Hver dag besøger Erik Andersen sine ’bedste venner’, fiskehejrerne. Han har lært at omgås den sky fugl, som ellers aldrig lader mennesker komme tæt på. Det har gjort ham til en attraktion, der fascinerer såvel turister som lokale på Frederiksberg.

En solskinsdag i Frederiksberg Have. Folk ligger på tæpper og nyder varmen med et glas vin. Andre går rundt og beundrer de grønne omgivelser, søerne og havens fugle.

Rundt om et hjørne kommer en ældre herre sjokkende iført træningstøj, et par løbesko og bærende på to slidte indkøbsposer.

Stilheden bryder han med et karakteristisk fløjt, hvor tonen stiger igennem hele fløjtet og lyde som ’hoi’ og ’uieee’. Fire af havens fiskehejrer går på vingerne, og lander tæt ved manden og går hen og spiser fisk direkte fra hans hånd, mens han snakker med dem. Folk i haven stirrer og synes, det virker mærkeligt. Manden er heller ikke, som mennesker er flest.

Opret abonnement på PLUS og læs om Erik Andersens første møde med fiskehejrene og om, hvordan han siden har fået et helt specielt forhold til den ellers sky fugl.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


En solskinsdag i Frederiksberg Have. Folk ligger på tæpper og nyder varmen med et glas vin. Andre går rundt og beundrer de grønne omgivelser, søerne og havens fugle.

Rundt om et hjørne kommer en ældre herre sjokkende iført træningstøj, et par løbesko og bærende på to slidte indkøbsposer.

Stilheden bryder han med et karakteristisk fløjt, hvor tonen stiger igennem hele fløjtet og lyde som ’hoi’ og ’uieee’. Fire af havens fiskehejrer går på vingerne, og lander tæt ved manden og går hen og spiser fisk direkte fra hans hånd, mens han snakker med dem. Folk i haven stirrer og synes, det virker mærkeligt. Manden er heller ikke, som mennesker er flest.

Næsten hver dag har han været i haven de seneste 16 år.

I den tid er fiskehejrerne blevet trygge ved manden, der har lært dem trick. Han kan også kommunikere med dem og aftale, hvor de skal mødes. De lokale på Frederiksberg ved, hvem manden er. De kalder ham ’Hejremanden’.

Det første møde

Bidende koldt var det anden juledag 1998. Alligevel blev Erik Andersen sendt i Frederiksberg Have af konen for at fodre ænderne med noget brød, der var ved at blive for gammelt.

Den store vinterjakke var fundet frem, da han traskede af sted. En lille kilometer havde han fra parrets lejlighed på Thurøvej til Frederiksberg Have. Ænder og gæs kom ham vraltende i møde, da han trådte ind på grusstien med brødet. Han begyndte at brække det i små stykker, som han først kastede til fuglene, inden han fandt ud af, de også kunne spise fra hans hænder.

Ænderne og gæssene var ikke de eneste fugle i haven. En ’storkelignende fugl’ kom spankulerende hen ad grusstien. Erik Andersen kastede i første omgang en flig af brødet hen mod den aristokratiske fugl, der nægtede at spise. Ifølge Erik Andersen så rystede den på hovedet.

Med sine tynde, lange ben er fiskehejren bygget til at stå ude i vandet og vente på, at en fisk kommer forbi.
Med sine tynde, lange ben er fiskehejren bygget til at stå ude i vandet og vente på, at en fisk kommer forbi.
Vis mere


På grusstien kom nu også en kondiløber forbi, som Erik Andersen stoppede.

»Jeg spurgte, om han tilfældigvis vidste, hvad det var for en fugl. ’Jamen det er en fiskehejre’, forklarede han mig. Og du er altså ikke interesseret i brød, så man skal have noget specielt med til dig, tænkte jeg,« forklarer Erik Andersen.

Tanken om at kunne fodre fiskehejren fra hånden, som han havde gjort med ænderne og gæssene, var tillokkende. Han gik hjem og fandt en fuglebog i reolen. Støvet blev pustet af bogen, inden han slog op i den og læste om fiskehejren. Fisk, frøer, orme og insekter foretrækker den at spise. Der var altså tale om en kødædende fugl. Udstyret med et par pakker kødpålæg i lommen vendte Erik Andersen et par dage efter tilbage til Frederiksberg Have.

Opvæksten

På en bænk i Frederiksberg Have fortæller Erik Andersen om, hvordan han voksede op i en 92 kvadratmeter stor lejlighed midt på Frederiksberg.

Lejligheden havde forældrene overtaget fra deres forældre, og i dag bor Erik Andersen selv i den med konen Adchara fra Thailand. Moderen var hjemmegående, og faderen arbejdede i revisionsafdelingen på Berlingske Tidende. I kammeret i den treværelseslejlighed boede også en lillesøster.

Begge forældre er døde. Lillesøsteren har Erik Andersen ikke længere kontakt til. Efter en længere tænkepause forklarer han, at det skyldes manglende fællesinteresser. Mere vil han ikke tale om det emne.

Skoletiden foregik fem minutter fra hjemmet på Skolen på Nyelandsvej. Det var dog ikke et sted, han ønskede at tilbringe alt for meget tid. Lektier havde heller ikke førsteprioritet. I stedet ville han hellere over at spille fodbold på boldbanen.

Boldbanen burde være et godt sted at få venner. Selvom Erik Andersen tilbragte mange timer dernede, så havde han ikke mange venner i barndommen. Det fik han først mange år senere i form af fiskehejrerne.

Snyderiet med lektier kostede Erik Andersen flere eftersidninger. I eftersidningslokalet tilbragte han hver eftermiddag en time, der gjorde, han kom en time senere ud på boldbanen. Omkring fjerde-femte klasse ændrede tingene sig.

I det lille 10-personers klasselokale, hvor der hang en tavle på den ene væg, sad lærerinden som sædvanligt og holdte øje med Erik Andersen, efter at han havde fået endnu en eftersidning. En dag foreslog hun ham at lave sine lektier, når han alligevel skulle sidde dér og kukkelure.

»Så steg mine karakterer pludselig. Nåh, siger man så,« fortæller Erik Andersen med lav stemme og smager sig på en måde videre til en ny historie. Det er langtfra sidste gang, han gør det i løbet af vores snak.

Ingen detalje er for lille

Fuld af historier er Erik Andersen, og han deler gladeligt ud af dem. Ingen detalje er for lille til at blive nævnt, når han folder sig ud. Med en afdæmpet, monoton stemme fortæller han, og kun når der kommer en joke, hæver han stemmen for at grine. Afbrydes skal han helst ikke, fordi så kan han finde på at skifte emne, ligesom han selv kan smide et stikord, der sender ham i en helt anden retning.

»Erik! Erik! Erik! Erik! Kan vi tale lidt mere om din skolegang,« spørger jeg højt og insisterende, før det lykkes at få ham til at stoppe talestrømmen.

I stedet kan han så fortælle om, hvordan han begyndte at lave sine lektier, så karaktererne også fulgte med. Til himmels nåede karaktererne aldrig. Kun i tysk og idræt blev det til et 11-tal, da han tog sin afgangseksamen. Tysk var ikke så overraskende, da moderen kom fra Tyskland, og Erik Andersen flere gange i løbet af sin barndom havde været på besøg i Hamborg. Her lærte han at kommunikere med tyskerne via fagter. Lidt som han kan med fiskehejrerne i dag, forklarer han med det samme smil, som han har i næsten alle de timer, vi snakker.

Allerede i en tidlig alder havde Erik Andersen besluttet sig for, at han skulle have et arbejde, der ikke kunne tages med hjem. Han var blevet skræmt af faderens job, der ofte blev taget med hjem i lejligheden. Han kom derfor i lære som møbelsnedker i slutningen af teenageårene. Det var samtidig med, at han begyndte at dyrke sin store interesse for sport på klubplan. Teknik havde han ikke til hverken håndbold eller fodbold. Til gengæld var både håndboldklubben Ydun og fodboldklubben Frederiksberg Kammeraterne yderst begejstrede for hans evner som målmand.

Kærlighed

Ungdomsårene bød ikke på mange venner for Erik Andersen, og damer var heller ikke det, han løb mest med. Kærligheden fandt han alligevel. Da Erik Andersen var 32 år, spurgte en bekendt, om ikke han som møbelsnedker kunne tage sin værktøjskasse med til Ishøj for at fikse en dør, der var gået i stykker. I stedet var det en opsat blind date. Pigen kom fra Thailand og skulle være i Danmark i tre måneder. Erik Andersen blev spurgt, om han ikke ville vise hende rundt i København.

»Og så siger man nåh, ja, jo. Det kunne jeg da godt,« fortæller han med lav stemme.

Men efter at de havde set den lille havfrue, gik det stærkt. Allerede inden måneden var omme, var de to blevet gift på Frederiksberg Rådhus. Ceremonien foregik uden gæster. Erik Andersens forældre syntes, det var alt for hurtigt, at parret blev gift. De kunne slet ikke følge med og valgte ikke at møde op på rådhuset. Med rolig stemme fortæller Erik Andersen, at han accepterede dette.

Hustruen Adchara har ikke den samme interesse for fiskehejrerne som Erik Andersen. Han fortæller grinende, at hun kommer i anden række, efter fuglene.

Spegepølse

Helt tæt på fiskehejrerne kom Erik Andersen for anden gang i sit liv kort tid efter det første møde. Lommerne var fyldt med kødpålæg, da han mødte én i Frederiksberg Have for 16 år siden.

Spændt på, om det kunne lade sig gøre at fodre en fiskehejre, kastede han et stykke spegepølse hen til den. Det lange næb lukkede sig om kødet, der blev slugt i al hast. Hurtigt kom der flere fiskehejrer til. Alt kødpålægget blev spist. Sådan gik det i en periode, indtil Erik Andersen prøvede at komme tættere på den sky fugl.



En fiskehejre fik han til at hoppe op på en bænk en dag. De andre så, at den fik mad for det, og de begyndte også på det, forklarer Erik Andersen med en snert af stolthed i stemmen.

Erik Andersen bliver nu endnu mere fokuseret i sin fortælling og bliver kun afbrudt af en fiskehejre, der flyver op på bænken. Med det karakteristiske fløjt og en mærkelig lyd forsøger han at få fuglen ned. Dog uden held.

»Hvad nåede vi nu til,« spørger han, inden han går i gang med at fortælle videre efter en joke om, at han hellere må spole tilbage og begynde forfra.
Det kunne være svært at finde fiskehejrerne i den store Frederiksberg Have. Erik Andersen udviklede det særlige fløjt, som kunne lokke dem til.

Rygtet begyndte at gå: At der var en mand i Frederiksberg Have, der kunne kalde på fiskehejrerne. Og sørme om ikke han også kunne fodre dem fra sine hænder.

Han tilbragte så meget tid i Frederiksberg Have, at han kom på talefod med vagter og alle andre, der havde deres faste gang dér. Ved søen i haven kan man få en tur i en robåd. Det er Flemming, der driver den forretning. Det var også ham, der fortalte Erik Andersen, at nu havde han altså fået et øgenavn.

Frygten blev straks stor hos Erik Andersen, der var bange for at have fået et mærkeligt navn.

»De kalder dig ’Hejremanden’.«

Erik Andersen pustede lettet ud, fordi det var egentlig ikke så slemt. Det pseudonym er han stadig ret glad for i dag.

Fiskehejrerne smovser i fisk og kødpålæg, når deres ven, Hejremanden, kommer forbi.
Fiskehejrerne smovser i fisk og kødpålæg, når deres ven, Hejremanden, kommer forbi.
Vis mere


Erik Andersen gjorde pæne fremskridt med at komme ind på livet af fiskehejrerne. En dag i 2001 blev dog altafgørende for alle de trick, han kan lave med dem i dag.

Ved en af de mindre indgange til Frederiksberg Have kom Erik Andersen gående ind på sin sædvanlige rute. Fjorten dage før sommerferien, hvor han skulle til Thailand med konen i 2001. Styrtende mod ham kom en vagt. ’Erik! Erik! Det er forfærdeligt. En af dine venner er kommet i klemme ved nogle stolper’.

Redningsaktion

På en lille ø i en af havens søer sad der ganske rigtigt en fiskehejre i klemme mellem to stolper, der stod i et V. Vagten løb efter hjælp, mens Erik Andersen blev tilbage.

Som Hejremanden følte Erik Andersen, at han var nødt til at leve op til sit navn som hejrernes ven.

Lommerne i hans bukser blev tømt for buskort og nøgler, inden han hoppede ud i søen. Skoene forblev på hans fødder, da han var bange for, hvordan bunden var under vandoverfladen. Tøjet beholdt han også på. Vandet gik til livremmen med det samme, og han svømmede det sidste stykke hen til øen.

Bange for hvad fuglen kunne finde på, fik han fiskehejren fri ved at holde den i nakken, så den ikke kunne angribe ham. Turen gik så tilbage mod bredden.

Oppe på land satte han sig på en bænk med fuglen. Fra den dag var det, som om fiskehejrerne havde lettere ved at gøre, som Erik Andersen – eller Hejremanden – gerne ville have dem til.

Det var på øen, der ses i baggrunden, at Erik Andersen en junidag i 2001 reddede en fiskehejre fra døden, da den sad fast mellem to stolper. Siden den dag har han haft lettere ved at lave sine trick med fiskehejrerne.
Det var på øen, der ses i baggrunden, at Erik Andersen en junidag i 2001 reddede en fiskehejre fra døden, da den sad fast mellem to stolper. Siden den dag har han haft lettere ved at lave sine trick med fiskehejrerne.
Vis mere


»Den hejre, jeg reddede, har garanteret fortalt aftengysere til de andre: ’Så nu skal vi gøre, hvad Erik siger’,« fortæller Erik Andersen med et skælmsk smil.

Og siden har han været i stand til at lave en række trick med fuglene. Trick som han ikke engang selv troede var mulige, da han begyndte for 16 år siden.

Erling Krabbe er biolog i Naturstyrelsen, og han beskriver det som imponerende, at Erik Andersen er i stand til at være så tæt på det yderst menneskesky dyr.

»Det er meget usædvanligt at kunne røre en fiskehejre. Den er kendt som en af de mest sky fugle overhovedet,« forklarer han.

Men bare fordi den antages at være en sky fugl, så kan det ændres. Den er ikke sky af genetiske årsager. Det er i stedet indlært adfærd, fordi fiskehejreungen har set sine forældre være bange for mennesker, forklarer Erling Krabbe. Han vurderer, at alle mennesker ville kunne komme ind på livet af fiskehejrerne. Men det kræver voldsomt meget tid og en stor portion tålmodighed, som Erik Andersen har haft til rådighed.

På Youtube

Både lokale såvel som turister ser imponeret til, når han får fiskehejrerne til at hoppe op i indkøbskurven eller op på en bænk. Det har gjort ham til et fænomen som ’Hejremanden’. Hejre har han også lært at sige på mange sprog for at kunne tale med udlændinge, når de kommer hen for at filme hans trick, som ender på Youtube. Erik Andersen synes selv, det er fint, at fremmede henvender sig til ham. Et af hans mere berømte trick er ’cigaret-tricket’.

Med en frossen sild i munden, lader han fiskehejren tage den ud af munden på ham. Tricket lykkedes ikke under vores snak. De voksne fiskehejrer er nemlig ikke i haven i øjeblikket, da de er ude i verden for hjælpe ungerne i gang med livet. De unge hejrer, der er blevet tilbage, har endnu ikke lært de mange trick, forklarer Erik Andersen, der heller ikke lader sig ryste af, at nummeret ikke lykkedes.

Erik Andersen er altid velforsynet med fisk, når han er i Frederiksberg Have.
Erik Andersen er altid velforsynet med fisk, når han er i Frederiksberg Have.
Vis mere


Et ’trick’ har de unge hejrer imidlertid lært. De kommer, når deres ven Erik Andersen kalder – eller fløjter og siger de underlige lyde, der minder om en fiskehejres. For selvom det kan virke mærkeligt, så er det imponerende at sidde på en bænk sammen med Hejremanden. Seks fiskehejrer kommer flyvende hen imod os, når han kalder, og så er det fodringstid.

Hvad Erik Andersen nok er mest stolt af at have lært fuglene, er at mødes med dem. Han fortæller f.eks. fiskehejrerne, at de skal mødes ved Frederiksberg Centret, 800 meter fra haven. Ved Frederiksberg Centret fløjter Erik Andersen en enkelt gang, og så er fiskehejrerne der – præcis som aftalt.

Forbløffet overlærer

Fiskehejrerne i Frederiksberg Have har set en del mere til Erik Andersen de seneste to et halvt år. Arbejdsløsheden har nemlig ramt den 60-årige møbelsnedker. Senest arbejdede han som pedel på Bavnehøj Skole i Københavns Sydhavn.

En af de historier, som Erik Andersen fortæller med glæde på bænken i Frederiksberg Have, stammer fra hans tid derude. Midt i skolegården stod han en dag sammen med en overlærer, da to fiskehejrer kom flyvende over skolen. Som sædvanlig fløjtede han efter dem. Den ene begyndte at cirkle ned mod skolegården for at lande tæt ved en bænk.

Bænken satte Erik Andersen sig hen på. Med fagter og lyde bad han fuglen om at komme op på bænken og sidde. Han forklarer grinende, hvordan overlæreren nærmest chokeret spurgte: ’Erik, hvad pokker er det, du laver?’. Derefter løb overlæreren op på kontoret for at tale i skolens samtaleanlæg.

Over skolens samtaleanlæg lød det fra overlæreren: ’Undervisningen afbrydes, og alle bedes gå til lokaler, hvor vinduerne vender mod skolegården. Erik har fået kontakt til en fiskehejre’. Ifølge Erik Andersen var det en historie, der blev snakket længe om på Bavnehøj Skolen. Da Erik snakkede med en fiskehejre.

Denne unge fiskehejre har endnu ikke lært alle Erik Andersens mange trick. Derfor er den klar til at lette, så snart den har fået sin sild.
Denne unge fiskehejre har endnu ikke lært alle Erik Andersens mange trick. Derfor er den klar til at lette, så snart den har fået sin sild.
Vis mere


Venskabet med fiskehejrerne var den eneste grund til, at det lykkedes, forklarer han. Mad var der nemlig ikke noget af, men fuglen vidste godt at ’Onkel Erik’ havde rigelig mad med efter fyraften.

Der er ingen planer om at stoppe med at besøge fiskehejrerne hver dag, som han har gjort de seneste 16 år. Hvad det næste trick skal være, er Erik Andersen ikke sikker på, men inden vi skilles efter fire timers snak, foreslår han mig at kigge herud til vinter med en fotograf. Så kan vi måske tage et billede, hvor Hejremanden kælker med en af sine bedste venner: Fiskehejren.