Susannes liv tog en uventet drejning, da en teambuilding tur, der gik helt galt, sendte hende i kørestol med en brækket ryg. I årevis kæmpede hun med sin nye virkelighed. Først da hun accepterede skæbnen, kunne hun hjælpe sig selv og andre handicappede.

Lørdag den 25. august 2007 var på alle måder en dejlig, dansk sensommerdag. Èn af de dage, som man skal få det bedste ud af, inden efteråret banker på. Dagen som ændrede Susannes liv. Det der skulle have været en sjov teambuilding tur endte dog i stedet helt galt, da Susanne brækkede sin ryg.

Susanne brugte mange år på at acceptere sorgen og sin nye situation. Vendepunktet kom i 2012, da Susanne blev udvalgt til at deltage i TV2-programmet ’BS og outsiderne’, med B.S. Christiansen, hvor 10 deltagere – alle med forskellige former for handicap – gik gennem en lang række strabadser – vel at mærke fra Namibias ørken til junglen ved Victoria-vandfaldet i Zambia.

Opret abonnement på PLUS og læs om Susannes liv i kørestol, hvordan det har ændret hendes liv, da hun lærte at acceptere andres hjælp.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Lørdag den 25. august 2007 var på alle måder en dejlig, dansk sensommerdag. Èn af de dage, som man skal få det bedste ud af, inden efteråret banker på.

Sammen med sine kollegaer fra sportsforretningen på Gl. Kongevej var Susanne Nielsen taget til skoven omkring Høvelte Kaserne, nord for København. Her ventede et par aktive timer med teambuilding, sved på panden, sjove og krævende opgaver. Den slags udfordringer, der ryster kollegerne godt sammen.

En af forhindringerne, som Susanne og hendes kolleger skulle overvinde, var en djævel. Først skulle de kravle fem meter op i et net, lavet af den slags tykke reb, man husker fra gymnastiksalen. Over nettet lå en svær træstamme på tværs. Den skulle deltagerne kravle over, før de igen kunne kravle ned på den anden side.

Susanne Nielsen brækkede ryggen på et teambuilding kursus og brugte mange år på at accepterer sorgen og sin nye situation. På en tur med BS, fandt hun endelig ro med sit nye liv.
Susanne Nielsen brækkede ryggen på et teambuilding kursus og brugte mange år på at accepterer sorgen og sin nye situation. På en tur med BS, fandt hun endelig ro med sit nye liv. Foto: Sara Gangsted
Vis mere


»Træstammen var så tyk, at jeg ikke kunne få armene rundt om den. En af mine kolleger fortalte senere, at jeg var stoppet op på toppen og havde sendt instruktøren et blik, der kun sagde én ting: ’Jeg er ikke vild med det her’. Jeg var virkelig bange og havde en dårlig fornemmelse.«

Susanne kom op og rundt på træstammen, men da hun skulle ned på den modsatte side, gik det galt.

»Jeg havde fået fat i nettet med højre hånd, og slap grebet om træstammen med den venstre. Men lige i det sekund mistede jeg grebet i nettet og havde pludselig slet ikke fat i noget som helst. Jeg hang med ryggen mod nettet og hovedet nedad. Kun min venstre fod hang fast og forhindrede mig i at falde. Jeg prøvede at få fat i nettet igen, men min fod røg ud af nettet, og jeg faldt.«

Din ryg er brækket

Susanne landede på ryggen. Lige for øjnene af sine lamslåede kolleger og instruktøren, der havde ansvaret for forhindringsbanen.

»Hvad der præcist skete, mens jeg ventede på ambulancen, har jeg svært ved at få frem. Der er nogle blanke huller. Jeg kan huske, at det gjorde så ondt. Jeg ville gerne vende mig om på siden, men fik at vide, at jeg skulle ligge helt stille. Instruktøren bad en af mine kolleger om at støtte min nakke og hoved, så jeg var fikseret, men kollegen var bange og turde ikke. Han var bange for at gøre noget forkert.«

Mens Susanne lå på jorden, trykkede instruktøren hende flere gange på benene. For hver gang følte Susanne Nielsen mindre og mindre.

»Det gjorde så vanvittigt ondt, bare at trække vejret, og jeg begyndte at hyperventilere. Jeg kan huske, at jeg lå og tårerne trillede ned ad kinderne på mig, mens jeg borede mine fingre ind i hænderne på ham, der holdt min nakke. Det virkede som en evighed, inden ambulancen kom – men der gik vist kun 20 minutter.«

Susanne blev kørt til Hillerød Hospital. Smerterne var voldsomme, men hun måtte ikke få smertestillende medicin, før hun var undersøgt nærmere.
Første besked fra lægerne var beroligende. En overlæge fortalte, at skaderne ikke så så slemme ud. Men roen varede kun kort. For en anden overlæge dukkede op med den nedslående besked, at Susanne både havde brækket ryggen og fået en rygmarvsskade.

Syv år senere

I Susanne Nielsens lejlighed på Frederiksberg drøner den legesyge labrador Balou rundt og skaber hyggelig tumult. Kæresten Steffen har lige taget en kop kaffe, men trækker sig tilbage, så Susanne har ro til at fortælle historien om den sensommerdag i 2007 – og om hvordan hun har kæmpet sig tilbage til et liv, der giver mening for hende.

Stemmen er sikker, når hun fortæller om ulykken. Hun har fortalt historien til hudløshed. Men som minderne træder frem, bliver hun synligt berørt.
For hvorfor greb instruktøren ikke ind, da hun blev bange på toppen af træstammen? Hvorfor kunne han ikke nå at hjælpe, da hun hang i nettet med hovedet nedad?



»I lang tid fortalte jeg ingen, at jeg havde den her følelse af svigt. Jeg ville ikke sige, at jeg syntes, at instruktøren skulle have gjort noget mere. Men jeg er blevet klogere, og det er en del af min helingsproces at kunne sige det. For jeg synes ikke, det var i orden, og han har en del af ansvaret for det, der skete. Mine tanker var: ’Hvor blev du af?’«

Efter ulykken blev Susanne Nielsen sendt til Center for Rygmarvsskadede i Hornbæk, hvor et otte måneder langt ophold ventede.

»Det var et sted, der osede langt væk af sygdom, og jeg var slet ikke forberedt. Der var jo ingen, der havde fortalt mig, hvad en rygmarvsskade var, og hvad det betød. Det var faktisk først, da jeg kom til rygmarvscenteret og så, hvor dårligt andre havde det, at det gik op for mig, hvad der var sket.«
»Mine forældre sagde det meget rammende: ’Vi fik jo et chok over at se alle de dårlige mennesker’.”

I den første tid i Hornbæk holdt hun sig for sig selv. Timerne gik med at sidde og stirre ud over vandet. Hvis nogen talte til hende, svarede Susanne Nielsen kort og afvisende. Hun var så svag, at hun ikke kunne løfte sit hoved fra puden og sad i en kørestol med nakkestøtte.



»Når jeg tænker tilbage, kan jeg huske, at jeg bare ville have gang i de ben og tilbage på arbejde igen. Jeg kæmpede og kæmpede med min genoptræning. Men efter tre måneder sagde min fysioterapeut, at hun ikke mente, at jeg kunne blive bedre. Det var hårdt. Jeg følte, hun havde opgivet mig. Men der var jo sket små fremskridt.«

Susanne fortæller, hvordan hun selv brugte træningslokalerne på rygmarvscenteret, når personalet var gået hjem. Hvordan hun stort set hver dag havde besøg af venner og familie.

»Det holdt mit humør oppe. Det var som om, jeg prøvede at leve som før ulykken. Jeg fokuserede fuldstændigt på at blive bedre. Men det betød også, at jeg skubbede sorgen væk. Jeg fulgte en sti, der bare hed træning, træning, træning. Jeg jagtede mit gamle liv – i stedet for at acceptere, at noget var blevet anderledes.«

Vendepunktet

Sorgen fik Susanne gemt af vejen. Faktisk brugte hun de første fire år efter ulykken på at genoptræne – på fuldtid.

»Jeg har altid været god til at pakke tingene ind. Jeg har altid været den glade og smilende. Vant til at hjælpe andre og stå med ansvaret. Inderst inde vidste jeg godt, at der måtte ske noget. Jeg bar rundt på den her uforløste sorg.«

Vendepunktet kom i 2012, da Susanne blev udvalgt til at deltage i TV2-programmet ’BS og outsiderne’, hvor 10 deltagere – alle med forskellige former for handicap – gik gennem en lang række strabadser – vel at mærke fra Namibias ørken til junglen ved Victoria-vandfaldet i Zambia.

»Jeg tænkte, at hvis nogen kunne banke mig på plads, så var det B.S. Christiansen. I tv-programmet blev jeg jo udsat for en masse ting, hvor jeg var fuldstændig afhængig af andres hjælp. Det er noget af det, som jeg havde svært ved at acceptere. At jeg er afhængig af, at andre hjælper mig.«

Under turen skulle Susanne Nielsen bl.a. styre en specialdesignet kørestol gennem blødt ørkensand. Turen konfronterede hende med den angst, hun havde haft siden ulykken.

»Der var oplevelser, hvor vi skulle overvinde en bjergvæg, og det gav mig flashbacks til ulykken. Dagene gik, og jeg følte mig mere og mere frustreret og splittet psykisk. Jeg følte helt, jeg havde mistet kontrollen, og min sorg kom frem.«

Det er syv år siden en ulykke gjorde Susanne Nielsen lam og sendte hende i kørestol. I mange år nægtede hun at se sin nye virkelighed i øjnene. Først da hun deltog i TV2-programmet 'BS og Outsiderne', hvor 10 handicappede trodsede deres fysiske begrænsninger og rejste tværs gennem Afrika, lærte hun at acceptere sin skæbne. I dag har hun et rejsebureau og arrangerer f.eks. skirejser for handicappede. Foto: TV2
Det er syv år siden en ulykke gjorde Susanne Nielsen lam og sendte hende i kørestol. I mange år nægtede hun at se sin nye virkelighed i øjnene. Først da hun deltog i TV2-programmet 'BS og Outsiderne', hvor 10 handicappede trodsede deres fysiske begrænsninger og rejste tværs gennem Afrika, lærte hun at acceptere sin skæbne. I dag har hun et rejsebureau og arrangerer f.eks. skirejser for handicappede. Foto: TV2
Vis mere

Men turen lærte Susanne Nielsen, at hun måtte acceptere at bede andre om hjælp, og begynde at bearbejde sorgen, tabet og savnet.

»B.S. Christiansen lærte mig at flytte nogle grænser og acceptere den, jeg er. Han lærte mig, at det er okay at se positivt på livets udfordringer og at være stolt af mig selv, men samtidig passe på mig selv. På den måde fandt jeg min indre ro igen. Min familie sagde, da jeg kom hjem: ’Vi føler, vi har fået vores gamle Sus tilbage’.«

Rejser for handicappede

Sport og aktive rejser har altid betydet meget for Susanne Nielsen. Efter turen med BS fandt hun en måde at forene de to ting. Hun fik ideen til SUS Travel – et rejsebureau, der arrangerer rejser uden begrænsninger for mennesker med handicap. Nu besøger hun rejsedestinationer og undersøger, om de har de fornødne faciliteter til gæster, som bl.a. er svagtseende, gangbesværede, eller som er kørestolsbrugere.



»Jeg tjekker, om destinationer, hoteller og faciliteter er tilgængelige for alle. Er det et ski-område, tjekker jeg, om liften kan bruges til sit-ski. Det er vigtigt, at sikkerheden er i orden. Og skiterrænet, toiletter og øvrige faciliteter skal være optimale for at handicappede kan nyde en ferie med familie og venner.«

Selv er hun netop vendt hjem fra en skiferie i Tyrol.

»Når du kører på ski, så glemmer du alle dine bekymringer, alle dine kampe. Det er så livsbekræftende. Bare mærke den der fantastiske fornemmelse af blød sne under skiene. Det er en oplevelse, som jeg gerne vil give andre mulighed for at opleve. Du får flyttet nogle grænser, når du kører sit-ski. Du oplever friheden. Glemmer hverdagen og bliver ladet op med positiv energi.«