I Sara Blædels barndomshjem blev Weekendavisen skrevet af far, og det lå ikke i kortene, at den ordblinde Sara skulle skrive noget som helst. I dag er hun en af de danske forfattere, som har bedst fat i sine læsere, og det er det eneste, der betyder noget for hende.
Ubehaget kom krybende i takt med, at Sara Blædels tur til at læse højt for klassen nærmede sig. Hvor de andre børn i klassen læste op i et sikkert tempo, havde Sara altid brug for mere tid til at få ordene til at give mening. Det var næsten endnu værre, når hun skulle til tavlen, for det gav ingen mening, at der nogle gange skulle r på et ord og andre gange ikke. Indimellem fik hun at vide, at det simpelthen var for sjusket, at hun ikke kunne holde styr på endelserne.
»Engang da min far hørte, at jeg havde fået en irettesættelse i skolen, gik han hele vejen derop – iført stor sweater og træsko - og sagde til læreren, at hun aldrig måtte fratage hans datter lysten til at fortælle en god historie.«
Leif Blædel var kritiker på medier som Weekendavisen og Information. Sammen med skuespilleren Annegrethe havde han datteren Sara, som var lige så ordblind som sin far.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Sara Blædel. Hendes bøger er kendt for at være let-læselige, og det er en bevidst strategi for Sara blædel, at alle skal kunne følge med: »I min bog er det bare ikke et kvalitetsstempel, at noget er kompliceret.«
I Sara Blædels barndomshjem blev Weekendavisen skrevet af far, og det lå ikke i kortene, at den ordblinde Sara skulle skrive noget som helst. I dag er hun en af de danske forfattere, som har bedst fat i sine læsere, og det er det eneste, der betyder noget for hende.
Ubehaget kom krybende i takt med, at Sara Blædels tur til at læse højt for klassen nærmede sig. Hvor de andre børn i klassen læste op i et sikkert tempo, havde Sara altid brug for mere tid til at få ordene til at give mening. Det var næsten endnu værre, når hun skulle til tavlen, for det gav ingen mening, at der nogle gange skulle r på et ord og andre gange ikke. Indimellem fik hun at vide, at det simpelthen var for sjusket, at hun ikke kunne holde styr på endelserne.
»Engang da min far hørte, at jeg havde fået en irettesættelse i skolen, gik han hele vejen derop – iført stor sweater og træsko - og sagde til læreren, at hun aldrig måtte fratage hans datter lysten til at fortælle en god historie.«
Leif Blædel var kritiker på medier som Weekendavisen og Information. Sammen med skuespilleren Annegrethe havde han datteren Sara, som var lige så ordblind som sin far.
»Men det var ikke noget problem for ham. Han har da vundet en Cavling (danske journalisters Oscar, red.) engang,« siger hun.
Sara Blædel har sat os stævne i sit hjem i kartoffelrækkerne på Østerbro, hvor hun bor med sin søn Adam. Bordet er dækket med sunde snacks og sort kaffe, for Sara Blædel er forberedt, når hun skal fortælle en god historie.
»Mor lavede mest sådan nogle radiohørespil. Om aftenen læste hun krimier for mig. Jeg elskede, når hun satte sig til rette i kurvestolen ved min seng og læste Agatha Christie og Maria Lang.«
Sara, som indimellem manglede lidt selvtillid på grund af det med endelserne og tavlen, forsvandt ind i en verden af mord, detektiver og følelser.
»Når jeg sagde ’Årh mor, én side til’, så læste hun tit resten af bogen, for vi havde svært ved at stoppe.«
Når hun tænker over det, er det nok slet ikke far Leifs skyld, at hun blev forfatter, men snarere mor Annegrethes, for fars verden forstod Sara Blædel aldrig helt:
»Jeg tog engang Weekendavisen,og satte mig i fars lænestol og prøvede at læse hans artikel, som var på forsiden. Jeg forstod intet af det. I stedet var jeg hende, der gik ned på Roskilde Station og købte ’Bravo’. Selv om det var på tysk, forstod jeg det bedre.«
En af ’De 5’
Det er 12 år og ti bøger siden, nu 51-årige Sara Blædel selv blev forfatter. Og hun har stadig svært ved at tro det. Indgangen til et liv med bøger blev børnekrimi-serien ’De 5’, som for den ordblinde Sara Blædel fik bogstaverne til at give mening. Efterhånden som hun fik tygget sig igennem flere og flere bind i serien, blev hun bedre og bedre til at læse.
»Jeg kunne identificere mig med de fem. Ja, altså ikke med hunden, men børnene der skulle ud at opklare noget,« siger hun nærmest drømmende.
I barndomshjemmet i Hvalsø, som Sara Blædel i dag beskriver som »kulturradikalt, så det baskede«, skortede det dog hverken på bøger i reolen eller fars tid ved tasterne.
»Der blev jo skrevet meget hjemme hos mig. Min far var kritiker og skrev hele tiden, men det sagde mig intet,« siger Sara Blædel, som i stedet uddannede sig til tjener og fik arbejde på det fine Hotel Plaza i København.
Barndommens glæde ved at forsvinde ind i krimi-verdenen forsvandt dog ikke. For siden uddannede hun sig til grafiker og grundlagde i 1993 krimiforlaget Sara B. Startskuddet til hendes egen skrivekarriere. Gennem krimierne fik Sara Blædel en fod indenfor på ugebladene, hvor hun for første gang skrev noget selv.
»Min redaktør så et eller andet i mig. At jeg kunne tale med mennesker. Så jeg begyndte at skrive interview for Ude & Hjemme. De gad endda gå i gang med at lære mig nutids-r, selv om de kunne have fået alle mulige andre, som kunne det i forvejen, til at skrive deres artikler. Det var ret generøst af dem.«
Man kunne godt forestille sig, at en litterær prisvinder, som ofte så sit eget navn på forsiden af Weekend- avisen, ville forvente noget tilsvarende af sin datter. Men sådan var det ikke. Tværtimod havde Leif Blædel ikke noget problem med, at hans datter skrev ugebladshistorier og udgav krimier.
»Og det har jeg heller ikke noget problem med i dag. Er det ikke fint nok at være den, der underholder folk,« spørger bestsellerforfatteren.
Svære ord
I dag læser Sara Blædel langsomt ,men fint. Faktisk ligger der »en meget stor« stak bøger og venter på, at hun skal komme op til sommerhuset i Hornbæk og læse dem i sommerferien. Og hun glæder sig.
»Ordblindheden går aldrig væk, men jeg lever fint med den. Det værste er, når jeg skal signere bøger, og der står folk omkring mig og beder mig om at skrive noget langt. Det tager tid for mig at skrive ting, så ofte ender det med, at jeg bare skriver ’Ha’ en god sommer’ eller ’hej-hej’,« forklarer hun.
Ellers er det ingen hindring at være ordblind, for når Sara Blædel sidder ved computeren, og fingrene danser på tasteturet og gør bogstaver til ord, ord til sætninger og sætninger til fortællinger, går det som en leg. Det kræver bare en god redaktør og en korrekturlæser.
Sådan gik det også med den seneste bog ’Bedemandens datter’, hvor Sara Blædel for en kort stund har vendt ryggen til sin populære heltinde fra tidligere bøger, Louise Rick, for i stedet at skabe en ny kvindefigur.
Måske er det netop fordi, Sara Blædel har en særlig forståelse for, hvor svært det kan være at gå i gang med at læse en bog, at hendes egne bøger er endt med at appellerne til så mange læsere.
»De største komplimenter, jeg har fået, har været fra folk, der har svært ved at læse, men som har læst mine bøger. Tænk at jeg er med til at vække læselysten hos folk.«
Et af de håndgribelige beviser på Sara Blædels anerkendelse er antallet af følgere på Facebook. 37.163 personer synes i skrivende stund, at krimidronningen er værd at følge.
»Jeg har de SJOVESTE følgere på Facebook. Der er en helt særlig tone. Indimellem går det også lidt stærkt, og jeg får ikke lige tjekket mine nutids-r og endelser, så er der nogle, der ryger helt op i det røde felt og spørger: ’Hvordan kan en forfatter ikke skrive korrekt eller sjuske så meget. Er det ikke respektløst over for sproget?’ Så plejer jeg at skrive, at de nok hellere må finde en anden forfatter at følge, for det her er hverken min første eller sidste fejl. Langtfra. Jeg er sådan en, der bander og laver stavefejl,« griner hun.
Mødet med døden
Sara Blædels forældre døde med blot tre dages mellemrum i 2013.
»Da de døde, var det mig, der skulle ringe efter en bedemand. Tænk, at det lige var Christina Gauguin, jeg ramte. Det var et svinsk held. Mor og far havde forberedt sig meget, og vi havde talt om, hvordan de gerne ville have spredt deres aske over havet. Det må være frygteligt at stå midt i tomheden og skulle tage stilling til, hvilket stykke musik der skal spilles, hvis man ikke har talt om det i forvejen,« siger Sara Blædel.
Men til at planlægge alt det, som ikke var planlagt i forvejen, fandt Sara Blædel vej til bedemanden Christina Gauguin. Dermed blev rammen sat til hendes seneste roman ’Bedemandens datter’, som udkom i juni i år.
»Hun greb mig, da jeg var i frit fald.«
Sara Blædel blev betaget af hele den verden, der findes, hvor livet ender, og børn, ægtefæller og nogle gange endda elskerinder skal hjælpes videre.
»Jeg vidste intet om den verden, for jeg havde aldrig haft brug for at ringe efter en bedemand før. Det var en hel verden af afhentninger, tøj, vask af den afdøde og musik til begravelsen.«
Med Sara Blædels sikre sans for at bygge et krimiunivers op, så hun straks, at bedemandens verden kunne være en ramme for hendes næste bog. Derfor gik bestsellerforfatteren i et par ugers praktik hos Christina Gauguin, hvor hun lærte den professionelle side af døden at kende. Ikke kun, hvordan man taler med de pårørende, men også hvordan livet råt og kynisk ser ud, når det er slut.
Livets mørke sider er noget, Blædels læsere tilsyneladende ikke kan få nok af, for hele fire gange er hun blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter, og hun har også modtaget boghandlernes fineste forfatterpris: De Gyldne Laurbær. Og selv anmelderne giver hende medvind. Men alligevel har hun noteret sig en enkelt anmelders ord om, at det var svært at se, hvilken genre Sara Blædel bevæger sig i med den nye bog.
»Men jeg er så privilegeret, at det ikke betyder ret meget for mit bogsalg, om en enkelt anmelder ikke forstår, hvilken genre min seneste bog er. For mig er det allervigtigste, at mine læsere sidder og venter på, at min næste bog udkommer. Jeg skriver for at underholde,« siger Sara Blædel, som da også underholder ganske mange - indtil videre er hendes bøger solgt i to millioner eksemplarer alene i Danmark og udkommer i 33 lande.
Hendes bøger er kendt for at være let-læselige, og det er en bevidst strategi for Sara blædel, at alle skal kunne følge med:
»I min bog er det bare ikke et kvalitetsstempel, at noget er kompliceret.«
På trods af opvæksten med Weekendavisen og faderens skarpe skriverier er det litterære parnas og bog-snobberi langt fra den, hun er:
»Jeg har aldrig følt, at jeg skulle leve op til fars billede. Nej, jeg bliver jo aldrig hende, man smider på bordet til en højkulturel middag. Men hey, jeg er en pige fra landet. Jeg går til halballer, hvor Kim Larsen-kopibandet spiller. Midt i det hele kommer en kvinde over og kysser mig på kinden og siger tak, fordi mine bøger har fået hende igennem kræftsygdommen. Jeg er slet ikke nede på anerkendelse. Den kommer bare et andet sted fra.«
Anerkendt af idolerne
Anerkendelse får hun også fra sine udenlandske kolleger, der for alvor har fået øjnene op for den danske krimidronning:
»Jeg har lige været på scenen til en bogmesse i USA med mit eget store idol Michael Connelly. Da jeg blev kaldt frem, omtalte de mig som ’The Danish queen of crime’, ’den danske krimidronning’. Han vendte sig om mod mig og sagde: ’Og de kalder ikke engang mig for prins’. Og han er altså en af verdens bedst sælgende krimiforfattere,« siger Sara Blædel med både grin og ærefrygt, for det er noget helt særligt pludselig at stå side om side med kolleger, man selv ser op til.
»Jeg sidder til bords med Karin Slaughter. Det er virkelig indercirklen i USA, jeg er kommet med i. Det er sgu underligt. Og jeg kommer nok lidt for meget fra Hvalsø til at tro på det. Det er ikke for at lyde krukket, men det, at mine egne idoler anerkender mig, er det største.«
Denne sommer lader hun bedemænd og døtre være, for stakken med bøger venter i Hornbæk. Og når sommeren går på hæld, venter andet bind af ’Bedemandens datter’, på at blive skrevet. For der sidder mindst 37.163 mennesker og venter på at læse mere om kølerum, løs hud og sårbare følelser. Og Sara Blædel har stadig flere ord at dele.
»Jeg har allerede historien i hovedet, selv om meget kan nå at ændre sig. Det er bare et spørgsmål om, hvorvidt jeg kan vente til den anden side af sommerferien med at skrive den,« siger hun.
