33-årige Jeanette Glerup fødte sin søn Karl få timer efter, hun havde fået en dødelig diagnose. Hvor finder man kraft, når man får kræft? BT har fulgt hendes barsel med kemo, modermælkserstatning – og frygten for at dø

Lægen nikker og smiler. ‘Tillykke med det’, siger hun og peger på den højgravide mave, inden hun beder parret tage plads på den ene side af skrivebordet. ’Hvor meget har I hørt,’ vil lægen vide. At det bare drejer sig om en betændt mælkekirtel, svarer kvinden roligt og klemmer sin mands hånd. Ren proforma.

Lægen kigger på dem.

- Så er jeg bange for, at jeg har dårligt nyt.

Hvert år får 5.000 kvinder konstateret brystkræft. Efter fem år er knap hver sjette død. For tre måneder siden fik 33-årige Jeanette Glerup diagnosen serveret i et sterilt lokale på Rigshospitalets kræftafdeling. En stor, aggressiv kræftknude voksede i hendes bryst. I hendes mave voksede en lille dreng.

Vil du læse resten af historien? Opret abonnement på BT PLUS - første måned er gratis. Herefter koster adgang til PLUS-universet 29 kr. pr. måned.


33-årige Jeanette Glerup fødte sin søn Karl få timer efter, hun havde fået en dødelig diagnose. Hvor finder man kraft, når man får kræft? BT har fulgt hendes barsel med kemo, modermælkserstatning – og frygten for at dø

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Lægen nikker og smiler. ‘Tillykke med det’, siger hun og peger på den højgravide mave, inden hun beder parret tage plads på den ene side af skrivebordet. Selv sætter hun sig overfor. ’Hvor meget har I hørt,’ vil lægen vide. At det bare drejer sig om en betændt mælkekirtel, svarer kvinden roligt og klemmer sin mands hånd. Ren proforma.

Lægen kigger på dem.

- Så er jeg bange for, at jeg har dårligt nyt.

Tirsdag den 5. august 2014. Rigshospitalets brystkirurgiske afdeling. Med et sønderrivende brag braser verden sammen.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Hvert år får 5.000 kvinder konstateret brystkræft. Efter fem år er knap hver sjette død. For tre måneder siden fik 33-årige Jeanette Glerup diagnosen serveret i et sterilt lokale på Rigshospitalets kræftafdeling. En stor, aggressiv kræftknude voksede i hendes bryst. I hendes mave voksede en lille dreng.

Hvad gør man, når man står i et af de lykkeligste momenter i livet, og angsten uden varsel kommer buldrende? Hvordan er det at ligge i en barselsseng og bringe et nyt liv til verden, at lade et helt nyt liv begynde, mens døden samtidig er med på slæb? Svaret kender Jeanette og Jesper Glerup.

I lokalet på Rigshospitalet toner lægens ord ud og bliver til en grød af uforståelige lyde.

- Nu skal fødslen sættes i gang. Med det samme. På torsdag skal du ind at scannes. På fredag skal du opereres, og på tirsdag skal du scannes igen. Så har vi svar to uger senere.

Det slår ihjel

Jorden forsvinder under Jesper Glerup, ejendomsmægleren, der ellers sjældent mister fatningen, og nogen henter vand til ham, mens han sidder nede på det hårde linoleumsgulv. Kræft? Kan den fjernes, kan hun helbredes? Den eneste viden om kræft, han kan grave frem i sin opkogte hjerne, er, at kræft blusser op igen. Og at den slår ihjel.

Jeanette Glerup stirrer på lægen. Vantro.

- Sidder du og siger til mig, at jeg har kræft, spørger hun.

Lægen tager ikke ordet ‘kræft’ i sin mund. Hun siger ‘ondartet’. Så nævner hun kemo. ‘Nej! Jeg skal ikke have kemo. I opererer mig jo, hvorfor skal jeg så have kemo?’, skriger det indeni Jeanette Glerup.

Så begynder lægen at tale om hårtab, og Jeanette Glerups hjerne kortslutter.

- Hvad skal der ske med min kvindelighed? Hvad skal der ske med mit hår og mine bryster? Hvad skal der ske med min familie, når jeg dør?

Pludrer i søvne

I en varm revne i sofaen i et nybygget parcelhus i Hvidovre ligger Karl. Det er tre måneder siden, han kom til verden. Med jævne mellemrum stryger 33-årige Jeanette Glerup ømt en finger ned langs hans næseryg. Hans tykke hår er næsten sort og mere end 5 centimeter langt. Selv er hun skaldet.

- Han er så god ved sin mor. Og nu har han også mere hår end hende, siger hun med læberne trykket ned mod hans pande.

Jeanette og Jesper Glerup mødte hinanden for ni år siden ved et ungdomsarrangement i Dansk Ejendomsmæglerforening i Herning. Præcis et år efter blev de kærester. I dag råder de over en 190 kvm etplansbolig på en stille villavej i Hvidovre, hvor nye og gamle huse snor sig mellem hinanden, et stenkast fra skole, daginstitution og motorvej til København. Sammen har de Nanna på seks, Maja på tre år og Karl på tre måneder.

Det er som om, Karl godt ved, at han ikke skal kræve for meget. Med armene over hovedet ligger han og pludrer i søvne. Da han var to dage gammel, blev han taget ud af sin mors arme, inden hun blev kørt ind på operationsstuen og lagt i fuld narkose. I dag finder han sig i, at cellegiften fra kemoterapien har ødelagt brystmælken og tager lydigt imod sutteflasker med modermælkserstatning.

Efter det barske møde med lægen på Rigshospitalet blev Jeanette og Jesper Glerup sendt ud på Hvidovre Hospital. Her var alt sat i alarmberedskab. I al hast blev der prikket hul på vandet, så Jeanette Glerup kunne gå i fødsel. Men intet skete. De fik lov til at tage hjem og spise aftensmad med døtrene Nanna og Maja, og da de kom tilbage, forsøgte lægerne endnu en gang med magt at sætte fødslen i gang. Stadig intet.

- Min krop var der slet ikke. Jeg havde ingen kræfter til at gå igennem en fødsel, og det var et mareridt af en anden verden. Til sidst kom jeg kravlende på alle fire ud fra toilettet midt om natten og sagde, at nu kunne jeg ikke mere, siger Jeanette Glerup.

Jordemoderen kiggede på hende. Hun kunne godt forstå, hvis hun gerne ville have et kejsersnit, sagde hun. Men to operationer så tæt på hinanden var ingen god idé.

- Det er i sådanne situationer, man finder ud af, hvor fuldstændig overmenneskeligt stærke kvinder kan være, siger Jesper Glerup og sender et stolt blik i retning af sin kone.

- Jeanette sagde bare: ‘Må jeg sove en time først?’ Og så kørte det.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Karl blev født klokken 5.40. Under et døgn efter at hans forældre havde fået besked om, at hans mor bar rundt på en aggressiv kræftknude i det ene bryst. Det er langtfra alt, Jeanette Glerup husker fra den nat, men én ting står klart i hendes hukommelse. Uret, der hang over sengen.

- Jeg tror, jeg kiggede på uret hvert tiende minut. Jeg følte, det var det vildeste kapløb med tiden. Det er det mest surrealistiske, jeg har prøvet, for man bringer et liv til verden, man ikke er sikker på at komme til at se vokse op. To dage efter skulle jeg opereres, og jeg havde det som om, mit liv ville slutte ved den operation. Jeg skulle føde et barn, men det eneste, jeg tænkte, var: ‘Du er syg, du er syg, du er syg. Du skal dø, så du får alligevel ikke noget ud af det her’, siger hun.

På sofaen i villakvarteret i Hvidovre er Karl vågnet. Han blinker med de mørkeblå øjne, som forsøger han at huske, hvor han er. Skubber spyt ud med en lille, tyk tunge, som han endnu ikke har styr på. Efter et par minutter mærker han, hvorfor han er vågnet og krøller ansigtet sammen som i et tilløb. Så sætter han i et skrig.

Det var med vold og magt, at Jeanette og Jesper Glerup forsøgte at opføre sig, som om de aldrig havde fået diagnosen. Den kræftsygdom, der insisterende sneg sig ind i hver anden sætning, og som lyste som sygeligt bleg neon, når der var stille, skulle ikke overskygge deres nyfødte, velskabte søn.

- Jeg ringede til mit arbejde og sagde, at der ikke var en eneste, der måtte skrive, at de tænkte på os og på den måde minde os om diagnosen. Det skulle handle om Karl. Jeg vidste godt, hvad de tænkte. Hvad ville jeg ikke selv tænke, hvis jeg hørte, at en højgravid kvinde havde fået noget, man kynisk kan kalde en dødsdom? Men det var så vigtigt for mig, at det handlede om vores søn og ikke om en forbandet sygdom, siger Jesper Glerup.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Operationsstuen
To dage efter fødslen skulle den 2,5 centimeter store kræftknude opereres ud af Jeanette Glerups bryst. Hun havde knap selv nået at fatte, at der voksede en ondartet knude i hende. Hun følte sig ikke syg. Hun så ikke syg ud. Og nu skulle lægerne åbne hende for at tage noget ud, som potentielt kunne slå hende ihjel.

Det var, da Karl blev taget ud af hendes arme, og hun blev rullet ind på en metallisk operationsstue fyldt af grønklædte mennesker med ansigterne skjult bag mundbind, at virkeligheden ramte hende som en hammer.

- Jeg skulle aflevere en lille baby, som lige pludselig skulle have sutteflaske. Jeg skulle sige farvel til Jesper, og pludselig tænkte jeg: ‘Jamen – vågner jeg overhovedet? Var dét mit liv?’, siger hun.

Hjemmevant rækker Jesper Glerup ud efter en sutteflaske, som han fylder med vand og hvidt pulver i hjemmets åbne køkken, der har frit udsyn til himlen gennem et ovenlysvindue. Hvilende på det bryst, der skulle have fyldt ham med mad, griber den mørke uldtot af et barnehoved velvilligt om flasken og lader sig vugge af sin mor. Han har for længst glemt, hvordan det var at få bryst. Og at den kvinde, der fødte ham, havde tykt, mørkt hår, der nåede ned til midt på ryggen. Nu misser han taknemmeligt op mod en isse tilsået med korte, sorte hårstubbe.

Jeanette Glerup vågnede fire timer efter, at hun blev lagt i narkose. Operationen var gået godt, sagde lægerne. Kræften var væk. Siden har hun hver tredje uge siddet på Herlev Hospital med et drop i armen. Gennem en slange løber der skrigende rød væske ind i hendes blodårer. Kemo. Cellegift, der skal dræbe de kræftceller, der i værste fald kan have spredt sig i kroppen.

Det er kemoterapien, der gør mange kræftpatienter syge. Trætte, afkræftede. Skallede. Jeanette Glerup hører til den gruppe, der får få bivirkninger. Hun bliver træt. Og smagen af Haribos vingummiferskner vil hun for evigt forbinde med den smag, kemoen efterlader i hendes mundhule. Med tanken om den røde, giftige stof, der pumpes ind i hendes krop, der gør hende syg.

- Når jeg tænker på kemo, får jeg det dårligt. I begyndelsen frygtede jeg den fysiske påvirkning, men nu hvor det fylder mindre, giver det plads til andre tanker. Kræften er kommet på afstand, og så jeg kan ikke lade være med at tænke på kemo, selv om jeg ikke har lyst. Det er fordi, det er rødt. Det er gift. Mine slimhinder er udtørrede på grund af kemo. Jeg er træt på grund af kemo. Jeg har ikke noget hår på grund af kemo. Jeg er sur på kemoen, siger hun.

Jeanette er til make-up kursus på Herlev Sygehus.
Jeanette er til make-up kursus på Herlev Sygehus. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Der gik præcis 14 dage, fra kemoterapien begyndte, til håret faldt af. Hun sad i bilen på vej hjem fra supermarkedet, da hun opdagede, at hårene havde løsnet sig fra hovedbunden. Et efter et kunne hun trække lange hår ud af sin franske fletning.

Dagen efter sad hun i en stol i en parykbutik og stirrede ind i et spejl.

- Det var hårdt at sætte sig i stolen og sige: ‘Ja, du klipper bare det hele af’. Bare det at se sig selv blive korthåret og derefter kronraget. Da jeg sad der, tænkte jeg, at hele ens personlighed sidder i håret. Jeg tænkte, at folk ikke ville kunne kende mig uden hår. Og jeg var bange for, at Jesper ville synes, at jeg var ulækker.

Jeanette Glerup har en paryk. Den er korthåret og ligner til forveksling en ægte hårpragt. Men hun bruger den sjældent. Den er varm, og den klør. Og hun har omsider vænnet sig til den skallede kvinde, hun ser i spejlet.

Det værste var ikke at se sig selv i spejlet. Det værste var frygten. Frygten for, hvordan hendes to piger ville håndtere det. Og den irrationelle frygt for, at hendes mand skulle forlade hende, fordi hun blev en anden kvinde end hende med det lange, mørke hår, som han havde forelsket sig i ni år tidligere.

- Derfor var det vigtigt for mig at sige til Jeanette, at jeg reelt er 100 pct. ligeglad med, om hun har hår på hovedet eller ej. For mig er det ikke vigtigt. Det gør ondt på mig, at det gør ondt på hende. Men for mig er det ikke der, det sidder. Derfor var det også vigtigt for mig, at vi havde sex om aftenen, da hun havde fået klippet håret af. Det var vigtigt, at jeg rørte ved det, mens vi havde sex, så hun ikke troede, at jeg bare lukkede øjnene, siger Jesper Glerup.

Sutteflasken står tom på køkkenbordet, og Karl er faldet i søvn igen. Han ligger i sin mors favn og rynker de små øjenbryn i søvne. Uden at ane det er han født på det værst tænkelige tidspunkt og ind i en familie i undtagelsestilstand. Men paradoksalt nok er det netop på grund af ham – og hans to søstre – at hans forældre tog kampen op, den dag angsten og døden kom brasende.

- En af grundene til, at vi holder os oprejst, er, at vi har et lille barn, vi skal tage os af. Karl er nødt til at have omsorg, han er nødt til at have mad hver tredje time, han skal have en ren ble, han skal underholdes og vugges i søvn. Det gør bare, at vi ikke har tid til at sidde og græde, siger Jeanette Glerup.

- Vi ville meget gerne have haft en barsel uden diagnose. Men jeg kan slet ikke forstille mig en diagnose uden Karl. Hvis der er noget i verden, der kan overskygge døden, så er det et lille spædbarn, siger Jesper Glerup.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Der er gået tre måneder, siden de fik diagnosen. Jeanette Glerup er erklæret rask. Og ved årsskiftet håber de, at kemoterapien er afsluttet. Kan man så lære noget af noget så meningsløst? Ja, mener de. Det er ens ‘forbandede pligt at få noget godt ud af det’.

- Før fødslen var vi ret bekymrede for, om vi ville få tid til hinanden med tre små børn. Men vi har aldrig haft det så godt sammen, som vi har nu. Selvfølgelig skal vi have tid sammen. Det prioriterer vi. For livet er sgu kun til låns, har vi fundet ud af, siger Jeanette Glerup.

Hun tøver ikke, da det uundgåelige spørgsmål falder. Hvordan kommer man igennem det?

- Da vi fik beskeden, brød vores verden sammen. Men vi valgte helt fra begyndelsen at se nøgternt på det. Det var vi tvunget til, for vi kunne jo ikke bare lægge os under dynen. Vi har valgt at se det positive i det negative og har hele vejen igennem fundet små ting at grine ad. Fejret hver en lille sejr. Humoren er essentiel i vores forhold, især når det ser værst ud. Og så har vi talt og talt og talt. Kræften er fjernet, og nu gælder det efterbehandling for at forebygge, og det skal vi leve med. Det er fakta, og fakta kan man ikke ændre på. Når du har accepteret det, kan du også leve med det. Og det er hele forskellen, siger Jeanette Glerup.

Her kunne historien om et sygdomsmonster slutte. Det gør den imidlertid ikke. Ikke endnu. I 5-10 procent af tilfælde af brystkræft er sygdommen arvelig. Om 11 dage får Jeanette Glerup svar på, om hun har et særligt BRCA-gen. Har hun det, har hun øget risiko for at få brystkræft og kræft i blandt andet æggelederne og æggestokkene.

- Jeg er pissebange for at få svaret. Og jeg er pissebange for døden. Jeg er bange for, at kræften skal ramme mig igen. Jeg har fået kræft som 33-årig. Hvorfor skulle jeg ikke få det igen? Men nu er vi bare nødt til at komme videre. Livet stopper ikke efter kræft, siger hun og stryger sin søn over håret.

- Skal jeg med armen tvunget om på ryggen se igennem følelsen af uretfærdighed og forsøge at se en højere mening med det hele, så har jeg måske fået kræft, fordi nogen har vurderet, at vi kunne klare det.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere