Som ni-årig begyndte Chloe Avo Holm at drikke, ryge og sniffe lightergas. Hun nød suset – og pausen fra det, der gjorde ondt. Senere blev hun af- hængig af heroin. Hendes historie er et bevis på, at man kan bryde ud af selv det mørkeste mørke

»Min mor flyttede sammen med min stedfar, da jeg var tre år gammel. Men der var ikke rigtig plads til mig. Jeg fik ikke den tryghed og omsorg, som alle børn har brug for. Jeg følte mig meget ensom. Kun sjældent kom jeg op at sidde på skødet, og der var ingen, der spurgte, hvordan det var gået i børnehaven. Jeg fik tidligt oplevelsen af at være i vejen. Det var bedst, når jeg var stille,« fortæller Chloe Avo Holm.

Det var ikke byens bedste børn, hun hang ud med, men hun gjorde som kammeraterne for at være med i gruppen og føle, at der var ét sted, hun hørte til. Som ni-årig stod hun første gang foran sin mors barskab ...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Chloe Avo Holm, som fortæller om sin dystre barndom og opvækst hyllet ind i alkohol- og stof-misbrug allerede i en meget tidlig alder. Som 12-årig blev hun for alvor afhængig af heroin og fik sin faste plads på Halmtorvet, hvor hun trækkede ...

Som ni-årig begyndte Chloe Avo Holm at drikke, ryge og sniffe lightergas. Hun nød suset – og pausen fra det, der gjorde ondt. Senere blev hun af- hængig af heroin. Hendes historie er et bevis på, at man kan bryde ud af selv det mørkeste mørke

Som lille boede Chloe Avo Holm i en 380 kvadratmeter stor lejlighed. Hendes værelse lå allerbagerst i lejligheden. For at komme derind skulle hun gennem spisestuen, stuen og biblioteket og derefter ad en lang gang. Ikke kun fysisk, men også følelsesmæssigt, oplevede hun en enorm afstand mellem sig selv, sin mor og sin stedfar.

»Min mor flyttede sammen med min stedfar, da jeg var tre år gammel. Men der var ikke rigtig plads til mig. Jeg fik ikke den tryghed og omsorg, som alle børn har brug for. Jeg følte mig meget ensom. Kun sjældent kom jeg op at sidde på skødet, og der var ingen, der spurgte, hvordan det var gået i børnehaven. Jeg fik tidligt oplevelsen af at være i vejen. Det var bedst, når jeg var stille,« fortæller Chloe Avo Holm.

Chloe Avo Holm begyndte at drikke og eksperimentere med stoffer, da hun var ni år gammel. Hun begyndte at trække som 12-årig og skulle igennem 23 forsøg, før hun endelig blev stoffri.
Chloe Avo Holm begyndte at drikke og eksperimentere med stoffer, da hun var ni år gammel. Hun begyndte at trække som 12-årig og skulle igennem 23 forsøg, før hun endelig blev stoffri.
Vis mere

Hendes mor arbejdede meget og havde ansat en nanny. Chloe Avo Holm elskede opmærksomheden, hun endelig fik, når de to byggede slotte af bøger, legede med Barbie og klædte sig ud. Anderledes var det, når hun blev passet af sin stedfar, som ikke tolererede larm. Når hun kom hjem fra børnehave, blev hun lagt til at sove, selvom det var højlys dag. Alternativt blev hun lukket inde på sit værelse, hvor hun måtte lege alene i flere timer bag en lukket dør.

Den første cigaret

Forholdet mellem moderen og stedfaderen holdt ikke. Da Chloe Avo Holm var seks år, flyttede hun med sin mor og lillebror. Men hun var stadig meget alene og var på det tidspunkt begyndt at ryge. Cigaretter og bananskræller, som hun ristede og røg sammen med sin kusine. Inden længe sniffede hun også lim og lightergas. Da hun var syv år, var hun med til sit første indbrud. Derfra tog det fart. Hun beskriver det, som var hun stået på et løbehjul, der blev til en cykel, der blev til en bil, der til sidst var et lyntog.

»Toget buldrede derudad, og jeg kunne ikke se, hvordan jeg kunne komme af.«

Det var ikke byens bedste børn, hun hang ud med, men hun gjorde som kammeraterne for at være med i gruppen og føle, at der var ét sted, hun hørte til. Som ni-årig stod hun første gang foran sin mors barskab.

»Pludselig stod jeg og blandede sjatter sammen,« fortæller Chloe Avo Holm.

Spiritussen gav varme og tryghed og dækkede hullet og tomheden indeni, og hun lod sig forføre af den frihedsfølelse, det gav. Rusen tog hende væk fra den virkelighed, som gjorde ondt.

Droppede skolen

Skænderierne og konfrontationerne mellem Chloe Avo Holm og hendes mor tog til. Datteren var ikke lydhør over for nogen forsøg på at sætte grænser. De sene aftener med vennerne resulterede i, at hun ikke kom op om morgenen. Hun pjækkede mere og mere, både på grund af træthed, men også fordi hun ikke kunne stave og syntes, at det var pinligt at blive hentet i klassen, når hun skulle til specialundervisning. I samråd med skolen blev hun sendt på opdragelsesanstalt.

Ifølge moderen havde de begge brug for en pause.

Da hun kom hjem, var den sidste smule respekt for moderen røget. For Chloe Avo Holm var det slut med at stole på de voksne. Hun fortsatte med at reagere og få afløb for sine frustrationer over ikke at føle sig elsket ved at sige ’fuck dig’ og smide med tallerkenerne, når hun blev vred.

Artiklen fortsætter under billedet

Chloe Avo Holm begyndte at drikke og eksperimentere med stoffer, da hun var ni år gammel. Hun begyndte at trække som 12-årig og skulle igennem 23 forsøg, før hun endelig blev stoffri.
Chloe Avo Holm begyndte at drikke og eksperimentere med stoffer, da hun var ni år gammel. Hun begyndte at trække som 12-årig og skulle igennem 23 forsøg, før hun endelig blev stoffri.
Vis mere

Til slut bad hendes mor hende om at flytte, og hun blev indkvarteret på ’Børnehotellet’, et sted for børn, der ikke kunne bo hjemme. Men opholdet på Børnehotellet var ’virkelig noget møg’.

»De andre havde prøvet endnu mere end jeg. De røg hash, gik med mænd og stjal dagligt. Jeg ringede til min mor og spurgte, om jeg ikke måtte komme hjem. Jeg tiggede og bad, men hun sagde nej. Jeg turde ikke stå alene og følte, jeg kun havde de andre på pensionen at vende mig mod,« fortæller Chloe Avo Holm.

På Halmtorvet som 12-årig

Efterhånden blev hun mere og mere afhængig. Da hun og en veninde manglede penge til tjald, tog de på Halmtorvet – 12 år gamle.

»Der stod vi på Halmtorvet med hver sin Guld Tuborg. Det var en helt almindelig dag, men ikke for mig. Det var et øjeblik, der satte dybe spor. Det blev min levevej og adgang til stofferne.«

Tre år senere havde hun sin faste plads på torvet. Heroinen fik for alvor tag i hende, og kroppen signalerede med koldsved og opkast, at nedturen og abstinenserne ville overmande hende, hvis hun ikke hurtigst muligt fik skaffet penge til næste fix.

»Stofferne spiser én op indefra. Jeg kunne finde på at forlade et lejet værelse. Gå fra alle mine ting og mit tøj, fordi jeg skulle bruge penge til stoffer og måtte droppe huslejen. Stofferne styrede mig, og der var ikke plads til et almindeligt liv overhovedet,« fortæller Chloe Avo Holm.

Hver dag var en evig jagt på penge, stoffer og et sted at sove. Hun havde ikke et fast sted at bo, men boede i en periode på gaden. Var der penge, boede hun på et billigt hotelværelse, men hun har også tilbragt mange timer på Vesterbros toiletter, hvor hun kunne låse døren og få lidt ro.

Forsøg med afvænning

Det var et usikkert nomadeliv, når hun udstyret med to kufferter, røde læber og høje støvler forsøgte at skaffe kunder. Nogle gange blev det hele for meget, som når hun fandt sig selv kollapset i en pøl af cigaretskodder og ølsjatter. Hun overvejede at gøre en ende på det hele.

»Mange gange prøvede jeg at gå i behandling. Jeg kunne komme clean tilbage fra behandlingsstedet, men savnede nogen at være sammen med og gik så ned i Istedgade. Det var ikke min intention at tage stoffer, men jeg faldt i – gang på gang,« fortæller hun. Det krævede 22 forsøg med diverse behandlingstilbud og afgiftningsplaner, før vendepunktet endelig kom.

I årenes løb har folk sagt til hende: ’Chloe, du passer ikke ind her’.

Artiklen fortsætter under billedet

Chloe Avo Holm begyndte at drikke og eksperimentere med stoffer, da hun var ni år gammel. Hun begyndte at trække som 12-årig og skulle igennem 23 forsøg, før hun endelig blev stoffri.
Chloe Avo Holm begyndte at drikke og eksperimentere med stoffer, da hun var ni år gammel. Hun begyndte at trække som 12-årig og skulle igennem 23 forsøg, før hun endelig blev stoffri.
Vis mere

Som 24-årig kunne hun selv se, at det var sandt. Vendepunktet kom, en dag da hun faldt sammen på Vesterbro.

»Jeg fik en opvågnen. Når jeg zoomede ind på mit liv, stod det tydeligt for mig, hvor jeg var endt. Jeg var tyndslidt, og miljøet var blevet for hårdt. Jeg er kommet i Reden, siden jeg var ’lille’. Så jeg gik derind og sagde, at nu var jeg klar. Dét blev min redning.«

Sammen med socialarbejderne på Reden fandt Chloe Avo Holm frem til ’Projekt Menneske’. Her kom hun med i en motivationsgruppe i et halvt år for at bevise, at hun var klar. Troligt mødte hun op hver tirsdag. Hun var stadig på stoffer, men turde ikke give slip på denne chance. Kommunen havde afvist at hjælpe hende igen og havde kun tilbud om metadon eller førtidspension – det var hun på ingen måde interesseret i. ’Projekt Menneske’ viste sig at være det helt rigtige. Her var ingen pædagoger, der ville opdrage på hende, hun følte sig set og hørt, og hun fik lov til forsigtigt at vende tilbage til den virkelige verden. En verden, der syntes vildt farlig – Chloe Avo Holm vidste ikke, hvad en busbillet kostede, hvem der var statsminister, eller om det var sommer eller vinter.

Terapi, mange NA møder (anonyme narkomaner, red.) og timer hos en psykolog har hjulpet hende, og i dag har hun været clean i 17 år og ti måneder.

Da hun efter afvænningen blev spurgt, hvad hun virkelig gerne ville, var hendes svar: ’At danse’.

»Jeg har danset i otte timer i træk til technofester. Det er det eneste, der altid har gjort mig glad. Når jeg danser, føler jeg mig fri, og jeg kan danse nogle af de følelser, der er svære at udtrykke med ord,« siger hun, der kom på daghøjskole med dans fra morgen til aften og siden begyndte på en etårig danseuddannelse. Med hårdt slid og masser af timer i træningslokalet har hun opnået dét, mange dansere kun drømmer om. At danse med de dygtigste i New York, London og herhjemme – i Cirkusrevyen.

Egen lejlighed

Hun har fået sin egen toværelses lejlighed. Det var ’meget mærkeligt’ efter mange år på gaden og midlertidige opholdssteder. Hun anede ikke, hvordan man indretter et hjem og følte sig i begyndelsen mest tryg på toilettet. Der gik tre måneder, før hun brugte stuen. Men i dag nyder hun at have et hjem, hvor hun føler sig tryg og efter en travl dag kan låse døren og hygge sig med en god serie eller en film.

Når hun er hjemme, mediterer hun, og så elsker hun YouTube, ligesom hun går lange ture. Gåturene bruger hun også i sit arbejde, hvor hun bl.a. tilbyder ’Walk it out’, der kombinerer træning med gåture i naturen.

Hun er uddannet psykoterapeut, underviser i dans, og har oplevet, at dansen også har hjulpet andre igennem forskellige livskriser.

For fire år siden blev hendes mor alvorligt syg og døde. Chloe Avo Holm tog plejeorlov og var der 100 pct. for sin mor i den sidste tid.

»Jeg kunne have vendt mig væk, men valgte at være der og bryde mønsteret,« siger hun.

Hendes venner kalder hende for en korkprop. At hun formår at komme op igen, har hun til fulde bevist. Det vigtigste, hun har lært, er aldrig at give op.

»Jeg var på afvænning 23 gange, før det lykkedes. Alt er muligt.«