Finn Sørensen fra Enhedslisten fortæller her journalist Simon Riedel om sit liv set gennem det private fotoalbum.

I MIT FOTOALBUM fortæller Finn Sørensen blandt andet, hvordan han tidligt blev sergent i militæret, fordi han ellers kunne se frem til en fængselsstraf – han var så ung, at de værnepligtige i hans deling gav ham øgenavnet babyface – her kan man også se Finn Sørensen med kloge briller, som ølkusk og som kvinde i Røde Mor.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Finn Sørensen og hans barndom, opvækst, ungdom, voksenliv og karriere - supplereT af en stor billedserie med billeder fra Finn Sørensens liv og private fotoalbum.


Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


I MIT FOTOALBUM fortæller Finn Sørensen blandt andet, hvordan han tidligt blev sergent i militæret, fordi han ellers kunne se frem til en fængselsstraf – han var så ung, at de værnepligtige i hans deling gav ham øgenavnet babyface – her kan man også se Finn Sørensen med kloge briller, som ølkusk og som kvinde i Røde Mor.

 

1. Den mørke ende af Østerbro

Mine forældre var fabriksarbejdere og mødte hinanden på Beauvais. Men her har de det fine tøj på, på besøg i fasters kolonihave på Amager. Jeg voksede op i den mørke ende af Østerbro på Fiskedamsgade 7, ikke så langt fra Classensgade, som var for de fine. For os var Classensgade meget langt væk, til trods for at det kun var et par hundrede meter, men det var et fremmed territorium, også socialt. Dertil kom børnene i de andre gårde, som vi havde nogle gode slås- og sneboldkampe med. Grundlæggende var jeg en glad dreng, der havde nemt ved at få venner, men jeg kunne også blive hidsig, hvis jeg blev trængt op i en krog. Jeg må indrømme, at jeg slog fra mig, hvis nogen slog på mig, men jeg lærte, at man slår ikke på dem, der er mindre end en selv, og hvis en svag person blev overfaldet, skulle man hjælpe dem. Den lærdom kunne vi godt bruge noget mere af i dag, når man ser på, hvordan arbejdsløse og syge mennesker bliver behandlet. Vi oplevede ikke os selv som fattige, men hver femøre blev vendt, for pengene var små. Det at spise rester var en udbredt kunstart, men jeg er aldrig gået sulten i seng. Vi fik rigeligt med kartofler og makaroni eller rugbrød med fedt og salt.

2. Dampede pibe med far

Til min konfirmation ønskede jeg mig penge, for jeg ville have en lille, fiks radio, ikke sådan en kæmpe klods i et stort skab, som min far havde. Jeg hørte Jørgen Mylius, som jo spillede de første popsange i radioen, først sendte han fra Radio Mercur, fra et skib i Øresund, og siden blev han hyret til Danmarks Radio. Da jeg fyldte 13, gik jeg ned og købte mig en pibe og en pakke tobak og satte mig op i stuen ved siden af min far og dampede på den. Han sad og læste i Aktuelt og skævede over avisen og spurgte mig, om det ikke var lidt tidligt, jeg var begyndt på det? Jeg ærgrer mig over, at jeg begyndte dengang, for den pibe kom til at sidde i min mund de næste 38 år. Det var en dårlig idé, ikke godt for lungerne, og den har også ødelagt nogle tænder. Men dog ikke værre, end at jeg fik det sorte bælte i jiu-jitsu, da jeg fyldte 50 år. I dag holder jeg mig i form med mit eget program hver morgen, som jeg har stykket sammen fra karate, jiu-jitsu og yoga, og i dag er min lungekapacitet næsten normal.

3. En verden åbnede sig

Jeg elskede at tage på camping, til jeg blev 14, derefter syntes jeg, det godt nok var kedeligt. Men så var det en fordel at være en læsehest. Jeg læste meget, når der var familiefester kunne jeg godt krybe ned bag sofaen og læse i min farfars sjove bøger. Der åbnede sig en verden for mig i bøgerne, og min farfar, der var sporvognskonduktør, havde mange sjove fortællinger, bl. a. Knud Rasmussens Slæderejser på Grønland. Det vakte min interesse for det dejlige folk og deres land, hvor jeg har en gammel fangerhytte sammen med gode venner.

4. Følsøm ung læsehest

I 1950erne fandt socialdemokraterne ud af, at arbejderbørn skulle have mulighed for videregående uddannelse, og det syntes min mor også. I 5. klasse støvsugede lærerne på de københavnske kommuneskoler klasserne for bogligt egnede, og jeg røg med, så jeg begyndte i 6. klasse på Gl. Hellerup Gymnasium. Det var noget af et kulturchok. Her mødte jeg de rige og højtuddannede børn, som fyldte meget, og som talte affekteret. Når man dukker op uden ret mange ord eller viden og i anderledes tøj, var klasseforskellen ret tydeligt. Der skulle arbejdes, hvis man ville overleve. De var søde nok, de andre elever, men det var en anderledes verden. Første dag i skolen kom jeg op at slås med en søn af direktøren for De Danske Sukkerfabrikker. Vi lå og rodede rundt på gulvet, indtil vi blev skilt ad. Siden blev vi de bedste venner.

5. Student med kloge briller

Jeg var i en nysproglig gymnasieklasse, og det var en fordel, for der var en masse søde og kønne piger. Jeg oplevede mig sjældent afvist, det blev til ture i biografen, måske holde i hånd og endda et lille kys efter forestillingen – til en start! Jeg fik dengang læsebriller, som jeg gerne havde på hele tiden, for jeg syntes, de fik mig til at se klog ud – en måde stive sig selv af på, hvis man føler sig lidt som ’underdog’. Jeg sidder til højre på billedet med Bente på skødet. Hun var ikke min kæreste, men min bedste ven i klassen, og vi lavede fis med dem alle sammen, når vi syntes, det var dræbende kedsommeligt. Her var klassen for første gang hjemme hos mig, da vi blev studenter.

6. Hundsede ikke med de menige

Det at være militærnægter var ikke på tale i mit hjem, far og mor var kongetro socialdemokrater, derfor bad jeg selv om at blive indkaldt. 14 dage efter studentereksamen var jeg i marineinfanteriet på Bornholm, og de havde en idé om, at de skulle leve op til læderhalsene i USA. Det var et chok at være der, både fysisk og psykisk terror. Vores navne blev udskiftet med numre, jeg kom til at hedde 683005, et tal, der står brændt ind i min hukommelse. Vi blev afrettet ved at skulle bære på tonsvis af tung udrustning og ikke få nogen søvn og i øvrigt holde kæft og gøre, hvad der blev sagt, ellers blev vi straffet og fik ikke lov at tage hjem i weekenderne. Jeg undrede mig over, at der ikke var kæder på toilettet til at trække ud, men fik at vide, at de var fjernet, fordi der havde været mange selvmord. Alle med studentereksamen blev udtaget til værnepligt-sergent. Jeg sagde nej, men gjorde det alligevel, alternativet var fængsel. De menige i den deling, jeg havde ansvar for, kaldte mig babyface. Det kan man godt forstå! De kørte rundt med mig, men jeg er stolt af, at jeg ikke blev ligesom de sergenter, der havde hundset med mig.

7. Som dame i ?’røde mor’

Her fra min tid i Røde Mor, hvor vi lavede en tv-udsendelse, der blev sendt i 1972. De rige var blevet fanget af verdens folk og trukket ud i den kolde sne, Troels Trier er generalen til højre, Masken er kapitalen selv, og jeg er den rige dame med paryk og makeup. Der er åbenbart gået en drag tabt i mig. Det var fede tider, en stor tak til de herlige typer, der var med! Marxismen blev min skæbne 8 I 1967 læste jeg dansk litteratur på Københavns Universitet, det var lige året inden det såkaldte ungdomsoprør. Ved siden af den almindelige undervisning, kunne man læse marxisme. Det gjorde jeg, og det blev min skæbne! Interessen for en akademisk uddannelse svandt i takt med ungdomsoprør, solidaritet med Vietnams folk og politisk teater og musik. Efter en masse skiftende job som ufaglært blev jeg arbejdsmand på Nordisk Kabel og Tråd, og så gik årene med forskelligt fabriksarbejde, herunder Soyakagen (det var altså ikke mig der sprængte den i luften), for at ende som ølmand på Tuborg. Det var et fint job, med de bedste kolleger jeg nogensinde har haft. Billedet er fra 1984, hvor jeg blev dømt for terrorisme i byretten sammen med 59 andre Tuborgchauffører, fordi vi havde blokeret Hans Knudsens Plads med vores store ølbiler i solidaritet med HT-chaufførerne. Den dag vi blev dømt, lavede vi ’larme-demo’ gennem byen, med store plastikbiler. Efter en lang strejke i 1985, hvor jeg sad i strejkeledelsen, blev jeg valgt til formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening.

5. Student med kloge briller

Jeg var i en nysproglig gymnasieklasse, og det var en fordel, for der var en masse søde og kønne piger. Jeg oplevede mig sjældent afvist, det blev til ture i biografen, måske holde i hånd og endda et lille kys efter forestillingen – til en start! Jeg fik dengang læsebriller, som jeg gerne havde på hele tiden, for jeg syntes, de fik mig til at se klog ud – en måde stive sig selv af på, hvis man føler sig lidt som ’underdog’. Jeg sidder til højre på billedet med Bente på skødet. Hun var ikke min kæreste, men min bedste ven i klassen, og vi lavede fis med dem alle sammen, når vi syntes, det var dræbende kedsommeligt. Her var klassen for første gang hjemme hos mig, da vi blev studenter.