Husker du Anne Mette Beckmann? Den forkælede rigmandsdatter fra dokumentarfilmen ’The good life’, der bebrejdede sin mor den millionarv, hun aldrig fik. Hun endte i et hul i Portugal med sin 87-årige mor og hendes danske pension som eneste livliner. Nu har hun mistet dem begge, men skyldfølelsen slipper hun aldrig.
For at læse hele artiklen om Anne Mette Beckmann skal du oprette abonnement på BT PLUS - det koster 29 kr. pr. måned og første måned er gratis (uden binding). Som abonnent får du adgang til tusindvis af spændende, gribende artikler og guider til dit liv.
I denne artikel kan du læse:
- Jeg blev opdraget til at arve
- Derfor fik jeg aldrig en mand
- Jeg føler skyld
- Jeg vil på kontanthjælp
Husker du Anne Mette Beckmann? Den forkælede rigmandsdatter fra dokumentarfilmen ’The good life’, der bebrejdede sin mor den millionarv, hun aldrig fik. Hun endte i et hul i Portugal med sin 87-årige mor og hendes danske pension som eneste livliner. Nu har hun mistet dem begge, men skyldfølelsen slipper hun aldrig.
Hun støtter sig til gravstenen og aer den ene hånd med den anden. Solen bager ned over den britiske kirkegård i Lissabon og de afblomstrede jacaranda-træer, som hænger som et tag ud over familiegravstedet. Her overvejede 61-årige Anne Mette Beckmann at lægge sig i en sovepose den første nat efter begravelsen. Hendes mor blev stedt til hvile under gruset 2. april. Omkring 20 mennesker mødte op, men mange sendte blomster. De var med i tankerne, som hun siger.
»Præsten spurgte i kirken, om han måtte læse et poem, han havde valgt. ’Of course’, sagde jeg. Det eneste, jeg husker, han sagde, var: ’We’ll meet her again, she hasn’t died, we’ll meet again, she will not want anyone to feel guilt’. Det sidder meget fast i mit hoved, at jeg ikke skal føle mig skyldig i noget. For det gør jeg.«
I gruset står stenen med det nyligt indgraverede navn i sort: Mette Marie Beckmann. I dag har Anne Mette Beckmann kun den at rette sine ord til. I live måtte moderen lægge ører til mere, end hvad de fleste mødre må finde sig i fra deres voksne døtre. Anne Mette Beckmann gav sin mor skylden for det liv, hun aldrig fik, men mest af alt skældte hun sin mor ud, fordi hun ikke magtede at bryde ud af sin beskyttede boble og skabe sit eget liv.
Mange år med bitterhed
De sidste seks måneder har Anne Mette Beckmann brugt på at bearbejde tabet, men med moderens død begyndte også en erkendelsesproces, som hun langtfra er færdig med.
»Jeg har brugt så mange år på at være bitter over at miste de penge. But who cares? Nobody gives a shit. Jeg har været gal på min mor og på min far over de valg, de traf. Det fortryder jeg i dag. Det er ikke sundt at være så bitter. Hvorfor gøre sig selv ondt? Det er ikke mors skyld. Det er ikke fars skyld. Det er ikke nogens skyld, at mit liv blev, som det blev. Det er kun min – og så Portugals skyld.«
Hun går i moderens tøj, og fingerringene er også hendes. Hun kunne ikke passe det, mens moderen var i live, men nu passer hun det perfekt. Da moderen døde, flyttede Anne Mette Beckmann ind i hende soveværelse i den treværelses lejlighed i Cascais i Portugal, hvor de i årevis boede dør om dør. Nu sover hun omgivet af bøjlestativet med hendes mors tøj og billederne af hendes far, Valdemar Beckmann. Duften af moderen hænger i rummet. Og hun taler stadig med hende.
»Hun siger, at hun har det fint, og at jeg også vil få det fint. Jeg skal ud af lejligheden, så vil jeg få det meget bedre. Og så undskylder jeg. For alt det forkerte, jeg har sagt og gjort, men det tager hun sig slet ikke af. Hvor hun er nu, har det ingen betydning.«
Kinderne under de store solbriller er blevet blanke af tårer.
»Min mor var vædder. Fuld af energi og klar i hovedet til det sidste, men benene blev dårlige, og til sidst kunne hun ikke gå ud. Hun sad bare og så fjernsyn. Hun held on for min skyld. Vi levede for hinanden. Hun var min allerbedste veninde. Mit et og alt.«
Hvad ville du sige til hende, hvis hun stod her i dag?
»Tak. Og undskyld.«
Anne Mette Beckmann har levet 27 år i Portugal, 26 i Frankrig og otte i Danmark, men hun er aldrig flyttet hjemmefra. Ikke et eneste sted har hun boet uden sin mor. Men i marts sagde det svage hjerte fra, og 87-årige Mette Beckmann tog herfra og efterlod sin 61-årige datter alene for første gang i hendes liv.
BT har besøgt datteren Anne Mette Beckmann i lejligheden i Cascais i Portugal, hvor hun boede med sin mor. For at tale om livet uden moderen og fremtiden, som hun håber ligger i Danmark.
Deres forunderlige liv blev tilbage i 2010 portrætteret i dokumentarfilmen ’Millionæren, der mistede alt’ – med originaltitlen ’The good life’. I en lejlighed på den portugisiske solkyst foldede en absurd familiehistorie sig ud om danske Beckmann, der byggede en millionformue op i Portugal, men mistede alt under den portugisiske revolution i 70erne, så mor og datter sad tilbage med intet andet end hinanden og en dansk folkepension.
Kvælende forkælelse
I 30 år havde moderen Mette Beckmann forsøgt at strække resterne af en gemt arv, mens datteren Anne Mette Beckmann brugte årene på at bebrejde sine forældre, at hun ikke fik det liv, hun blev stillet i udsigt som barn på den engelske privatskole.
For historien om familien Beckmann er ikke kun en fortælling om storhed og fald. Det er også en absurd skildring af et overbeskyttet barneliv, og hvordan kvælende forkælelse kan spolere langt ind i voksenlivet. Når forældre svigter deres ansvar.
Work var tabu i familien Beckmann. Ingen havde forberedt Anne Mette Beckmann på at skulle arbejde en dag. Så det var ’fandeme’ ikke hendes skyld, at hun aldrig fik en uddannelse og et job, kunne seerne tilbage i 2010 høre den 56-årige datter råbe ad sin mor i filmen.
’The good life’ fik priser og applaus på sin vej gennem de internationale filmfestivaler, og responsen til Anne Mette Beckmann udeblev heller ikke.
’Nej, hvor skulle du skamme dig. En 56-årig kvinde, som er så selvoptaget og behandler sin gamle mor, sådan som du gør. Du skulle simpelthen have et spark i røven og så ud af klappen. Få dig et liv.’
Hun sidder på en gammel spisestol i stuen. De sorte ballerinasko hviler på kanten af glas-sofabordet, og den bærbare computer puster i skødet, mens armbåndene rasler henover tastaturet i takt med, at hun scroller sig gennem beskederne på Facebook.
»Det er snæversynede mennesker, som ingen idé har om, hvordan det er at være anderledes. Typisk dansk. Hvad ved de om mit liv? Min case? I begyndelsen gjorde det frygteligt ondt, men det rører mig ikke mere. Sådan var de svære år i ’hullet’. Man må fandeme beundre os for, at vi ikke giver noget falsk image.«
Som møblerne er hendes modersmål fra en svunden tid.
Et affekteret dansk, der kvikkes op med kraftudtryk og låner med rund hånd fra både engelsk, fransk og portugisisk.
»Men hun har ret. Jeg skulle have fået mig et liv. Mor var altid så ked af at, jeg aldrig havde mit eget liv. For min egen skyld. Hun var meget bekymret for, hvad der skulle ske med mig den dag, hun var væk. Om jeg kunne klare mig selv.«
»I Danmark køber man ikke antikviteter længere? Har jeg ret? Det siger Bruun Rasmussen i hvert fald.«
Hun stryger en hånd over stoleryggen på en stol, hvis polstring truer med at slå revner, hvis man sætter sig. Den har stået på Nysø Slot ved Præstø og skulle have været ombetrukket for penge, der ikke længere er.
Helt forfærdeligt
»Vi har ikke været så flittige her i familien. Vi har været lidt dovne, som mor altid sagde.«
Hun slår en latter op. Hun kan lide at underholde sit publikum, men når man spørger hende, hvordan hun har det, svarer hun: ’Forfærdeligt. Helt forfærdeligt’. Det er blot os, der liver hende op, siger hun. Der er dage, hun ikke kommer uden for en dør, hvor veninderne skal trykke dørklokken i bund, før hun kommer op.
Hun er i færd med at pakke to liv ned, men minderne tager jævnligt pusten fra hende, så planen om at flytte til Danmark, inden måneden er omme, skrider langsomt. Meget skal sælges, men det allerældste skal stilles hos gode venner i Cascais: Rokokostolene, den grønne plyssofa med stabler af gule Kodak-fotomapper og det mørklakerede skrivebord fra oldemoderens tid. Gulduret fra Paris, som vist skal sælges. Hvis det er penge værd. De store skænke skulle også have været solgt, så auktionshuset Bruun Rasmussens besked er noget nedslående. Pengene er ellers tiltrængte, nu hvor hun ikke længere har sin mors pension.
Men der var engang, hvor de mørke møbler ikke stod skulder ved skulder i en lille lejlighed, hvor gulvene var bonede, og penge var noget, man hentede i banken. Dengang i 1954, da Anne Mette Beckmann kommer til verden i Lissabon.
Hun er på vippen, som hun siger. Overlever kun takket være egen styrke og bliver drømmebarnet, der ender som enebarn, fordi hendes mor taber de tre søskende, hun kunne have haft. Hun går på engelsk privatskole, får veninder for livet og bor i palæ ved havet med swimmingpool.
»En psykolog sagde engang til mig, at min barndom fremstod så lykkelig for mig, at jeg aldrig kan blive lykkelig igen.«
Både moderen Mette og faderen Valdemar er børn af danske familier, der udvandrer til Portugal og skaber solide pengetanke. Hendes morfar Claus Dambæk er ingeniør og bliver udstationeret i landet som direktør for bygge- og anlægsvirksomheden Højgaard og Schultz. Hendes farfar skaber shippingfirmaet Casa Beckmann, som hendes far skal arve.
Moderen Mette Beckmann drømmer om at blive læge, og hun når også at uddanne sig til lægesekretær, før hun føjer sin mand og fravælger arbejdsmarkedet.
»Jeg så aldrig min far arbejde. Han fik min farfars firma foræret på en silver plate, men ingen havde undervist ham i at arbejde, og han underviste aldrig mig i det. Meningen var, at jeg skulle arve mange penge. Det er, hvad jeg blev opdraget til. Jeg kendte ikke til andet«.
Moderen ser, hvor det bærer hen, og i 1965 flytter de til Danmark. I dag gætter Anne Mette Beckmann på, at moderen trækker familien til Danmark i håb om, at faderen vil finde arbejde, og at datteren ikke ender som en forkælet rigmandsdatter.
Faderen kommer til at undervise i portugisisk i handelsselskabet ØK, og Anne Mette Beckmann sendes på Bagsværd Kostskole, men hun bryder sig meget lidt om Danmark og danskerne ved indgangen til 70erne.
»Det var chokerende! Jeg kom fra min beskyttede verden, min rige boble, og blev drillet, fordi jeg hverken ville drikke mig fuld eller være med til gruppesex. Det var forfærdeligt!«
Da Anne Mette Beckmann bliver 19 år gammel, rykker de rødderne op på ny og flytter til ’byernes by’ Paris, hvor de bor de næste 18 år. Hun husker det som den lykkeligste tid i sit liv. Hun er ung. Smuk. Tynd. Hun studerer til photographer, bliver opfordret til at sælge ud af sin kunst, men tør aldrig tage springet. Danser, går ind i showbusiness og kommer på de smarte natklubber, Chez Castel og Le Palace. Hænger ud med Europas kongelige og kendte skuespillere som Jean-Pierre Cassel, Jane Birkin, Lambert Wilson og Alain Delon.
Revolution
Men i 1974 får hun sit ungdomslivs største chok, der er langt værre end mødet med det danske frisind. I Portugal har Nellike-revolutionen netop gjort det af med 40 års diktatur, og i kølvandet har kommunisterne nationaliseret virksomheder og banker. De aktier, som begge hendes forældre og mange andre danskere har i cementfabrikken Secil i Lissabon, er ikke længere det papir værd, de er skrevet på.
En aften hører hun sin mor sige, at de ikke kan blive i lejligheden.
»Det strammer ligesom, da hun siger det. Her,« siger hun og krammer sig selv om brystet.«
»Vores aktier kunne bruges som wallpaper. Jeg tænkte, shit. Jeg troede aldrig, det kunne ske.«
Men de nægter at gå ned i social range. I stedet flytter de til i Sydfrankrig, hvor de bor billigere og mere isoleret, men uden at give køb på luksuslivet. Alligevel sætter omvæltningen sine spor. Anne Mette Beckmann udvikler en spiseforstyrrelse og får en depression, som hun langt ind i voksenlivet har taget antidepressiver for at holde fra døren.
»Alle psykologer har siden sagt, at det er udløst af pengetabet. Min astrolog – som også var Brigitte Bardots astrolog – sagde, at der stod død i stjernerne. La Mort. Jeg var så tynd, at jeg måtte i badedragt, når jeg gik i poolen.«
Hun nikker med alvorlig mine.
»Det var et under, at jeg ikke døde.«
En arv i rede penge
I de år er det igen hendes mor, der holder hovedet køligst. Hun har år forinden mistet sin far, og arven fra Anne Mette Beckmanns morfar er ikke sat i tapet, men gemt i rede penge i en bank i Danmark. Det er de penge, hendes mor administrerer, og som de lever af de næste 30 år, da derouten for alvor begynder. De vender tilbage til Portugal i 1991. Flytter fra ét hus til et andet, fra swimmingpool til et uden, for til sidst at ende i den fugtige to-værelses lejlighed, som de døber ’hullet’.
»Jeg bebrejdede min far meget i de år. Skreg ham det ind i hovedet. Jeg var vred over, at han ikke havde lavet en skid i livet og ikke taget ansvar for sin kone og sit barn. Jeg skreg det også til min mor. Hvorfor spredte hun ikke pengene? Jeg ved godt, at buddhisterne siger, at man skal være lykkelig for sine sufferings, fordi man lærer af modgangen. Det er bare sådan, at når man er i det, så er det et helvede.«
I 2007 dør Valdemar Beckmann i hendes arme i ’hullet’ af det, der siden viser sig at være tuberkulose. Over for sin familie talte han aldrig åbent om, hvorfor han aldrig løftede arven, men det gjorde han faktisk året inden sin død, da journalist Kirsten Laumann kom på besøg for at lave den radiodokumentar, der blev afsættet til filmen ’The good life’. ’Jeg ville ikke kunne have klaret det’, betror han hende.
Anne Mette Beckmann nikker.
»Han havde aldrig klaret det. Han var spirituel. En dreamer. Jeg elskede min far, han var et begavet og interessant og charmerende menneske – tvilling, ligesom jeg – men han var fandeme ikke særligt funktionel i livet.«
I de horoskoper, som hun læner sit liv op ad, står der, at hun er familiens businesswoman. Men hvad man ikke hører eller ser i dokumentarfilmen er, at hun faktisk forsøger at få et job. Da de går fallit, tager hun kurser som ejendomsmægler, men chefen i firmaet er en lille skid, og hun er ikke vant til at blive fortalt, hvad hun skal gøre af en lille skid, så en dag råber hun ham ind i hovedet, hvad hun mener om småskidt. Og så går hun ud ad døren.
»Men jeg forsøgte virkelig,« siger hun.
»Jeg er ikke dum. Min mor ville være læge, men vi begik begge den samme fejl. Jeg fortryder, at jeg ikke tog en uddannelse. Absolut! Under de her forhold har det bare været svært at tage sig sammen. Det handlede om at overleve.«
I horoskoperne står også, at hun har svært ved at komme til alteret. Men hun har haft mænd. Den rige englænder Steve, som hun var tæt på at blive gift med, da hun var i 20erne. Ham, der fulgte efter, som hun levede som hund og kat med. Den store kærlighed, som var bøsse. Rige, yngre, superflotte mænd. Masser. Men hun forstår godt, hun aldrig blev gift.
»Jeg har altid forlangt for meget af mine mænd. Jeg er vanskelig at leve sammen med, og hvis det ikke havde været mor, jeg skreg ad, så havde det været en mand. Jeg har temperament, sagde min mor i den sidste tid på hospitalet. Det er en pæn måde at sige det på. Jeg kan være helt utålelig at være sammen med.«
Hvorfor?
»Hvorfor?«
Vi sidder lidt og kigger på hinanden. Som om det svar giver sig selv.
»Jamen, jeg blev forkert opdraget. Min far gjorde det i sin bedste mening, men jeg blev alt for beskyttet som barn. Jeg levede i en boble, hvor jeg ikke kendte til virkeligheden. Min mor forsøgte at råde bod på det, men hun kunne ikke standse min fars forkælelse af mig. Det er pragtfuldt at blive forkælet, mens det står på. Man tager bare imod, men det er ødelæggende for et menneske.«
Hun smiler skælmsk.
»Forkælede mennesker er jo utålelige. De taler kun om sig selv. Men jeg synes faktisk, at jeg er blevet mindre egoistisk med alderen.«
Fortryder du, at du ikke fik mand og barn?
»Nej. Jeg så mig selv som skilt med to børn. Man skal tro på, at det holder. I hvert fald i begyndelsen.«
Føler du aldrig, du er gået glip af noget i livet?
»Det nytter ikke noget. Men jeg ville ønske, jeg havde været mere sød ved mor.«
Hun rejser sig. Nu vil hun altså vise os de gamle billeder.
»Se! Det er far på et bjerg i Frankrig. Og mor i Paris sidst i 70erne. Var hun ikke smuk? Og Lady!«
Deres gadekryds af en Jack Russel-terrier og en collie. Tænk, at hun skulle miste både Lady og mor inden for et halvt år.
Moderen blev svag i vinter og blev indlagt på hospitalet i Cascais. Hjertet kunne ikke mere, sagde lægerne.
»Det var mit mål, at jeg ville være sød ved hende, hvis hun kom hjem. Det sagde jeg til hende. ’Er du sikker’, spurgte hun. ’Hvis du stiller dig op og skriger i døren, så får jeg altså et hjerteslag’, svarede hun. Det klarede hun så selv.«
Hvad var det sidste, du sagde til hende?
»Vi ses i morgen.«
Udlejeren har været der, da vi møder hende om aftenen efter besøget på kirkegården. Håret er bobbet, læberne glosset, og hun tager sig elegant ud i sort top og gulvlang nederdel, men humøret er i kælderen. Der er sket noget forfærdeligt.
Tålmodigheden med den 61-årige dansker, der ikke har betalt husleje i august og det halve af maj og næppe kommer til at betale for september, er sluppet op.
Betalingen skal falde, eller også skal hun flytte.
»Jamen jeg vidste det! Det kunne jo ikke blive ved med at gå. Portugiserne er så søde, men på et tidspunkt får de jo også nok.«
Bedemanden vil have sine penge
Hun sukker. Dagen har været følelsesladet nok. Nu er hun nødt til at flytte.
Siden moderens død har hun levet af en lille førtidspension på 280 euro, godt 2.100 kroner, sit depositum og hjælp fra gode venner, som har holdt ved gennem årene. Men det rækker ikke langt på Portugals solkyst, når huslejen er 600 euro.
Bedemanden har i øvrigt truet med et sagsanlæg, fordi hun mangler at betale de sidste afdrag. De 10.400 kroner, hun fik i begravelseshjælp fra Danmark, er gået til husleje og mad. Samme vej gik de 10.000 kroner, hun for nylig fik, da ’The good life’ blev solgt igen. Så forekommer en fremtid på dansk kontanthjælp bedre.
Hvad siger du til, at nogen synes, man burde have betalt sin skat og levet sit liv i Danmark for at gøre sig fortjent til hjælp fra det offentlige?
»Det må de om. Det må I altså undskylde. Men den indstilling har jeg ikke. Jeg ved godt, at mange synes, jeg ikke burde have ret til penge, fordi jeg ikke har boet der i 40 år, men vi har fandeme betalt skat i min familie i mange år, mens vi var rige. Jeg nægter ikke at tage imod det. Ellers dør jeg på gaden.«
Hun holder inde.
»Hvis jeg tænkte sådan, ville jeg bryde sammen. Jeg må være positiv og kæmpe videre. Det en overlevelsesmekanisme. Forstår I det?«
Tag over hovedet
Kunne du forestille dig at få et arbejde?
»Sagtens. Det giver en good feeling at skabe. Hernede går vi på stranden, i byen, drikker vin. Det er easy life. Jeg savner at kreere. Jeg vil gerne tage kurser, når jeg kommer hjem.«
Hvad havde du i tankerne?
»Astrologi for eksempel«.
I tankerne er også en lejlighed i København K. eller Lyngby, men virkeligheden bliver nok, at hun sætter sig om bord på et fly med de 23 tilladte kilo i en kuffert og får en seng hos en god veninde i Danmark.
»Jeg føler mig sikker i luksus, fordi det minder mig om dengang, men i dag er jeg slet ikke interesseret i luksus. Nu vil jeg bare have tag over hovedet og være i stand til at kunne betale mine regninger. Men jeg er et urban menneske. Jeg får en depression, hvis jeg skal bo i højhus i Høje Gladsaxe. Jeg dør derude.«