Den skaldede koks eneste barn er psykisk syg. For tre år siden fik hans 26-årige søn Casper Olsen diagnosen paranoid/skizofren. I dag er sorgen vendt 180 grader. For nu lever sønnen et næsten ’normalt’ liv. Og om to uger gør han Den skaldede kok til farfar.

Opret dig som PLUS-abonnent og læs hele artiklen om sønnens diagnose paranoid/skizofren, som ændrede Den skaldede koks liv.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Det er tre år siden, Den skaldede kok og hans søn begyndte at dele deres liv ind i et før og efter. Der var livet, som det var, før sønnen fik diagnosen paranoid/skizofren. Og så er der livet efter diagnosen.

»Far, jeg har fået min diagnose. Jeg er paranoid/skizofren.«

Den hjerteknusende opringning fra sønnen fik næsten Den skaldede kok, alias Carsten Olsen til at gå i gulvet.

»Min første tanke var: ’Det tror jeg simpelthen ikke på’. For jeg kunne slet ikke forstå det. Det er jo mit barn, så den var svær at sluge,« fortæller Olsen, som kokken bliver kaldt.

Efter det første chok kom tankerne. Havde han svigtet som far? Havde han ikke været god nok over for sit eneste barn? Var det hans skyld, at sønnen var blevet syg? For selv om far og søn har et nært og tæt forhold og arbejdede sammen på Den skaldede koks restaurant i Tivoli, nagede tvivlen. Senere blev han klar over, at sønnens sygdom på det tidspunkt allerede var så fremskreden, at han faktisk var i en latent psykose, der bestod af en boble af fantasier. Hvor det var svært at skelne mellem reelle tanker.

Insisterende stemmer

Og stemmerne.

De insisterende stemmer inde i Casper Olsens hoved, som hele tiden hånede ham og opfordrede ham til at tage sit eget liv.

Den eneste måde, hvorpa han kunne dæmpe stemmerne og tankerne om, at nogen ville komme og slå ham eller hans kære ihjel, var ved at drikke sig fra vid og sans. Indtil den dag, hvor Casper Olsen var alene hjemme i sin lejlighed på fjerde sal, hvor det slog klik for ham.

»Jeg tyrede hovedet ind i væggen flere gange. Slog mig selv. Jeg åbnede faktisk vinduet, kiggede ned og tænkte, at jeg jo lige så godt kunne gøre det forbi. Nu. For jeg kunne ikke rumme mere. Jeg ville så gerne have, at stemmerne stoppede,« fortæller Casper Olsen.

Den skaldede kok og hans søn har valgt at stå frem med deres historie på baggrund af dettragiske mord i Odense, hvor en sygemeldt og psykisk syg 48-årig fynsk gymnasielærer i sidste uge knivdræbte en tilfældig 24-årig kvinde i en baggård.

Højgravid kæreste

BT møder far og søn i sønnens lejlighed på Nørrebro, hvor han bor sammen med sin højgravide kæreste Christine, der har termin med deres søn om en uges tid.

I dag har Casper Olsen det nemlig rigtig godt. Han er stadig psykisk syg, men fordi han er korrekt medicineret, har fået psykiatrisk behandling og ikke mindst har fået massevis af støtte og opbakning af sin far, kæreste og resten af sin familie under de utallige indlæggelser, lever Casper Olsen i dag et næsten normalt liv.

Men det havde hverken hans far eller han selv turdet håbe på den dag for tre år siden, hvor diagnosen faldt og delte far og søns liv ind i et før og efter.

»Jeg deler mit liv op i før og efter diagnosen. For det er to forskellige personer. Det er sådan, jeg er kommet igennem,« siger Casper Olsen, og hans far er enig:

»Ja, der har været en tid. Men nu er der en anden tid. Og vi har alle sammen skullet vænne os til, at der er nogle andre hensyn, man skal tage. En anden måde at leve sit liv på,« tilføjer Olsen.

»Men det er vigtigt for mig at vise, at der er et liv efter en diagnose. Man kan komme ud af det,« siger Casper.

»I dag er mit liv fantastisk. Men jeg har stadig udfordringer. Det vil jeg have resten af livet. Men med hårdt arbejde og dedikation er jeg kommet igennem det.«

For siden den sidste og længste indlæggelse for et år siden er det gået fremad for den 26-årige uddannede detailsalgsassistent. Han har haft arbejde i tøjbutikker, først som skånejob, men hurtigt kom han op på fuld tid. I øjeblikket er han dog sygemeldt, fordi han pressede sig selv for hårdt. Og da stemmerne begyndte at hvisle igen, blev han enig med sin mentor i distriktspsykiatrien om at tage en timeout, nu hvor hans søn snart skal fødes.

Blød som mousse

Den skaldede kok løfter den ene tatoverede arm og udbryder spontant »yes!«, da sønnen fortæller om sit kommende faderskab.

»Jeg skal være farfar. Jeg glæder mig helt vildt,« næsten brøler den kommende bedstefar.

Både han og den kommende far er ikke et øjeblik i tvivl om, at Casper Olsens kæreste har sin store andel i de gode fremskridt, der har været det seneste år.

»Hun er ikke bange for sygdommen. Eller for mig. Det er hende, som beroliger mig om natten, når jeg vågner skrigende op fra mine mareridt. Og hun giver mig også lov til at rase ud, hvis jeg har brug for det,« fortæller Casper Olsen.

Casper Olsen har altid følt sig anderledes. Han blev mobbet meget som barn, og det kan have været årsagen til, han blev psykisk syg. Foto: Simon Skipper
Casper Olsen har altid følt sig anderledes. Han blev mobbet meget som barn, og det kan have været årsagen til, han blev psykisk syg. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Igen er hans far rørende enig med sin søn.

»Hun er det mest vidunderlige menneske, jeg nogensinde har mødt,

Og jeg har aldrig glemt, da hun sagde, hun ikke syntes, Casper var syg. For hun har jo kun kendt ham, som han er nu.

Vi andre tænker, at man har et barn med en diagnose, og på, hvordan det skal gå ham gennem livet. For jeg er her jo ikke altid. Men det er hun. Så nu har jeg fået fuldstændig ro i sindet,« lyder det med en stemme så blød som mousse fra kokken.