Asger Aamund var ved at drive sin søster Jane til vanvid, da han var barn, for han var evindeligt snakkende og muligvis damp-barn. Han frygtede hver dag, at hans hjertesyge far døde, så de planlagde altid Tivoli-ture med det forbehold, at hans far stadig var i live til den tid

I MIT FOTOALBUM er det denne gang erhvervsmanden Asger Aamund, som åbner op for fotoalbummet og deler ud af billeder og historier fra sit liv. Kom helt tæt på Aamund,når han fortæller om sine oplevelser med nazisterne, sine kvaler med matematik, sine skuespillerdrømme og sit ægteskab med Suzanne Bjerrehuus.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Asger Aamund, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Asger Aamund var ved at drive sin søster Jane til vanvid, da han var barn, for han var evindeligt snakkende og muligvis damp-barn. Han frygtede hver dag, at hans hjertesyge far døde, så de planlagde altid Tivoli-ture med det forbehold, at hans far stadig var i live til den tid.

I MIT FOTOALBUM er det denne gang erhvervsmanden Asger Aamund, som åbner op for fotoalbummet og deler ud af billeder og historier fra sit liv. Kom helt tæt på Aamund,når han fortæller om sine oplevelser med nazisterne, sine kvaler med matematik, sine skuespillerdrømme og sit ægteskab med Suzanne Bjerrehuus.




Artiklen fortsætter under billedet
Foto: Privat foto
Vis mere

1. Kærlig med temperament.

Min far Joseph Aamund var enormt kreativ, et kærligt, varmt menneske, men også en person med et voldsomt temperament. Han blev født i 1886 og var altså 28, da Første Verdenskrig brød ud, og han blev far til mig, da han var 55 år. Han var udlært ejendomsmægler og typograf og havde en operakarriere i koret på Det Kongelige Teater. Han stiftede virksomheden ’Ruga Knækbrød’, som blev et kæmpe foretagende, blandt andet fordi han lavede reklamefilm med Ib Schønberg. Det er min søster Jane til venstre og jeg er på armen. Jeg tilbragte min barndom i en lille villa på Skolebakken, der lå ud til Lyngbyvejen overfor Gentofte Sø. Når vi havde besøg, forstod folk ikke, hvordan vi kunne leve i larmen fra vejen, men vi bemærkede den ikke, medmindre der skete uheld derude, og det skete ret ofte, især da der var fri hastighed. Nærmest hver uge hørte jeg et kæmpe sammenstød med glas, der splintrede, og fra jeg var 12 år, ringede jeg til brandvæsenet, der nåede frem på fem minutter, i modsætning til i dag. Den trafikerede vej betød også, at vores hunde og katte blev kørt ned. Der var meget gråd og tænders gnidsel, når det ene dyr efter den anden blev lagt dødt på dørtrinnet.

Foto: Privat foto
Vis mere

2. Beskyttelsesrum i kælderen

1944: Min far fik bygget et beskyttelsesrum i vores hus under krigen, fordi han havde nogle problemer med nazisterne, efter at han havde fyret en ekspeditrice i sit bageri, der havde fraterniseret med en tysk soldat. Nazisterne skrev om det i deres blad Kamptegnet og generede ham siden på forskellige måder. Når der var luftalarm, røg familien derned. Jeg så selv med mine egne øjne, dengang Shellhuset blev bombet. Det foregik, da jeg gik i børnehave på Ingrid Jespersens Skole. Da vi børn var på vej hjem fra Trianglen, kom de her fly hen over hovedet på os, kun 200 meter oppe. Det var helt vildt, og de havde lige afleveret deres bombelast.



Foto: Privat foto
Vis mere

3. Holdt udkig efter flag på halv

1943: Min mor Johanne, der var fra Lemvig-kanten, var 22 år yngre end min far, som var i en meget dårlig forfatning. Han var overvægtig og havde haft en alvorlig hjertesygdom, fra han var 46. Han tog tit nitroglycerin, og vi børn vidste, at han kunne dø når som helst. Han kunne sige: »Jo, vi kan tage i Tivoli i næste uge, hvis alt går vel, og jeg lever så længe.« Som barn var jeg påvirket af det, og tænkte meget på det, men ikke sådan at det ødelagde min barndom, det kom bare hen over som en skygge. Når jeg tog fra Krebs´ Skole inde i byen og hjem i den elektriske trolley-bus, gik jeg helt frem i vognen for at se, om flaget var på halv, når jeg var ved at være hjemme. Jeg vidste, at der var te, ristet brød og hjemmelavet marmelade, hvis flaget ikke var på halv.

Foto: Privat foto
Vis mere

4. Janes lakaj

1950: Min fem år ældre søster Jane har fortalt, at jeg var meget levende og evindeligt snakkende og med et væsen, der var ved at drive hende til vanvid. Jeg var hyperaktiv og muligvis et damp-barn, men jeg var glad, og altid aktiv og havde tusinde planer, som jeg snakkede om fra morgen til aften. Jeg lærte at læse, efter jeg havde gået i første klasse i en måned. Når min søster og jeg legede, var der en rød tråd i legene, som jeg ikke brød mig om, for jeg var altid hendes tjener, og hun var herskerinde. Hun var prinsesse, og jeg skulle være lakaj, der serverede. Det synes en dreng jo ikke er morsomt, jeg ville hellere rende rundt nede i mosen og lege røvere og soldater. Jeg lærte på et tidligt tidspunkt noget om kvinder, så jeg udviklede nogle antenner og blev klar over, hvornår det var på tide at komme ud af vagten.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Privat foto
Vis mere

5. Det værste tøj

Dette uldtøj ser jeg på med en vis smerte, for det fik vores foxterrier til at gå amok, og samtidig var det min mors yndlingstøj. Når hunden lugtede uld, sprang den op ad mig og nappede og flåede, så jeg blev fyldt med blå mærker, for hunden så mig som et får. De lange, uldne strømper, som var fæstnet til min undertrøje med strømpebånd, gjorde ikke sagen bedre. Et meget feminint antræk, der betød, at når jeg skulle på toilettet på Ingrid Jespersens Skole, måtte lærerinderne hjælpe mig med at klæde mig af og på. I øvrigt kan det også se ud til, at jeg havde overtaget min søsters sko. Heldigvis blev jeg kort efter så velartikuleret, at jeg kunne modsætte mig den mundering.



Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Privat foto
Vis mere

6. Svært ved regning og matematik

Jeg var bestemt ikke noget lys i mellemskolen og brugte megen tid på at blive færdig på Bakkegårdsskolen. Jeg havde svært ved regning og matematik og hadede det, og min hænder var ikke skruet rigtigt på til sløjd. Til gengæld var jeg suveræn i dansk og sprog samt til at lave mad. Jeg måtte tage en realeksamen, før jeg kunne komme på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, det var ikke nok med det, der i dag svarer til niende klasse.

Foto: Privat foto
Vis mere

7. Ville være skuespiller

1958: Ham, jeg står med her, Axel, er desværre død nu. Han var et muntert, frisk og dejligt menneske. Vi var fire drenge, der hang sammen som ærtehalm i gymnasiet, som en blanding af de fire musketerer og en ’Klub til gensidig fornedrelse og hån’. En af de andre var Ebbe Kløvedal Reich. Vi var, som alle i gymnasiet, optaget af verdenssituationen, livet, døden, samt kvinder og øl. Det var en dejlig tid. Oprindeligt ville jeg gerne have været skuespiller, specielt må jeg indrømme, at de frække og uregerlige skuespillerinder var det, der trak. Jeg blev ikke skuespiller, men kom i stedet med i studenterrevyer og kom til at tjene penge på bl.a. at være guide på Tuborg bryggeriet. Det var velbetalt, og man traf et hav af flotte damer. Jeg var også med i reklamefilm. En person fortalte mig engang, at han havde set mig i en biograf i Sydafrika, hvor jeg reklamerede for en deodorant. Jeg var med i reklamer for Brylcreme, Colgate, Jolly-Cola og jeg ved ikke hvad. I øvrigt var jeg også i en periode nyhedsspeaker på Radio Mercur, der sendte fra et skib ude i Øresund.

Foto: Privat foto
Vis mere

8. Med Malou

Min datter Malou har i dag en international direktørpost i Microsoft. Hun har været der i nogle år, det er et pænt stort job. Hun har tre børn sammen med Mikael Bertelsen, og hun er heldigvis god til at organisere familie og arbejde.

Foto: Privat foto
Vis mere

9. Ikke sammen hele tiden

Her var jeg i 1989 på ferie i Spanien nygift med Suzanne Bjerrehuus. Jeg mader hende på billedet, men jeg vidste ikke dengang, at det skulle jeg blive ved med blive ved resten af livet. Dengang var Suzanne en glad partypige, der skulle være fart over feltet hele tiden. Men hun er jo jurist, og efterhånden er hun blevet meget videbegærlig på samfundsforhold og engageret i debatten. Vi hører ikke til dem, der går i supermarkedet sammen i samme træningstøj. Jeg tror meget på, at man skal være sammen dér hvor man kan li’ at være sammen. Suzanne har en lang række veninder, som hun sidder og diskuterer politik og samfundsforhold med, der ville jeg være som en hund i et spil kegler, så jeg holder mig væk.



Foto: Bax Lindhardt
Vis mere