I fem år var Betina Grewal så syg, at hun flere gange var i tvivl, om hun ville overleve. Lægerne afviste symptomerne som psykiske problemer. Men det viste sig at være et flåtbid, der gjorde hende syg.
Den 32-årige Betina Grewal havde allerede løbet langt. Men når man træner til et maraton, er der også altid langt igen.
Hun satte sig i det høje græs for at tage en pause, da hun mærkede et insektbid på sit ene ben. Per refleks børstede hun dyret væk og noterede sig, inden hun rejste sig for at løbe videre, at benet var hævet som efter et myggestik. Men mere spekulerer hun ikke over det bid, der skulle kaste hende ud i fem års sygdom.
Opret abonnement på PLUS og læs om hvordan Betina Grewal blev syg og flere gange var i tvivl om hun ville overleve.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Den 32-årige Betina Grewal havde allerede løbet langt. Men når man træner til et maraton, er der også altid langt igen.
Hun satte sig i det høje græs for at tage en pause, da hun mærkede et insektbid på sit ene ben. Per refleks børstede hun dyret væk og noterede sig, inden hun rejste sig for at løbe videre, at benet var hævet som efter et myggestik. Men mere spekulerer hun ikke over det bid, der skulle kaste hende ud i fem års sygdom.
Det var en usædvanligt god grundform, der kort efter i 2008 fik Betina Grewal gennem Copenhagen Marathon. Hun var langtfra på toppen, men som tidligere elite-taekwondoudøver, som spiller på det lokale førstehold i badminton, og som maratonløber, var hun i ’ekstra god form den sommer’.
»Min form holdt sygdommen væk. Det var godt nok et hårdt maraton, men jeg kom igennem,« husker Betina Grewal.
Som den 39-årige kvinde i dag sidder i sin lejlighed i Skovlunde, ligner hun én, der altid har været i god form. Men det er ikke tilfældet, forsikrer hun.
Hun har været en skygge af sig selv. Hun har været bange for at lukke øjnene, fordi hun troede, de ikke ville åbnes igen. Hun har overvejet selv at gøre en ende på sit liv. Kort sagt – hun har været i helvede og tilbage igen. Alt sammen på grund af det lille dyr den dag i det høje græs.
Sygdommen bryder ud
»Nogle måneder efter maraton tog jeg på ferie til Egypten, men blev meget syg med dårlig mave,« siger hun.
Betina Grewal tog hjem og genoptog sin træning, men det gik ikke så godt, som det plejede.
»Jeg kender min krop ret godt og følte mig bare træt hele tiden. Træt og svag. Når jeg stod i badet, kunne jeg ikke engang holde bruseren over mit hoved,« husker hun.
På et tidspunkt søgte hun læge for at få svar på, hvad der var galt. Lægen undersøgte hende – grundigt – men kom ikke frem til et klart svar.
»En aften i november blev det så slemt, at jeg måtte tage på skadestuen. Jeg havde svært ved at få vejret. Lægerne fortalte mig, at jeg havde astma. Jeg var meget lettet over at finde ud af, at det bare var det, selv om det ville betyde, at jeg skulle tage medicin resten af mit liv. Men hvorfor havde min læge ikke fundet ud af, at det var det, jeg fejlede,« tænkte Betina Grewal.
»Noget psykisk«
Men mareridtet var langtfra slut.
»Jeg begyndte at tabe mig meget. Tabte store totter hår og havde konstant infektioner. I lungerne, blæren, underlivet, bihuler og så videre. Det stod på i halvandet år. Jeg var i kontakt med min læge 51 gange. Hver gang blev jeg sendt hjem med besked om ikke at presse mig selv for hårdt, spise godt og slappe af,« siger hun med en sigende mine.
Den praktiserende læge var sikker på, at Betina Grewal led af psykiske problemer, som kom til udtryk i hendes fysik. Hendes private netværk var stærkt, men også her var der nogle, der hviskede om, at hun kunne have anoreksi.
Med tiden måtte hun prioritere sit liv benhårdt, for energien rakte ikke til alt det, hun plejede at kunne. Hun passede langt hen ad vejen sit arbejde som marketingkoordinator, men al sport og træning måtte hun opgive, hendes sociale liv blev lagt på hylden, og det med at finde en kæreste og få en familie opgav hun lidt efter lidt.
»Jeg havde 12 luftvejsinfektioner i træk. Lægerne symptombehandlede dem alle sammen med medicin, men man kan se på billeder fra den tid, at jeg ikke er andet end en tom skal,« siger hun og kigger på et billede af sig selv fra 2010.
Betina Grewal er halvt indisk. Den mørke lød fra hendes far giver hendes hud et sundt skær, men på billederne hænger huden på knoglerne, og øjnene er tomme af at kæmpe mod en usynlig fjende, som angreb gang på gang.
»Til sidst handlede det bare om at overleve.«
Skal jeg dø?
Ind imellem fik Betina Grewal anfald af regulær dødsangst. Lægerne kunne kun behandle hendes infektioner til en vis grænse, og ind imellem var hun så syg, at almindelig penicilin ikke hjalp.
»Nogle gange lå jeg i min seng og tænkte: ’Gad vide om det er nu?’ På et tidspunkt opgav jeg og følte endelig fred, da jeg prøvede at give slip. Men jeg var også bange for at lukke øjnene, fordi jeg tænkte, at det kunne blive det sidste, jeg gjorde.«
Men som sportskvinde var der også en fighter gemt i Betina Grewal, og det var hende, der vandt hver gang. For Betina var ikke tilfreds med, at hun aldrig havde fået svar på, hvad det var, hun fejlede.
Hun kontaktede privatklinikken Nordic Clinic, som er specialister i en tværfaglig udredning, og som skulle hjælpe hende med at finde årsagen til infektionerne, trætheden, de uforklarlige smerter i ansigtet og alt det, som efterhånden også havde sat sig i hendes psyke.
»Det var Nordic Clinic, som fandt ud af, at jeg havde fået en tropeparasit, da jeg var i Egypten. I begyndelsen troede vi, at det bare var det, så jeg gik i gang med at bygge kroppen op igen. Men jeg havde meget allergi, kunne ikke spise ordentligt, og mine muskler gjorde ondt, jeg havde ekstreme ansigtssmerter, hovedpine og en hukommelse, der glippede ret ofte. Derfor kontaktede jeg en anden klinik, Second Opinion Clinic. Jeg havde opgivet sundhedssystemet, for hver gang jeg var på hospitalet, blev jeg mødt af læger, der troede, de var guder. De kiggede på mig, som om jeg var åndssvag. I stedet for at lytte, slog de det hele hen som psykiske problemer.«
Men behandlerne i det private behandlingssystem kunne godt se, at kroppen var helt smadret og overreagerede på alt.
»Endelig var der nogen, der tog mig seriøst. Det var dejligt.«
Betina Grewal klyngede sig til behandlingsplanen og til livet, men i 2013 va hendes krop så nedbrudt, at hun blev indlagt på infektionsmedicinsk afdeling med forhøjede levertal, infektioner og smerter i ansigtet og hovedet. Igen følte hun sig mødt af mistro fra systemet, og otte timer efter sin indlæggelse blev hun udskrevet igen – uden forklaring.
»Jeg var så træt af elendigheden og den ydmygelse, jeg blev mødt med fra lægernes side. De sagde, at jeg skulle lære at sætte pris på de små ting i livet. Og jeg overvejede for første gang selv at gøre en ende på det,« siger hun og stirrer et øjeblik tomt frem for sig, inden hun blinker og bryder ud i et bredt smil.
»Men heldigvis var kampgejsten der endnu. Sammen med privatklinikken gik jeg i gang med at stykke sammen, hvad der kunne være sket. For første gang talte vi om flåter. Jeg fortalte dem om biddet fem år tidligere. Vi blev enige om, at jeg skulle undersøges for alle de typer af infektioner, som flåter kan bære med sig.«
Det var en bekostelig affære, for prøverne skulle sendes til udlandet til analyse.
»Det offentlige system var simpelthen ikke gearet til de mange symptomer. Lægerne kan finde ud af, hvis man kommer med en brækket arm, men den store udredning var de simpelthen ikke gearet til. De gav op og kaldte det psykiske problemer. Derfor var jeg nødt til selv at tage ansvar,« siger Betina Grewal, som vurderer, at hun har brugt i omegnen af 200.000 kroner på behandling, tests og medicin i det private system.
»Men jeg havde ikke noget valg, for jeg havde ikke noget liv.«
En måned senere kunne hun begynde at se sit liv i øjnene igen. Hun havde infektionen ehrlisiose, som er en af de sjældne sygdomme, flåter kan bære med sig.
»Nu kunne vi begynde at samle puslespillet og endelig se hele billedet.«
Den alternative vej
Det var for sent at behandle infektionen medicinsk, så igen måtte hun søge alternative veje.
»Jeg gik i gang med at reparere kroppen med kosttilskud i meget høje doser. Så høje at jeg skulle til udlandet, for det var langt over, hvad der er tilladt herhjemme.«
I begyndelsen udeblev den store effekt, men Betina Grewal havde taget de første skridt ad den alternative vej og så sig ikke tilbage. Hun gik i gang med tarmskylninger, probiotiske, homøopatiske dråber, kosttilskud, lever- og nyre-udrensninger.
»Det hjalp. Smerterne forsvandt, og jeg kunne se, hvordan min krop, min hud, mine negle og mit hår blev genopbygget. Der var intet af det, der stod alene. Det var mange ting, der tilsammen førte til, at en totalt smadret krop igen kunne blive aktiv og rask,« siger hun. I dag spiser hun normalt og kan både arbejde og dyrke sport, og i øvrigt leve uden smerter eller følgesygdomme. De eneste eftervirkninger af de mange års sygdom er kroppens evne til at håndtere stress. Der skal ikke så forfærdeligt meget til, før Betina Grewal kan mærke symptomerne vende tilbage.
»Jeg er glad for den vej, jeg valgte. At jeg ikke gav lægerne en chance til. At jeg står her i dag er sgu ikke sundhedssystemets skyld,« siger hun og understreger, at hun mest af alt vil advare andre imod at tage for let på flåtbid.
Meget er sket, imens Betina Grewal har gået til læge og ligget i sengen. Vennerne har fået børn, og livet har gået sin vante gang.
»Det føltes ikke altid lige fair. Alle mine drømme blev taget fra mig. På den anden side er jeg 39 år og har aldrig haft det bedre. Jeg har stadig de samme værdier som før, alligevel er jeg et helt andet menneske i dag.«
»Nu har jeg energi til at gøre alt det, jeg ikke kunne i fem år. Møde kærligheden og måske endda få et barn. Jeg er blevet mere taknemmelig. Jeg ved godt, det lyder som en kliché. Men jeg har set, hvor hurtigt livet kan ændre sig.Jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg ikke var usårlig. Hvis nogen gik og troede, at jeg var perfekt, blev det meget tydeligt, at jeg ikke var det.«
