Luffe boede på gaden i tre år, for det er svært at holde på en lejlighed, når man drikker huslejen op. I dag er han tørlagt og har fået et nyt hjem. Men det er ikke let at få fast tag over hovedet
Tre år boede Oluf Andersen på gaden. I dag har den 46-årige tidligere hjemløse mand igen tag over hovedet. Han er lykkelig for det, men har man én gang været hjemløs, er det ikke let at slippe.
»Lægerne siger, at jeg mangler et gen, som gør, at jeg ikke kan sige nej, når jeg har fået den første øl. Jeg kan simpelthen ikke sige nej, og jeg drikker, til jeg styrter,« siger Luffe, som i dag ved god hjælp af antabus er tørlagt og ikke har rørt alkohol i over et år.
Alkoholen drev ham ud af tre forskellige lejligheder i Roskilde, hvor han boede og var weekendfar for sine to børn, som i dag er 18 og 20 år. Da adressen blev ændret til ’gaden’, kunne han ikke længere have sine børn.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Luffe og hans liv som hjemløs og alkoholiker, som i dag er vendt 180 grader trods et manglende nej-gen ...
Luffe boede på gaden i tre år, for det er svært at holde på en lejlighed, når man drikker huslejen op. I dag er han tørlagt og har fået et nyt hjem. Men det er ikke let at få fast tag over hovedet
Tre gange havde kommunen hjulpet ham, når han ikke kunne betale husleje. Tre gange havde Oluf Andersen fået et nyt sted at bo, når han blev smidt ud, fordi pengene var drukket op. Denne gang kunne han ikke bede dem om hjælp. I stedet samlede han et par ting i en sort sæk. Lagde en seddel til ejeren af huset med en undskyldning. Og så gik han ned på Roskilde Station og tog toget i retning mod København.
»Jeg tror, det var i 2006,« siger Oluf Andersen, eller Luffe, som han hedder i daglig tale.
»Men jeg er altså ikke ret god til det med årstal.«
Tre år boede Oluf Andersen på gaden. I dag har den 46-årige tidligere hjemløse mand igen tag over hovedet. Han er lykkelig for det, men har man én gang været hjemløs, er det ikke let at slippe.
Hvis man f.eks. spørger Oluf Andersen, om han vil interviewes hjemme i lejligheden på Tuborgvej, er svaret ’desværre nej’. Han foretrækker at mødes i det fri. Vi aftaler at mødes på Den Røde Plads på Ydre Nørrebro i København. Her færdes skatere, bander, småbørnsfamilier og sportsudøvere side om side, og her trives Luffe – også i en let sommerregn.
At mangle nej-genet
Luffe voksede op på landet med tre søskende, en hjemmegående mor og en far, der arbejdede som fodermester på gårde rundt omkring på Sydsjælland. Barndommen var der ikke noget galt med.
Luffe var en kvik dreng, som trivedes i skolen. Da hans forældre blev skilt, kom Luffe til at bo hos sin far.
»Far var ærligheden selv, man kunne tale med ham om alt.«
Men tingene begyndte at tage en forkert drejning, da Luffe var 15 år.
»Lægerne siger, at jeg mangler et gen, som gør, at jeg ikke kan sige nej, når jeg har fået den første øl. Jeg kan simpelthen ikke sige nej, og jeg drikker, til jeg styrter,« siger Luffe, som i dag ved god hjælp af antabus er tørlagt og ikke har rørt alkohol i over et år.
»Det har forfulgt mig hele mit liv. Jeg mangler simpelthen nej-genet,« forklarer han.
»Da det var værst, drak jeg kun årgangsøl af den virkelig stærke slags. I halvliters dåser og gerne 15-16 stykker om dagen,« siger han.
»Jeg skulle bare hurtigst muligt til købmanden om morgenen for at få den første.«
Alkoholen drev ham ud af tre forskellige lejligheder i Roskilde, hvor han boede og var weekendfar for sine to børn, som i dag er 18 og 20 år. Da adressen blev ændret til ’gaden’, kunne han ikke længere have sine børn.
Oles trick
I København mødte han allerede på Nørreport Station Ole, en hjemløs, som havde boet på gaden i nogle år. Ole kendte miljøet.
»Han gjorde det nemt at være hjemløs. Han kendte alle de steder, man kunne sove, alle de steder, hvor der blev uddelt mad, og han vidste, hvilke ruter der var flest tomme flasker at samle.«
Det var også sammen med Ole, at Luffe begyndte at sælge hjemløseavisen ’Hus Forbi’, som gav dem en ekstra indtægt. Nætterne gik på herberger, hvor Ole, Luffe og alle de andre hjemløse fik et måltid og en seng. Desværre kendte Ole også til gadens skyggesider. Da der først én gang var drysset heroin på Luffes hashpibe, blev han også afhængig af det.
»Jeg hang på krogen. Ole prøvede at skaffe mig metadon ved at nasse piller fra andre hjemløse, som var på metadon, men det var sgu ydmygende i længden. Til sidst blev jeg registreret som stofmisbruger, så jeg kunne få min egen metadon,« husker Luffe, som ikke har rørt stofferne siden, bortset fra den pibe hash, han nyder ved særlige lejligheder.
Men alkoholen hang ved. Flere gange har den været tæt på at koste ham livet.
»Jeg faldt tit i søvn på gaden, fordi jeg drak så meget. Engang var der et ældre ægtepar som fandt mig i en snestorm. Damen troede, hun havde set en jakke under sneen, men da hun ville trække den fri, fulgte der en mand med op. Det var mig,« siger han med både glimt og gru i de blå øjne.
Ægteparret fulgte den forkomne og modvillige Luffe på hospitalet, hvor hans kropstemperatur blev målt til blot 22 grader.
Anden gang alkoholen nær havde kostet ham livet, var en forårsdag, da han solgte ’Hus Forbi’ på Åmarken Station syd for København. Der var en hveps i hans øl.
»Jeg ville hælde den ud på sporene og stod med siden til sporet og ansigtet i retningen mod Køge, da en stemme inden i mig pludselig siger, at jeg skal trække armen til mig.«
Det er millimeter og sekunder, der gør forskellen. Havde han ikke trukket armen til sig, var han blevet trukket ned under det gennemkørende tog, der netop da brusede forbi perronen. Han slap med, at toget ramte hans skulder, forklarer han og trækker ned i halsudskæringen på sin bluse for at vise skaderne.
Man skal ikke være ortopædkirurg for at se, at knoglerne i Luffes skulder ikke sidder helt, som de burde. Kravebenet stikker ud under hans tynde, blege hud i en skæv vinkel. Men intet er så skidt, at det ikke blev godt for Luffe.
Da han efter flere uger på hospitalet var tilbage på herberget, var der sket et mirakel. Efter mere end tre år på gaden havde Luffe fået en lejlighed – på Tuborgvej.
»Hold kæft, hvor jeg grinede. Hvor komisk er det lige, at jeg, som har slåsset med alkohol hele mit liv, får en lejlighed på Tuborgvej,« griner han højt.
Et stille hjem
Luffe fik et startbeløb fra kommunen, og efter en gigantisk shoppetur til Ikea havde han for første gang i flere år noget, han kunne kalde et hjem.
»Den første morgen i lejligheden vågnede jeg og troede, at jeg var i detentionen. På et herberg er der altid larm om morgenen. Her var der så stille,« siger Luffe frydefuldt.
Årgangsøllene havde på det tidspunkt stadig magten over ham, så Luffe kom under økonomisk administration og fik tilknyttet en besøgsven.
»Han var god for mig. Han sørgede for, at jeg fik gardiner og lamper hængt op, og han tog mig med på cykelture. Jeg skulle lære at tjekke postkassen, tørre støv af, vaske op og vaske tøj. Man glemmer den slags, når man bor på gaden,« siger Luffe.
»Men det er ligesom at køre på cykel. Når man lige har drejet et par omgange på pedalerne, så er man i gang igen.«
Artiklen fortsætter under billedet
Men det kræver ansvar at have en fast adresse, og det har været svært.
»Der har været tider, hvor jeg lige måtte tage en samtale med min kontaktperson. Det er mest, når rudekuverterne vælter ind, og jeg føler, at jeg står i regninger til halsen,« siger Luffe, som stadig har gæld efter sine mange år som alkoholiker.
Men der er fortrinsvis gode sider ved at bo i en rigtig lejlighed.
»Det bedste er, at jeg begyndte at kunne have besøg af mine børn igen. Men også det at have et sted, hvor jeg kan gå ind og lukke døren. Et sted, hvor man selv bestemmer, og hvor man kan gå hen, når man ikke orker de andre fjolser. Jeg hygger mig derhjemme med at se tv og høre musik,« siger Luffe, som i dag arbejder fast som guide for organisationen ’Gadens stemmer’, som lader tidligere hjemløse og misbrugere guide rundvisninger i København.
Han færdes stadig i gadebilledet, for selv om han har bolig, skal han ud at have luft.
»Jeg går og cykler meget, og når jeg ser de andre hjemløse, skal jeg lige over at hilse. Har jeg nogle mønter på mig, får de dem. For jeg ved, hvordan det er, når man sidder dér og har lyst til en øl eller sodavand og ikke har pengene til det.«
Netop sammenholdet er dét, Luffe savner mest i sin dagligdag.
»Jeg vil ikke være hjemløs igen, men jeg savner det sammenhold, der er på gaden. Man ved altid, at de andre fra gaden aldrig vil negligere dig. På gaden er dine venner... Og så er der heller ingen rudekuverter,« smiler han.
