For to år siden måtte Fadi, succesfuld læge og far til to, i al hast flygte fra Syrien. Det gjaldt hans liv. Fadi måtte efterlade alt, men han håber en dag at kunne vende tilbage til sit elskede land.

Opret abonnement på PLUS og læs Fadis sindsoprivende fortælling om at have reddet to menneskeliv i Syrien for herefter at flygte til Danmark, da konsekvensen ellers havde været hans død.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


For to år siden måtte Fadi, succesfuld læge og far til to, i al hast flygte fra Syrien. Det gjaldt hans liv. Fadi måtte efterlade alt, men han håber en dag at kunne vende tilbage til sit elskede land.

Midt på dagen kommer to mænd ind på bårer. Fadi kan med det samme se, at de er skudt i maven, og dermed er der ingen tvivl om, at de er oprørere mod regeringen. Det er kun regeringsfjendtlige oprørere, der bliver skudt i maven i Damaskus, for det er kun regeringen, der har noget at skyde med. De er landet hos Fadi, fordi han er mavetarmkirurg. De andre læger på afdelingen ryster på hovedet. Nogle kommer over og siger, at han skal lade være med at behandle dem. Nogle sygeplejersker gør sig usynlige, og portørerne dukker hovedet og skynder sig væk. Til sidst står Fadi alene tilbage med to sygeplejersker. Det lille team går ind på operationsstuen og gør klar. Der er to liv, der skal reddes. Det er sidste gang, Fadi går på arbejde på hospitalet i Damaskus. Han ved jo godt, at man ikke slipper ustraffet fra at holde oprørere i live.

Fadi har været i DK i to år og er ved at blive uddannet til læge (det var han også i Syrien).
Fadi har været i DK i to år og er ved at blive uddannet til læge (det var han også i Syrien). Foto: Claus Bech
Vis mere

Mindet om Syrien

Når han kigger ud af vinduet fra lejligheden i Hvidovre, kan han se en blygrå himmel. En heftig sommerregn har lige skyllet ned udenfor og gjort æbletræerne på ejendommens fællesarealer våde og blanke. Der dufter af skyllemiddel fra en bunke vasketøj, som nogen ikke har nået at tage ind, inden regnen kom.

Indenfor sidder Fadi i en ryddelig lejlighed. Han byder på nescafé og beklager dybt, at han ikke har noget mælk. TV2 News kører i baggrunden fra et stort fladskærms-tv på væggen.

Foto: Claus Bech
Vis mere

»Min far var flymekaniker, og min mor var lærer. Vi var seks børn. Vi havde det godt, og økonomien var god,« begynder Fadi, som er i starten af 40’erne.

»Vi havde alt. Godt vejr. Alle fire sæsoner kan man mærke i Syrien. Der er både hav og bjerge, og menneskerne er simple. Vi er et rigt land, og man kan faktisk fremstille alt i Syrien. Biler og grøntsager,« siger han og trækker på skuldrene.

Så kigger han op.

»Problemet er, at de altid stjæler det hele fra os,« siger han og nævner for første gang regimet i Syrien.

Kometkarriere

Lige siden han var barn, har han ønsket sig at blive læge, og hans forældre er priviligerede nok til at kunne sende deres kun femårige dreng på privatskole.

»De tog nogle prøver på mig for at undersøge, om jeg var klar til skole, men jeg synes det var let,« griner han.

Med den skolegang og det hoved er vejen banet. Fadi er kun 16 år, da han kan fremvise så flot et eksamensbevis, at han kan komme ind.

At være læge, klog og ud af en god familie er bare ikke godt nok i Syrien, og det har Fadi altid vidst.

»Lige siden jeg var lille, har jeg vidst, at noget var galt. Alle stillinger i det offentlige Syrien afhænger af nogen, der kender nogen, og nogen, der betaler for noget. Har du ikke et netværk, er du intet i Syrien. Jeg så så mange på universitetet, som ikke havde evnerne til at være der, men var kommet dertil gennem netværk eller penge. Senere så jeg det på jobbet på hospitalet. Dårlige mennesker som gennem penge og netværk dominerer hele landet. Det drejer sig om en etnisk gruppe på en million mennesker, men vi er 25 millioner syrere, der styres af det,« forklarer han.

Den gode tid

For Fadi har arbejdet dog altid været tæt forbundet med livskvaliteten, så om dagen har han passet sit job på det store hospital i Damaskus, og om eftermiddagen har han passet sin private praksis, et sted han jævnligt vender tilbage til med drømmende øjne.

»Den lå lige ved siden af min mors lejlighed, så jeg kunne hver dag tage forbi hende til en kop kaffe.«

Fadi er gift med en kvinde, han har mødt på en skovtur, som universitetet har arrangeret. Det er kærlighed ved første blik, og familierne synes også, valget var godt, så i 1999 blev de gift og allerede året efter forældre til deres første datter af to. Fadi og hans familie trives, de har gode venner og elsker det livlige Damaskus.

Billede af Damaskus, Syriens hovedstad.
Billede af Damaskus, Syriens hovedstad.
Vis mere

»Damaskus er der liv i 24 timer i døgnet. Du kan gå ud på gaden klokken tre om natten og få noget at spise og tale med folk,« siger han og smiler sørgmodigt og kigger ud på Hvidovres grå himmel.

Alligevel er der noget inden i ham som godt ved, at det får en ende. I 2011 kræver en gruppe syrere ytringsfrihed. Ikke andet. Men med tiden kan de godt se, at det får de ikke, og det som til at begynde med er et simpelt og fredeligt krav, bliver til vold og ønsker om et totalt regimeskifte i Syrien.

»Jeg var tæt på at blive overlæge. Jeg har aldrig selv demonstreret i Syrien, for jeg vidste, det var farligt. Men jeg var enig i, at vi havde brug for mere frihed, Men jeg vidste jo godt, at jeg ikke måtte behandle oprørerne. Jeg prøvede at sige, at det var min pligt at behandle alle syrerne,« siger Fadi.

Han ved godt, hvad der venter ham efter han behandlede de to skudsårede på hospitalet. Igennem de seneste par år med oprør har han oplevet mange venner og kolleger blive skudt eller fælgslet for at gøre noget, som ikke falder i regiments smag. Der skal ikke så meget til.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Flugten

Derfor er han heller ikke overrasket, da telefonen ringer samme nat.

»En af mine venner har forbindelser højt oppe. Han har hørt mit navn nævnt. At jeg har opereret oprørerne.«

Få timer senere sidder Fadi, hans kone og deres døtre på 13 og 10 i en fremmed bil, som de har betalt en mand for at køre dem til Libanon i. En tur, der normalt tager mellem en og to timer, men skal man uden om grænsekontrol og i stedet over bjergene, tager den syv timer.

De næste to måneder bor familien hos venner i Libanon.

»Jeg havde været i Danmark før som turist, så jeg havde i forvejen et visum, så jeg fløj til København, hvor jeg søgte om asyl.«

Fadi ankommer til Sandholmlejren i januar 2013, mens hans familie stadig er i Libanon. Efter ti dage bliver han kaldt til en samtale, og det bliver hans første møde med systemet i Danmark, som er en helt anden snak end systemet i Syrien.

»Det var en rigtig sød dame. Hun stillede spørgsmål og vi talte sammen i syv timer. Jeg fortalte hende alt.«

Han kan gentage i dag, hvad han sagde til den venlige sagsbehandler i Sandholmlejren:

»Var jeg ikke flygtet fra Syrien med det samme, var jeg død«.

Fadi bliver tilbudt en lejlighed, hvor han bor helt alene for første gang i Danmark.

»Jeg sad der med alle mine dårlige minder, mens min familie var i Libanon og Syrien. Samtidig skulle jeg prøve at koncentrere mig om at lære dansk og genopbygge mig selv efter en krig og en flugt. Men den slags kræver, at man har mennesker omkring sig, og det havde jeg ikke. Mennesker har brug for ro og støtte til at genopbygge deres liv.«

Selv den dag i dag i en lejlighed i Hvidovre og omgivelser, der dufter af Bamseline er Fadi bange.

Fadi har været i DK i to år og er ved at blive uddannet til læge (det var han også i Syrien). Han er glad for Danmark, men savner sit hjemland og håber at kunne vende tilbage en dag.
Fadi har været i DK i to år og er ved at blive uddannet til læge (det var han også i Syrien). Han er glad for Danmark, men savner sit hjemland og håber at kunne vende tilbage en dag. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg er bange for, at min familie i Syrien vil få problemer, hvis jeg fortæller min historie her i Danmark. Der er altid nogen, der sidder og holder øje med den slags. Der er nogle af de syrere, der kommer til Danmark, som støtter regimet. Derfor taler jeg heller aldrig om politik med andre syrere i Danmark. Man bliver forsigtig,« forklarer han.

Den kvælende lighed

Fadi har i dag en femårig opholdstilladelse i Danmark. Han skal bare tage sin fageksamen som læge, og så kan han endda begynde at arbejde, når han i løbet af de næste måneder på rekordtid gør sig forståelig på dansk. Alligevel er Fadi aldrig rigtig glad.

»I Danmark følte jeg, at jeg kunne få en chance. Jeg kunne få et godt job på baggrund af mine evner og kvaliteter. Ikke som i Syrien, hvor man betaler sig fra det eller trækker i sine kontakter. I Syrien bliver man så skuffet, når man ikke får den chance, man synes, man fortjener. Det kan godt være, jeg er skuffet i Danmark, når man venter fem timer på skadestuen. Det var aldrig sket i Syrien, hvor alting går hurtigere. Men i det mindste sidder alle og venter fem timer på skadestuen. Det er uligheden i Syrien, jeg ikke kan tåle. I Danmark tænkte jeg, at jeg kunne udvikle mig fagligt. Europa har bedre universiteter, bedre hospitalet og bedre faciliteter. Men jeg savner også alt i Syrien. Mit liv, mine venner, min mor, mine søstre. Åndeligheden i Syrien og de varme følelser, som jeg ikke har mødt i systemet Danmark. Min hjerne er hele tiden i Syrien. Det føles som et mareridt, og nogle gange vågner jeg om natten og tror, at det bare var en ond drøm, hvad der foregår dernede.«

Fadi sidder med mobil og kigger på et billede fra Damaskus.
Fadi sidder med mobil og kigger på et billede fra Damaskus. Foto: Claus Bech
Vis mere

To drømme har Fadi bevaret. Den ene er at komme til at arbejde som læge i Danmark, og den anden er at vende tilbage til det Syrien, han kendte.

»Jeg elsker Danmark og danskerne, men Syrien er mit land. Hvis jeg nogensinde kan finde tilbage, vil jeg det, for der bliver brug for alle til genopbygningen, men det er svært at tænke på, når de stadig er i gang med at ødelægge det. Indtil da vil jeg gerne arbejde som læge i Danmark. Faktisk synes jeg, det er mit ansvar.«

»Jeg er ligesom et træ, der er taget op med rod, flyttet til et nyt land og nu forventes det, at jeg skal kunne gro her. Men mine rødder, min familie, mit sprog og vores traditioner er i Syrien.«

Fadi har dog håb, for at noget godt er der kommet ud af at skifte sit elskede hjemland ud med et mere roligt et af slagsen. Hans børn skal vokse op her med de muligheder, der følger med.

»Sådan er det at være flygtning. Vi giver os vores børn. Det er det eneste, vi har«.