Han er blevet kaldt ’lallende idiot’ og ’medieliderlig’. Selv kalder han sig for normbryder. Den forhenværende operative chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen skabte et voldsomt brud med traditionerne, da han begyndte at udtale sig om efterretningstjenestens arbejdsgange. Og det fortsætter han med. For hans viden kan ingen tage fra ham.
Han er pensioneret inden for politiet. Men han er bestemt ikke pensionist. Hele Hans Jørgen Bonnichsens liv har drejet sig om at hjælpe andre, og så længe han kan fortsætte med at bidrage til det eller til at gøre folk klogere, bliver det ikke ham, der kommer til at trække stikket. Samtidig giver det ham også ’suset’ igen.
BT har interviewet otte af de mennesker, der ofte udlægger verden for os i medierne - I denne serie fortæller de selv, om hvordan de er blevet til dem, de er i dag. Du kan læse alle interviewene HER
Han er blevet kaldt ’lallende idiot’ og ’medieliderlig’. Selv kalder han sig for normbryder. Den forhenværende operative chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, skabte et voldsomt brud med traditionerne, da han begyndte at udtale sig om efterretningstjenestens arbejdsgange. Og det fortsætter han med. For hans viden kan ingen tage fra ham
Han er pensioneret inden for politiet. Men han er bestemt ikke pensionist. Hele Hans Jørgen Bonnichsens liv har drejet sig om at hjælpe andre, og så længe han kan fortsætte med at bidrage til det eller til at gøre folk klogere, bliver det ikke ham, der kommer til at trække stikket. Samtidig giver det ham også ’suset’ igen.
Han kan stadig huske historierne. De historier, hans onkel plejede at fortælle fra arresten i Haderslev, hvor onklen arbejdede som arrestforvarer og havde tjenestebolig lige midt i arresthuset.
Historierne, der fik interessen for et liv inden for politiet til at spire. Historierne, der senere førte til 41 år som en del af det danske politi. Heraf 20 år inden for Rigspolitiets Rejsehold og de sidste ni som operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Som 63-årig blev han pensioneret. Tvangspensioneret, som han selv kalder det, mens han læner sig frem i sofaen i DR Byen, hvor han tidligere på dagen har været i studiet hos både P1 og DR 2 Morgen for at kommentere de to seneste anholdelser efter terrorangrebet i København den 14. og 15. februar, og lægger tryk på ordet ’tvang’.
Masser af skældud
Lige siden har han brugt den viden, den erfaring, han har opbygget gennem de 41 år, til at kommentere, analysere og vurdere politiets og efterretningstjenestens arbejde, når han er blevet bedt om det. Også selvom han har været udskældt for sin åbne stil og for at give mere indblik i PETs arbejdsgange, end man tidligere plejede. Alligevel fortsætter han.
»For hvad er alternativet? At jeg skal gøre mine whiskyer stærkere og fodre mine karusser i resignation? Det vil jeg ikke. Hvorfor i alverden skulle jeg det. For jeg har én ting, som ikke ret mange andre har. Jeg har en faglig indsigt, en viden, en erfaring på 41 år. En ’knowhow’. Det kan de ikke tage fra mig. De kan ikke tage min faglighed fra mig. Men derfor kan de stadig nemt gå efter manden. Kalde mig ’medieliderlig’, ’lallende idiot’ og alt muligt andet,« siger 71-årige Hans Jørgen Bonnichsen og fortsætter:
»Der er bare én ting, man skal være klar over. Jeg ved lige præcis, hvor lang afstanden er mellem et klap på skulderen og et los bagi. Det er 60 centimeter. I hvert fald på mig. Og det los risikerer man, når man beskæftiger sig med det, jeg gør. Der opstår en kloakstrøm, når man har internettet. Det må man så tage med. Og så længe jeg kan bidrage, gør jeg det gerne.«
Begyndelsen
Sammen med sin tre år yngre søster voksede Hans Jørgen Bonnichsen op i Haderslev. Som ung knægt slugte han ’Jan-bøgerne’, skrevet af Knud Meister og Carlo Andersen, hvori Jan opklarer mysterier sammen med sin trofaste følgesvend Erling.
Samtidig lyttede han til alle de historier, hans onkel fortalte fra arresthuset. Især én historie står lidt klarere. En drabssag i Haderslevs omegn satte et stærkt præg på byen. En sø blev tømt i forsøget på at finde mordvåbnet. Da gerningsmanden endelig blev anholdt, blev han placeret i onklens arresthus.
Den oplevelse var med til at give Hans Jørgen Bonnichsen det første sus.
Han færdiggjorde hurtigt sin tid i militæret, før han søgte ind hos politiet som 21-årig. Det blev det første skridt i et liv, der førte ham forbi først kriminalpolitiet, så Rejseholdet, senere et lederkursus hos FBI i USA og sidst Politiets Efterretningstjeneste, PET, som operativ chef.
Det var dog i begyndelsen mod sin vilje, at han blev sendt ud til PET.
»Dengang var det et underligt, mystisk foretagende. Det var det selv for kollegerne. Det var skæg og blå briller. Men det skyldtes, de havde været igennem koldkrigs-perioden, hvor det var nødvendigt at værne om det, de nu stod for. For man kommer ikke udenom, at når man kiggede rundt til de andre europæiske efterretningstjenester, så havde de alle fået placeret en muldvarp fra det russiske KGB. Så de pakkede sig meget ind,« siger Hans Jørgen Bonnichsen:
»Men da jeg trådte til, var virkeligheden en anden. Det var nye tider, så det var med at åbne op, tænkte jeg. Og der vil jeg tillade mig at sige, at jeg var med til at åbne så meget op, man overhovedet kunne.«
Normbryderen
To dage efter, han på grund af de daværende regler som 63-årig blev nødt til at lade sig pensionere fra politiet, fik han et tilbud fra Danmarks Radio. Et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Han skulle være deres kommentator vedrørende terror og efterretningsvæsnet.
Det ’ja’ blev startskuddet til et brud. Et voldsomt brud i forhold til alle de traditioner, der dengang eksisterede. Alt var lukket omkring PET. Også efter man havde sagt farvel til det. Ingen udtalte sig.
»Så da jeg begyndte at udtale mig, førte det en del modstand med sig. Pia Kjærsgaard (daværende formand for Dansk Folkeparti, red.) brugte næsten en hel kronik på at beskrive mig som noget nær landsforræder. Men i dag har det jo skabt tradition. Der er flere og flere, der udtaler sig. Nogle af dem, der var mine værste kritikere dengang, de er nu også begyndt at udtale sig. De spiser nu selv den kål, de har spyttet i. Og det er jo glimrende, at borgerne nu får mulighed for at få belyst det her felt så godt som muligt. Jeg har nok været en normbryder i forhold til det,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Jernburet
Det gjorde ondt, den første gang han modtog kritik af sin person, fordi han udtalte sig. Virkelig ondt. Med tiden er han blevet mere hårdfør. Har fået hård hud på følelserne og er blevet i stand til at sige ’herreste gud’, når det sker. For Hans Jørgen Bonnichsen er det vigtigere at blive klogere og hjælpe andre med at blive det end at blive begrænset og sætte sig tilbage.
Sådan har han haft det hele livet. Han er drevet af nysgerrighed. Både nysgerrighed på at blive klogere og på at opklare. Og den viden, han har opnået, vil han gerne dele ud af. Især fordi han mener, at politiet ikke kan stå alene uden befolkningen. Politiet er afhængigt af hjælp fra befolkningen.
»Da jeg sad i PET, følte jeg på visse områder, at det var ligesom at sidde i et jernbur. Vi var stækket på munden. Jeg tænkte: ’Hold op, vi har da brug for at gå ud med det her. Vi har brug for befolkningens hjælp i visse situationer. Vi har brug for, at de har indsigt i vores arbejdsområder. For jo mere indsigt de får, des større tillid vil vi få, og desto mere gavn vil vi få af, at de kender os og ved, hvad vi står for. For mig var det indlysende. Det var det ikke for andre dengang,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Mundkurven
PET kunne dog nemt have forhindret ham i at udtale sig, forklarer han. Hvis PET var gået ud for at sige det samme, som han sagde, havde der ikke været nogen grund til, at han gjorde det. Men det gjorde PET bare aldrig dengang.
»Det, jeg fortæller, kunne PET lige så godt selv have fortalt. Det er ikke fordi, jeg overtræder nogen grænser. Jeg ved lige præcis, hvor farligt det er, når man krænker sin tavshedspligt. Det kunne jeg aldrig finde på at gøre. Aldrig nogensinde,« siger han.
Flere gange har han fået hints om, at han nok ikke burde udtale sig, som han gør. Det skete blandt andet under Henrik Sass Larsen-sagen, hvor socialdemokraten ikke kunne få et ministersæde, fordi han var blevet set med en person med tilknytning til rockermiljøet. Dengang syntes ’nogen’, at Hans Jørgen Bonnichsen skulle holde sig langt væk fra at sige mere om den sag.
Kun en enkelt gang har man direkte forsøgt at give ham mundkurv på.
»Jeg fik en telefonopringning på et tidspunkt, hvor jeg spurgte, om det var et forsøg på at lukke kæften på mig. Til det svarede jeg bare: ’glem det’,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Stikket
Han har ikke tænkt sig at stoppe med at udtale sig. Hvad enten det er kritisk om de tiltag og beføjelser, man giver efterretningstjenesten, eller informationer om dens arbejde. Den viden, der blev ’kastet på gaden’, som han formulerer det, da han blev pensioneret fra PET, skal bruges.
Han har ikke noget behov for at trække stikket. Heller ikke selvom han fra den 14. februar til den 15. februar, hvor terrorangrebet i Danmark fandt sted, modtog mere end 150 henvendelser fra forskellige medier, der gerne ville have en kommentar. Både fra Washington Post, fra Holland, fra Færøerne.
Suset
»Det var voldsomt. Men også spændende. Det gav mig trods alt lidt af suset tilbage fra de gamle dage. At man er med på den måde, at man er med i manegen igen. Så jo, jeg nyder det. Det kan jeg ikke komme udenom,« siger Hans Jørgen Bonnichsen med et smil.
Det er derfor andre, der skal trække stikket ud for ham. Når medierne og andre ikke længere synes, han kan bidrage med noget, vil de stoppe med at ringe. Så vil stikket helt automatisk glide ud.
»Hvis nogen føler, jeg stadig kan bidrage med et eller andet, så svarer jeg også. Om det er medierne eller gymnasieklasser, der skriver projekter om terror. Hvis jeg havde ni liv, skulle de andre otte også bruges i politiet. Selvom min kone godt kan synes, det er lidt belastende, at jeg bruger så meget tid på det,« griner han.
Selv siger han, at det er et forløb, der har formet ham til den person, han er i dag. Ikke en enkeltstående hændelse. Men en dannelsesproces, der har givet ham muligheden for at blive klogere og klogere for hver dag, og for at videreformidle den viden og erfaring, han har.
»Den proces bliver ved. Håber jeg da. Man skal forbeholde sig retten til at blive klogere. Det vil være rædselsfuldt at nå en barriere. Ganske rædselsfuldt. Så det sker forhåbentlig ikke, før jeg lukker øjnene,« siger han og slutter:
»Og lad det ske sent.«
