Forfatter og tidligere radiovært Aydin Soei fortæller om sin far, der gemte en kalashnikov i hjemmet, da de var flygtet fra Iran til Sovjetunionen. Men det blev værre endnu, for Aydins far dræbte en anden iraner i Danmark efter at være blevet en bitter og desillusioneret mand i det ’racistiske og kvindedominerede Danmark’.
I MIT FOTOALBUM fortæller forfatter og tidligere radiovært Aydin Soei om et liv med kommunisme, en frygtløs far, mødet med Danmark og meget, meget mere.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Aydin Soei, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Forfatter og tidligere radiovært Aydin Soei fortæller om sin far, der gemte en kalashnikov i hjemmet, da de var flygtet fra Iran til Sovjetunionen. Men det blev værre endnu, for Aydins far dræbte en anden iraner i Danmark efter at være blevet en bitter og desillusioneret mand i det ’racistiske og kvindedominerede Danmark’.
I MIT FOTOALBUM fortæller forfatter og tidligere radiovært Aydin Soei om et liv med kommunisme, en frygtløs far, mødet med Danmark og meget, meget mere.
1. Kommunismen var en løgn
1983: Jeg var her et år gammel og befandt mig i Usbekistan. Min mor og far var iranske kommunister og flygtede til Sovjetunionen, hvor de regnede med, at der var lighed, solidaritet og guld på gaden. Det skete, da det islamiske præstestyre i Iran havde taget magten. Men det gik op for dem, at der var lange køer, fordærvet mad, og at hospitalssystemet var langt mere elendigt end i Iran. Mine forældre så, hvordan en tigger frøs ihjel på gaden, og det gjorde min far forbitret, for han havde kæmpet for at indføre kommunisme i Iran, men det viste sig, at den idé var baseret på løgn. Derfor tog min far tilbage til Iran og levede under jorden for at finde ud af, hvor vi skulle tage hen i stedet. Min mor arbejdede på en traktorfabrik fra tidlig morgen til sen aften.
2. Rejste til Danmark
1985: Det billede skulle være et minde for os alle tre, for min mor vidste ikke, om hun nogensinde ville få min far at se igen, da han forlod Sovjetunionen. Der gik et år, før hun hørte livstegn fra ham; et brev fra Danmark fortalte, at han ville søge familiesammenføring. Folk var overraskede over, at han var i live efter opholdet i Iran. Han havde ikke selv taget nogen billeder med på rejsen, han skulle ikke have noget på sig, der kunne bevise, at han havde været i Sovjetunionen. Det ville blive set som et bevis for, at han var kommunist.
3. Frygtløs far
Der er nærmest ikke nogen billeder fra dengang, hvor jeg ser glad ud. Her havde jeg en legetøjstelefon, tre år gammel. I Sovjetunionen tog det lang tid at blive godkendt til at få en telefon, så vi havde ikke nogen. Mens min far boede i Iran, var han en mand med høj status i Iran som regional partileder. Jeg tror, det lå i hans dna at være frygtløs. Han havde været faldskærmssoldat, og han var ansvarlig for at lære andre i kommunistpartiet at bruge våben. Før revolutionen i Iran i 1979 gik han altid med pistol, og han fortalte mig, at han havde gemt en kalashnikov under min vugge, for han mente, det var det sidste sted, man ville lede.
4. Slog en mand ihjel
Min far var enormt optaget af det land i verden, som i størst mulig grad havde gennemført socialisme, nemlig Danmark. Han mente det var et fantastisk samfund, som jeg skulle værdsætte. Efter nogen tid ændrede han dog den fortælling og mente, at Danmark var et racistisk samfund, domineret af kvinder, hvor man så ned på mænd fra Mellemøsten. Det skyldtes, at det var primært kvindelige sagsbehandlere, han var i kontakt med. Han var en anerkendt snedker derhjemme, men han havde ikke en brugbar uddannelse. Han var forbitret over sin lavere status og blev parkeret på kontanthjælp. I 1994 slog min far en iransk mand ihjel, som han mente forfulgte ham. Han var blevet fordrukken og mere og mere mentalt forstyrret. I Danmark blev alle hans voldshandlinger set som udtryk for hans mellemøstlige temperament. Men da han blev udvist til Iran efter af have afsonet sin dom, kunne hans brødre i Iran se, at den var gal. De tvang ham til lægen, og han fik diagnosen paranoid skizofren. Medicin fik ham til at falde ned og gjorde ham til en rolig mand. I 2011 sov han ind, medicinen forkortede hans liv.
5. Ville være fri for far
Her var jeg med min far til det iranske nytår i det indre København sammen med mange andre nyankomne. Det var en stor ting at tage fra Avedøre Stationsby og dertil, det var som en helt anden verden. Derfra begyndte det gå ned ad bakke, han blev voldelig, og jeg blev bange for ham og ville helst være på afstand. I begyndelsen var jeg ekstatisk over ham som faderfigur, men da han begyndte at drikke, ønskede jeg at være fri for ham.
6. Et vendepunkt
Et af de største vendepunkter i mit liv var at blive far, i 2012, det var jeg lidt nervøs for. Folk er meget optaget af, at han er lys i huden og ikke mørk, selvom Danmark er et ret multietnisk samfund, men jo, hans mor er etnisk dansk. Vi bor ikke sammen længere, men har et godt samarbejde. Jeg er en moderne deltidsfar, det ene øjeblik kan jeg té mig som en teenager og det andet ser jeg Disney-sjov sammen med Adam. Da jeg blev far, ændrede det mit liv, og det var slut med at rende i byen fredag og lørdag. I øvrigt var jeg med til at igangsætte Radio24syv i efteråret 2011, og der arbejdede jeg i tre år, blandt andet som vært på programmet Weekendtillægget.
7. Kebab til joggerne
Dette billede er også brugt som omslag på min bog ’Forsoning’, som netop er udkommet. Det er fra Fælledparken 1. maj 1988, og her ser man, at min mor har fået en søn mere. Min far tog billedet. Mange kommunistiske flygtninge fra Iran deltog der, og det var nærmest en lille revolution, at de lavede kebab, som de puttede i pitabrød. Det var meget populært, også hos de joggere, der kom forbi. Det var min fars idé, og indtægterne skulle bruges til partiarbejde og på at bekæmpe præstestyret i Iran. Min mor havde fået en barnevogn på den lokale kvindesprogskole i Avedøre, og tit faldt hjulet af; det var pinligt, men hun var lynhurtig til at sætte det på igen.
8. Ikke status i at slås
Jeg kom til at gå på Gladsaxe Skole og var her på studietur i London. Vi var flyttet fra den socialdemokratiske forstad Avedøre til en anden socialdemokratisk forstad, og vi fortiede, at min far var morder. Her sad jeg i toget, og der kom nogle lidt ældre drenge fra Avedøre gennem kupeen, og de stoppede og spurgte mig, om jeg ikke var fra Avedøre? »Det var da dig med ham far’en, ikk?«. Jeg havde forsøgt at udviske Avedørefortiden, og pludselig stod de drenge og vidste, hvad min far havde gjort. »Det er synd for dig. Du mistede også din far,« sagde den ene. Sådan havde jeg aldrig set på det, men ganske rigtigt. Jeg var glad for, at min far kom i fængsel. Selvom de drenge på overfladen kan have en hård attitude, kan de også være enormt broderlige, og de besidder en slags bydelsnationalisme. Da jeg boede i Avedøre, kom jeg ofte op at slås, og jeg var ved at blive smidt ud af skolen. Da jeg kom til Gladsaxe og begyndte i en folkeskole med middelklasse-børn, var der en ny kultur. Man fik anerkendelse for at lave lektier, det gav ikke længere status at være fysisk stærk og slå på tæven.
9. Mor måtte begynde forfra
Det kom til at give en afstand mellem mine forældre, da vi kom til Danmark. Min mor måtte indse, at hendes kompetencer hjemmefra ikke duede, selvom hun var uddannet bachelor. Derfor måtte hun begynde på folkeskoleniveau og læste sig frem til at blive ingeniør på DTU. Det arbejder hun som i dag.
