Kongehusets festligste medlem, prins Henrik, fejrede sin 82 års fødselsdag på sit elskede Château de Cayx. Alene, men i højt humør. BT har besøgt landets mest omtalte pensionist.

Han kommer slentrende imod os med røde bukser med opsmøg og et iøjnefaldende smykke om halsen. Med nyt og trendy skæg, der ville gøre en Vesterbro-hipster misundelig. Omgivet af et mindre følge og to gravhunde i henholdsvis respektfuld og knap så respektfuld afstand.

En afslappet elegantier. Landlivet klæder ham.

Prins Henrik har sagt ja til at give BT et interview i anledning af sin 82-års fødselsdag, som bliver fejret på hans franske vinslot, hvor han de senere år har tilbragt mere og mere tid.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Prins Henrik i andledning af hans 82-års fødselsdag - og hør om hans tanker om guldbrylluppet ... og vinen.


Kongehusets festligste medlem, prins Henrik, fejrede sin 82 års fødselsdag på sit elskede Château de Cayx. Alene, men i højt humør. BT har besøgt landets mest omtalte pensionist.

Han kommer slentrende imod os med røde bukser med opsmøg og et iøjnefaldende smykke om halsen. Med nyt og trendy skæg, der ville gøre en Vesterbro-hipster misundelig. Omgivet af et mindre følge og to gravhunde i henholdsvis respektfuld og knap så respektfuld afstand.

En afslappet elegantier. Landlivet klæder ham.

Prins Henrik har sagt ja til at give BT et interview i anledning af sin 82-års fødselsdag, som bliver fejret på hans franske vinslot, hvor han de senere år har tilbragt mere og mere tid.

Hverken hans hustru, sønner, svigerdøtre eller børnebørn var taget til det sydfranske for at ønske ham ’bon anniversaire’, men skulle den kongelige fødselar være ked af at tilbringe dagen som ‘ensom majestæt’, skjuler han det dog godt.

»Jeg skal fejre den meget diskret med nogle af mine søskende. Vi holder en lille middag, hvor vi spiser de gode, lokale råvarer og så færdig,« fortæller han veloplagt i vinudsalget bag slotsbygningen, hvor han møder BTs udsendte.

Da prins Henrik fyldte rundt for to år siden, blev dagen også fejret på Château de Cayx, som Prinsen købte sammen med sin hustru i 1972 for de penge, det danske folk forærede dem i forbindelse med deres bryllup fem år tidligere.

Foretrækker De at være her på Cayx på Deres fødselsdag?

»Nå, det foretrækker jeg ikke nødvendigvis,« lyder det fra prins Henrik, der må undvære dronning Margrethe, da hun i dag er på vej på sommertogt til Færøerne.

»Jeg savner at være på Færøerne i morgen (i dag, red.), hvor Dannebrog er på officielt besøg, for jeg kan godt lide Færøerne, og jeg kan godt lide færingerne, men De ved… Jeg finder ro her, og jeg er her på Cayx nogle uger eller noget tid alene – væk fra alt.«

BTSOLO - H.K.H prins Henrik, Le château de Caïx.
BTSOLO - H.K.H prins Henrik, Le château de Caïx.
Vis mere

Fransk ener

På sin 80-års fødselsdag var prins Henrik på toppen af sin popularitet.

Det var som om, danskerne endelig havde lært at forstå den stolte franskmand for den ener, han er. Han nød rekordhøje meningsmålinger, og flere episoder – som for eksempel da han optrådte iført komplet pandakostume, eller da han blev spottet på spontan spadseretur på Pusherstreet i Christiania – medvirkede til at gøre Kongehusets enfant terrible til kult.

Den runde dag blev markeret på netop Château de Cayx omgivet af sin nærmeste af familie. Det var første gang, at det var lykkedes at samle begge de voksne sønner, deres ægtefæller og deres i alt otte børn i det franske, og det var prins Henriks udtrykkelige ønske.

I år ser det noget anderledes ud.

Franskmændene opererer ikke på samme måde som danskerne med en kobling mellem artighed og antal soltimer på ens fødselsdag. Så det faktum, at Cahors’ bakkede landskab det ene øjeblik er dækket af truende skyer, for det næste at være oplyst af optimistisk skinnende sommersol, siger altså ikke nødvendigvis noget om prinsens opførsel.

Helt privat guldbryllup

Skulle man alligevel lege lidt med tanken, så har prins Henriks sidste to leveår budt på et par spektakulære sager.

Først var der hans titelrytteri. Skulle han eller skulle han ikke kaldes kongegemal? Han kæmpede indædt for ligestilling i flere år for så pludselig at opgive i foråret og gå tilbage til slet og ret at hedde prins Henrik og ikke Prinsgemal.

Inden da smed Dronningen en regulær nytårsbombe, da hun i sin årlige tale bekendtgjorde, at hendes mand gennem 49 år ville ’drosle ned’. Hvilket altså er grunden til, at hun er på vej alene på sommertogt til Færøerne.

Og i fredags var der så endnu en sag, der kom til at fylde en del i medierne. Mens det i 1992 var en tv-transmitteret kærlighedsfest af de helt store, da Dronningen og hendes gemal fejrede 25 år som ægtefolk, kommer det til at gå noget mere stille for sig, når parret næste år kan fejre guldbryllup.

Det afslørede kongehuset på bryllupsdagen.

Men det skal man nu ikke lægge for meget i, forsikrede prins Henrik, da talen faldt på næste års milepæl.

»De ved, at alderen spiller en stor rolle. Vi vil gerne fejre vores guldbryllup privat. Helt privat,« slog han fast.

Har De nogen særlige planer?

»Nej, ikke endnu. Jeg ved ikke, hvorfor det kom ud i går (torsdag, red.), for det skulle være kommet ud for seks måneder siden. Det er mange måneder siden, at vi besluttede os for ikke at fejre det,« tilføjer prins Henrik.

Interviewet er forbi. Vi skåler i fødselarens yndlingsvin fra årets produktion – en Malbec rosé med undertoner af grapefrugt – i Prinsens egne glas med eget våbenskjold, der bliver solgt i butikken.

»Vinen er ikke så kraftig, som den var for tre år siden, for folk kan godt lide en let vin lige nu. Og så følger jeg trop – naturligvis,« fastslår han.

En mand og hans vin

Sidste år valgte prins Henrik at bortforpagte salget og produktionen af hans vin til et fransk vinkooperativ. Han brænder dog stadig for at sikre Château de Cayx’ omdømme og håber, at sønnerne vil følge i hans fodspor

De første år prins Henrik forsøgte sig som vinbonde, blev hans druer modtaget med hånlige bemærkninger fra danskerne, der døbte det rævepis’.

Siden hen var der da ikke mange, der grinede af de kraftige, royale vine, som Prinsen hvert år fulgte nøje, når han var i Cayx.

Og det gør han stadig, selvom han sidste år efter 40 år valgte at lade vinkooperativet Vinovalie overtage salg og produktion, fortæller han stolt til BT, mens han viser rundt i vinmarkerne og nærmest uden at tænke over det fjerner et par visne ranker.

»Jeg har bortforpagtet alt, hvad der hedder produktion af vin, men det er stadig mig, der ejer slottet, det er mig, der ejer markerne – sammen med Dronningen selvfølgelig, vi er to,« tilføjer han.

Château de Cayx’ har også beholdt dit velassorterede vinudsalg tæt på hovedbygningen, og den vininteresserede prins understreger, at han også stadig fører skrap kvalitetskontrol med det endelige produkt.

»Hvert år smager jeg på vinene, og hvis en ekspert og jeg selv siger: ’Nej, den er dårlig, kvaliteten er ikke høj nok’, så kan jeg forbyde dem (Vinovalie, red.) i at sælge den vin. Men de har stor interesse i at producere den bedst mulige vin, så på den måde er jeg sikker på, at Château de Cayx også fremover vil have stor reputation (omdømme, red.) i verden.«

Er Deres sønner også involveret i den proces fremover?

»Den tid, den sorg. Det er dem, der skal beslutte, om de har lyst til at overtage. Jeg har snakket med dem, og de har været rigtig forstående,« lyder det optimistisk.

H.K.H prins Henrik, Le château de Caïx.
H.K.H prins Henrik, Le château de Caïx.
Vis mere