Når man altid har søgt tryghed, er det let at lade sig indfange af en religiøs sekt. Men da Camilla Johnson efter syv år i Faderhuset fik mod til at forlade det, opdagede hun, at livet udenfor er meget mere ægte.
Camilla Johnsons vej ind i Faderhuset var brolagt med lige dele omsorgssvigt og ekstrem religiøsitet.
Hun er datter af to stofmisbrugere, der begge var skizofrene og så uegnede til at være forældre, at Camilla to måneder gammel blev afleveret på et spædbørnshjem.
»Jeg var virkelig systemets barn og har boet rigtig mange steder i min barndom. Men fra jeg var fire til 13 år, boede jeg hos én plejefamilie«.
Familien kom i Apostolsk kirke, hvor det er hverdagskost at bede for de syge og tale i tunger.
»Det var helt almindeligt, at der holdt en campingvogn i vores have med mennesker, som skulle i forbøn eller udfris,« fortæller hun med lige dele smil og hovedrysten.
Camilla Johnsons plejemor var streng – helt over i det ’sygeligt religiøse’.
OPRET ABONNEMENT PÅ PLUS OG LÆS OM CAMILLA JOHNSONS LIV I FADERHUSET OG OM HVORDAN HUN EFTER SYV ÅR FIK MOD TIL AT FORLADE DET.
Abonnement på PLUS koster 29 kr. pr. måned - første måned gratis (uden binding) - og giver adgang til tusindvis af artikler, longreads og guides. God fornøjelse!
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Når man altid har søgt tryghed, er det let at lade sig indfange af en religiøs sekt. Men da Camilla Johnson efter syv år i Faderhuset fik mod til at forlade det, opdagede hun, at livet udenfor er meget mere ægte.
Camilla Johnsons vej ind i Faderhuset var brolagt med lige dele omsorgssvigt og ekstrem religiøsitet.
Hun er datter af to stofmisbrugere, der begge var skizofrene og så uegnede til at være forældre, at Camilla to måneder gammel blev afleveret på et spædbørnshjem.
»Jeg var virkelig systemets barn og har boet rigtig mange steder i min barndom. Men fra jeg var fire til 13 år, boede jeg hos én plejefamilie«.
Familien kom i Apostolsk kirke, hvor det er hverdagskost at bede for de syge og tale i tunger.
»Det var helt almindeligt, at der holdt en campingvogn i vores have med mennesker, som skulle i forbøn eller udfris,« fortæller hun med lige dele smil og hovedrysten.
Camilla Johnsons plejemor var streng – helt over i det ’sygeligt religiøse’.
»Da jeg var 10 år, var jeg i Norge og skulle bede for en blind mand. Han blev helbredt, og jeg var noget specielt. Jeg var kaldet af Gud og måske endda evangelist. Pludselig skulle jeg bede for alle – i huset og alle de syge. Det fik mig til at føle et stort ansvar i en tidlig alder,« husker Camilla Johnson, som også skulle terpe tre kapitler af Biblen hver dag og genfortælle dem for sin plejemor.
Efter skolen fortsatte Camilla Johnson på en kristen efterskole, hvor hun bl.a. lærte, at trommer er Djævlens instrument, mens kyskhed er vejen frem.
»Men jeg var simpelthen så træt af al den snak om Gud og helbredelse. Jeg gik bare og tænkte: ’Okay, hvis I kan helbrede, hvorfor tømmer I så ikke kræftafdelingen på Rigshospitalet?’ Jeg har jo også set alle de gange, hvor helbredelsen ikke virker, og folk går skuffede hjem,« siger hun.
Da hun endelig kom væk fra sin plejefamilie, var det til fordel for et turbulent liv, hvor hun boede på efterskoler, hotelværelser, opholdssteder og nogle gange på gaden.
Når mor mangler – en mor
Som 18-årig blev Camilla Johnson gift, og kort efter fik hun sit første barn. Men selv om hun nu var både kone og mor, manglede der noget.
»Jeg havde ingen hjælp, ingen familie, og jeg var slet ikke opgaven moden. Jeg elskede min søn, men jeg kunne f.eks. ikke finde ud af at passe et job.«
En dag mødte hun lederen af Faderhuset, Ruth Evensen, og hun blev hendes ’mor’ de næste mange år.
»Jeg spurgte hende til råds om mit skrantende ægteskab. Hun havde overskud til at tale med mig, og jeg blev simpelthen blæst omkuld af hendes energi.«
Men ikke nok med det. Lederen af Faderhuset tilbød den unge mor, at hun kunne flytte ind hos hende.
»Jeg gik på en religiøs træningsskole, og endelig var alt godt. Jeg kunne mærke, at der var nogen, der mente noget med deres tro. I Faderhuset er troen en livsstil, og medlemmerne er fuldtidskristne. Alle deler tøj og mad og passer hinandens børn. Ngle gange undrede jeg mig da over ting. De (menigheden, red.) kalder f.eks. Ruth for mor og hinanden for bror og søster. De skifter også tit navn. Men hver gang jeg spurgte til noget, var de velargumenterede,« siger Camilla Johnson.
»Ruth var vores præst, mor og mentor. Hun begyndte endda at kalde mig sin datter, og jeg fik plads i lederskabet. Jeg skulle være med til at bygge menigheden op. Men for mig var det største, at jeg havde fået en familie, og at vi nu kunne få den hjælp, vi trængte hårdt til. Og så troede jeg jo også på, at det var Guds plan for mit liv. Det betød alt.« siger Camilla Johnson, hvis mand også blev en del af Faderhuset.
Til kamp for Gud
Men livet i Faderhuset var mere end ægteskabsrådgivning og kollektive tanker om næstekærlighed. For Faderhuset lå i forhandlinger om Ungdomshuset. Menighedens kvinder og mænd begyndte at kronrage sig og træne til kamp, ligesom børnene blev trænet i at være ’martyrer for Jesus’.
»De mente det sgu. Men jeg havde hele tiden en lille stemme indeni, som strittede imod og stillede spørgsmål. Men den lille stemme blev overdøvet af ønsket om et hjem og min længsel efter at gøre det, jeg troede var Guds vilje for mit liv. Jeg troede, jeg ville ryge i Helvede, hvis jeg var ulydig. Jeg var blevet kastet rundt hele mit liv, nu kunne jeg endelig blive ét sted.«
Som en del af sit arbejde i Faderhuset blev Camilla Johnson sendt til Israel, hvor hun skulle bygge en ny menighed op. Men opholdet i Israel betød, at hun kom i kontakt med helt almindelige mennesker, og det fik hende for første gang til at tvivle på det projekt, hun var med i.
»Men det var også første gang, jeg oplevede, at jeg var god til noget, som ikke umiddelbart havde noget med Gud at gøre.«
En spirende tvivl
Da hun efter et par år kom hjem, var det til en ny virkelighed for Faderhuset. Huset lå i åben krig med de autonome. Lederen kunne ikke gå i fred på gaden. Men vigtigst af alt var Camilla Johnson ved at vågne op.
»Jeg var 32 år, mor til tre og havde været i Faderhuset i syv år. Men jeg følte ikke, jeg kunne være den mor, jeg gerne ville være for min egne børn, når jeg konstant skulle tjene og behage fællesskabet. Jeg kunne simpelthen ikke klare mere. Der var så meget af Faderhuset, som jeg ikke kunne stå inde for. Jeg var knækket. Jeg gik hele tiden på kompromis – ligesom i et dårligt ægteskab, hvor man skiftevis græder og tilgiver. Jeg undgik i stigende grad møderne, jeg holdt mine børn hjemme fra samlinger, når jeg vidste, de skulle trænes. Jeg var også selv med til at træne andres børn på træningslejre, og det plagede mig. Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke kunne forlige Faderhuset med tanken om en kærlig gud. Jeg var simpelthen ved at miste min tro. Det var jo min familie, men jeg blev der kun så længe, fordi jeg var så sulten efter et sted at høre til og var bange for i sidste ende at ryge til Helvede.«
For første gang talte Camilla Johnson med sin mand om sin tvivl. Det gik op for dem, at de begge havde mistet troen på projektet.
»Vi havde været i det så længe, men jo mere vi lagde puslespillet sammen, desto mere vidste vi, at vi skulle ud, selv om det ville koste os alt.«
Fem år på sofaen
Med forbandelserne hvirvlende efter sig, forlod parret Faderhuset sammen, men kort efter bliver de skilt.
»I grove træk endte jeg med at sidde og græde i fem år. Jeg skreg over, at jeg var blevet bedraget – endnu en gang. Jeg sad i min lejlighed og anklagede Gud. Hvorfor måtte jeg ikke have forældre? Hvorfor var jeg blevet sådan en dårlig mor? Hvorfor var jeg blevet så dårligt behandlet i min plejefamilie? I Faderhuset må man ikke være vred på Gud. Det måtte jeg nu, og det var jeg.«
Men for første gang var Camilla Johnson også fri til at prøve livet uden for en religiøs menighed.
»Jeg var som en teenager, der skulle ud i verden og for første gang finde ud af hvilket tøj, jeg kunne lide. Hvad min yndlingsfarve var. Mine børn skulle høre deres første bandeord, gå i en almindelig dansk folkeskole og prøve at være i biffen for første gang,« husker hun.
»Jeg prøvede at drikke – måske også lidt for meget. Jeg begyndte at gå i byen. Jeg var parat til at leve – og jeg havde lyst til det«.
Camilla Johnsons børn var efterhånden blevet så voksne, at de kunne se, at deres mor havde brug for at komme videre. Så de oprettede en profil på et datingsite. Den resulterede i, at Camilla Johnson en sen eftermiddagstime mødte Martin på en sportsbar på Hovedbanegården.
»De sagde, det var happy hour – jeg anede ikke, hvad det var – så da han kom ind ad døren, så han en blondine med to store fadøl foran sig,« griner Camilla Johnson. Det var det første møde med ham, som i dag er hendes mand.
»Det var sundt for mig at møde Martin. Al skyld og skam aftog med ham,« siger hun.
Efter blot ni måneders bekendtskab blev de gift. Den kristne opvækst fornægter sig ikke, indrømmer hun. I dag går hun ikke i kirke, og hun tilhører ikke nogen menighed.
»Jeg er ikke religiøs, men jeg har stadig troen på noget guddommeligt. På at nogen har en plan med mit liv. At jeg er udvalgt, eller at nogen er mere end andre eller har patent på Gud, det tror jeg ikke på. Men jeg læser Biblen, og den inspirerer mig til næstekærlighed,« siger hun.
»For første gang i mit liv føler jeg ikke, at jeg skal passe ind i en form for at være til.«
