Champagne og høje hæle var en del af Lisbeth Johansens hverdag som salgschef i hotelbranchen. Men livet føltes ikke rigtigt. Mødet med Indien fik hende til at indse, at hun kunne gøre en forskel dér.
På papiret var Lisbeth Johansens liv en succes. Hun var salgschef på Hotel Radisson, hvor hun var god til at skaffe kunder og havde fuld fart på karrieren. Men der manglede noget.
»Det var en meget overfladisk tid. Det hele var en konkurrence, som jeg helst skulle vinde. Jeg var glad for at tale med kunderne, men der var ikke noget større eller mere meningsfuldt motiv med mit job dengang,« fortæller den i dag 42-årige Lisbeth Johansen, der første gang fik et hint om, at hun var på afveje, i 2003, mens hun sad og udarbejdede endnu en kontrakt.
»Det kom som et lyn fra en klar himmel. En stemme, der sagde, ’det er ikke det her, du skal’,« fortæller Lisbeth Johansen, der var klar over, at det ikke var en tilfældig indskydelse.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele Lisbeth Johansens historie og om jordomrejsen der blev til et møde med kulturer og en fattigdom, hun aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med.
Champagne og høje hæle var en del af Lisbeth Johansens hverdag som salgschef i hotelbranchen. Men livet føltes ikke rigtigt. Mødet med Indien fik hende til at indse, at hun kunne gøre en forskel dér.
På papiret var Lisbeth Johansens liv en succes. Hun var salgschef på Hotel Radisson, hvor hun var god til at skaffe kunder og havde fuld fart på karrieren. Men der manglede noget.
»Det var en meget overfladisk tid. Det hele var en konkurrence, som jeg helst skulle vinde. Jeg var glad for at tale med kunderne, men der var ikke noget større eller mere meningsfuldt motiv med mit job dengang,« fortæller den i dag 42-årige Lisbeth Johansen, der første gang fik et hint om, at hun var på afveje, i 2003, mens hun sad og udarbejdede endnu en kontrakt.
»Det kom som et lyn fra en klar himmel. En stemme, der sagde, ’det er ikke det her, du skal’,« fortæller Lisbeth Johansen, der var klar over, at det ikke var en tilfældig indskydelse.
Hun forsøgte i første omgang at ignorere stemmen og overbevise sig selv om, at det, hun havde opnået arbejdsmæssigt, var noget, hun var nødt til at holde fast i. Tanken om at slippe trygheden og den faste indtægt og kaste sig ud i et ukendt eventyr var meget skræmmende - og hun havde i øvrigt heller ingen idé om, hvor hun skulle kigge hen for at finde en tilfredsstillelse og dybde, der rakte ud over salgstal og bundlinje.
Bruddet med sin daværende kæreste blev det, der alligevel fik hende til også at tage opgøret med sit arbejdsliv.
»Det havde været et turbulent forhold, og jeg vidste, at jeg var nødt til at komme væk for at få det hele lidt på afstand. Nærmest i trance gik jeg ned og købte en billet til en ti måneders jordomrejse. Jeg sagde mit job op og fortalte derefter mine chokerede forældre om beslutningen,« fortæller Lisbeth Johansen.
Hun havde ikke den mindste erfaring med netop den type rejser. Hun havde været i Vietnam en enkelt gang, men ellers gik rejserne oftest til europæiske destinationer som Nice, Tenerife og La Santa.
Fandt ro
Jordomrejsen blev et møde med kulturer og en fattigdom, hun aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med. De bedende øjne sad fast i tankerne i dagevis.
»Det var en meget vigtig tid på flere måder. Jeg fik tid og plads til bare at være mig. Det gav en dejlig ro indeni at sidde helt stille og bare være til stede for første gang i utrolig lang tid. Samtidig kom jeg i kontakt med mennesker, der havde helt andre kår, og for hvem det var en kamp at få et dagligt måltid mad. Jeg besøgte børnehjem og skoler, og særligt mødet med børnene var enormt rørende. Det var fantastisk at se den umiddelbarhed og glæde, jeg blev mødt med, og jeg fik lyst til at komme til at arbejde med disse børn og berige såvel deres som mit eget liv,« siger Lisbeth Johansen.
Hun forelskede sig undervejs i engelske Rupert og tog med ham til London, da hendes rejse var slut. Hun begyndte samtidig at lede efter arbejde i en udviklingsorganisation. Det var dog sværere end som så. I stedet søgte hun tilbage til hotelbranchen, hvor hun fik tilbudt stillingen som salgs- og marketingchef for kæden Radisson Edwardian.
Samtidig begyndte hun at rejse til Indien og lære landet bedre at kende. Hun blev optaget af yoga og meditation og den indre ro det gav hende. Hun afsøgte nye sider af sig selv i ashrams, hvor hun tog del i en simpel livsførelse i pagt med naturen, langt væk fra regneark og overarbejde på kontoret. Her sluttede dagen, når solen gik ned.
’Hvornår kommer du tilbage?’
På en strand i Goa faldt brikkerne endelig på plads. Hun havde tilbragt dagen med nogle børnehjemspiger, som hun var faldet i snak med. De havde sjippet, spillet bold, drukket sodavand og holdt i hånd, og da dagen var blevet til aften, kiggede pigerne forventningsfuldt på hende og spurgte: »Hvornår kommer du tilbage?« .
»Spørgsmålet ramte mig lige i hjertet. Pigerne blev det sidste og afgørende skub på min vej mod et andet liv. Jeg var draget af arbejdet med de fattige børn, og jeg vidste, at jeg skulle tilbage,« fortæller Lisbeth Johansen, der trods tegn i sol, måne og stjerner stadig var i tvivl om, hvorvidt beslutningen var den rigtige.
Det var svært at tage skridtet. Rent faktisk at sige sit gode job op. Alle omkring hende fik børn og blev gift, og hvad skulle hun?
»Mit biologiske ur tikkede også, og jeg vidste, at hvis jeg rejste ud igen, ville drømmen om familie og børn igen blive sat på standby.«
En rigtig god ven fik dog Lisbeth Johansen overbevist om, at hun var nødt til at forfølge drømmen, hun havde haft så længe. Men hun var i tvivl til det sidste, så meget, at hun en dag sad og tudbrølede i sin bil midt på Valby Bakke.
Men tilbage til børnehjemmet kom hun og kunne endelig give børnene den omsorg og det nærvær, de i den grad higede efter. Selv små ting som at sætte pigernes hår eller tage et lille barn på skødet fik smilet frem i deres øjne. Samtidig mærkede Lisbeth Johansen, hvordan det var muligt at gøre en forskel.
Den kristne ledelse på børnehjemmet og den meget strenge opdragelse, der blev praktiseret, havde hun det dog svært med. Ret hurtigt vidste Lisbeth Johansen, at hun ikke ville blive et helt år som først planlagt.
Hun rejste i stedet videre til den lille bjergby Dharamsala, hvor hun underviste på en skole for tibetanske munke og nonner, hjalp til i en vuggestue og samlede penge ind i Danmark, til blandt andet bøger til skoler i området.
Det værste sted
Samtidig tog ideen om hendes egen udviklingsorganisation, LittleBigHelp, så småt form. Tanken var at skabe en uafhængig organisation, hvor hun kunne bygge noget op fra bunden og støtte forskellige projekter med penge, hun ville samle ind i Danmark. Egentlig var tanken at rejse rundt i Indien fra projekt til projekt, men da hun landede i byen Kolkata, hvor hun var i kontakt med en lokal udviklingsorganisation, var hun ikke i tvivl om, at det var her, hun skulle arbejde.
»Byen har flere tusind slumkvarterer og er det værste sted, jeg nogensinde har oplevet. Kolkata er alt på en gang. Et kæmpe sansebombardement - også følelsesmæssigt, og du græder og griner hver eneste dag. Det hele virker håbløst, og der er så meget at gøre,« fortæller Lisbeth Johansen, der var chokeret og forfærdet, første gang hun kom til Howrah Train Station i Kolkata. Stationen er Indiens ældste, og tiggere og hjemløse lå og sad overalt i en stank af afføring, skrald og urin, mens et væld af rejsende myldrede forbi og midt i kaosset falbød handlende varer som grøntsager, kød og sko til forbipasserende.
Og overalt på baneområdet gik forhutlede børn og tiggede og samlede flasker, som kunne omsættes til lidt penge.
»Deres kroppe var tynde og svage, og hvis de overhovedet havde tøj på, var det slidt og snavset. Nogle lå på den bare jord, mens andre havde søgt skygge i et kloakrør. De havde alle været udsat for voldsomme svigt, hvad enten de var født på gaden, forældrene var døde, eller de var blevet smidt ud hjemmefra. Hvis en kvinde i Indien bliver gift igen, er det ikke usædvanligt, at hendes børn fra tidligere bliver sat på gaden. Skal de overleve, er de tvunget til at tigge, lede efter mad i skraldespande eller ernære sig igennem prostitution,« fortæller Lisbeth Johansen, der i Danmark havde tjent en million på at sælge sin lejlighed og havde fået et arveforskud fra sine forældre, så hun havde penge til at komme i gang med det hjælpearbejde, hun i den grad brændte for.
En hård tid
Alligevel var det ifølge Lisbeth Johansen en »dødhård tid«.
»Jeg sendte hver morgen mail til mit netværk og modtog flere donationer, både legetøj og andet, men jeg famlede mig frem og anede jo ikke noget om, hvordan man griber sådan et projekt an,« siger Lisbeth Johansen.
I de første år oplevede hun flere gange korruption og medarbejdere, der snød og stoppede de indsamlede midler i egen lomme.
Det var en enorm sejr og stor tilfredsstillelse, da det første store projekt, en skole, LittleBigHelp opførte i slumkvarteret Shalimar, endelig stod færdig i sommeren 2010. Skolen, der blev bygget af mursten og bambus, har elever fra 1. til 4. klasse, der hver morgen stolte sætter sig ind i de fire klasselokaler.
Ikke mindst den årlige velgørenhedsgalla, der bliver afholdt på Hilton i København, sikrer, at der er penge til den fortsatte drift af såvel skoler som til opsøgende arbejde i slumkvartererne. Her havde Lisbeth Johansen i de første år selv sin daglige gang. I dag tilbringer hun vinteren i Indien, hvor hun både bor og arbejder på organisationens kontor i Kolkata, mens hun om sommeren bor i Danmark, hvor hun blandt andet underviser i yoga og meditation.
»Hvor jeg i de første år ikke troede, at jeg nogensinde skulle vende tilbage til Danmark igen, kan jeg i dag mærke, at jeg har brug for at komme lidt væk, fordi det er så intenst. Nu elsker jeg forudsigeligheden, og at her er så rent og ordentligt.«
LittleBigHelp har i dag otte projekter, der ud over skoler og børnehjem blandt andet tæller dagcenteret ’Open Shelter’, hvor børnene kan få en pause fra det hårde liv på gaden.
Organisationen hjælper over 500 børn og kvinder hver dag, og Lisbeth Johansen beskriver, hvordan man kan mærke en tydelig forandring, når man giver disse børn den hjælp, de har brug for.
»Den frygt, de har i øjnene, fortager sig langsomt, og de bliver børn igen. Det kæmpe ansvar, de har båret rundt på, kan de lægge fra sig, og de begynder at slappe af, når de får lov at sove igennem, får mad og rent tøj på.«
Forholdet til engelske Rupert holdt ikke, og Lisbeth er i dag kæreste med indiske Prem, som hun mødte i 2014. De seneste år er hun blevet helt afklaret med, at hun ikke selv skal have børn, og det er ikke noget, hun begræder.
Organisationen LittleBigHelp er i dag så stærk, at det er muligt for Lisbeth Johansen at slippe tøjlerne en smule og lade andre tage lidt mere over, og det nyder hun.
