Han er en af Danmarks rigeste mænd. Kongehuset spørger ham til råds. Han har kæmpet i 20 år mod sydommen parkinson. Kom med bag facaden hos 86-årige Nils Foss – én af erhvervslivets legender.
Opret abonnement på BT PLUS og mød Nils Foss, grundlægger af virksomheden Foss A/S, der er blevet en gigantisk dansk eksportsucces og verdens førende producent af innovative analyseinstrumenter til fødevareindustrien og landbrugssektoren.
Han beretter blandt andet om sin kamp med hjernesygdommen parkinson, som han har kæmpet med i 20 år. Indtil videre har han med snilde, grundighed og en smule held forsinket den. Derfor er hans liv netop nu en slags kapløb mod tiden.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Villaen er bygget ved foden af en skrænt, hvor bølgerne dovent slår mod stenene. Højere oppe på Skodsborg Strandvej suser personbiler, sightseeingbusser og motionscyklister forbi. Ved huset hører man kun skvulpet fra Øresund, der åbner sig, hvor græsplænen stopper.
Mandshøje vinduespartier sørger for en uspoleret udsigt i de fleste af de beskedne – området taget i betragtning – 286 træbeklædte kvadratmeter. Det her er lukket land for de fleste. Byggegrundene klemt inde mellem Strandvejen og Sundets vande er forbeholdt de absolut mest velhavende. Det gælder særligt ved Rungsted, Skodsborg og Vedbæk, hvor de største grunde er bebygget med palæer.
Siden købet på tvangsauktion i 1993 har den arkitekttegnede trævilla huset en af erhvervslivets nulevende legender og skaberen af landets ottende største familieformue på mere end otte milliarder kroner.
En brun gravhund giver højlydt hals i entréen. Pippi har fået halen kappet i en terrassedør, som vinden fik til at smække, men kampgejsten fejler ikke noget. Præcis som sin ejer lader hun ikke livets benspænd stå i vejen.
Den 86-årige mand holder sin venstre hånd frem.
»For få måneder siden kunne jeg slet ikke bevæge den,« siger Nils Foss, grundlægger af virksomheden Foss A/S, en gigantisk dansk eksportsucces og verdens førende producent af innovative analyseinstrumenter til fødevareindustrien og landbrugssektoren.
Hjernesygdommen
Han vrikker fingrene langsomt få centimeter op og ned. De små bevægelser er det seneste synlige resultat af hans nu 20 år lange livtag med parkinson, hjernesygdommen der langsomt, men ustoppeligt vrider sine tommelskruer i kraniets centralnervesystem.
Indtil videre har han med snilde, grundighed og en smule held forsinket den. Derfor er hans liv netop nu en slags kapløb mod tiden. Helt stoppe tiden er der som bekendt ingen, der kan.
»Lige nu er jeg i defensiven. Når man har andre skader, så er modstandskraften mod parkinson mindre. Men det kniber med at balancere, fordi jeg er faldet.«
Sidste sommer drattede han tre trappetrin ned, brækkede kravebenet og fik en blodansamling, der ødelagde nerverne til venstre hånd. Den blev slap og ubrugelig. Nu kan han, efter måneders metodisk træning, omsider bevæge fingrene igen.
Hans kamp mod parkinson er bølgende små fægtninger frem og tilbage. Selve krigen taber han. På et eller andet tidspunkt. Han ved det godt, men brokker sig ikke.
»Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det.«
At arbejde er morsomt
I stedet bruger han kræfterne på familien, på familievirksomheden og på at søsætte nye projekter. Én gang iværksætter, altid iværksætter.
Det morer ham at arbejde, fortæller han. Sådan har det altid været.
»Foss – det er jo noget med komfurer. Det er i hvert fald, hvad de fleste tror,« siger han med smil i de brune øjne.
Han hentyder til Voss, der i sin tid lavede køkkenmaskiner. I dag er Horsens-fabrikken et varemærke i den svenske Electrolux-koncern. Foss og Voss har intet med hinanden at gøre.
Mens alle danskere kender Lego, Ecco, Danfoss eller Grundfos, er Foss mere ukendt i den brede befolkning. Der er dog ingen tvivl om, at Hillerød-koncernen spiller i den samme liga.
Med en omsætning på 1,7 mia. kr., afdelinger over hele verden og en svulmende pengetank er Foss A/S blandt perlerne i den stolte samling af danske familievirksomheder. Teknologivirksomheden er blandt andet optaget i den danske industrikanon som en af erhvervslivets største eksportsucceser.
Nils Foss byder på friskbrygget kaffe og Oreo-småkager i stuen med udsigt over Øresund. To svaner dukker på skift hovederne ved siden af den private badebro. Den aldrende iværksætter er i særklasse den mest imødekommende på toplisten over danske familiedynastier.
»Vores produkter er ikke særlig solgte i Danmark, og Foss er derfor ikke kendt herhjemme. Enhver omtale, der kan medvirke til, at folk bliver interesserede og søger job hos os, er af interesse, hvis den selvfølgelig er positiv,« forklarer Nils Foss.
Firmaet fremfor alt, fornemmer man. Selskabet er fortsat et hundrede procent i familiens eje og Nils Foss’ søn, Peter Foss, 48, er i dag bestyrelsesformand. Sådan bør det fortsætte, hvis det står til Nils Foss. Med en aktiv ejerfamilie i spidsen, der spiller en rolle i koncernens dagligdag.
Tilbage til kapløbet med tiden. Netop nu glæder han sig over, at han netop er færdig med et stort projekt, der skal sikre, at hans værdier og tanker bliver givet videre til familiens kommende generationer. Et metodisk, langstrakt arbejde med at bibringe børnebørnene Julia og Stephanie Krups og Rasmus, Marie og Clara Foss det tankegods, der er hans livsværk og som har drevet selskabet frem og skabt en milliardformue.
Ved hjælp af samtaler med børnene, møder og udflugter ‘ude i byen’ og i Foss-hovedkvarteret, samt en fast familiebrunch i villaen på Skodsborg Strandvej den første lørdag i hver måned.
Projektet er lykkedes
Hans bog ‘Efter min bedste overbevisning’ fra 2014 er baseret på notater fra samtalerne med de fem børnebørn. Målet er at skabe en fælles interesse for at bevare Foss A/S som et familiefirma og belyse, hvad der følger med af forpligtelser og fordele, når man er femte generation af en berømt dansk industrifamilie.
Nu mangler kun det sidste møde – en slags hyggelig og rund afsluttende prik over i’et – der skal finde sted i den gamle forlystelseshave Tivoli i København.
»Jeg er gode venner med direktør Liebst, han har lovet at fortælle, hvordan det fungerer virksomhedsmæssigt.«
Hans projekt er lykkedes. Familien har rykket sig indbyrdes – ‘de traf ikke hinanden før’ – nu kommer de hinanden ved. Samtidig er de kommet tættere på virksomheden. Én kom i praktik hos Foss A/S, en anden fik tilbudt job.
Nils Foss er synligt glad og stolt, da han rejser sig fra sofaen for at hente en udskrift af en e-mail, der kom fem dage før.
»Det giver inspiration og motivation at høre om alt det, det kan medføre med et godt hjerte, intelligens og en stor arbejdsindsats,« skriver halvbroderens søn blandt andet i mailen. Han er 20 år gammel og bachelorstuderende.
»Sådan noget gør en ældre herre glad. Det var den ønskede effekt. Det var en af grundene til, at jeg gjorde det hele,« konstaterer Nils Foss stolt, der fylder 87 år den 11. maj.
Skævt fra start
N. Foss Electric, som selskabet hed fra begyndelsen, grundlagde han i 1956. Et af de første produkter var en transportabel fugtighedsmåler, så landmænd kunne bestemme, hvornår det var bedst at høste kornet. Men ‘Cera-testeren’ kom skævt fra start. Den målte forkert, så adskillige bønder tabte penge. Det år rejste Nils Foss selv rundt i landet for at se kunderne i øjnene og sige undskyld.
»Hvis man giver folk ret fra begyndelsen, er der ingen, der skælder ud i mere end seks minutter. Jeg tog tid hver gang, så den skulle være god nok,« skriver han i sine erindringer.
Efter et mellemstop hos F.L. Smidth som administrerende direktør, vendte han i 1980 tilbage til sin øjesten, Foss Electric. Virksomheden var i mellemtiden vokset betydeligt, men var i krise.
Regnskaberne var røde, da han som 53-årig atter overtog ledelsen af sin egen virksomhed.
Dårlig styring af tre store og dyre udviklingsprojekter havde slået hul i kassen. Populært sagt fossede pengene ud af hullet.
’Der skulle store indgreb til for at rette op på skuden,’ skriver han i bogen, men det hjalp. Allerede i 1982 var underskuddet væk, og i 1988 fossede 30 mio. kr. den anden vej.
To år senere trak Nils Foss sig tilbage og gennemførte sit første generationsskifte. Peter Foss, familiens ældste søn, overtog direktørposten. Det er ham, der i dag er formand for bestyrelsen, mens den administrerende direktør er hentet blandt medarbejderne.
»Men jeg bruger stadig en dag om ugen i firmaet,« siger Nils Foss.
Hver eneste uge gennemfører den 86-årige stifter en timelang, uformel samtale med en tilfældigt udvalgt medarbejder blandt de 1.300 ansatte.
Helt tilfældigt er det ikke. Nils Foss sørger for at blande kortene, så han ‘kommer hele kompasset igennem’ og i berøring med alle afdelingerne.
»Jeg spørger dem, hvordan de og deres familie har det, samt selvfølgelig om arbejdet. Der kan komme forbløffende ting frem, når mennesker ved, at man ikke falder dem i ryggen.«
På den måde følger han tæt, hvad der rører sig i selskabet.
»Hvis jeg falder over noget, der ikke fungerer, så taler jeg som regel med den overordnede og spørger, hvordan det ligger på det pågældende punkt. Uden at afsløre, hvor det kommer fra.«
Nils Foss er glad for sine ugentlige samtaler. Den dag kommer dog, hvor han må stoppe. I knap 20 år har han ført sin private krig mod parkinson. Det er en hjernelidelse, der rammer én procent af mænd over 50 år, og som typisk giver rystelser og stivhed i musklerne.
De fleste lever med sygdommen, der kan holdes nede med piller, metodisk træning og for et fåtals vedkommende at få indopereret en kompliceret elektrode i hjernen, som han fik i 2012. En fjerdedel af parkinson-patienterne får senere konstateret alzheimer, der fører til demens og er dødelig.
»Men så længe jeg ikke bliver dement, så er jeg tilfreds. Det er en grim sygdom, der kun går én vej.«
Vi er tilbage ved det brækkede kraveben og den lamme venstre hånd, der har sendt ham i ‘defensiven’. Nils Foss ryster ikke, hukommelsen, humoren og intellektet er stadig knivskarpe.
Men det kniber med balancen, og aftaler bliver nu skrevet grundigt i kalenderen. Desuden er strandvejsvillaen på skrænten, med sine mange og stejle trapper, ikke just ideel. For nylig har han fået monteret en stolelift på trappen ned til køkkenetagen. De vil gerne, han og hustruen Dorte Foss, blive boende her, til det er slut.
De har hushjælp om formiddagen, en gartner til haven og et firma, der om foråret stiller badebroen op og piller den ned igen til efteråret, men ellers klarer de det meste selv. Han fortæller, at han ‘i hvert fald gerne vil være 90 år gammel’.
På grund af faldulykken har han tabt et slag, men ikke krigen. ‘Det skal nok gå’, forsikrer han. Et af de mest effektive midler til at holde sygdommen i ave er motion og træning. Kort inden han brækkede kravebenet, vandt han sølv i danmarksmesterskaberne i tennis.
Det var sammen med Bent Fabricius-Bjerre i de ældste herrers aldersklasse. Siden har komponisten af blandt meget andet ’Matador’s kendingsmelodi fundet en afløser til de to ugentlige tennistimer, mens Nils Foss genoptræner sin hånd.
Majestætens maleri
På den anden side af de brede panoramavinduer ændrer Øresund farve under glidende skyer. Der står og hænger kunst i den lyse stue. På møblerne og i hjørnerne er små skulpturer. På væggen hænger et stort maleri af succeskunstneren Michael Kvium. Nils Foss peger på et grønt landskabsmaleri, der hænger i fordelingsentreen mellem stuen og hans arbejdsværelse.
»Det er majestæten, der har malet det.«
De seneste 25 år har hustruen Dorte Foss malet med dronning Margrethe hver torsdag. Regentparret og ‘Foss’erne’ er venner og selvskrevne gæster til hinandens fødselsdage.
Når majestæten kommer på besøg, foregår det ganske afslappet. ‘Man taler uden former’, forklarer han. Det sker også, at han bliver spurgt om sin mening om diverse forhold.
Det her er big business
Fastnettelefonen ringer højt og gennemtrængende.
Gravhunden Pippi giver hals ad nye gæster, men reagerer ikke på telefonen. Den er vant til et højt niveau af kommunikation.
»Hallo,« svarer Nils Foss. En stemme præsenterer sig i den anden ende.
»Goddag.«
Den flittige iværksætter er stadig i fuld gang og midt i arbejdet med etableringen af et nyt firma. Han er hemmelighedsfuld, men afslører, at der er tale om en pakkeløsning til selskaber, der vil eksportere deres produkter til det gigantiske, men samtidig utilgængelige marked i Kina.
Vi er langt fra seniorlivets tidsfordriv med peddigrør og puslespil. Det her er big business og ‘de store drenge som pensionskasserne skal med’.
»Det morer mig at arbejde. Så længe man ikke er presset og har tiden til det. Og så længe jeg har det, så bliver jeg ved,« lyder det fra Nils Foss.
