbies er at bestige bjerge. Jeg har blandt andet været på toppen af Mt. Blanc, Mt. Whitney og Kilimanjaro – med bjergsyge. Jeg har også nået målet om at stå på toppen af det højeste bjerg i samtlige fem nordiske lande – plus Åland og Færøerne (...)«
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og læs meget mere om Frank Dahlgaard suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Danmarks enfant terrible, Frank Dahlgaard, fortæller her om, hvordan hans storebror forsvarede ham med sine to gipsarme, når han var i knibe. Han måtte kæmpe ekstra hårdt for at lære at regne, men som han siger Vorherre er ikke socialdemokrat – vi er ikke født lige
1. Jeg var vel egentlig dum
Her har mine stolte forældre i 1954 taget et foto af deres tre børn: Peter, mig og Sonia. Der er kun 16 måneder mellem min bror og mig. Peter er verdens bedste storebror, særdeles intelligent og han husker som en elefant. Og så har han altid hjulpet mig – bl.a. med matematik, som jeg havde svært ved. Han sagde aldrig, at jeg var dum selvom jeg vel egentlig var det. Men miraklet skete: Til sidst forstod jeg matematik. I dag underviser jeg på Niels Brocks handelsgymnasium, men har stor forståelse for de elever, der har det svært med tal. Det havde jeg jo selv.
2. Radikal far og farfar
Vi boede i Blidahpark i Hellerup, og når jeg blev drillet af andre, kom storebror Peter og forsvarede mig. Engang havde han brækket begge arme, men så brugte han bare sine gipsarme til at gokke de andre i hovedet med! Min far Lauge Dahlgaard var cand. polit. og embedsmand i Varedirektoratet og senere i Undervisningsministeriet. Han var også en engageret radikal politiker og blev arbejdsminister i VKR-regeringen (1968-71). Og min farfar var den radikale leder og toppolitiker, Bertel Dahlgaard. Så der blev indimellem talt politik derhjemme. Bl.a. om 9. april 1940, hvor jeg mente, at Danmark skulle have kæmpet mod nazisterne, som Norge gjorde. Jeg fik så at vide af min far og farfar, at jeg ville blive klogere, når jeg blev ældre. Men nu er jeg 70 år og mener stadig, at vi skulle have kæmpet dengang. Nej, jeg er ikke radikal.
3. Man VAR spejder
I 1960erne gik man ikke til spejder. Man var spejder – 24 timer i døgnet. At være spejder er en livsstil. Det er noget med sindelag. Når vi forlod en lejrplads, kunne man ikke se, vi havde brændt bål, for der blev lagt græstørv på. Det var før, venstrefløjen opfandt ordet miljøbevidsthed. Jeg er den dag i dag spejder, men efter ungdomsoprøret i 1968 blev spejderbevægelsen desværre løbet over ende af hønsestrik og tåbelige venstreorienterede ideer. Man fjernede for eksempel konkurrencerne. Derfor var der heldigvis nogle, som brød ud og dannede de gule spejdere, som holder fast i de gamle traditioner. I 1967 deltog jeg som 21-årig i en fantastisk spejdertur ’Katanngut-ekspeditionen’ i Grønland. Her vandrede vi – 80 danske roverspejdere – gennem ødemarken efter luftfotos. Jeg arrangerer næste sommer en tur til Grønland, hvor vi – 50 år efter – skal gense ødemarken, Indlandsisen og den ubeskriveligt flotte natur.
4. Tror vi kunne ha´ klaret russerne
Jeg blev indkaldt til flyvevåbnet i 1964 – 18 år gammel og nybagt student. Jeg begyndte som rekrut i Karup, som dengang var blandt Nordeuropas største militære flybaser. Det var to år efter Cuba-krisen, og der lettede og landede hele tiden jagerfly derovre, for den kolde krig var på sit højeste. Til at begynde med ville jeg være pilot, men jeg opgav drømmen, for jeg troede ikke, jeg ville klare alle optagelsesprøverne. Dumt, jeg skulle da havde forsøgt. Dengang kunne Danmark sætte 200.000 mand under våben i løbet af få døgn, hvis der var optræk til sovjetisk angreb. Min søster har været gift med en russer, og han fortalte mig om kadaverdisciplinen i Den Røde Hær. Det er mit indtryk, at de russiske officerer hurtigt ville blive skudt i en krig – nemlig bagfra af deres egne soldater! Det vil ikke ske i det danske forsvar. Jeg tror, at vi dengang kunne have slået russerne tilbage, hvis de havde angrebet.
5. Fejrede nej’et til euroen
Det, at vi bevarede kronen og sagde nej til euroen, var min store sejr i 2000. Det har jo sparet Danmark for mere end 300 milliarder kroner. Jeg fik samlet et hold af anerkendte nationaløkonomer, blandt andre Mette Koefoed Bjørnsen og flere professorer og lektorer. Vi skrev sammen bogen ’Euro eller krone’. Vi havde i slutfasen op til folkeafstemningen nærmest uendeligt mange penge til rådighed til annoncekampagner, penge vi fik af en engelsk milliardær. Alle erhvervsorganisationer og medier mente dengang, at det var klogt at tilslutte sig euroen. Det samme gjorde regeringen og et stort flertal i Folketinget. Men 53,2 pct. af danskerne stemte nej, og det har siden været mit lykketal. Her fejrer vi økonomer på tiårsdagen for folkeafstemningen kronens sejr over euroen. Det skete ved at spise en særlig fremstillet euro-fiasko-kage!
6. Vorherre er ikke socialdemokrat
I skolen klarede jeg mig under middel, og derfor krævede min far, at jeg brugte 15 minutter hver dag, hvor jeg koncentrerede mig 100 pct. om tal og regnestykker. Som gymnasielærer siger jeg i dag til eleverne: Vil du have et godt liv, en spændende kæreste og en god løn, skal du tage dig sammen og læse lektier. Hvis du har svært ved nogle fag, må du bare bruge otte gange mere tid på det end de andre! Hertil siger eleverne typisk: Jamen, det er jo ikke retfærdigt. Nej, men Vorherre er altså ikke socialdemokrat! Drop det ævl om lighed og retfærdighed, siger jeg. Nogle ser bare godt ud, andre ikke, Nogle har let ved at forstå og lære, andre har svært ved det. De sidste må så bruge mere tid på lektierne – eller indstille sig på et lorteliv. På Niels Brock-gymnasiet uddeler jeg indimellem småkager. Jeg stiller eleverne nogle spørgsmål, og de, der svarer forkert, får nogle gange flere småkager, end dem, der svarer rigtigt! Det er uretfærdigt, siger de dygtige elever. Ja, siger jeg, sådan er livet! Men med viljestyrke kan man komme op på verdensmesterniveau i næsten hvad som helst. Tegningen er lavet af en gademaler da jeg var på ferie.
7. Befrielsesbarn
Her er mine forældre, der sammen med mig og min yngste søn besøgte Folketinget om aftenen den 4. maj 1995 – på 50-årsdagen for Danmarks befrielse. Jeg var jo medlem af Folketinget dengang. Jeg er ét af de mange børn, som blev til i befrielsesdagene – og født ni måneder efter befrielsen, nemlig i slutningen af januar 1946. Så det, vi ser her, er Danmarks fejring af min undfangelse! Med dannebrogsflag i gaderne og levende lys i alle vinduer på Christiansborg.
8. Bestiger bjerge
En af mine hobbies er at bestige bjerge. Jeg har blandt andet været på toppen af Mt. Blanc, Mt. Whitney og Kilimanjaro – med bjergsyge. Jeg har også nået målet om at stå på toppen af det højeste bjerg i samtlige fem nordiske lande – plus Åland og Færøerne. Det er ubeskriveligt flot at se udsigten deroppefra. Allerbedst er at gå ture i bjergene i Nordnorge – i midnatssol og uden kontakt med omverdenen. Jeg har altid liggeunderlag, sovepose og en orange nødbivuak med, som kan ses fra en helikopter. Jeg foretrækker at tage alene af sted, selvom det er imod alle regler. Det giver et kick at være ude i den vilde natur alene. Pludselig er der ørne eller ryper eller en mår, der stirrer på en. På billedet min ældste søn Søren og hans ældste søn Eskil, da vi var i Nordnorge.
9. En sjælden dejlig kvinde
Da jeg var journalist på Berlingske, var jeg i 1989 en tur i Oslo for at undersøge norsk økonomi. Her traf jeg Sissel, som også dengang var en sjælden dejlig kvinde. Vi var begge blevet alene med vores børn, og vi faldt i snak og blev gode venner. Jeg blev selvfølgelig lun på hende. Hun havde imidlertid mange bejlere, og som dansker var mine odds dårlige. Men hvor der er en vilje, er der også en vej. Jeg ville ikke slippe denne skønne kvinde. I 1995 blev vi gift i Oslo. Til brylluppet var mit højeste ønske, at alle norske kvinder mødte op i folkedragt. Det gjorde de, også min Sissel. Hun tog i øvrigt fusen på mig, da hun efter bryllupsmiddagen rejste sig op og sang en selvkomponeret sang til mig – akkompagneret af klaver. Hun havde øvet sig længe. Ikke et øje var tørt. Jeg er gift med verdens dejligste dame, som ikke bare har hjerte, men også hjerne. Hun giver mig ofte særdeles kvalificeret modspil. Og skønt hun er norsk, er hun hurtigere til at løse danske kryds-og tværs’er, end jeg er.
