Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med skuespiller Ditte Gråbøl, der blandt andet forholder sig til emner som tillid, at tale grimt og være højrøvet.
»Det er fint at være påholdende, men nærighed, det er helt forfærdeligt. Engang var det sådan, at nogle aldrig havde kontanter og spurgte: ’Kan du lægge ud?’, og man fik aldrig pengene igen. Praleri er også usexet: At tro, at man gør nogen våd i bukserne, fordi man har bestilt en hel flaske whisky og købt et bord til 30.000 på en eller anden mondæn bar ude i byen. Det er helt grotesk – den slags hører jeg fra mine børn, som er 21 og 23,« siger Ditte Gråbøl blandt andet.
Log ind på BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Ditte Gråbøl og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med skuespiller Ditte Gråbøl, der blandt andet forholder sig til emner som tillid, at tale grimt og være højrøvet.
--- OOO --- OOO --- OOO ---
Det specielle ved os danskere er, at... vi har tillid til andre mennesker, så længe det varer. Jeg læste en artikel om en journalist, der havde fået et fantastisk job på Manhattan i New York og flyttede derover med konen og datteren, der skulle begynde i high school. Alt var så fedt, og de var sikre på, at datteren aldrig nogensinde kom med hjem. Men det skal jeg love for, at hun gjorde, for der var ikke noget, der hed, at man kunne lave lektier hjemme hos hinanden eller sove hos hinanden, fordi som det hed sig: ’Du kan jo ikke vide, om min storebror er pædofil’. Nej, det kan jeg ikke vide, men jeg går heller ikke ud fra, han er det. Vi danskere har stort set tillid til hinanden, og det første datteren ville, da hun kom hjem, var at tage på Roskilde Festival.
Jeg var dybt misundelig på... de klassekammerater, der boede i indre by (København, red.), mens jeg var teenager. Jeg var forstadspige, gik og røvkedede mig og drømte kun om at komme ind til byen. En veninde boede i Kompagnistræde, mere eksotisk kunne det ikke blive. Jeg gik på Bernadotteskolen og boede i Sorgenfri, skråt overfor Frilandsmuseet. Det var ikke villaveje, hvor børn løb rundt i en kåd barndom og spillede bold, det var lige ud til Kongevejen, derfor tilbragte jeg hele min ungdom i et S-tog.
Jeg fortryder, at jeg aldrig... fik taget en studentereksamen, jeg var så eventyrlysten og højrøvet, at jeg havde bedre ting at tage mig til end at gå tre år i gymnasiet. Det underholdt jeg også mine forældre med. På den måde er jeg en mønsterbryder, jeg er den første i min familie, som ikke tog en studentereksamen. Mine forældre tog det pænt, for jeg argumenterede med, at jeg skulle ud at opleve livet, og jeg sagde: ’Dig, far, du har jo aldrig oplevet noget, du har kun læst bøger’. Senere har jeg dog fortrudt det, for jeg troede, jeg fik et forspring, men summen af år, der gik, før jeg rigtigt kom i gang, var den samme som for andre, der til gengæld havde fået noget paratviden. Hvis ikke jeg var kommet ind på Skuespillerskolen i sidste forsøg, da jeg var 21, var jeg nok begyndt på HF.
Det er forkert at prale med sine gode gerninger... men engang fik jeg et sponsorat fra et kosmetikfirma, og eftersom jeg skal prale, forhøjede jeg mit bidrag til Unicef hver måned med 400 kr.
Jeg undrer mig over... at jeg egentlig ikke er ældre, Jeg er 56 og har levet i syv årtier. Min mand, som er fysiker, har prøvet at forklare mig det syvhundrede gange, men jeg forstår det stadig ikke. Men det kan også komme bag på mig, at jeg ikke er ældre, for jeg synes, jeg har været vidne til virkelig mange store ting i verden og i det nære. Jeg hørte Savage Rose spille i Tivoli i 1968, har rejst rundt i USA, før der var noget, der hed aids, jeg mødte en fyr i Østberlin i 1984 og skrev med ham i nogen tid efter. Breve, jeg har fundet, har været dampet op af stasifolk i DDR, kan jeg se, og nu kan jeg finde ham ved at google ham, det er da utroligt! Når jeg fortæller mine børn, at hvor jeg voksede op, lå der en damefrisør, en slagter, et ismejeri og en skomager, så er det jo fuldstændig fremmede ord i deres verden. Det undrer mig, at det er gået så hurtigt. Tænk engang, bare i 2006 havde jeg en ghettoblaster med på arbejde og hørte cd’er. I dag er jeg på toppen over Spotify.
Da jeg var ung, var jeg selvfølgelig socialist... for det var dér, de lækre fyre var, og dengang gik man ind for væbnet revolution, og man var til demonstrationer og festivaler. Man ytrede sig og protesterede og havde samtidig en fest med det. Der var sgu ikke nogen på højrefløjen, der var lækre, syntes jeg. Det var o.k. at sige, at selvfølgelig sympatiserede man med Rote Armee Fraktion og deres drab på en direktør, som de havde smidt ned i bagagerummet af en bil. Han var jo også en skide arbejdsgiver, var argumentet. Der er sket ting og sager i mellemtiden. Det er absolut ikke o.k. Terror er ikke o.k.
Det var upassende, da jeg... slog en skid lige på scenen. Det kunne være et sjovt svar, men det har jeg aldrig gjort, eller også har jeg fortrængt det. Men jeg kunne her nævne, at det er en fordom for mange, at revy er meget let. Nej, bestemt ikke, alt er gennemkoreograferet – også hvis man skal slå en skid på scenen.
Jeg glemte at være ydmyg, da... min mor gennem et år havde lagt penge til side – fordi vi sparede rengøringskonen – så jeg kunne få et klaver. Det var en bedrift og meget kærligt af min mor at give mig det klaver, men jeg blev ikke rigtig glad. Begejstringen i mit ansigt var fraværende, men det har ellers siden betydet meget for mig og mine børn, og der er også blevet hældt øl i det, da jeg boede i kollektiv.
Jeg kommer aldrig til at kunne forstå, at... der er så stor en del af den danske befolkning, som ikke synes, man skal betale til kultur – det har rystet mig. Jeg forstår heller ikke, hvorfor nogen kan holde ud at læse Tolkien og endda er vilde med ham. Og hvorfor skal folk råbe og skrige på cykelstierne? Jeg bliver så forskrækket. Det er både mænd i spandexbukser og kvinder, der bare synes, de er urørlige, fordi de er cyklister og derfor har særlige rettigheder. Og så har jeg svært ved at forstå, at nogle mennesker har for vane at tale grimt til deres nærmeste, Det er meget pinligt at være sammen med et par, der taler grimt til hinanden og siger: ’Hold kæft, du ved ikke noget, du har sgu da aldrig læst en bog’. De siger sådan nogle ting, så man bare får lyst til at gå. De mener det nok ikke så voldsomt, når de siger ’fuck dig’, ellers var de jo nok blevet skilt.
Det med at medierne altid giver folk det, de vil have... det er så ærgerligt. Man kunne lære noget af lp-pladerne. Man havde de fede numre først, men efterhånden fandt man ud af, at det var nummer tre på b-siden, som var det ekstra lækre nummer. Men det får man aldrig præsenteret i radioen.
Jeg var så fattig, at jeg måtte leve af havregryn, da... Egentlig har jeg lidt dårlig samvittighed over det, for jeg var så privilegeret på Skuespillerskolen, at jeg fik noget, der hed paragraf 42, fordi jeg havde fået sukkersyge. Jeg fik ikke i hoved og røv, men var heller ikke på det niveau, hvor man levede af havregryn. Det var faktisk under det danske velfærdssamfunds vinger, at man kunne tage en uddannelse og passe sin skavank, type 1-sukkersyge – den fine, arvelige form for sukkersyge, som jeg har.
Mænd er totalt usexede, når... de er nærige. Det er fint at være påholdende, men nærighed, det er helt forfærdeligt. Engang var det sådan, at nogle aldrig havde kontanter og spurgte: ’Kan du lægge ud?’, og man fik aldrig pengene igen. Praleri er også usexet: At tro, at man gør nogen våd i bukserne, fordi man har bestilt en hel flaske whisky og købt et bord til 30.000 på en eller anden mondæn bar ude i byen. Det er helt grotesk – den slags hører jeg fra mine børn, som er 21 og 23.
Jeg tuder... mere og mere, som årene går, jeg tuder over gode ting, hver gang jeg ser noget godt, feks. en teaterforestilling. Det er nu ikke fordi, det er sørgeligt, jeg tuder, det er fordi, jeg synes, det er en ypperlig bedrift. Og selvom jeg ellers aldrig hører klassisk musik, begyndte jeg at tude, da jeg pludselig hørte Beethovens syvende symfoni. Jeg kan aldrig rigtigt vide, hvornår jeg skal tude. Nogle gange propper jeg forgæves min taske med Kleenex, når jeg skal til begravelse.
Det allervigtigste i livet er... at gøre det så godt, man kan. At gøre sig umage, både når du spiser morgenmad med din mand eller går på arbejde.
Når jeg en dag er død og borte, vil jeg gerne huskes for... at jeg aldrig har bedt nogen om at skrue ned for musikken.
