Her er fortællingen om adoptivbarnet Kurt Daell, der led sit livs største nederlag med lukningen af familiens stolthed, Daells Varehus - men som siden skabte en formue på byggemarkedet Harald Nyborg
Han kom på fedekur i Danmark, men den fattige dreng endte med at blive en af Danmarks rigeste. Her er fortællingen om adoptivbarnet Kurt Daell, der led sit livs største nederlag med lukningen af familiens stolthed, Daells Varehus - men som siden skabte en formue på byggemarkedet Harald Nyborg.
Tårerne hober sig op i øjenkrogene. Han finder et lommetørklæde frem, dupper øjnene og ryster det halvlange, grå hår.
»Kan man dog ikke få noget mod sådan noget rørstrømskhed,« spørger han i et mildt irriteret tonefald.
Det er ikke første gang, at øjnene bliver våde i de mere end tre timer, hvor han sidder ved siden af sin voksne søn og fortæller. Det mere end 900 kvadratmeter store landsted ligger idyllisk placeret omkranset af nordsjællandsk skov og med udsigt over hestefolde. Det nylagte, gyldne stråtag matcher bygningernes sandfarvede puds på murene. Det er idyl for millioner.
Den 73-årige Kurt Daell er heller ikke hvem som helst. Efternavnet har i årtier tilhørt en af Danmarks rigeste familier og var i mange år synonymt med det legendariske, familieejede varehus af samme navn. Et varehus, der blev grundlagt af to jyske brødre i 1910, og som på rekordtid vandt en stor plads i mange danskeres hjerter. Det var her, folk i selv landets fjerneste provinskroge kunne bladre varehusets farvestrålende postordrekatalog igennem og købe billige barnevogne, duge, undertøj, frakker, sko. Eller som det lød i forårskataloget fra 1932: ’Smukke ensfarvede kjoler af kunstsilke’. Ting, som mange ellers kun kunne drømme om. Daells Varehus var nærmest en samfundsinstitution i datidens Danmark. Lige indtil den dag det lukkede i 1999. En lukning, som ikke mindst skyldes et dramatisk familieopgør, der siden er gået videre i erhvervshistorien som et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, når en familievirksomhed skal føres videre.
»Jeg behøvede aldrig at se ‘Dallas’ (amerikansk tv-serie, red.), for det, der foregik i vores familie, var meget værre. Jeg synes, det var tortur. Jeg kom hjem om aftenen og var fuldstændig kvæstet efter flere timer lange møder,« siger Kurt Daell, mens hans søn, Erling Daell nikker.
»Jeg savnede min far, fra jeg var omkring 10 år,« siger Erling Daell, der i dag er 43 år.
Som Kurt Daell sidder der i sit grå jakkesæt, kan det være svært at tro, at hans liv ikke altid har været lige let, og han har da også klaret sig godt. Godt nok måtte han se familiestoltheden dreje nøglen om - syv år efter at have forladt den. Et nederlag, som han den dag i dag ærgrer sig over og føler sig delvist ansvarlig for. Men brandet ‘Daell’ vil ikke dø. Det folkekære varehus med kælenavnet ‘Dalle Valle’ lever stadig videre i mange danskeres bevidsthed. Og det gør familien Daell i den grad også.
For hvad Kurt Daell ikke formåede - eller fik muligheden for - med Daells Varehus, har han i stedet gjort med byggemarkederne Harald Nyborg og Jem & Fix, som han i dag sammen med Erling Daell er eneejer af. Her har han skabt så store succeser, at far og søn med en samlet formue anslået til 1,9 mia. kr. er placeret som nummer 44 på Berlingske Business Magasins opgørelse over Danmarks rigeste.
Historien om Kurt Daell begynder dog et helt andet sted, meget langt fra sådanne lister. Hos en helt anden familie. I et helt andet land.
Det magre ’wiernerbarn’
Det var en forårsdag i 1948. I den østrigske by St. Veit i den fattige provins Kärnten. Eleverne sad på deres pladser, da en sygeplejerske fra Røde Kors kom ind i klasseværelset. En lille og mager dreng så nysgerrigt til, mens sygeplejersken nærstuderede, hvilke af børnene der var mest trængende til et fedeophold i Danmark. Den 7-årige Kurt Hauptmann blev sammen med en pige valgt ud.
Nogle måneder senere stod Kurt Hauptmann på togstationen i Østrigs hovedstad, Wien. Spændt og forventningsfuld steg han sammen med 1055 andre børn på toget mod Danmark.
»På det tidspunkt var Østrig besat af fire nationer, og vi havde ikke ret meget at spise, så for os var Danmark et land, hvor det flød med mælk og honning i gaderne. Det var kendt for at være et overflodssamfund,« husker Kurt Daell, der har båret efternavnet Daell i stedet for sit østrigske navn siden 1952.
Ved et tilfælde havnede han nemlig hos familien Daell. Men det vender vi tilbage til.
Den lille Kurt Hauptmanns første møde med Danmark var nemlig langtfra prangende. Efter en tre dages tog-tur ankom han sammen med de andre børn til
Sønderjylland. Her blev de indlogeret i barakkerne i Frøslev-lejren, der under krigen af nazisterne blev brugt som interneringslejr. Feriebørnene fra Østrig, som hurtigt fik tilnavnet ’wienerbørn’, da de kom med toget fra Wien, blev i Frøslevlejren undersøgt for sygdomme, inden de blev sendt videre ud til deres plejefamilier.
Sammen med en anden gruppe børn blev Kurt Hauptmann sendt til København, hvor han på Københavns godsbanegård fik et papskilt om halsen med sit navn og et nummer. Derefter blev han, stående på en hestekærre af træ, ’bortauktioneret’ til en ung familie på Frederiksberg. Der nåede han dog kun at bo i en uge, før der kom besked fra Frøslevlejren om, at resultatet af tuberkuloseprøven var positivt. Familien på Frederiksberg blev derfor udskiftet med et ophold på et børnehospital.
»Jeg lå der mutters alene, og mit eneste lyspunkt var hver tirsdag, hvor overlægen kom på stuegang. Han kunne tale tysk,« fortæller Kurt Daell, der dog kunne glæde sig over, at hospitalsopholdet kurerede hans tuberkulose. En Røde Kors-sygeplejerske mente dog ikke, at han havde fået det optimale ud af sit ophold i Danmark, og han blev derfor tilbudt at blive lidt længere. Og det er her, at familien Daell kommer ind i billedet.
Mødet med overklassefamilien Daell
En ny plejefamilie skulle findes, og det skulle være en familie, der havde forstand på pasning af en svækket dreng. I den store, hvide palævilla Taarbæklund, der ligger midt mellem Eremitageslottet og Øresund i Nordsjælland, fandt man det søgte. Her boede fru Ingeborg Daell, der et år tidligere havde mistet sin mand, Christen Daell - en af grundlæggerne af Daells Varehus. Den barnløse Ingeborg Daell var uddannet sygeplejerske. Kurt Daell husker tydeligt deres første møde.
»En dag kom der en kæmpe bil med en lille dame bag rettet. Jeg var ret imponeret, for der var måske kun tre biler i den østrigske by, jeg kom fra. Jeg fik lov til at sidde ved siden af hende. Hun kunne ikke tale tysk, og jeg kunne ikke tale engelsk. Men jeg tænkte, ’hende skal jeg nok komme godt ud af det med’,« siger han.
Taarbæklund var endnu mere imponerende end bilen. Hele 1.400 kvadratmeter boligareal, en gartnerbolig og 20.000 kvadratmeter have vidnede om, at det var succesfulde tider i Daells Varehus. Det ses også tydeligt i varehusets kataloger fra dengang. Selv om brødrene Daell i indledningen undskylder for, at det stadig er svært at skaffe varer grundet krigens efterdønninger, så bugner katalogerne alligevel af varer som piber, modetøj, hyldepapir, efterårshatte, sparegrise og børnelegetøj.
Det store hus var noget af et kulturchok for den lille Kurt, der var vokset op under meget beskedne kår i et borgerligt hjem i Østrig. Hans far, der under krigen var officer, måtte efter krigen arbejde som børstenbinder for at kunne forsørge sin kone og parrets fire børn. Men den lille Kurt faldt hurtigt til.
»Som barn har man bare behov for tryghed. Jeg kan huske, at jeg flere gange for vild i det store hus. Så stod jeg pludselig alene i et rum. Men jeg begyndte ikke at tude. Jeg gav mig bare til at vente, for jeg vidste jo, at der før eller siden ville komme en igennem rummet og tage mig med,« fortæller Kurt Daell, der blev boende hos Ingeborg Daell i et år.
Da han var fedet op, ville hans forældre gerne have ham hjem igen. Men allerede året efter, i 1950, blev han sammen med alle de andre wienerbørn atter inviteret til Danmark af deres plejeforældre. Da tiden var til, at han atter skulle hjem, viste det sig, at hans forældre var blevet skilt. Der var ikke længere noget hjem at vende tilbage til. I stedet blev han boende hos Ingeborg Daell, der indskrev ham i en dansk skole. Sådan gik der to år, indtil Ingeborg Daell i 1952 adopterede Kurt Hauptmann, der dermed fik efternavnet Daell.
»Jeg havde det fint med at blive adopteret. Jeg havde på det tidspunkt næsten fuldstændig glemt Østrig, og jeg havde også glemt mit tyske. Når jeg skrev til min mor, skrev jeg på dansk,« fortæller Kurt Daell.
Han blev hurtigt accepteret af resten af familien Daell, der foruden Ingeborg Daell talte Christen Daells tre børn af første ægteskab, Christen Daells lillebror P.M. Daell samt dennes børn og børnebørn. Men den familiære stemning imellem de to grene af familien skulle snart ændre sig.
Kurt Daells fire kvinder
»Harald! Harald!. Kom her, Harald.«
Kurt og Erling Daell går rundt mellem hestefoldene udenfor på ejendommen og kalder på familiens nyeste medlem, den store, legesyge, brune hund.
Hunden, af racen rhodesian ridgeback, lystrer dog ikke. I stedet løber den over til Kurt Daells ’kone’, Kirsten.
»Ja. Den hører mest efter, hvad Kirsten siger,« sukker Kurt Daell.
Kirsten Nielsen har været hans samleverske i 25 år. Parret er ikke gift, og det er der en god grund til. Kurt Daell er nemlig formelt gift med en anden kvinde, Britta, som er den anden af de fire kvinder, der har spillet en rolle i hans kærlighedsliv.
Som ung mand blev han gift med sin kusine fra Østrig, Ilse, som han første gang mødte som voksen og forelskede sig stormende i. Parret bosatte sig i Danmark og fik sønnen Erling. Forholdet holdt dog ikke, og parret blev skilt, da Erling var lille, hvorefter Kurt Daell fik forældremyndigheden over drengen.
På sit jurastudie mødte Kurt Daell den unge Britta Krümmel, som han blev kæreste med. I 17 år dannede de par, og Britta fungerede som en reservemor for Erling Daell. Da parret valgte at gå fra hinanden, besluttede Kurt Daell, at de skulle gifte sig.
»Det var på grund af arveafgiften. Jeg ville gerne give Britta noget, og det var nemmere, hvis vi var gift,« fortæller han.
Endnu en kvinde, ’Eva’ fra Odense - med hvem han fik sin anden søn Njal, der i dag er 26 år - nåede også at komme ind i billedet, inden Kurt Daell mødte Kirsten Nielsen. I mange år boede parret i Charlottenlund som nabo til Mærsk Mc-Kinney Møller, før de i foråret flyttede ud på lystejendommen, som Kurt Daell købte på tvangsauktion for to-tre år siden.
Kurt Daell griner selv ad de indviklede familieforhold, som han har skabt i sit liv med sine fire kvinder. Han bedyrer dog, at alle lever ’i harmoni med hinanden’.
Harmoni var der til gengæld ikke meget af i familien Daell, da kampen om varehuset udspillede sig.
’Dalle Valle’
Historien om Daells Varehus er både betagende og trist. Spadestikket til forretningen blev taget, da den jyske ungersvend Christen Daell i 1906 åbnede sin første postordreforretning i Fiolstræde i København. Forretningen gik så strygende, at han kun fire år senere overtalte sin lillebror, P.M. Daell, til at blive partner. Sammen åbnede de Daells Varehus, der hovedsageligt skulle leve af postordre. Nøglen til succesen var enkel. De solgte få forskellige varer, men købte til gengæld så store partier hjem, at de kunne sælge dem uhørt billigt. Som for eksempel i 1910, da de investerede hele varehusets startkapital i et enkelt parti på 1.000 rejsetæpper, som de solgte til 6,50 kr. stykket. Rejsetæpperne blev revet væk, og tæpper blev senere en fast bestanddel i kataloget.
Daells Varehus havde fået sig en kundeskare. Og brødrene Daell var foregangsmænd med konceptet discount.
De farvestrålende kataloger var en stor del af årsagen bag varehusets succes. Med nogle gange over 100 sider og med flotte tegninger af alle varer var de et tilløbsstykke på landets postkontorer. I slutningen af 1920’erne blev katalogerne trykt i et oplag på 400.000. Og interessen blev bestemt ikke mindre, da man op gennem 50’erne og 60’erne i større stil begyndte at sælge undertøj.
»Dengang fandtes porno ikke, så det eneste frække, man så, var undertøjsmodellerne i katalogerne fra Daells Varehus,« griner Kurt Daell.
Succesen kunne også ses på omsætningen, der voksede og voksede. Og det gjorde selve varehuset også. Fra at bestå af blot en enkel bygning i Nørregade i København, ejede brødrene Daell i 1937 hele den karré i Nørregade i indre by i København, der siden skulle huse varehuset i resten af dets levetid.
Men efter at Christen Daell døde i 1947, begyndte det at gå skævt.
Familiedstriden begynder
Christen Daell var kendt for at have visionerne, mens P.M. Daell førte dem ud i livet. Men Christen Daells død forrykkede balancen. Lillebror P.M. Daell havde svært ved at lede varehuset alene, og værre blev det, da Christen Daells søn Ib Tøger ville forsøge sig i virksomheden. Han var den eneste mandlige efterkommer af de to brødre og havde fået en god handelsuddannelse i bl.a. London og New York og var klar til Daells, da han vendte hjem i 1950.
Han blev da også ansat i familiens varehus, men P.M. Daell ville ikke give sin nevø chancen for at præstere. Ifølge bogen ’Dramaet Daells’, der er skrevet af Dagbladet Børsens tidligere politiske redaktør Kurt Boelsgaard, ville P.M. Daell hellere vente på, at hans ældste barnebarn, Peter Daell Bjerrum, der på det tidspunkt var 13 år, skulle vokse op og overtage varehuset.
Den afvisende behandling af Ib Tøger Daell udløste det første drama i Daell-familien. Tøger Daell forlod i vrede Daells og flyttede til Afrika.
Kurt Daell havde inden da ikke skænket det mange tanker, at han en dag skulle få en rolle i Daells Varehus.
»Daells Varehus var noget, som jeg som barn så fire gange om året, når min mor tog mig med ind for at købe tøj. Tanken om, at jeg en dag skulle have noget med det at gøre, var meget fjern. Den var ikke-eksisterende,« siger han.
Men da han var færdiguddannet jurist i begyndelsen af 1970’erne, havde familieforetagendet taget en drejning. P.M. Daell var i 1961 stoppet som direktør, og efter hans død i 1974, opfordrede Ib Tøger Daell sin adoptivbror til at gå ind i Daells Varehus for at repræsentere Christen Daells gren af familien.
Og så begyndte dramaet for alvor.
Kurt Daell blev ansat som ’husjurist’ i varehuset, men samtidig var P.M. Daells ældste barnebarn, Peter Daell Bjerrum, der var jævnaldrende med Kurt Daell, også begyndt at arbejde i Daells Varehus. Og de to var dybt uenige om, hvordan varehuset skulle drives.
»Det var en meget ubehagelig tid, for vi kunne dybest set ikke udstå hinanden. De mente, at jeg var kommet udefra og blev anset som en, der pressede på, men som ikke var en rigtig Daell. Så egentlig burde jeg bare gå ud i hjørnet og holde kæft. Men det gjorde jeg ikke,« fortæller Kurt Daell.
Uenigheden drejede sig om varehusets fremtid. I 1970’erne skød storcentre op i forstæderne, samtidig med at Dansk Supermarked havde succes med et nyt koncept - lavprisvarehusene Føtex og Bilka, der solgte både fødevarer og tøj. Tøj, der var så billigt, at det var en konkurrent til Daells Varehus.
Kurt Daell mente, at Daells Varehus også skulle udvides med filialer i storcentrene. Men den anden gren af familien var imod. De mente, at varehuset blot skulle køres videre i P.M. Daells ånd - nemlig som ét stort varehus i Nørregade samt postordreforretning.
»Hvis man ikke ekspanderer, så dør forretningen,« siger Kurt Daell.
Dramaet sled meget på ham personligt.
»Vi prøvede at gå stille med dørene udadtil, men indadtil var det meget blodigt. Vi sloges ikke, men vi gav hinanden nogle på tuden rent verbalt. Stemningen var meget dårlig. Og direktionen følte sig kuet af den anden gren af familien,« siger han.
Imens gik det kun én vej for Daells Varehus. Omsætningen faldt og faldt.
Kurts redningsaktion
Efter en lang kamp blev løsningen, at den ene gren af familien købte den anden ud. Egentlig var det familien Daell Bjerrum, der tilbød at købe Kurt Daell, Ingeborg Daell samt Christen Daells børn ud. Men Kurt Daell troede så meget på Daells Varehus og sine ideer til, hvordan familiestoltheden kunne reddes, at han fik et lån på 110 mio. kr. i banken og endte med i 1988 at købe resten af familien ud.
Hans redningsaktion kom dog for sent. Daells Varehus, der i sine gyldne tider var anslået til at være en halv mia. kroner værd, var på det tidspunkt på vej ud i en økonomisk deroute. Det tidligere gældfrie firma havde store gæld til banken, og Kurt Daell kunne ikke udføre de udvidelser, som han mente kunne redde det gamle varehus.
»Tænk, hvis Daells Varehus havde haft en filial Lyngby i dag, Det havde været gyldne tider for Daells,« siger han vemodigt og tilføjer, at den store bygning, der i dag huser det populære Lyngby Storcenter i københavnerforstaden Lyngby, kunne have været et Daells Varehus i stedet.
Men Kurt Daell nåede aldrig at føre sine ekspansionsplaner ud i livet. Fire år efter at være blevet eneejer af Daells Varehus, så han sig nødsaget til at sælge familiestoltheden. I et forsøg på at redde varehuset ville han bl.a. effektivisere driften ved at samle varehusets lager og postordreenheder, der lå på to forskellige adresser. For at kunne gøre det skulle han låne 60 mio. kr. i banken - udover den kassekredit på 200 mio., som varehuset allerede havde.
Men banken havde fået en ny kreditdirektør, som i stedet for at behandle låneansøgningen, opsagde kassekreditten med 14 dages varsel.
»For at redde firmaet og arbejdspladserne måtte Daells Varehus have en ny ejer hurtigt,« forklarer Kurt Daell, der derfor for ’sølle’ fem mio. kroner i 1992 solgte varehuset til de ansattes pensionskasser, der siden drev forretningen videre i syv år, før også de i 1999 måtte give op. Tiderne var løbet fra det kendte varehus, der havde mistet sit kundeunderlag. De røde tal på bundlinjen voksede og voksede, og til sidst måtte ’Dalle Valle’ dreje nøglen om.
Kurt Daells øjne bliver våde, når han når til den del af fortællingen. Han ærgrer sig over varehuset skæbne.
»Det er mit livs største nederlag. Havde jeg fået en fair chance, så er jeg sikker på, at jeg kunne have rettet Daells op,« siger han.
Artiklen fortsætter under billederne
Succes med Harald Nyborg
Den store, brune hund løber rundt og springer i kådhed op ad Erling Daell.
»Hold op, Harald,« siger Kurt Daell bestemt.
Han forklarer, at hunden er opkaldt efter Harald Nyborg.
Mens Daells Varehus efterhånden er blevet et fjernt minde for Kurt Daell, så er Harald Nyborg nu familiens stolthed. Det 110 år gamle postordrefirma, der primært sælger værktøj og landbrugsartikler, har i 30 år været ejet af Kurt Daell. Og det er Harald Nyborg, der har gjort, at Kurt og Erling Daell i dag hører til Danmarks rigeste. Kurt Daell købte Harald Nyborg i begyndelsen af 1980’erne.
»Jeg købte det rigtig, rigtig gunstigt, men der var ingen, der troede på, at det ville overleve. Jeg havde dog så meget erfaring fra Daells postordre, at jeg troede på Harald Nyborg,« fortæller Kurt Daell.
Firmaet er siden stormet frem og har i dag udover postordre også 28 butikker, fordelt over hele landet.
»Jeg er både glad for og stolt over, at det er gået så godt. At kunne bevise, at jeg kunne gøre det her med Harald Nyborg,« siger Kurt Daell.
Harald Nyborg-koncernen ejer desuden også lavprisbyggemarkedet Jem & Fix samt Daells Bolighus. Sidstnævnte er den eneste tilbageværende rest af Daells Varehus. Siden finanskrisen i 2008 har bolighuset dog haft svære tider.
»Navnet er den primære årsag til, at jeg beholder Daells Bolighus, for det er det eneste, der er tilbage af Daells Varehus,« siger Kurt Daell.
Belært af erfaringerne fra Daells Varehus har det været vigtigt for Kurt Daell i god tid at sikre videreførelsen af Harald Nyborg. Derfor ejer 43-årige Erling Daell i dag 40 procent af koncernen.
»Fra jeg var lille, har jeg altid hørt om Harald Nyborg, som der blev snakket om hen over spisebordet, så jeg har altid gerne villet gå ind i firmaet,« siger Erling Daell, der blandt andet har læst HD i afsætning. Han kom derfor ind i firmaet omkring årtusindeskiftet, da Kurt Daell pludselig blev syg.
I dag er Erling Daell direktør for Harald Nyborg og Jem & Fix i Sverige. Og Kurt Daell har stor tiltro til sin ældste søn:
»I modsætning til mig, så har Erling en decideret handelsuddannelse, så han er jo faktisk langt bedre rustet end mig til at tage sig af virksomheden,« siger Kurt Daell, der kan glæde sig over, at hans yngste søn, 26-årige Njal, også er på vej ind i virksomheden.
»Men mine børn er jo så heldigt stillet, at de hverken har noget medfamilie eller nogle ubegavede bankdirektører, som de skal kæmpe med, så de har det meget lettere, end jeg havde det,« smiler Kurt Daell.
På vej op mod hovedhuset breder hans smil sig igen, da han passerer sin store garage. Selv om han er kendt for ikke at ødsle sine penge væk, så har han dog en last - nemlig veteranbiler. I garagen holder de første tre-fire stykker. Resten holder i garager rundt omkring, bl.a. i hans virksomheder. Faktisk har han så mange, at han ikke når at køre i dem alle selv. I stedet låner han dem ud til venner og udstillinger.
Selv om bilerne primært er en lidenskab, så gør det bestemt heller ikke noget, hvis de samtidig er en god investering. Og forretningsmanden i Kurt Daell kommer da også atter frem, da han fortæller om et af sine bedste bilkøb - nemlig en Bentley R Continental.
»Jeg købte den på en auktion i 1984 for 265.000 kr. Og den er mindst fem mio. kr. værd i dag,« fortæller han. Du er jo en af Danmarks rigeste mænd.
Hvad betyder penge for dig?
«De betyder rigtig meget. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde noget andet. Jeg ville slet ikke kunne leve det liv, jeg har, uden penge. Det giver nogle frihedsgrader, som man slet ikke kan forestille sig, hvis man ikke har prøvet det. Det har gjort, at jeg f.eks. kunne købe denne ejendom,« siger Kurt Daell, mens solen sænker sig over det kuperede landskab.
