I september døde Daniel Skjoldborg Isaksen af leukæmi. Han blev 28 år, men efterlod en unik gave. Sine ord, tanker og følelser til de nærmeste og alle os andre. Læs i denne PLUS-pakke Daniels dagbog.
Hvordan forholder man sig til døden, når voksenlivet først lige er begyndt? I september døde Daniel Skjoldborg Isaksen af leukæmi. Han blev 28 år, men efterlod en unik gave. Ord, tanker og følelser til de nærmeste, som også andre måske kan lære noget af.
Læs alle Daniels ord til hans efterladte og verden i denne PLUS-longread - opret abonnement på BT PLUS. Den første måned er gratis - herefter 29 kr. pr. måned.
De sidder ved spisebordet i parcelhuset i Nors. Med næsten 200 siders digital dagbog i hænderne, og især de sidste linjer er svære at læse. Dem, der er skrevet for blot tre måneder siden. Stemmen knækker, da moderen prøver at sætte ord på, hvordan hun husker det øjeblik, da hendes 28-årige søn i hospitalssengen skriver de allersidste ord – afskeden – mens hun intetanende sidder i stuens stol få meter derfra og betragter ham.
Sidste
POSTED BY DANIEL ISAKSEN- 25. SEPTEMBER 2014
Det er min sidste dag her på stuen – sidste dag med den loopende lyd af skridt op og ned ad gangen og de mange bip fra hidsige kemomaskiner.
Det bliver måske også det sidste, jeg får skrevet på denne min efterhånden længere blog. Det er blevet til en del ord på den efterhånden, og jeg er taknemlig og pavestolt over alle de pæne ord, som mine ord har affødt retur. Dem kan jeg ikke takke nok for.
Men som sagt er det her enden på det. Det er min sidste dag på sygehuset.
Til gengæld skal jeg i morgen have min første dag i mit nye hjem.
Jeg er uhelbredeligt syg. Derfor skal jeg bo på hospice.
I syv år har Daniel Skjoldborg Isaksen blogget om at være ung og have kræft. I september måned døde han, 28 år gammel. Tilbage ligger nu hans dagbog, der fortæller historien om at skulle dø, når man kun lige er gået i gang med at bygge et liv op med kærlighed, familie og karriere. Om en ung mand, der aldrig turde kalde sig rask, men som alligevel nåede så meget og satte så mange aftryk. Rørte så mange mennesker.
At begrave sine børn
Det er svært at leve med, når tingene sker i den forkerte rækkefølge. At forældre skal begrave deres børn. Sidste år døde knap 700 unge mennesker mellem 15 og 39 år i Danmark. Trafikulykker, selvmord og sygdom er de tre hyppigste årsager. Når det handler om sidstnævnte, så er kræft den store dræber. De seneste ti år har i gennemsnit 166 unge mennesker hvert år mistet livet til den sygdom.
19. april 2007 ramte kræften Daniel Skjoldborg Isaksen. Hans forældre husker tydeligt den aften, hvor deres 21-årige søn ringede fra Aarhus. Hans ’kyssesyge-agtige’ symptomer havde vist sig at være ’akut lymfatisk leukæmi’. Den sygdom, Gitte Skjoldborg Isaksen havde frygtet, siden hendes førstefødte søn kom til verden på Thisted Sygehus 3. marts 1986. Hun ved ikke hvorfor.
Klædt i rødt og hvidt
Han var ellers en sund og rask dreng på 56 centimeter og 3.950 gram. Lige fra begyndelsen klædt i rød-hvide farver, for det var jo året, hvor Danmark i Mexico for første gang skulle deltage ved en VM-slutrunde i fodbold. Poul Isaksen kigger på billedet af sin nyfødte søn. Han har altid været helt vild med sport, fortæller han med sin sindige nordjyske stemme. Allerede som 4-årig stod lille Daniel ved sidelinjen og kommenterede de lokale fodboldkampe højlydt. »Jeg skal være sportsjournalist,« erklærede han, før han kom i skole.
Men med glæden over sit første barn fulgte også bekymringerne for især Gitte Skjoldborg Isaksen. Hun havde hørt meget om børneleukæmi, og havde Daniel ikke mange blå mærker? Og var den lyse hudfarve nu bare hans natur? 20 år senere blev de tanker til en reel frygt for at miste den ældste af tre sønner.
Daniel Isaksen må i 2007 sige farvel til studiekammeraterne på Journalisthøjskolen. Han begynder at skrive om sygdommen på en blog på nettet. Året efter er han erklæret rask. Den unge nordjyde genoptager sit drømmestudie, lukker bloggen og tager afsked med kræften. Tror han.
Anden Omgang: Tilbagefald
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 23. OKTOBER 2011
På et eller andet plan vil den altid være en del af mit liv. Men jeg troede ikke, at den igen skulle stige op fra ubevidstheden og vise sig i sin hele, grufulde figur igen. Jeg havde håbet, at jeg tog fysisk afsked med den, da jeg klædt i hvidt sloges med den i perioden april 2007 til april 2008. Sådan skulle det ikke være. Den er vendt tilbage. Leukæmien. (...)
Jeg skal være helt ærlig: Alt det her har sat meget i gang i mit hoved. Noget af det vil jeg løbende give indsigt i her. Jeg har prøvet kemoen på egen krop én gang tidligere. Knoglemarvstransplantationen er den ubekendte faktor. Mine forældre og søskende er testet og matchede ikke som donorer, så en søgning i verdensregisteret er sat i gang. Men knoglemarvstransplantationen lagt til side til den bliver aktuel: Selvom bivirkninger aldrig kan forudsiges, så ved jeg med kemoen, hvad det vil kræve af mig – og ikke mindst af mine nærmeste. Men jeg kunne til gengæld ikke ønske mig et bedre hold af medspillere end netop min elskede kæreste, familie og venner til at støtte mig igennem det her. Allerede nu betyder deres kærlighed og selvopofrelse helt ubeskriveligt meget for mig.
Det giver da kun grund til at tage boksehandskerne på og kæmpe som en gal; kæmpe med og mod min krop. Daniel mod leukæmien, anden omgang – DING!
Kateter, kemokvalme og kærlig kaffepause
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 1. NOVEMBER 2011
Omkring klokken 21 blev det omsider kemotid. Tre poser i opstartsdosis – den ene mere rød end den anden, og ét af stofferne med den bivirkning, at jeg igen må indstille mig på, at der igen bliver koldt på toppen af hovedet. Farvel manke, goddag skaldepande. En anden af de kendte bivirkninger satte også ind i løbet af natten i form af kvalme og lidt opkastning til følge. Det skyldes formentlig delvist en stor mængde væske i kroppen på én gang, da jeg er også er blevet beordret at drikke meget for at skåne nyrerne mod de hårde kemoaffaldsstoffer.
Behandlingen virker dog ikke som for fire år siden. Der er forskel på Daniel anno 2008 og Daniel anno 2011, som han selv skriver. Han bliver alvorligt syg, og lægerne dropper idéen om knoglemarvstransplantation. Risikoen for at dø af som følge af komplikationer kan være over 50 procent for personer over 20 år, når donoren ikke er i familie med modtageren. De er bange for, at det vil slå ham ihjel.
I stedet bliver han indstillet til en minitransplantation i Aarhus, hvor han bor. Men i februar 2012 har lægerne igen skiftet mening. Fuld knoglemarvstransplantation på Rigshospitalet i København til marts, lyder beskeden.
Et meningsskift
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 10. FEBRUAR 2012
Døden. Den, der følger med kræftsygdomme som en skygge, men som vi helst ikke taler om.
Jeg frygter den. Selvfølgelig frygter jeg den. Men jeg frygter også stien midt imellem ingenting og alting. Den, hvor jeg ender i kørestol eller evigt afhængig af medicin med bivirkninger, som jeg har mødt andre på min alder, der har måttet affinde sig med. Omvendt er der også et lys at holde fast i. At jeg ligeså vel har hørt historier om både unge og gamle, der nærmest har fået et nyt liv forærende efter en transplantation. Bliver der ikke gjort noget, kan kræften vende tilbage, og den kan være ligeså farlig som de uger med isolation, meget skrap kemo og strålebehandling, som venter på et tidspunkt. Igen er tidshorisonten ikke til at definere. ”På denne side af sommer,” var lægens bedste bud.
Op til transplantationen fylder både forhåbning og frygt. “Der er en stemme, der fortæller mig, at jeg skal nå en helt masse,” skriver Daniel Isaksen i sin elektroniske dagbog. Han tør ikke kigge ind i fremtiden. For kan han gøre sig forhåbninger om at blive rask, eller skal han frygte at miste familien og sin kæreste Jeanette, som han har været sammen med i snart seks år.
De møder hinanden til en fest i Thisted. Han er lige flyttet til Aarhus for at studere journalistik, og hun går stadig i på handelsskolen. Daniel Isaksen er forelsket. Det kan hans forældre mærke. Jeanette er ikke hans første kæreste, men det er anderledes end de tidligere.
Anderledes bliver det unge pars skæbne også, da kræften to gange bliver centrum i forholdet. Nu står de ved et punkt, hvor dét, der kan gøre ham rask, også er dét, der kan ende hans liv og deres forhold.
Fire dage
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 15. marts 2012
Præster taler om ”i medgang og modgang”. På det punkt synes vi, at vi har set en del til begge sider af den mønt, hvilket kun bekræftede Jeanette og jeg i, at det var helt rigtigt at få bekræftet vores kærlighed til hinanden. Som det før er skrevet her på bloggen: Jeg kunne ikke ønske mig en bedre allieret i det forløb, der nu venter om fire dage – og jeg kunne ikke ønske mig en bedre partner i resten af mit liv. For det er jeg taknemmelig.
Med kun forældre og søskende omkring sig bliver Daniel Isaksen og hans kæreste Jeanette gift i starten af marts på Aarhus Rådhus. Ni dage før han skal indlægges på Rigshospitalet, hvor hun i kraft af ægteskabet kan være indlagt sammen med ham.
Transplantationen går bedre end forventet. De mange infektioner, der ofte følger med en ny knoglemarv, kommer aldrig, og den nordjyske familie ånder lettet op. Han må være ‘en rigtig kernekarl’ ham den tyske donor, bliver de enige om. Da dagen kommer, hvor Daniel Isaksen bliver udskrevet fra Rigshospitalet, har han dog svært ved at slippe trygheden i at være omgivet af læger og sygeplejersker. Han kæmper med angsten for, at kræften skal komme igen.
Herfra hvor jeg står
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 5. AUGUST 2012
Herfra hvor jeg står, kan der fra tid til anden også blive mørkt, selvom det er lyst. For jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der aldrig er tvivl i mig. Måske er det bare sådan, når man er blevet konfronteret med døden. Der kan blive mørkt, når jeg fra tid til anden bliver usikker på fremtiden. Hvad med uddannelse? Hvornår er jeg klar? Hvad svarer jeg, når folk helt naturligt spørger, om jeg er rask, når jeg måske aldrig selv finder svaret med sikkerhed? Hvad skal jeg tænke og føle, når jeg ind mellem taknemmelighed og optimisme synes, at jeg står i stampe, mens omgivelserne flyver af sted – mod deres mål, mod et liv med fast grund under fødderne? Hvornår forsvinder den manglende følelse i mine fødder – hvis nogensinde?
”Tålmodighed,” siger jeg til mig selv.
”Der vil altid være røde tal i oversigten, men det er helt normalt efter en transplantation,” forklarer lægen til det første kontrolbesøg. Han er overordnet meget tilfreds med prøverne. Det er nu et år siden, Daniel Isaksen fik at vide, at kræften var vendt tilbage. Modsat 2011 kan han juleaften ubesværet tage turen rundt om træet. Nytårsaften bliver fejret sammen med vennerne med et ønske om “et 2013, der forhåbentlig ikke kommer til at gøre så ondt, som 2012 indimellem gjorde.” I marts måned vender han tilbage til Journalisthøjskolen.
Forandring
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 16. SEPTEMBER 2013
Der er sket en markant forandring i min tilværelse siden min seneste opdatering. Jeg har været enormt meget i tvivl om, hvordan jeg har skullet håndtere at fortælle det. Om hvorvidt jeg overhovedet skulle fortælle det. (...)
Hvorom alting er, så er jeg blevet alene. Jeanette og jeg blev for nogle uger siden skilt. Jeg har ingen intentioner om at gå i detaljer. Det ændrer alligevel ikke udkommet. Jeg vil kun sige, at det for mig kom fuldkommen uforudset, og at det ikke var mit ønske. Mere er det ikke nødvendigt at sige – og mere vil jeg af hensyn til en helt masse mennesker heller ikke uddybe her. Men det gør ondt. Forbandet ondt. Og sådan vil det være. Sådan er brud. Og sådan er det, når der er mange minder; når ”vores” bliver til ”mit”. Der findes ikke én forklaring på det, ikke kun én vinkel på det. Men der findes kun ét udkom. (...)
Jeg har aldrig lagt skjul på, hvor meget det for mig betød og har betydet at have én med mig igennem det hele. Men der er også ændrede roller i det. Når kærester, ægtefæller og familierelationer bliver ændret med et patient-plejer-forhold. Fordi det er en nødvendighed i en periode.
Skilsmissen kommer to måneder efter en forsinket bryllupsrejse til Kreta. Det næste halve år af 2013 er der ingen indlæg på bloggen. Kombination af, at han er blevet alene, tankerne om sygdom og studiet, presser ham i knæ, er hans forældres forklaring.
Først i februar 2014 bliver stilheden brudt. Der er dimission på Journalisthøjskolen. Endelig står han med sit eksamensbevis i hånden. Den nu 27-årige nordjyde er uddannet journalist og får samtidig en pris for sit afsluttende projekt. To år efter transplantationen er han ovenpå, og om et år kan han erklæres rask. “Vi gjorde det!,” afslutter han et blogindlæg rettet mod venner og familie.
Forbandelsen og gaven
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 18. MARTS 2014
Tør jeg forvente at blive ret gammel?
Tør jeg forvente, at nogen vil turde begive sig ind i at engagere sig dybere i mig, satse sine ”fremtidsjetoner” på mig, med den usikkerhed i det? En usikkerhed, der måske nok kunne sidestilles med, at du også kan blive kørt over i morgen, men dog en usikkerhed, jeg er blevet konfronteret mere direkte med end af en slingrende lastbil i den forkerte vognbane.
Jeg gentager, at det ikke er pessimisten, der taler. Ikke en ung mand uden tro på tilværelsen. For jeg har det jo dybest set godt. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at det dukker op fra tid til anden.
På den måde er det forbandelsen. En forbandelse med en gave, der ligger i at have klaret modgang. Men også en forbandelse, der skubbes til i livets usikkerhed. Den usikkerhed, jeg står i lige nu. Der, hvor min identitet er en kastebold.
Daniel Isaksen har svært ved at finde et arbejde som nyuddannet journalist. Branchen er presset, og der er ikke mange jobs at søge. Poul og Gitte Isaksen kan mærke, at det stresser deres ældste søn. De konstante bekymringer over hverdagsting som betaling af regninger og husleje. Selv tvivler Daniel Isaksen på, at en arbejdsgiver nogensinde vil ansætte ham med den sygdomshistorie, han har med i bagagen.
Usikkerheden forsvinder først, da han i starten af juni måned sidder med to halve boller og en skål yoghurt med müsli ved et skrivebord i et åbent kontorlandskab hos energiselskabet OK. Han er blevet ansat som kommunikationsmedarbejder. Med en følelse af lettelse tager han på tre-dages-festivalen “Northside” i Aarhus med sine kammerater. Det er varmt, og musikken og de kolde øl får skuldrene til at sænke sig. “For første gang i syv år føler jeg, at jeg lever, og at jeg har det rigtig godt,” siger Daniel Isaksen fredag aften til en nær barndomsven. Søndag kører vennerne ham hjem. Han har været ved at besvime og er utilpas på grund af smerter. Måske har han bare drukket for lidt vand, bliver de enige om, mens hans egne bekymringer begynder at spire igen.
Indestængt
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 7. JULI 2014
Jeg er ikke den optimale udgave af mig selv lige pt.
(...) Jeg siger det lige til mig selv igen: Det er sikkert ganske harmløst. Og jeg siger det én gang til. ”Det går nok”. Det skal jeg sige. Og det gør det også. Selvfølgelig gør det det. Men med det siger jeg også til mig selv: ”Så er der jo ingen grund til at være bekymret og frustreret over det”.
…så hvorfor er jeg det så alligevel?
måske skal jeg bare acceptere, at der ikke er noget svar lige nu. Ikke noget svar på det indestængte – og ikke noget endeligt svar på det, der gør ondt. Fysisk især – men også psykisk som noget, der kradser lidt i et sår, der efterhånden føltes så fint helet…
Zombie
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 20. JULI 2014
“Please, giv mig min optur tilbage! Ikke flere mavepustere. Ikke mere. Ikke mere…”
Gitte og Poul Isaksen kan kun se til, mens deres søns smerter i maven blev værre og værre. Om natten sidder han op og sover. Det gør for ondt at ligge ned. Lægerne tager adskillige blodprøver, men intet tyder på, at det er leukæmien, der er tilbage. Måske er han forstoppet. Han bliver sendt til Horsens for at få tjekket tarmene, men der finder de ikke årsagen. Lægerne bliver ved med at tage blodprøver, og 27. juli viser der sig et klart svar.
Igen
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 29. juli 2014
Måske vidste jeg det hele tiden.
Måske kunne jeg aldrig vide det.
Måske så jeg ikke lygterne, før jeg blev kørt over.
Måske skulle jeg bare have passet bedre på.
Måske var jeg blevet ramt, om jeg var løbet, kravlet eller gået.
Måske må jeg erkende, at det er min byrde.
Måske var det skæbnens ironi, da jeg netop i dag skulle have haft tatoveringen med min anden fødselsdag.
Måske var jeg naiv, da jeg tænkte “aldrig mere”
Måske var det et håb, som jeg havde brug for
Måske er det stadig det håb, der er tilbage
Måske kan jeg ikke overskue endnu en omgang
Måske har jeg ikke noget valg
Måske runger ordene om transplantationen som “sidste udvej” stadig som et uhyggeligt ekko
Måske jeg ikke kan bære tanken om at skulle undvære alt, hvad jeg har kært
Måske er det tilfældigt
Måske er jeg udvalgt
Måske er det hele et lotteri
Måske er det sårede dyr nemmere at træffe igen
Måske er det derfor, jeg aldrig har turdet kalde mig “rask”
Måske er det hele til syvende og sidst ligegyldigt nu.
De eneste ting, der ikke er måske:
Jeg ser lutter hvide vægge
Jeg sanser kun sterile omgivelser
Jeg er smadret i krop og hoved
Jeg søger sikkerhed, men mærker kun tvivl
Jeg har grædt tårer af smerte og sjælepinsler
Jeg har et kateter i brystet,
Jeg har fået taget knoglemarv og rygmarvskemo,
og jeg har ondt omkring flere indstikssteder.
Jeg har leukæmi. Igen.
Beskeden fra lægen er ikke til at misforstå. “Dine odds er så små, at de ikke er til at få øje på,” Som sidste løsning bliver Daniel Isaksen tilbudt en syv dage intensiv kur mod kræften. Lægerne forbereder ham på, at kuren vil slå ham helt ud. Men han tør ikke sige nej. De efterfølgende fire tre uger er han indlagt på sygehuset næsten mere død end levende, som Poul Isaksen beskriver det.
Da resultatet af kuren endelig er klar, behøver lægen under stuegang kun at åbne munden og sige “Daniel”, før Poul Isaksen forstår, at det ikke har hjulpet. Han og Gitte Isaksen sidder i sofaen på stuen, mens deres søn sidder i hospitalssengen. Lægen forklarer, at der ikke er mere, de kan gøre nu. Gitte og Poul Isaksen kigger på deres søn, som i få minutter lader tårerne løbe. Så samler han sig. “Er det dage, uger eller måneder,” vil han gerne vide. “Nej, det er ikke dage,” siger lægen og fortsætter: “Men du kommer til at dø af det,” siger han og forklarer om hospice og smertelindring.
De ord kan hverken søn eller forældre forholde sig til. De kan ikke bare give op. Poul og Gitte Isaksen begynder at lede efter alternative behandlinger i udlandet, men en måned senere må de erkende, at tiden er imod dem. Deres søn er for svag til at rejse nogen steder, og det handler ikke længere om helbredelse.
Poul og Gitte Isaksen glemmer aldrig køreturen. Det er sensommer og stadig varmt udenfor. Daniel er utilpas, da de tager fra sygehuset. Poul Isaksen kører så langsomt, som han kan komme afsted med. Den her tur må aldrig ende, tænker han. Utallige gange har de kørt deres ældste søn til skole, sport og fest. At sidde i bilen og køre ham til hans sidste destination kan de næsten ikke sætte ord på, da de i dag sidder ved spisebordet hjemme i Nors. Undervejs på køreturen drejer de forbi den gamle arbejdsplads hos OK. Daniel fortæller lidt om jobbet, og ellers prøver de at snakke om helt almindelige hverdagsting. Sådan vil Daniel gerne have det. “Kan vi ikke bare lade som om, at alt er, som det plejer. Der skal ikke være sådan en gravkammer-stemning,” som han formulerer det. Men der bliver ikke talt så meget på turen. De ved alle tre, hvor de er på vej hen, og ingen kan sige, at det nok bliver bedre i morgen.
Efter en halv times køretur parkerer de ved Hospice Søholm - en bygning med røde mursten i et naturområde lige ved Brabrand sø. De går alle tre indenfor. Der er roligt. Ingen larm fra kemomaskiner eller fra personale, der løber frem og tilbage på gangene. Med kun 13 patienter og cirka dobbelt så meget personale, er der tid. De har sammen valgt hospice, fordi der her er de bedste muligheder for at gøre den sidste tid mindst mulig smertefuld.
Daniel Isaksen får et værelse - nærmest en lille møbleret lejlighed - hvor han har udgang til en have. Sengen er behagelig, der er bord og stole, så han kan få besøg, og der står en stor sovesofa, der kan laves om til en dobbeltseng, hvor hans forældre kan sove, så de kan være tæt på.
De første dage på hospice er han nogenlunde frisk, men sover meget. Der bliver talt om fodbold eller det, der nu er i fjernsynet. Ikke om døden eller om begravelse. Det har han ikke lyst til, selvom både mor og far prøver at spørge ind til det flere gange. Senere finder de ud af, at han har talt med sin yngre bror om begravelse. Til ham har han sagt, at han ønsker at blive brændt og ikke begravet, når det kommer dertil.
Om aftenen på fjerdedagen spiser han to kiks med ost i sengen og gætter med på tv-programmet “Kender du typen.” Han får sagt til sine forældre, at de skal huske at tage sig godt af hans to brødre, når han er væk. Dagen efter - 30. september 2014 - har han smerter og kaster blod op. “Det er nok den mad, jeg har spist, der har den farve, og smerterne er nok bihulebetændelse,” prøver han at berolige alle andre med. Kort før klokken 18.00 trykker han på alarmklokken. Forældrene sidder ude i et andet rum og taler med en sygeplejerske om, hvordan de kan lindre hans smerter. Da de kommer ind på værelset, har deres søn fået det værre. “Jeg kan ikke høre jer,” er det sidste, han siger, inden han går i kramper.
Herefter kan Poul og Gitte Isaksen ikke længere få kontakt til ham, og klokken 20.17 sover han ind med sine forældre og brødre omkring sig.
Sidste
POSTED BY DANIEL ISAKSEN - 25. SEPTEMBER 2014
Stilhed kan have mange årsager. Den kan være ønsket eller tvungen. Den kan være nødvendig eller ubelejlig. Og så kan den simpelthen skyldes, at man ikke ved, hvad man skal sige. Det er min sidste dag på sygehuset. Til gengæld skal jeg i morgen have min første dag i mit nye hjem. Jeg er uhelbredeligt syg. Derfor skal jeg bo på hospice.
Sådan starter det blogindlæg, der blev skrevet på kanten af sengen den sidste dag på Aarhus Universitetshospital 25. september 2014. De ord genbruger præsten i sin tale ved bisættelsen ni dage senere i Nors Kirke i Nordjylland. For Poul og Gitte Isaksen er det vigtigt, at der ikke bliver trukket noget kristent budskab nedover deres søn død. Der er jo ingen mening med, at det skulle ende sådan.
Frygten er forsvundet, men sorgen mærker de hver dag. De kan ikke lade være med at læse deres søns sidste ord, selvom det gør ondt. Flere steder er der tanker og bekymringer, som han aldrig har fortalt sin mor og far direkte. Som hvilken sang, der skulle spilles til hans bisættelse. Samtidig kan de også gennem bloggen mærke glæden over de små sejre, deres søn fik undervejs. Brylluppet, de første små gåture efter transplantationen og stoltheden, da han stod med eksamensbeviset og modtog et legat for sit afsluttende projekt.
Poul Isaksen rejser sig fra bordet og åbner døren ind til et værelse, der støder op til køkkenet. Her står Daniels møbler fra lejligheden i Aarhus. Det er ikke et museum, men et rum med mange minder, som de to yngste sønner kan bruge, når de er hjemme. Spisebordet, hvor Daniel og vennerne spiste pizza og grinte højlydt den sidste aften i lejligheden. Sofaen, hvor han ofte sad og spillede fodboldspillet FIFA eller råbte fra, hvis Manchester United tabte. Gitte Skjoldborg Isaksen peger på et billede på væggen, som siger, “at gode ting sker for gode mennesker.”
- Daniels mellemste bror hev det ned den aften, Daniel var død. Han synes ikke, at det passede. Men det hænger der igen, for det har Daniel jo troet på, siger hun.
