Tone Brix-Hansen stræbte efter den perfekte karriere. Men da hun som småbørnsmor stod på randen af et sammenbrud, måtte hun indse, at intet er vigtigere end familien.

Tone Brix-Hansen var fast besluttet på, at karrieren skulle køre på skinner, og ingen skulle hverken gifte sig med hende eller gøre hende til mor, før hun var mindst 30 år. Skæbnen ville noget andet.

Opret abonnement på BT PLUS og læs Tones historie om at sætte karrieren på hold for at få familielivet til at hænge samme, samt frygten for at miste grebet i arbejdsmarkedet.

Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. måned er gratis - herefter kun 29 kr. pr. måned uden binding.


Det er en selvfølge, at bedstefars begravelse skal foregå hjemme i hans hus i Norge, som han selv har bygget. 96 år gammel er han blevet, og børn og børnebørn er flokket til huset, som altid har dannet rammen om familien. Tone med lille Hannah på armen er kommet fra Danmark for at være nogle dage sammen med familien og bo i huset, som Tone kun har glade minder fra. Mormor og bedstefar, der fortæller historier fra deres barndom, ild i pejsen, ugeblade, kortspil, legetøj, lækkerier fra køkkenet og god tid til at være sammen. Kærligheden og trygheden gennemsyrer det gamle hus. Selv nu, hvor bedstefar ikke er her længere. Bedstefar, som aldrig helt forstod, hvorfor Tone havde så travlt med karrieren.

Ambitioner i kvindeklubben

»Jeg har altid haft store karrieredrømme. Jeg læste på handelshøjskolen og drømte om at komme til USA. Bedstefar syntes vist, at det var lidt synd for mig. For ham lå værdien jo i familien og børnene, men når han sagde det, prellede det af på mig,« husker Tone.

Tone Brix-Hansen blev hjemmegående husmor, da familielivet ikke hang sammen.
Tone Brix-Hansen blev hjemmegående husmor, da familielivet ikke hang sammen. Foto: Claus Bech
Vis mere

Hun var fast besluttet på, at karrieren skulle køre på skinner, og ingen skulle hverken gifte sig med hende eller gøre hende til mor, før hun var mindst 30 år.

»Min mor var hjemmegående og uden ambitioner for sin karriere. Men jeg lærte, at jeg skulle have en uddannelse og en karriere. Jeg er født, da kvindekampen var godt i gang, og vi piger skulle ud at bevise, at vi godt kunne indtage kontorerne,« siger Tone på dansk med en antydning af sit norske modersmål.

Hun tager imod i sit store to-planshus, som fra den ene side ligner et almindeligt parcelhus, men til den anden side åbner Møns natur sig i en storslået udsigt over have, siv, hav og himmel. Tone smiler og kigger ud over den velkendte udsigt, som hun har nydt i de syv år, familien har boet i huset i Stege.

På handelshøjskolen i Norge dannede Tone kvindegrupper, som studerede aktiekurser ligesom drengene og forsagede livet med mand og børn.

»Der var en konflikt i mig. Jeg ville jo gerne have familie en dag, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne forene det med tennis på højt plan, en karriere og ønsker om at komme til USA og arbejde? Vi talte aldrig om familie i vennekredsen. Vi talte om vores job og om at bestige Kilimanjaro. Vi gjorde alt det, mændene gjorde, og alt var perfekt, og så mødte jeg Christian,« siger Tone og smiler.

Den slagne vej

Christian er dansker, og han havde ikke bare succes med at få Tone til København, han blev også gift med hende – efter hun var fyldt 30 – og Tone fortsatte sin karriere i en bank i Danmark, hvor hun analyserede store erhvervskunder. I 2003 kom parrets første barn, Hannah.

Foto: Privat
Vis mere

»Christian og jeg var helt enige om at dele ansvaret lige mellem os. Fifty-fifty. Men det var svært, for Christian havde egen virksomhed, så det endte med, at det kun var de sidste tre måneder af barselsorloven, vi ville dele mellem os. Han skulle have to dage om ugen, jeg skulle have to dage om ugen, og den femte dag delte vi lige over i frokostpausen,« forklarer Tone.

Det eneste, som Tone ikke havde taget højde for, var, at mænd og kvinder er forskellige. En lektie, som hun har lært i dag og også har lært at acceptere.

Inspirationen til Tones nye familieliv kom fra bedsteforældrene i Norge, hvor der altid var tid, hygge og kærlighed nok til alle.
Inspirationen til Tones nye familieliv kom fra bedsteforældrene i Norge, hvor der altid var tid, hygge og kærlighed nok til alle. Foto: Privat
Vis mere

»Christian troede, han bare kunne blive ved med at arbejde på noget, der mindede om fuld tid, når Hannah sov til middag og om aftenen, når hun var lagt i seng. Så snart jeg kom hjem fra arbejde, lukkede han døren til arbejdsværelset og gik i gang.«

På Tones arbejdsplads var der sket en række omstruktureringer, så da hun vendte tilbage på deltid, var det til en fuldtidsstilling. Efter tre uger, brød familiens udtænkte plan sammen.

Helvede i vuggestuen

Tone kapitulerede og ringede til kommunen og fik en institutionsplads til Hannah.

»Jeg troede virkelig, det ville gå godt med vuggestuen. Hun græd bare hele tiden. Hun ville ikke spise i vuggestuen, hun ville ikke sove, og hun græd så meget, at de måtte have hende oppe på en separat etage, så hun ikke skulle forstyrre de andre børn for meget. Hun var også vågen to-tre timer hver nat derhjemme, om morgenen skulle jeg tvinge hende i tøjet. Når jeg afleverede hende, skreg hun og greb fat i gelænderet med hænderne for at slippe for at skulle ind ad døren, og så sad hun i institutionen hver dag fra 8 til 16.30. I dag kan jeg se, hvor stresset hun var.«

Alligevel fortsatte Tone og Christian deres arbejdsliv. Det kunne jo ikke passe, at alle andre kunne finde ud af at have deres børn i institution, når de ikke kunne. Men en dag går det op for Tone, hvor galt det står til.

»En morgen er jeg er ved at give hende flyverdragt på, for jeg skal af sted til et vigtigt møde, og Christian er lige kørt på arbejde på sin virksomhed på Møn. Pludselig ser jeg, at der kommer noget pus ud af hendes ene øre. Hun har mellemørebetændelse. Men hun havde slet ikke grædt. I det samme jeg ringer til Christian for at få ham til at vende om og komme hjem, hører jeg hans mobiltelefon ringe i vindueskarmen. Han har glemt sin telefon. Jeg tager Hannah med op til lægen og spørger, om jeg må aflevere hende i vuggestue med mellemørebetændelse. Hun smitter jo ikke nogen,« siger Tone og ryster, uforstående over sin egen handling, på hovedet.

»Det kunne jeg jo ikke, så det endte med, at jeg tog hende med på arbejde. Jeg sad med hende på skødet i mødelokalet, og så snart mødet gik i gang, begyndte Hannah at græde, så jeg måtte gå. Først da jeg kom hjem, tænkte jeg: Hvad skete der lige her? Hvorfor havde Hannah ikke reageret på en mellemørebetændelse? Hvorfor havde hun ikke grædt over smerterne? Og hvorfor reagerede jeg ikke selv på, hvor dårligt jeg havde det?«

»Der gik et år til på den måde,« siger Tone.

Bedøvelse, nej tak

Så gik hun til lægen, men lægen spurgte ikke om noget. Han havde travlt, og da han hørte, at Tone ikke havde det godt, udskrev han antidepressiv medicin og sagde, at hun skulle tage dem, og så ville hun få det godt igen i løbet af en uge.

»Men jeg ville ikke tage et bedøvelsesmiddel. Der var jo en grund til, at jeg havde det så dårligt. Det kan da ikke være meningen, at jeg skal tage medicin for at kunne holde ud at se mit barn lide.«

I samme periode mistede Tone sin bedstefar i Norge, og det var, da hun stod ved hans kiste i stuen, at det gik op for hende, at han havde haft ret.

»Huset var fuldstændig fyldt med mennesker, selv om han var fyldt 96 år. Der var alligevel så tomt uden ham. Vi havde ikke bare mistet bedstefar, vi havde mistet familiens samlingspunkt, trygheden og kærligheden. Men det gik også op for mig, at mormor og bedstefar jo selv havde skabt den følelse i deres hjem, og det stod i skærende kontrast til det, jeg bød mine børn. De havde fået fire børn, og jeg kunne ikke engang overskue at få nummer to. Kunne jeg selv skabe det for mine børn?«

Foto: Privat
Vis mere

Men inde i Tone var frygten også for at miste grebet i arbejdsmarkedet. Hvad ville der ske, hvis hun gav lidt slip og bad om deltid eller orlov?

»Jeg frygtede, at de ville tage det som et tegn på, at jeg ikke havde villet det nok. Jeg ville blive stemplet som hende, der gav op.«

Tone ryster på hovedet og smiler ad sin egen indstilling dengang.

»Hvad er det for en indstilling at have? Jeg kan vel altid vende tilbage? Jeg er faktisk sikker på, at jeg i dag ville kunne vende tilbage og gøre det mindst lige så godt. Jeg har jo ikke mistet mine kompetencer, men blot fået nogle flere,« siger Tone.

Et nyt liv

Da beslutningen blev truffet, var det en lettelse. Christian, Tone og Hannah flyttede til Møn, og kort tid efter ankom Leah, som i dag er otte år. Ved at flytte til Møn sparede Christian tre timer dagligt i transport, og familien vekslede en mellemstor lejlighed i København til et stort hus på Møn, hvor der er udsigt til græs og vand.

»Hånden på hjertet, jeg keder mig aldrig. Jeg kører børnene til og fra fritidsaktiviteter, og har de lyst til at tage tidligt hjem fra skole en dag, så er jeg her.«

Derudover har Tone brugt noget af tiden på at være medforfatter på en bog om at blive hjemmegående mor. Målet er, at flere skal have øjnene op for, at man godt kan indrette sit liv på den måde.

Økonomisk har det naturligvis haft konsekvenser at gå fra to stillinger til én, for Tone har ingen anden indtægt end den, hun tjener ved at hjælpe til i Christians virksomhed, som ligger få minutter fra parrets hjem.

»Vi har valgt kun at have én bil, og vi tager ikke på luksusferier for eksempel.«

Foto: Privat
Vis mere

Men når Tone skal gøre regnskabet op, har der været langt mere på plussiden.

»Vi har fået meget mere familietid og samtidig en enorm frihed til at engagere os. Vi deltager i erhvervsforeningsarbejde og sidder i skolebestyrelsen. Vi har vundet så meget ved denne beslutning,« siger Tone, som blankt indrømmer, at Christian ikke tager meget af det huslige slæb. Det klarer hun, ligesom hun kører sine piger, som i dag er 11 og otte år, i skole på Bogø hver morgen og nyder at have tid til at passe huset. Bilen og haven står Christian for i weekenden, for det interesserer ikke Tone.

»Ja, i forhold til det huslige opgav jeg over for min mand,« smiler Tone.

»Jeg gav Christian en udvej, om du vil. Men jeg kunne også se, hvor forskellige vi er. Den omsorg og sammenhængskraft, jeg har som mor, kan han ikke byde ind med på samme måde. Christian er en fantastisk far, og han elsker sine børn. Han er bare ikke en god mor. Vores ægteskab var i fare for at ryge, fordi vi ville være så lige. Men vi er ikke lige. Jeg mener, vi er lige meget værd, men vi bidrager med forskellige ting. Jeg er kodet til at være mor, og jeg er nødt til at være ærlig over for mig selv: Jeg vil være der for mine børn.«

I to omgange har Tone sat sig til tasteturet og er gået i gang med at skrive sit CV med det mål at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

»Jeg ved bare, at det vil betyde, at vi alle fire skal skære ned på en masse. Når jeg gør det op, er fordelene ved, at jeg er hjemme, bare større, og vi nyder, at jeg har muligheden for det.«