Rettelse 26. juli 2016: Tidligere fremgik det, at Dennis Kristensen også var medlem af bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). Dette er ikke korrekt. Dennis Kristensen har ikke været medlem af LDs bestyrelse siden 2006. BT beklager fejlen.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med FOA-formand Dennis Kristensen om at kysse for længe, mormors penges, dovenskab og meget, meget mere ...
Log ind på BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Dennis Kristensen og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.
Rettelse 26. juli 2016: Tidligere fremgik det, at Dennis Kristensen også var medlem af bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). Dette er ikke korrekt. Dennis Kristensen har ikke været medlem af LDs bestyrelse siden 2006. BT beklager fejlen.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med FOA-formand Dennis Kristensen om at kysse for længe, mormors penges, dovenskab og meget, meget mere ...
Forelskelse fik mig til ... igen og igen at vandre hele vejen fra Skovlunde til Vanløse sen aften, fordi det sidste tog var gået. Det var en gåtur på et par timer. Jeg var 16-17 år og havde en kæreste, der boede i en lejlighed i Skovlunde hos sine forældre, og vi kyssede tit lidt for længe, inden jeg tog skoene på og gik af sted til stationen. Dengang sov man ikke hos hinanden, og især ikke når forældrene boede i en lille lejlighed.
Min tid som portør lærte mig ... at meget forskellige mennesker kan blive enige, hvis man diskuterer grundigt, og man kan skabe et kollegialt sammenhold. Det var et meget broget folkefærd, der blev portører. Nogle havde tænkt sig at være der en kort periode og endte med at være der i syv år. Det var håndværkere, der ikke gad gå ude om vinteren, folkeskolelærere, som var kørt sur, og konkursramte direktører. Det skabte en vognborgskultur, og vi havde stor rummelighed med hinanden. Folk kunne have deres underligheder, men hvis de passede deres arbejde, var det irrelevant. Vi sagde i øvrigt ofte til hinanden, at »man skulle huske at hænge hovedet i garderoben, når man tog det hvide tøj på, for det ville man ikke få brug for i dagens løb«.
Jeg dummede mig, da ... jeg var helt lille og nappede af min mormors småpenge. Hun smed sine småpenge i tobaksæsker, og der begyndte jeg altså at snuppe penge til slik. Det blev jeg taget i en dag, og jeg har vitterlig aldrig været så flov i mit liv. Jeg husker ikke, hvad straffen var - jeg fik med bøjlen af min mor, sådan gjorde man jo dengang.
Generel surhed ... hos andre, er ikke til at holde ud. Jeg synes ikke, jeg er generelt sur. Jeg kan blive vred, men jeg synes, det kan være drænende for energi, hvis man skal omgås folk, der altid har den sure indgangvinkel til alting.
Jeg var hunderæd, da ... jeg som barn i 1960 havde sneget mig ned til mine forældre om aftenen og smugkigget på filmen ’Præsten I Vejlby’ fra døren. Det var en film fra 30erne, der handlede om drab - sort hvid naturligvis, og jeg husker en scene fra en kirkegård, hvor der stikker en hånd op af jorden. Bagefter kravlede jeg over til storebror og sov under hans dyne.
Jeg blev for alvor voksen, da ... min storebror døde af kræft i 1992. Det gik stærkt. I løbet af bare tre uger døde han af leverkræft. Vi kunne ellers spolere enhver middag, når vi var sammen – han var meget højreorienteret, og jeg det modsatte. Efter hans dødsfald kom jeg til at tænke over tilværelsen på en ny måde. Det handler om at få levet, mens tid er, vi har så hulens travlt og har en tilbøjelighed til at udskyde at mødes til senere. Men en dag er det for sent at udsætte.
De mest irriterende mennesker er ... fanatikere, jeg kan ikke holde dem ud, uanset om de er fra højre eller venstre, hvor de hele tiden kommer med indlærte læresætninger i stedet for at svare.
Jeg sov temmelig dårligt, da ... Jeg kan ikke ryste en dramatisk historie ud af ærmet her, for jeg sover altid godt, medmindre det er fugtig og varm indian summer. Jeg sover ikke mange timer – til hverdag omkring seks. Hvis jeg skal nå noget vigtigt, står jeg op klokken fire eller fem og møder på arbejde. Der er også en dejlig ro om morgenen.
Hvis vi også om ti år skal have et Danmark, der er tåleligt at være i, skal ... vi i gang med at genskabe fællesskabsfølelsen. Dem, der har mest,er ved at skabe en filosofi, der siger, at vi hver især udgør vores eget samfund. Det at være sin egen lykkes smed og have ret til at træde på andre for at komme til tops, det er mere acceptabelt nu, end det var før, og det mener jeg ikke er til alles bedste.
Min største fejl er ... uden tvivl manglende tålmodighed. Når en idé er undfanget, skal den sættes i gang med det samme, synes jeg. »Lad os nu rykke,« siger jeg tit. Når man er alene om en opgave derhjemme, kan man jo bare gå i gang, men når der er mange involveret, tager det lang tid, og der må jeg sige til mig selv: »Dennis, nu slapper vi lige af«.
Min største styrke er ... ja, det burde andre vurdere, men selv mener jeg, at jeg er god til at tale lige ud af posen og ikke stikke noget under stolen. En tidligere chef sagde, at det var godt, at jeg sagde alting, »men man kan godt være ærlig uden at sige det hele.« Der er for mig en stor erhvervsrisiko for, at jeg kommer til at tale, som de gør i et konsulentfirma, når man færdes på de bonede gulve, men jeg har lagt mig i selen for at tale, så man forstår, hvad jeg siger.
Det sorteste øjeblik i mit liv var ... i 2015 ved overenskomstforhandlingerne, for det var tæt på, at alle ufaglærte skulle være faglærte. Det var en stor chance for de ufaglærte, men der var afstemning, og demokratiet virkede, så det skal jeg ikke brokke mig over.
Verden er og bliver uretfærdig ... for dem, der ikke er født med en sølvske i munden. Det er uretfærdigt, at fordi du kommer fra et hjem, hvor du har den sociale arv med dig. Der gøres en del ting for at bryde den sociale arv i disse år, men vi er med til at cementere den - folk ender med at leve i det miljø, de kommer fra. Og du er ikke selv herre over, hvor du er født.
Det, der gør mig allermest glad, er ... at komme til den græske ø Symi sammen med min kone Dorthe. Vi tager gode bøger og vandresandaler med, og så går vi ned i tempo. Det er en dejlig ø med kun 2.500 indbyggere.
Jeg accepterer simpelthen ikke ... arbejdsmæssig dovenskab. Folk skal gøre deres bedste og ikke snyde, med det resultat, at kollegerne også skal gøre deres arbejde. Det gør mig vred.
Jeg kan godt blive misundelig på ... min kone Dorthe og hendes kondition. Hun træner nærmest hver morgen og har cyklet helt til Paris. Jeg kørte dog også med, men det var på fire hjul. Nu har jeg købt en racercykel. Hvis jeg havde haft hendes energi, havde jeg nok ikke den mave, jeg har tillagt mig.
Højreorienterede mennesker er i bund og grund ... mennesker med holdninger, og jeg kan faktisk godt li’ flere af dem. Jeg har været i en del debatter, blandt andet med Cepos’ Mads Lundby, som jeg er dybt uenig med. Men jeg har respekt for, når folk har holdninger, de vil stå på mål for. Verden er ikke så sort-hvid, som den var engang.
Rettelse 26. juli 2016: Tidligere fremgik det, at Dennis Kristensen også var medlem af bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). Dette er ikke korrekt. Dennis Kristensen har ikke været medlem af LDs bestyrelse siden 2006. BT beklager fejlen.
